Nyt demokrati-tema på hylden

Har du brug for at læse op på demokrati og grundlovsrettigheder inden valgkampen går løs til efteråret, har danmarkshistorien.dk nu gjort det nemt for dig.

02.08.2011 | danmarkshistorien.dk

Constantin Hansens maleri af den grundlovgivende forsamling, der vedtog Junigrundloven i 1849 - det årstal, der indleder vores demokrati-tema.

Med vores nye tema om dansk demokrati fra 1849 kan du læse om de lange linjer fra Junigrundlovens vedtagelse i 1849 til kvindernes kamp for stemmeret på lige fod med mændene i 1915 og debatten efter 2. verdenskrig om, hvad der var ægte demokrati. Så har du brug for at få genopfrisket, hvad Martsministeriet eller Påskekrisen var for noget, eller vil du gerne have helt styr på, hvordan kvinderne fik valgret, så kan du på en enkel og overskuelig måde vælge en artikel, en film eller et lydklip i menuen til højre, og få både historiske kilder, lyd og artikler serveret på din skærm. De mange forskellige grundlove, der gennem tiden er vedtaget, ligger også frit tilgængelige her, med introducerende tekster, der forklarer, hvorfor en ny grundlov var nødvendig, og hvad hver enkelt grundlov indeholder.

Du kan blandt andet:

-     Se en film om Grundloven

-     Læse om forfatningskampen og systemskiftet 1901

-     Høre Elna Munch argumentere for kvindelig valgret i 1913

-     Finde links til andre temaer, der handler om demokrati, for eksempel demokratidebatten i 1945-46

I temaartiklen bindes trådene sammen, så du hele tiden kan holde styr på, hvordan provisorietid og love om tjenestefolk hænger sammen med dansk demokrati. Temaet følger det almene gymnasiums kernestofpunkter, og gør det dermed nemt for både lærere og elever at forberede sig til de første timer efter sommerferien.

Nyhed