Vangebrug

Artikler

Vangebrug var en landbrugsform, hvor en landsbys samlede jord blev dyrket af bønderne i fællesskab, og hvor markerne var inddelt i store enheder, kaldet vange. Der kunne være én, to eller tre vange. Vangebrug var det dominerende dyrkningssystem i landbruget i Østjylland, på Øerne og i det meste af Skåne i perioden ca. 1100-1800. Disse områder havde landets mest frugtbare, lerede jord, som var en forudsætning for systemet.

Trevangsbruget

Det typiske system var eller blev trevangsbruget:

  • én del af jorden udlagdes til byg, som såedes om foråret
  • en anden del udlagdes til rug, som såedes om efteråret
  • en tredje del lå brak (udyrket), men fik tilført gødning fra husdyrene ved at blive brugt til græsning om sommeren.

Man skiftede fordelingen hvert år, så hver vang lå brak hvert tredje år, og afgrøderne skiftede på de andre. En fordel ved systemet var altså, at jorden fik lov til at hvile hvert tredje år og samle næring og kvælstof, hvilket øgede frugtbarheden i et system, hvor manglen på gødning altid var udtalt.

Tovangsbruget, envangsbruget og græsmarkssystemet

I tovangsbruget, som blandt andet var den dominerende driftsform i Østjylland, lå den dyrkede jord i princippet brak hvert andet år, mens man skiftede mellem rug og byg på forskellige dele af den dyrkede vang. Envangsbruget, også kaldet alsædebrug, fandtes få steder, hvor jorden var ekstra frugtbar, og hvor gødningsressourcerne var relativt store som følge af stort kvæghold.  De mere sandede jorder (typisk i Vest- og Nordjylland) dyrkedes i det såkaldte græsmarkssystem.

Vangebrugets udformning

En fordel ved vangesystemet var, at man kunne nøjes med at indhegne og vedligeholde hegnene omkring vangene, hvorved man slap for at indhegne en masse mindre jordstykker for at holde husdyrene borte fra de dyrkede marker. Når alle såede og høstede deres andele af vangene (se ager) på én gang, kunne man så efter høsten fjerne vangens hegn og lade dyrene græsse på den afhøstede vang. At fjerne hegnene blev kaldt “at opgive ævred” -  et kendt udtryk endnu i dag.

Ud over vangene dyrkedes tofterne, det vil sige de jordstykker, som gårdene lå på. Disse var velgødede med husdyrgødning og kunne bruges til avl af grøntsager og mere intensiv korndyrkning. Resterende gødning kørtes fornuftigvis ud på de nærmeste dele af de dyrkede vange. Disse gav så det højeste udbytte, mens de fjerneste dele af vangene, som slet ikke blev gødede, ofte i praksis blev anvendt til dyrkning af den mindre krævende havre. Afkastet af dyrkningen var således stærkt varierende, også i høj grad afhængigt af vejret, men i gennemsnit regner man med et afkast på ca. 3-4 gange det, man såede (3-4 fold). I dag kan man aflæse resultatet af fortidens gødningspraksis i, at muldlaget som oftest er tykkest nærmest landsbyerne.

Uden for og i visse tilfælde imellem vangene fandtes så arealer, som brugtes til græsning for husdyrene, såkaldte overdrev, som ofte også var bevokset med træer eller buske, hvorfra der kunne skaffes materiale til hegning og brændsel. De græssende husdyr var under opsyn af landsbyens fælles hyrde, byhyrden, som hentede og bragte dyrene hjem til de enkelte gårde morgen og aften. Derudover skulle der helst også være enge: fugtige områder, hvor græsset blev høstet til hø, så man havde noget at fodre dyrene med om vinteren. Engene kunne ligge på fugtige områder i vangene eller for sig selv langs åer og søer.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1100 - 1800
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, Claus (red.): Det danske landbrugs historie bd. 1-4 (1988).

Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk I-II (1991).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anders Bøgh
Tidsafgrænsning
1100 - 1800
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Bjørn, Claus (red.): Det danske landbrugs historie bd. 1-4 (1988).

Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk I-II (1991).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk