Valgtema: Mellemspil 1968-1973

Temaer

I 1968 var det første gang, Det Radikale Venstre gik i regering sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti; et parlamentarisk eksperiment, der hidtil kun er blevet gentaget én gang, i 1988-90. Med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister sad VKR-regeringen som en flertalsregering i 3½ år frem til 1971, da Socialdemokratiet igen overtog regeringsmagten med Jens Otto Krag som statsminister. I denne Krags sidste periode som statsminister stemte Danmark ja til at indtræde i EF i 1972. Dette havde været et af Krags store mål, og da det lykkedes, valgte han at melde sin afgang, hvorefter Anker Jørgensen tiltrådte som ny socialdemokratisk statsminister.

I denne del af temaet om folketingsvalg har vi samlet information om de afholdte valg i perioden 1968-1973:

Folketingsvalget 1968

Folketingsvalget 1971

Folketingsvalget 1973

 

Perioden 1968-73 var præget af opbrudstendenser i det danske samfund. Den økonomiske højkonjunktur gik på hæld, mens arbejdsløsheden og skattetrykket steg. Samtidig var ungdomsbevægelsen ved at tage form i takt med den voksende modstand mod Vietnam-krigen, ligesom den også hentede inspiration fra studenteroptøjerne ude i Europa i året 1968.

Politisk blev perioden præget af den nye borgerlige VKR-regering - en partipolitisk nyskabelse, der var kommet i stand efter nye formandskaber i henholdsvis Venstre og Det Radikale Venstre. Poul Hartling overtog i 1965 ledelsen af Venstre efter den tidligere statsminister Erik Eriksen (1950-53), der havde bundet Venstre op på et tæt samarbejde med De Konservative, med den konsekvens at et samarbejde med de Radikale måtte udelukkes. Hartling løsgjorde Venstre fra dette tætte samarbejde og søgte tilnærmelse mod Det Radikale Venstre, der med Socialdemokratiets tilnærmelse til SF efter valget i 1966 og med Hilmar Baunsgaard som leder ved valget i 1968 var klar til et borgerligt samarbejde.

Det viste sig imidlertid svært for VKR-regeringen at indføre borgerlig politik med skattenedsættelser og mindre stat. I stedet var det netop under den borgerlige regering, at det offentlige forbrug steg hastigt, at pornografien blev legaliseret og abortlovgivningen lempet så meget, at abort i praksis blev lovligt for kvinder over 18.

Den politik var ikke nok til at beholde regeringsmagten, og Socialdemokratiet vendte tilbage til regeringsmagten i 1971 med Jens Otto Krag som statsminister. Krag så det som sin vigtigste opgave at føre Danmark ind i det Europæiske Fællesmarked, som for alvor var blevet aktuelt, da også Storbritannien, Danmarks vigtigste eksportmarked, atter søgte om EF-medlemskab. Danmark blev medlem af EF i 1973 efter en folkeafstemning den 2. oktober 1972, der resulterede i et solidt flertal for medlemskabet. Krag trådte herefter tilbage og udnævnte den mere EF-skeptiske fagforeningsmand Anker Jørgensen som sin efterfølger på statsministerposten i et forsøg på at holde sammen på Socialdemokratiet, der indeholdt mange EF-modstandere.

Partimæssigt fik begge regeringers førte politikker store konsekvenser, idet der blev dannet nye partier, der ved valget i 1973 kom i Folketinget med et brag og endegyldigt opløste det gamle firpartisystem (Venstre, De Konservative, De Radikale og Socialdemokratiet). Således skabte indførelsen af fri abort og frigivelsen af pornografien stort røre i kristne miljøer, der svarede igen med dannelsen af Kristeligt Folkeparti, som især gik på vælgerhugst i traditionelle Venstremiljøer i Vestjylland. Skuffelsen over de manglende skattelettelser under VKR-regeringen kombineret med en stadigt voksende offentlig sektor var også med til at bane vejen for Fremskridtspartiet. Partiet, der var på vej frem som højreorienteret, ultraliberalt protestparti i 1970'ernes begyndelse, kunne både trække stemmer fra højre og venstre side af det politiske spektrum.

EF-medlemskabet var med til at skabe splittelse internt i Socialdemokratiet, hvor især partiets venstrefløj, med nyligt indvalgte yngre partimedlemmer som Svend Auken og Ritt Bjerregaard, var modstander af EF. EF-medlemskabet krævede store indrømmelser til partiets venstrefløj, som bl.a. søgtes imødekommet med udnævnelsen af den EF-skeptiske Anker Jørgensen som partiformand efter Krags afgang i 1972. Partiets højrefløj blev imidlertid ikke tilsvarende kompenseret ved Anker Jørgensens regeringssammensætning i 1972, hvorefter den populære politiker Erhard Jacobsen brød med partiet og dannede partiet Centrum-Demokraterne i 1973.

Samlet set var denne periode altså præget af en ny regeringssammensætning – den såkaldte VKR-regering, hvor De Radikale for første gang dannede regering med De Konservative og Venstre – og Danmarks medlemskab af EF, der indirekte kom til at splitte Socialdemokratiet.

Om temaet

Forfatter(e)
danmarkshistorien.dk
Tidsafgrænsning
1968 - 1973
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. maj 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

demokrati Det Konservative Folkeparti Det Radikale Venstre EF/EU Folketing og rigsdag Fremskridtspartiet Jens Otto Krag jordskredsvalget Kernestof dansk demokrati Kristeligt Folkeparti Mindre venstrefløjspartier Nordisk samarbejde Politiske ideologier Seksualitet Socialdemokratiet ungdomsoprøret

Om temaet

Forfatter(e)
danmarkshistorien.dk
Tidsafgrænsning
1968 - 1973
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. maj 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk