Adelsvælden, 1536-1660

De første svenskekrige

Før 1536 havde det vigtigste storpolitiske spørgsmål i Norden været, om Sverige skulle være i union med Danmark og Norge eller ej. Efter 1536 var det spørgsmål reelt uaktuelt. Den nye svenske kongeslægt, Vasa-slægten, skabte en stærk kongemagt, så der fra da af var to rivaliserende stater i Norden. De stredes de næste par hundrede år om at være Østersøområdets førende magt, om grænser, toldrettigheder og prestige.

De første år efter 1536 var forholdet mellem den danske og den svenske konge godt. For Christian 3. var det vigtigste udenrigspolitiske problem forholdet til den tyske kejser, Karl 5. Kejseren var svoger til den afsatte Christian 2. og repræsenterede på den måde en direkte trussel mod Christian 3.s ret til tronen. Desuden var kejseren katolik og mere eller mindre permanent i strid med de protestantiske tyske fyrster, som Christian 3. hørte til som hertug af Holsten. I adskillige år var der i princippet krig mellem Danmark og kejseren, om end ingen af dem førte den særligt energisk. I 1544 indgik parterne freden i Speyer, og truslen lettede endnu mere, da kejseren ved freden i Augsburg 1555 anerkendte de protestantiske fyrsters ret til selv at bestemme religionsforholdene i deres lande.

Året efter, at Frederik 2. i 1559 havde afløst Christian 3., var der også tronskifte i Sverige, hvor Erik 14. afløste Gustav Vasa. De nye konger var mindre indstillede på at holde freden, end deres fædre havde været. Modsætningerne blev blandt andet forstærket af deres kamp om indflydelse i den østlige del af Østersøområdet. I 1563 udbrød da Den nordiske Syvårskrig. I princippet søgte den danske konge intet mindre end at erobre Sverige, og i 1565 sendte han da også en hær mod Stockholm. Den måtte imidlertid vende om, før den nåede sit mål. Krigen blev mest præget af kampe om grænsefæstninger og lejlighedsvise ødelæggelsestogter ind i fjendeland. Da freden endelig sluttedes i Stettin i 1570, ændrede den ikke meget. Danmark beholdt efter krigen øen Øsel, mens Sverige satte sig på resten af Estland – i øvrigt i modstrid med fredsaftalen.

Efter freden i Stettin gik Danmark og Sverige hver sin vej. For den danske konge og endnu mere for rigsrådet var læren af syvårskrigen, at der ikke var meget at hente ad den vej. Krig blev nemt en kostbar sump, man sad fast i. Frederik 2., formynderstyret for Christian 4. og rigsrådet i Christian 4.s første selvstændige regeringsår søgte derfor at bevare freden. De søgte at føre en aktiv udenrigspolitik med alliancer, visse militære demonstrationer og diplomati, men krig veg man tilbage for. Sverige derimod kastede sig ud i en ekspansiv politik i Baltikum, hvor den ene krig afløste den anden, men hvor Sverige skridt for skridt blev stærkere.

For den unge Christian 4. blev det snart utåleligt. Han var og følte sig som én af Europas rigeste og mægtigste fyrster og mente at have en naturlig ret til at spille førsteviolin i Norden og Østersøen. Det udfordrede Sverige, og samtidig mente kongen, at Sveriges ekspansive udenrigspolitik i længden gjorde krig uundgåelig. I 1611 lykkedes det endelig kongen at gennemtrumfe krigen mod rigsrådets modstand – ved at true med at føre den som hertug af Holsten, hvor rigsrådet ikke havde noget at skulle have sagt.

Kalmarkrigen 1611-13 var en militær succes for kongen, der erobrede de svenske grænsefæstninger Kalmar og Älvsborg (ved Göteborg). Ved freden blev et grænsespørgsmål mellem Norge og Sverige langt mod nord afgjort til norsk fordel, og kongen fik en stor krigsskadeserstatning. Men nogen virkelig forskydning i magtforholdet til dansk fordel betød det ikke. Tværtimod fortsatte Sverige de følgende år sin ekspansion i Baltikum.