Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Valdemar Sejr 1170-1241

Artikler

Valdemar 2. Sejr, 1170-1241, konge af Danmark fra 1202, søn af Valdemar 1. den Store og Sophie, gift 1205 med Dagmar, gift 2. gang i 1214 med Berengaria. Valdemar blev i 1187 af sin bror Knud 6. udnævnt til hertug i Sønderjylland. Her kom han i strid med biskop Valdemar Knudsen af Slesvig, som kom i fængsel, men striden blev indledningen til et opgør med grev Adolf 3. af Holsten, og i 1201 erobredes Holsten og Lauenburg.

Ved Knuds død i 1202 blev Valdemar konge af Danmark. Forholdene i Tyskland muliggjorde fortsat dansk ekspansion, dels fordi flere fyrstehuse stredes om kejsermagten, dels fordi de nordtyske lande var små og endnu ikke tilstrækkelig organiserede. Samtidig fungerede Valdemar som allieret for pave Innocens 3., der i 1214 fik Frederik 2. indsat som kejser. Denne godkendte Valdemars erobringer, herunder Lübeck og Mecklenburg, og hele det nordtyske kystområde til øst for Oder var nu behersket af den danske konge.

Længere østpå gjaldt ekspansionen de hedenske lande i Baltikum og førtes derfor som korstog kulminerende med erobringen af Estland i 1219 [Se også myten 'Faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219?']. Et højdepunkt for kongen var mødet i Slesvig i 1218, hvor han selv satte kronen på hovedet af sin søn Valdemar den Unge i overværelse af rigets 15 bisper, tre hertuger og tre grever. I 1223 ændredes den politiske situation imidlertid brat, da Valdemar Sejr og sønnen blev taget til fange på Lyø af grev Henrik af Schwerin. Først efter flere år kom de fri imod en meget stor løsesum. I mellemtiden var kongens nordtyske imperium brudt sammen, og da han forsøgte at genvinde det, led han et afgørende nederlag i 1227 ved Bornhøved i Holsten. Slutstenen på Valdemars regering blev udstedelsen af Jyske Lov i 1241.

Kort over Valdemar Sejrs erobringer

Kort over Valdemar Sejrs erobringer, fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Et vidnesbyrd om kongemagtens styrke er den ordning, han etablerede for sine sønner. Efter Valdemar den Unges død i 1231 blev Erik (4. Plovpenning) kronet som medkonge, mens Abel blev hertug i Sønderjylland, og Christoffer (1.) herre til Lolland og Falster. Sønnerne født uden for ægteskab, Niels og Knud, var hhv. 1216 og 1219 blevet forlenet med Halland og Estland, senere Blekinge. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død medførte store problemer. Om kongens solide indtægter vidner den store løsesum og Kong Valdemars Jordebog, påbegyndt 1231. Baggrunden for hans politiske styrke, som den også viste sig under fangenskabet, var det fortrinlige samarbejde med bisper og verdslige stormænd. Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Tilnavnet Sejr fik han i 1500-t.

 

Kobberstik af Valdemar Sejr fra 1685. Bemærk Dannebrog,
som kongen holder i sin venstre hånd. Fra Det Kongelige
Bibliotek.

 

Læs mere om Valdemar Sejr på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.05.2015