Werner Best, 1903-1989

Artikler

Werner Best var tysk politiker, diplomat og SS-Obergruppenführer. Under besættelsen var han rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-45. Det karakteriserer Bests virke i Det Tredje Riges tjeneste, at han var stærkt ideologisk funderet og på lang sigt var rede til at gå hele den nazistiske vej, men også at han havde begavelse og politisk tæft til at agere pragmatisk og opportunistisk, hvis han mente at kunne tjene det højere ideologiske mål med dette.

Fra højreradikal nationalist til nazist

Fra sin tidligste ungdom var Werner Best højreradikal tysk nationalist med udpræget antisemitiske og antidemokratiske synspunkter. Som 20-årig var han modstandsaktivist og sabotør i det fransk besatte Ruhr-område. I 1930 blev han medlem af det tyske nazistparti NSDAP, i slutningen af 1931 af den nazistiske organisation SS.

Best studerede jura og indleverede i 1927 sin juridiske doktorafhandling. I 1929 blev han retsassessor, men hans lovende juridiske løbebane blev afbrudt i 1931, da det blev kendt, at han var forfatter til de såkaldte Boxheimer-dokumenter, der var en udførlig plan for NSDAP’s magtovertagelsesplaner, hvorunder indgik likvideringen af politiske modstandere. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var vejen inden for retsvæsenet igen åbnet for Best. Han blev således politichef i Hessen, og i 1935 fik han en ledende position i Gestapo, det nazistiske politiske politi. Ved siden af det administrative arbejde skrev han afhandlinger om tysk politiret og tysk storrumsideologi.

Rigsbefuldmægtiget i Danmark

Efter den tyske besættelse af Frankrig i maj-juni 1940 blev Best en central aktør i besættelsesadministrationen i Paris. I juni 1942 blev han ansat i det tyske udenrigsministerium. Det var i kraft af denne ansættelse, at han i november 1942 kom til Danmark som tysk rigsbefuldmægtiget og afløser for Cecil v. Renthe-Fink.

Bests udnævnelse til denne post var fra Hitlers side tænkt som en skærpelse af kursen over for Danmark som en følge af den såkaldte Telegramkrise. Men reelt førte det i tiden fra november 1942 frem til sommeren 1943 til en betydelig afspænding i det dansk-tyske forhold, ikke mindst i kraft af den rolle Best spillede. Modsat de ordrer, han var sendt til Danmark med, medvirkede han således til, at der efter Telegramkrisen blev dannet en dansk regering uden ministre fra det danske nazistparti. Denne imødekommenhed over for det etablerede politiske system i Danmark samt det tillidsfulde samarbejde, han og stats- og udenrigsminister Erik Scavenius hurtigt etablerede, glattede mange af de hidtidige modsætninger i de dansk-tyske forhandlingsrelationer ud. Best og Scavenius formåede at gøre fællesinteressen i rolige forhold i Danmark til den centrale målsætning for begge parter. Bests motiv var at maksimere den danske fødevareeksport til Tyskland samt at undgå uro og sabotage. Scavenius’ motiv var at fastholde dansk suverænitet, og i øvrigt at landet måtte "klare sig igennem".

Bests politik kan også ses som en del af en magtkamp mellem det tyske udenrigsministerium, som han repræsenterede, og den tyske værnemagts ledere i Danmark. Hvor værnemagten havde en tilbøjelighed til meget ubøjeligt og håndfast at sætte de militære interesser over alle andre, ønskede Best at løse problemerne ad den politiske forhandlings vej, og det måtte nødvendigvis indebære lydhørhed over for danske interesser.

Bests imødekommende linie viste sig også, da han accepterede, at man i Danmark kunne afholde valg til Folketinget og Landstinget i marts 1943. Han så gerne den danske regerings mandat bekræftet ved at valg og havde kun skuldertræk til over for udsigten til, at det danske nazistparti DNSAP ville blive ydmyget ved valget. De måtte "klare sig selv", som han tørt formulerede det. Best var ikke blevet mindre inkarneret nazist, end han tidligere havde været. Men han vurderede, at nazismens og Det Tredje Riges første og vigtigste interesse var at vinde krigen, og hvad Danmark angik, da var denne interesse bedst tjent med, at den siddende regering fortsatte og sikrede fødevareeksporten og den offentlige ro i landet, herunder den tyske værnemagts sikkerhed.

 

Erik Scavenius og Werner Best fotograferet sammen
i 1942-43. Foto: Fra Frihedsmuseet og Wikimedia
Commons.

 

Urolighederne i august 1943

Bests politik blev dog presset af urolighederne i sommeren 1943. Den forøgede sabotage og omfattende gadeoptøjer, der visse steder udartede til civile danskeres angreb på værnemagtspersonel, blev i slutningen af august Hitler for meget. Han kaldte Best hjem til irettesættelse og krævede ro i Danmark. Hitler forsynede den rigsbefuldmægtigede med et ultimatum, han skulle forelægge den danske regering ved sin tilbagekomst til København. I ultimatummet krævedes blandt andet, at regeringen skulle indføre undtagelsestilstand med dødsstraf for sabotage, forbud mod strejker og sammenstimlen i gaderne. Særlig spørgsmålet om dødsstraf var uantageligt for det politiske system, der derfor afviste ultimatummet 28. august 1943 og ophørte med at fungere. Resultatet blev, at den tyske værnemagt 29. august indførte militærundtagelsestilstand, hvilket svækkede Best og udenrigsministeriet i den standende magtkamp i Danmark.

Efter august 1943

Bests rolle var dog ikke udspillet. Han accepterede at møde departementschefstyret som repræsentant for den danske stat, og var dermed med til at understøtte departementschefernes position i den sidste tid af krigen. Han spillede også en central og ganske dobbelttydig rolle i forhold til den tyske aktion mod de danske jøder i oktober 1943. Han var således både manden, der fik Hitlers godkendelse til aktionen, ligesom han også medvirkede til at muliggøre jødernes flugt til Sverige ved gennem sin medarbejder G.F. Duckwitz at lække informationer om den forestående aktion til danske beslutningstagere. Det formodes af historikerne, at Best med dette dobbeltspil søgte at højne sin position hos Hitler, samtidig med at han søgte at styrke sin stilling over for den danske forhandlingspart.

Best ønskede at bekæmpe modstandsbevægelsen med politimæssig efterforskning og krigsretter. Hitler derimod ønskede at sætte hård mod hårdt og krævede i stedet den såkaldte "modterror" indført, efter hvilken sabotager skulle bekæmpes med tyske bombesprængninger af bygninger, der var af særlig værdi for danskerne. Gerne i form af institutioner inden for underholdning, kultur og medier, som fx bladhuse og forlystelsesparker, der ikke var til gavn for den tyske krigsøkonomi. Anslag mod tyske soldater eller modstandsbevægelsens likvideringer af angivere (stikkere) skulle gengældes med mord på kendte danskere, de såkaldte clearingmord. Hitlers hensigt var at slå så hårdt til, at aktionerne fik en afskrækkende virkning, og at de dermed skulle fremme en opfattelse i befolkningen af, at prisen for modstandskampen var for høj.

Da der var tale om en ordre fra Hitler, var der ikke anden udvej end at udføre den, men ligesom ved jødeaktionen spillede Best også her en tvetydig og modererende rolle. For det første stod det sjældent klart, at besættelsesmagten eller dens danske håndlangere stod bag aktionerne; man stod simpelthen ikke ved attentaterne, hvorfor den afskrækkende virkning svækkedes. For det andet blev der aldrig tale om den faktor-10, som Hitler havde ønsket. Altså fx 10 clearingmord for hver stikkerlikvidering. Som oftest var det i forholdet 1:1. Bests hensigt med denne afsvækkelse af Hitlers intentioner var fortsat at fremme relativt rolige og stabile besættelsesforhold i Danmark, ud fra den betragtning at sådanne forhold gjorde det lettere at holde landet besat, samt at eksporten til Tyskland nød godt af ro og orden.

Efter befrielsen: Fængsel og benådning

Ved befrielsen blev Best interneret og senere dømt for krigsforbrydelser, først til døden, men senere ved Højesteret i 1950 fastsat til 12 års fængsel. Han afsonede dog kun i alt seks år, idet han i 1951 blev benådet og udvist. I Forbundsrepublikken (Vesttyskland) fik han sig en succesrig karriere som privatpraktiserede advokat, hvor han blandt andet gav juridisk bistand til en række tidligere SS-kolleger.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1903 - 1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Herbert, Ulrich: Best. Biographische Studien über Radikalismus, Weltanschauung und Vernunft, 1903 – 1989 (1996).

Kirchhoff, Hans: “Best-Scavenius-alliancen – et skæbnefællesskab”, i Due-Nielsen, Carsten m.fl. (red.): Konflikt og samarbejde. Festskrift til Carl-Axel Gemzell (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1903 - 1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Herbert, Ulrich: Best. Biographische Studien über Radikalismus, Weltanschauung und Vernunft, 1903 – 1989 (1996).

Kirchhoff, Hans: “Best-Scavenius-alliancen – et skæbnefællesskab”, i Due-Nielsen, Carsten m.fl. (red.): Konflikt og samarbejde. Festskrift til Carl-Axel Gemzell (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk