Vagn M. Husteds beretning om besættelsen 9. april 1940

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 9. april 1940 om morgenen blev Danmark trukket ind i 2. verdenskrig, da Tyskland uden varsel angreb Danmark. Ved grænsen gjorde danske soldater modstand i nogle timer, men det stod fra begyndelsen klart, at tyskernes overmagt var for stor. Allerede først på formiddagen var kapitulationen meddelt alle danske tropper. Og samme dag var statsminister Stauning og kong Christian 10. ude med en opfordring til danskerne om at forholde sig i ro.

Vagn M. Husted (f. 1919) var karl på en gård ved Hjortkær tæt på Esbjerg i 1940. Han nedskrev i slutningen af 1980'erne sine erindringer fra ungdomsårene – herunder hvordan han oplevede den 9. april 1940 og de følgende dage.

I beretningen om besættelsen får vi et eksempel på, hvordan danskerne reagerede på den tyske besættelse, og hvor udramatisk den umiddelbart kunne synes. Mange danskere følte givetvis en vis skam over den lethed hvormed tyskerne havde besat landet, hvilket også kan ses i beretningen. Her beretter Vagn M. Husted om, hvordan han på den ene side måtte fortsætte med det travle forårsarbejde i marken, selvom der fløj tyske flyvemaskiner hen over hovedet på ham, men samtidig også følte man burde gøre noget, som fx at tage til England.

Da tyskerne 1. september 1939 angreb Polen, var jeg karl hos Andreas Jensen i Hjortkær. Den dag var jeg ude at ”høste for” med leen rundt om en kornmark – hestene for selvbinderen måtte ikke gå i kornet. Andreas Jensen kom lidt senere for at binde kornet i neg efter mig. Han havde lyttet til radioen og råbte til mig: ”No er æ krig brudt ud!” Det kom ikke som nogen overraskelse.

Fra 1. november det år var jeg karl hos Svend Lyndgaard i Hjortkær 5 dage om ugen. En dag ugentlig hjalp jeg til hjemme hos mine forældre, Sigrid og Ejnar Madsen, der dengang havde en ejendom på 12 tdr. land i Hjortkær. Grunden til at jeg måtte hjælpe min far lidt med bedriften var, at han var grisehansler og ikke meget hjemme.

Den 9. april 1940 var jeg hjemme hos mine forældre. Det var vist en tirsdag. Vi havde haft en lang og meget streng vinter. Jorden var endnu kun optøet i en plovfures dybde. I 1930’rne havde vi ellers sået korn meget tidligt om foråret, men det år havde vi ikke kunnet begynde med noget arbejde i marken før lidt ind i april måned på grund af den strenge og langvarige vinter. Så nu måtte vi jo have fart på med forårsarbejdet, og jeg var den 9. april ret tidligt ude om morgenen for at så kunstgødning på min fars marker. Vi fik kunstgødningen hjem i 100-kg sække. En sådan sæk gødning deltes i 3 dele, og man gik således med 30-35 kg over venstre skulder og strøede ud med højre hånd for hvertandet skridt. I pløjemarken sank man det år i til ca. en plovfures dybde, da vandet ikke kunne trække ned på grund af frosten i jorden.

Allerede først på formiddagen begyndte der at komme flyvemaskiner. De fløj alle sammen nordpå og drønede lavt hen over hovedet på mig. Til at begynde med kunne jeg kun svagt skimte dem trods deres lave højde, for det var den morgen meget tæt tåge her i Vestjylland. Hvilke tanker jeg gjorde mig angående disse flyvemaskiner, har jeg nu ganske glemt, jeg håber man vil tilgive mig det og forstå, at jeg var ivrigt optaget af mit strenge arbejde den morgen.

Lidt op på formiddagen kom min mor hen i marken til mig. Hun havde hørt radioen og fortalte, at tyskerne var gået over Danmarks sydgrænse. På vejen derhen havde hun snakket med naboens søn, Carlo Bertelsen, der også var i marken. Han havde sagt, at skulle vi under tyskerne, var der ikke noget ved at leve mere.

Jeg må ikke have troet, at alt håb om modstand var ude, for jeg sagde til min mor: ”så må vi passe på at høre radioen til middag, for måske bliver jeg indkaldt over radioen!” Jeg var taget som soldat på sessionen året før og havde en indkaldelse liggende, efter hvilken jeg skulle møde i Haderslev den 2. november samme år. Jeg forsatte så mit arbejde med at så kunstgødning på min fars marker. Op på formiddagen lettede tågen, og jeg kunne nu se det tyske hagekorstegn på de store tungtflyvende maskiner, der blev ved med at flyve nordpå, som vi senere forstod på vej til Norge.

Alt gik jo noget anderledes, end jeg måske lidt naivt havde regnet med. Om aftenen hørte vi kong Chr. X i radioen og vist også statsminister Stauning. Kongen sagde, vi skulle forholde os roligt og passe vores arbejde. Jeg rasede: ”Det kunne han da i det mindste have ladet være med at sige!” Mine forældre tog det mere roligt, og ligeså lærer Nielsen, der senere på aftenen kom rundt og sagde, vi skulle mørklægge alle vinduer.

Om aftenen skulle jeg hen på min plads hos Lisbeth og Svend Lyndgaard. Jeg sørgede for at komme så betids, at de ikke var gået i seng. Svend Lyndgaard var meget rystet over det der var sket, mere end mine forældre havde været, skønt alle danske var nok rystede. Vi snakkede selvfølgelig om det, og Svend Lyndgaard sagde, vi måtte gå i seng med tøjet på, man vidste ikke hvad der kunne ske. Han og jeg gik i læbæltet omkring gården og skaffede os hver en svær knippel, som vi lagde ved sengen, da vi gik i seng med tøjet på. Her må det lige siges, at Svend Lyndgaard ellers absolut var ukrigerisk.

De lovløse tilstande, som vi havde frygtet, kom dog ikke, men heller ikke den hjælp fra England, vi havde håbet på, hvis vi blev angrebet. Hvor længe Svend havde sin knippel liggende ved sengen, ved jeg ikke. Jeg smed min ud efter en ugestid. Svend sov med tøjet på de første 8 nætter. Jeg holdt ikke ud så længe. Efter en tre nætter tog jeg tøjet af og lagde det ved sengen, som jeg plejede.

Når vi ikke i Danmark kom til at opleve den forfærdelige brutalitet mod befolkningen, som tyskerne udøvede i andre besatte lande, f.eks. Polen, så skyldtes det, at de tyske soldater havde meget strenge ordrer til, at de skulle optræde høfligt og korrekt her, hvilket igen skyldtes – opdagede vi snart – at det var planen, Danmark skulle bruges som spisekammer, da tyskerne kun meget nødtørftigt var i stand til at forsyne deres store befolkning og de mægtige hære med fødemidler. I den henseende var Danmark jo lidt af et smørhul med vor meget store produktion af fødevarer. Derudover tror jeg, at Heinrich Himmler, der nærede en slags sværmerisk beundring for alt nordisk, naivt regnede med at kunne hverve nogle lyshårede og blåøjede unge mænd her til sit SS-korps. Det kunne han ikke.

Men selv om alt gik forholdsvis roligt til her i dagene efter den 9. april 1940, så betød det absolut ikke, at jeg tog situationen roligt. Jeg spekulerede hele tiden på, hvad man kunne og burde gøre. Efter en ugestid eller så havde jeg en plan klar. Der var ikke andet at gøre end at prøve på at komme til Sverige og derfra til England og melde sig som frivillig.

Jeg ville ikke løbe fra min plads hos Svend Lyndgaard, jeg var jo lejet for et år. Jeg ville sige det, som det var, både til Svend Lyndgaard og til mine forældre, og jeg havde ingen betænkelighed ved det, men var sikker på, at vi ville kunne snakke roligt om det, selv om jeg godt vidste, at hverken Svend Lyndgaard eller mine forældre havde helt den samme holdning til den krig, der rasede i Europa, som jeg. De var dog afgjort på samme side, men ikke så helhjertede.

Først sagde jeg til Svend Lyndgaard, at sådan var mine planer, for jeg mente, at man burde yde sit bidrag til at knække den tyske militærmagt sammen med Europas andre folkeslag. Det viste sig nu, at min fremgangsmåde var en total fejltagelse. Svend Lyndgaard havde aldeles ingen forstaelse for mine synspunkter. Skulle han nu oven i alt det andet miste sin karl, det gik han ikke med til. Du bliver øjeblikkeligt meldt til politiet, hvis du går, sagde han meget ophidset. Jeg havde aldrig set Svend Lyndgaard, der ellers var en venlig og besindig mand, sådan. Hans voldsomme reaktion kom helt bag på mig. Jeg havde nok ventet, det blev nødvendigt med en samtale om det. Men det voldsomme afslag havde jeg slet ikke ventet. Vi havde altid haft et overordentligt godt forhold til hinanden.

Nu bagefter kan jeg jo nok se, at Svend Lyndgaard var helt ude af balance efter chokket den 9. april, og at dette chok nu blev voldsomt forstærket. Der var ikke mere at snakke om, forstod jeg, og jeg var øjeblikkelig klar over, at jeg skulle have forladt min plads uden at sige noget, da vi åbenbart ikke engang kunne snakke om det. Men samtidig var jeg meget skuffet over, at Svend slet ikke skønnede på, at jeg havde valgt at sige det åbent. Jeg var forberedt på, at også mine forældre ville være meget betænkelige, men jeg vidste, at jeg ville kunne snakke med dem om det. Nu havde Svend helt knækket mit mod, da jeg på min side var lige så chokkeret over hans holdning som han over mine hensigter.

Jeg gik nu og tænkte over det i nogle dage. Men at vente duede selvfølelig ikke. Det tog ikke lang tid, før tyskerne havde fuldstændig kontrol over alt i Danmark. Skulle man have været over Øresund, havde man vel haft en lille chance i de allerførste dage efter tyskernes ankomst. Jeg kom ikke af sted.

Om kilden

Dateret
Slutningen af 1980'erne uden nærmere tidsangivelse
Oprindelse
Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, gruppe 60 personarkiv
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juni 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
Slutningen af 1980'erne uden nærmere tidsangivelse
Oprindelse
Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, gruppe 60 personarkiv
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juni 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk