Vilhelm Buhl, 1881-1954

Artikler

Socialdemokraten Vilhelm Buhl var en af de dominerende danske politikere under besættelsen og i den tidlige kolde krig. I afgørende situationer under besættelsen udgjorde han selve centret for den politiske magt i landet. Han beklædte flere ministerposter i perioden 1937-50 og var kortvarigt statsminister i 1942 og 1945.

Som studerende på Københavns Universitet blev Vilhelm Buhl medlem af Socialdemokratiet. Han blev senere uddannet jurist og medlem af Landstinget 1932-1939 samt af Folketinget 1939-1953. Han var finansminister i Staunings regeringer 1937-1942 og hørte til statsministerens nærmeste rådgivere.

Den tidlige samarbejdspolitik 1940-42

Under besættelsen var Buhl overbevist om samarbejdspolitikkens rigtighed og nødvendighed. Men det var som samlingspunkt for de tendenser på Christiansborg, som var betænkelige ved et for udstrakt samarbejde med besættelsesmagten, at han fik sin helt centrale betydning og indflydelse. Her var det ikke uvæsentligt, at han var en af de få politikere, som på møderne ikke lod sig kue af udenrigsminister (senere statsminister) Erik Scavenius’ arrogante og nedladende facon.

Buhl var således tit en bremse for Scavenius’ aktivistiske tilpasningspolitik over for besættelsesmagten. Det sås blandt andet ved hans kritik af Scavenius’ linje i forbindelse med mønt- og toldunionsforhandlingerne i 1940, Østrumudvalget og Anti-kominternpagten i 1941. Hensynet til Danmarks formelle suverænitet og omdømme i udlandet var ofte afgørende for Buhl, når han i konkrete sager markerede sin modstand mod yderligere samarbejde. Hans holdning forlenede ham med en aura af styrke og autoritet, som vakte respekt blandt de politiske kolleger i de samarbejdende partier.

Statsminister og reel politisk leder 1942-43

Ved Staunings død i maj 1942 blev Buhl statsminister. I sine seks måneder på posten stod han over for en hastig eskalering af problemerne for samarbejdspolitikken. Den gryende sabotage anstrengte forholdet til besættelsesmagten, som truede med krigsretter og dødsstraf for sabotage. Det truede den danske jurisdiktion og den udstrakte grad af politisk og administrativt selvstyre, som Danmark i modsætning til andre besatte lande havde nydt godt af siden den 9. april 1940. For at bevare dansk jurisdiktion på dette område længst muligt så Buhl ingen anden udvej end at intensivere de danske myndigheders sabotagebekæmpelse. Et af hans initiativer var den såkaldte antisabotagetale i radioen den 2. september 1942, hvori han indtrængende advarede mod sabotagen og opfordrede befolkningen til at hjælpe i efterforskningen og at angive sabotørerne til politiet.

Buhl trådte tilbage i forbindelse med Telegramkrisen i november 1942 til fordel for Scavenius, som Berlin ønskede som ny regeringsleder. Han blev herefter medlem og uformel leder af Nimandsudvalget, der forestod kontakten mellem regeringen og Rigsdagens partier. Med Buhls deltagelse fik udvalget mere tyngde, og i kraft af Scavenius’ stigende isolering i forhold til såvel partierne som befolkningen blev Buhl det reelle centrum for den del af den politiske magt, der endnu var på danske hænder.

Fra august 1943 til maj 1945

I august 1943 arbejdede Buhl ihærdigt for at bremse de udbredte uroligheder i flere danske byer. Da besættelsesmagten iværksatte sin modoffensiv med krav om stramninger og indførelse af dødsstraf mod sabotage, var det Buhl, der den 28. formulerede det afgørende ”nej” til det tyske ultimatum. I de uvisse dage efter den 29. august var det også Buhl, der gang på gang afviste såvel tyske som danske bestræbelser på at få dannet en ny regering.

Fra august 1943 og frem til befrielsen udgjorde Buhl sammen med Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Alsing Andersen Socialdemokratiets uformelle ledelse. Alle i det politiske liv anerkendte Buhl som den ubestridte førstemand. Så forskellige parter som Arbejdsgiverforeningen og Frihedsrådet søgte flere gange kontakt til ham. I efteråret 1943 søgte også den danske hærledelse kontakt til Buhl og stillede hæren, som nu arbejdede under jorden, til rådighed for det politiske system.

Buhl bevarede sin skepsis overfor modstandsbevægelsen. Han nærede dyb mistillid til Frihedsrådet, som han anså for en utålelig anomali i et parlamentarisk demokrati på grund af dets mangel på formelt mandat. Ikke desto mindre fandt han det nødvendigt at samarbejde i erkendelse af den folkelige opbakning, rådet nød.

Ligesom en række andre politikere frygtede Buhl, at modstandsbevægelsen ville kræve politisk indflydelse efter et tysk sammenbrud, og der var også frygt for et decideret kommunistisk kup. Kontakten til Frihedsrådet var derfor også drevet af ønsket om at kontrollere modstandsbevægelsen, blandt andet via hærens deltagelse i modstandsarbejdet. Mod slutningen af besættelsen fik Buhl dog også øje for, hvordan et samarbejde med Frihedsrådet og modstandsbevægelsen kunne gøre politikerne til ’medkæmpere’ i kampen for befrielsen.

Statsminister i Befrielsesregeringen

Under de indledende forhandlinger om dannelsen af befrielsesregeringen havde Frihedsrådet svært ved at anerkende partiernes krav om Buhl som statsminister på grund af hans kritik af modstandsbevægelsen før 1943. Hans position kunne dog ikke matches af nogen anden, hvilket efterhånden blev erkendt af alle parter.

Som statsminister i befrielsesregeringen arbejdede Buhl ihærdigt for at dæmpe sindene i det befrielsesberusede Danmark. Han betonede, at grænsen lå fast, at retsopgøret skulle forløbe værdigt og kun ved domstolene, og han fremhævede ofte, at nationen måtte se fremad og koncentrere sig om den økonomiske genopbygning. Hans fokus på beskæftigelse og forsyningssituationen var blandt andet drevet af ønsket om at tage luften ud af dele af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels, og ved valget i oktober 1945 blev de politiske magtforhold fra før 1940 stort set genskabt.

Efter valget 1945 blev Socialdemokratiet oppositionsparti, men Buhl blev minister igen i 1947-50 i Hans Hedtofts socialdemokratiske mindretalsregering. Buhl var minister uden portefølje med ansvar for samordning af økonomien, men i praksis fungerede han som vicestatsminister. På det økonomiske område var han måske endda regeringens reelle leder. Han var således en central aktør i regeringens arbejde med Marshallplanen, ligesom hans synspunkter også spillede en rolle for Hedtofts beslutning om, at Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere NATO. Han trak sig tilbage fra aktiv politik forud for valget 1953.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1932 - 1953
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Kirchhoff, Hans: Augustoprøret 1943, 1979.

Roslyng-Jensen, Palle: Værnenes politik - politikernes værn, 1982.

Wium Olesen, Niels: ”Med loven – imod diktaturet!”, i Joachim Lund (red.): Partier under pres, 2003, s. 21-65.

Wium Olesen, Niels: Jens Otto Krag. En socialdemokratisk politiker 1914-1950, upubliceret ph.d.-afhandling, SDU 2002.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1932 - 1953
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. marts 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Kirchhoff, Hans: Augustoprøret 1943, 1979.

Roslyng-Jensen, Palle: Værnenes politik - politikernes værn, 1982.

Wium Olesen, Niels: ”Med loven – imod diktaturet!”, i Joachim Lund (red.): Partier under pres, 2003, s. 21-65.

Wium Olesen, Niels: Jens Otto Krag. En socialdemokratisk politiker 1914-1950, upubliceret ph.d.-afhandling, SDU 2002.

Udgiver
danmarkshistorien.dk