Adelsvælden, 1536-1660

Byer og borgere

I middelalderen var der opstået et ganske stort antal byer, så der kun var få steder i landet, hvor der var over 20 kilometer til en købstad. Der kom næsten ingen nye byer i perioden. I virkeligheden var der snarere flere byer, end der var økonomisk grundlag for. Mange af de mindre byer kæmpede en hård kamp for at få nabolagets bønder til at handle der. Bønderne var ganske vist forpligtede til at købe og sælge i købstaden, men reglerne blev ikke altid overholdt. Godsejerne måtte handle, hvor de ville.

Samlet var perioden dog en blomstringstid for de danske købstæder, især de lidt større. Omegnens bønder og godsejere havde ikke bare landbrugsvarer at sælge, men de var også gode kunder hos købmænd og håndværkere i købstæderne. Der var efterspørgsel efter luksusvarer, og en række større byer havde håndværkere, der kunne tilfredsstille mange ønsker. Først og fremmest fik de store byer, især København og Malmø, men også byer som Aarhus, Odense, Aalborg og Ribe, en overklasse af købmænd, der drev både eksport og import i stor stil. Kort før 1660 havde en række byer også fået en ganske pæn handelsflåde.

Trods denne blomstring lod det sig ikke skjule, at Danmarks rolle i den europæiske økonomi først og fremmest var at levere fødevarer til de mere udviklede områder, især Nederlandene, dvs. det nuværende Holland og Belgien. Især Christian 4. søgte bevidst at styrke Danmarks placering inden for de mere moderne økonomiske områder. Den vigtigste forarbejdede importvare var tekstiler. Her søgte kongen - i overensstemmelse med datidens merkantilistiske tankegang - at fremme en dansk produktion. Et vigtigt initiativ var oprettelsen af Tugthuset og siden af Børnehuset, hvor tiggere og forældreløse børn skulle producere tekstiler i stor stil. I 1620 og 1621 oprettedes desuden hhv. Klædekompagniet og Silkekompagniet, som skulle stå for tekstilproduktion. Alle disse virksomheder havde dog svært ved at konkurrere med udlandet.

Et andet økonomisk område, som kongen søgte at fremme, var den gryende handel på fjerne egne. Danmark havde en fordel i kraft af den politiske kontrol med områder langt mod nord, der forsynede Europa med visse specielle produkter. Fra 1602 fik købmænd i København, Malmø og Helsingør eneret på handelen på Island, og fra 1619 oprettedes et egentligt kompagni efter den nye hollandske model som aktieselskab.

Kongens ambitioner gik endnu videre. Handelen på Asien var én af spydspidserne for lande som Nederlandene, England og Portugal. I 1616 oprettedes et dansk ostindisk kompagni, som bl.a. kongen selv investerede store penge i. Det lykkedes at få en flåde til Indien og få etableret en dansk koloni, Trankebar, i 1620. Økonomisk blev kompagniet dog en fiasko. Først i 1700-tallet fik Danmark en væsentlig handel på Asien.

Derimod lykkedes det i perioden at få gang i et vist mål af minedrift i Norge. Konkurrere med Sverige kunne man ikke, men jernværker og enkelte kobber- og sølvminer betød dog, at den norske økonomi også var i fremgang på dette felt. I øvrigt havde Norge kun få byer, men de vigtigste - Bergen, Oslo (fra 1624 Christiania) og Trondheim - var til gengæld ret store. Bybefolkningens andel af den samlede befolkning var dog lav. I hertugdømmerne, hvor byerne som regel var større end danske provinsbyer, betød de mere.