Deres majestæt, hr. formand, høje ting…

I dag er Folketinget blevet åbnet af Danmarks første kvindelige statsminister, og mange har ventet spændt på at høre hendes åbningstale. I den anledning har danmarkshistorien.dk udgivet et nyt tema om Danske taler.

04.10.2011 | danmarkshistorien.dk

Vi hører taler ved mange lejligheder, ofte på mærkedage og ved officielle lejligheder. Men hvor kommer traditionen med at holde tale fra, hvad siges der i talerne og hvilke tricks bruges der for at få os tilhørere til at føle, at vi er en del af et dansk fællesskab? Og hvad kendetegner egentlig dette danske fællesskab ifølge talerne?

Temaet om danske taler er blevet til i et samarbejde mellem forskere fra Historie og Retorik på Aarhus Universitet. Dermed får du ikke bare et overblik over talernes finurlige historie, du får også en retorisk vinkel på, hvordan statsministerens nytårstale er blevet mere folkelig, eller hvordan mindet om besættelsestiden er blevet påvirket af den måde, modstandsfolk og politikere har fremstillet den på. Vidste du eksempelvis, at det kaldes feminin stil, når en taler inddrager anekdoter fra dagligdagen – og at dette skyldes, at kvindesagsforkæmperne måtte udforme deres taler på denne mere personlige måde, fordi det normalt ikke var acceptabelt for kvinder at tale offentligt?

Du kan blandt andet læse om åbningstaler i Folketinget, statsministerens nytårstale, dronningens nytårstale, grundlovstaler, forsvarstaler og kvinders retorik i det nye tema.

Nyhed