danmarkshistorien.dk lagt ned
Ved lanceringen blev danmarkshistorien.dk lagt ned af folket, og vi måtte udsende følgende pressemeddelelse:
14. maj 2009:
100.000 HITS PÅ FÅ TIMER LAGDE DANMARKSHISTORIEN.DK NED
www.danmarkshistorien.dk blev i morges lagt ned, da den fik over 100.000 hits i løbet af kort tid umiddelbart efter at morgenavisernes omtale blev suppleret af radioaviserne og tekst-tv ved 7-tiden.
Maskinparken bag hjemmesiden har nu fået tilføjet ekstra muskelkraft og siden fungerer igen, men da søgningen fortsat er enorm, kan siden forekomme noget langsom.
Mellem kl. 13 og 14 i dag vil hjemmesiden ikke være tilgængelig.
-Vi har sagt at vi håbede at siden blev udgangspunktet for alle, der leder efter troværdig, opdateret og formidlet, forskningsbaseret viden om danmarkshistorie - men godt nok ikke på én gang, og vi er rigtig kede af at tusindvis af mennesker har klikket forgæves her til morgen, beklager kommunikationschef Svend Aage Mogensen.
-Det er den hårde måde at få målt på at humanistisk forskning formidlet på moderne mediers præmisser er voldsomt populært i Danmark.


