Adelsvælden, 1536-1660

Adelen og standssamfundet

Reformationen afskaffede ikke standssamfundet. I princippet arbejdede man stadig med fire stænder, men gejstligheden var holdt op med at have nogen videre politisk betydning. Bønderne var nu som før langt de fleste, men først og fremmest karakteriseret ved ikke at have privilegier. Byernes borgere havde eneret på handel og håndværk og levede efter særlige love og regler, og deres ledere havde magt lokalt. Men virkelig herrestand med politisk magt på rigsniveau var nu kun én stand: Adelen.

Den danske adel var fåtallig. Omkring 1540 omfattede den måske et par tusinde personer, og godt hundrede år senere var den nede på omkring 1.700 mennesker – et par promille af hele befolkningen. Det var efter europæiske forhold usædvanligt få, og det betød, at den danske adel stort set kun bestod af godsejere. Nok var ikke alle lige rige, men der var ikke mange fattige adelige i Danmark.

Den danske adel var i princippet lukket. Kongen kunne kun adle personer med rigsrådets tilladelse, og børn af et ægteskab mellem en adelig og en ikke-adelig blev ikke adelige. I praksis var det ikke helt så fast, men en stor del af nytilgangen kom i form af udenlandske adelige, der fik embede i Danmark, blev gift ind i den danske adel og dermed blev regnet for en del af den.

Politisk stod adelen stærkt. Adelen havde eneret på at sidde i rigsrådet og på de magtfulde og indtægtsgivende poster som lensmænd rundt om i riget, der forestod lokalforvaltningen, administrerede krongodset og var kommandanter på slottene. Adelen havde i princippet også sin gamle militære rolle. I krigstid var adelen forpligtet til at stille rytteri, som nu blev reorganiseret som den såkaldte rostjeneste, der talte 1.200 ryttere – dele af adelen selv og nogle af deres mest betroede folk. Derudover indtog adelige ledende poster i flåden og normalt også ledende poster i hæren, når der altså var en hær. Til gengæld for det nød adelen – i princippet – skattefrihed. Reelt hændte det dog ikke så sjældent, at adelen alligevel måtte acceptere at punge ud.

Norge havde kun en ganske lille adel, og efter 1536 havde den ikke en selvstændig status, men var i princippet bare en del af den danske adel. Der blev dog holdt særlige adelsmøder i Norge, men mange af de højeste embeder blev besat med danske. Derimod havde hertugdømmerne en talstærk og rig adel, der i princippet havde monopol på de mægtigste embeder her, og som havde indflydelse gennem landdagen. Den bevarede en stærk magt over sine godser, men mistede ellers politisk magt i løbet af perioden.