Den Blå Betænkning: Undervisningsvejledning for Folkeskolen, 1960

Kilder

Kildeintroduktion:

’Den Blå Betænkning’ var den populære betegnelse for den undervisningsvejledning, der i 1960 og 1961 fulgte 1958-loven for folkeskolen. Betænkningen, der blev formuleret af et læseplansudvalg med den radikale K. Helveg Petersen (1909-1997) som formand, skulle udpege retningslinjer for alle skolens fag og undervisning på baggrund af den foreliggende lov. Mens formålsformuleringen i 1958-loven lød: ”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber” betonede Den Blå Betænkning, at skolens opgave frem for alt var at skabe harmoniske og lykkelige mennesker. Den Blå Betænkning lagde med den passus indirekte afstand til 1958-loven, og den varslede med sine reformpædagogiske tanker et nybrud med den danske skolepædagogik i praksis. Det kom til udtryk i vægtningen af blandt andet gruppe- og emnearbejde, tværfaglighed samt i kritikken af prøver og karaktergivning.

(…)

KAPITEL 2

LÆSEPLANER OG SKOLEN

Siden den anden verdenskrig har der i mange lande været et udbredt ønske om reformer inden for opdragelsen og undervisningen. Disse ønsker har i høj grad samlet sig i bestræbelser for at ændre læseplanerne, som jo er af afgørende betydning for skolens liv og trivsel. Fremgangsmåden ved denne revision varierer stærkt, afhængigt af de enkelte landes særlige traditioner for undervisning og opdragelse. Sammenligner man de principper, der er de retningsgivende for revisionen, med de synspunkter, der almindeligvis har ligget til grund for de traditionelt udformede læseplaner, må man ofte erkende en betydelig forskel. Det kan med rette siges, at læseplanerne overvejende har været fortegnelser over de emner, der skulle læres af eleverne under lærernes ledelse. Fagene byggedes op på en samling af kendsgerninger, som det gjaldt om at lære og huske. Ved tilrettelæggelsen af læseplanerne toges ikke altid rimeligt hensyn til skolens atmosfære, de omgivelser og det klima, hvori arbejdet skulle finde sted. Den pædagogiske diskussion både i udlandet og herhjemme viser, at først og fremmest følgende synspunkter må indgå i revisionsplanerne:

  1. Læseplanerne bør lægges så nær hen til børnenes behov og forudsætninger som muligt. Denne tendens fører naturligt over i bestræbelserne for at anbringe børnene i meningsfyldte situationer, så den formelle træning træder i baggrunden til fordel for en mere funktionel oplæring.
  2. Begrebet lære må ikke alene omfatte opnåelsen af kundskaber og dygtighed, men også sådanne processer som: oplæring til at lære, oplæring til at leve mellem andre og oplæring af eleverne til, at deres handlemåde kan ledes ind i baner, så det bliver naturligt for dem at tage hensyn til andre menneskers velfærd.
  3. Afgørende vægt må lægges på de kulturelle, moralske og åndelige værdier på samme tid, som man i stigende grad må se skolens læseplaner i relation til samfundets materielle problemer, dets økonomiske og sociale udvikling.
  4. Ud fra den betragtning, at en overfyldning af læseplaner er af det onde, er det nødvendigt, at planerne beskæres for det stof, der alene medtages af traditionsmæssige grunde. Kun gennem en kraftig nedskæring af forældet stof bliver det muligt for skolen at tage hensyn til de forandringer, der finder sted inden for alle grene af tilværelsen som et resultat af den hurtige vækst inden for den videnskabelige forskning, og kun derved kan der blive plads til friere undervisningsformer.
  5. Den voksende erkendelse af, at traditionelle eksamensformer dominerer for stærkt, fører til kravet om mere varierede bedømmelsesmetoder, hvorved der ikke alene tages hensyn til børnenes kundskaber, men også til deres personlighedsudvikling og karakterdannelse i almindelighed.
  6. Ved siden af opdragelsen på et nationalt grundlag må der sættes stærkt ind for at fremme børnenes sans for international forståelse og for det mellemfolkelige samarbejde.

Dersom læseplaner skal gennemføres efter disse synspunkter, må en række forhold tages i betragtning. Den danske folkeskole er bundet til stærke boglige traditioner, der må ses på baggrund af dens oprindelse og historie. I tidens løb er der sket en tilvænning til bestemte hævdvundne former, undervisningsmetoder, bestemte krav inden for de enkelte fag, administrative sædvaner m. v. På disse områder er der stærke bindinger til det bestående, og det er derfor ingenlunde let at hidføre ændringer. Der skal her gøres nogle bemærkninger om nogle af de forhold, som der må sættes ind over for, jævnsides med den pædagogiske nyorientering, som gennemførelsen af læseplansudvalgets forslag forudsætter.

Væsentlige problemer knytter sig til skolens undervisningsmidler, herunder først og fremmest lærebogssystemerne. I mange tilfælde vil lærebøgerne faktisk være identiske med læseplanerne; en dyberegående revision af disse forudsætter derfor en omfattende revision af tekstbøgerne. Udvalget har under gennemgangen af de forskellige fag gang på gang haft lejlighed til at konstatere nødvendigheden heraf, og man er af den overbevisning, at hvis der ikke sker afgørende fremskridt på dette område, vil det hæmme gennemførelsen af mange af udvalgets synspunkter. Det er da naturligt, at spørgsmålet om udgivelsen af lærebøger også har været inddraget i drøftelserne. Dette problem løses forskelligt rundt om i landene. Nogle steder udsendes lærebøger på statsligt initiativ, andre steder skal statsmyndighederne godkende bøgerne, men i de fleste tilfælde blander staten sig ikke direkte i dette spørgsmål.

Danmark hører til denne sidste gruppe. Staten driver ingen udgivervirksomhed, og der er ikke tale om statsautorisation af lærebøger (Københavns kommune opretholder dog approbationssystemet). De private forlag afgør selv, hvilke bøger de vil udsende, og disse bøger har skolerne ret til at anvende, uden at spørgsmålet forelægges centralmyndighederne. Det er en selvfølge, at der i forlagenes skøn indgår økonomiske overvejelser. Dette bidrager til at fastholde herskende traditioner inden for undervisningsstof og undervisningsmetoder. Læseplansudvalget har intet ønske om ændringer i princippet for udgivelsen af lærebøger. Men udvalget ønsker at pege på nødvendigheden af, at der sker afgørende ændringer i lærebøgernes indhold og form. I denne sammenhæng har bestemmelsen i udvalgets kommissorium om, at udvalget vil kunne »overveje spørgsmålet om, hvorvidt Undervisningsministeriet i en overgangsperiode bør yde støtte til fremskaffelse af egnet undervisningsmateriale, i hvilken forbindelse der især tænkes på hovedskolens 6., 7. og 8. skoleår samt 9. klasse«, været indgående drøftet.

Med udgangspunkt i dette afsnit af kommissoriet er der i udvalget opnået enighed om på visse punkter at tage initiativ til udgivelse af særligt materiale, der kan bidrage til den drejning, der skønnes ønskelig. Samtidig er der dog enighed om, at staten ikke bør foretage skridt, der rækker ud over overgangsperioden. Det anses af alle for ønskeligt, at skolens lærebøger også fremtidig udsendes på privat initiativ. Udvalget har også drøftet andre undervisningsmidler end lærebøger, og i de enkelte kapitler er der - i samklang med de enkelte fags specielle karakter - gjort bemærkninger

om undervisningsmidler, der i hvert tilfælde skønnes formålstjenlige. Udvalget ønsker på denne baggrund at understrege nødvendigheden af, at der til lærernes rådighed står hensigtsmæssige og gode hjælpemidler. Den tendens, der mange steder findes, til at holde de ydre hjælpemidler nede på et minimum, er uheldig og strider i øvrigt imod de bestræbelser, der på andre områder inden for samfunds- og erhvervslivet udfoldes for at følge med i udviklingen.

Af væsentlig betydning for skolens arbejde er lokaleproblemet. Gennem adskillige år har mange skoler lidt under mangelen af lokaler. Dette har dels medført store klassekvotienter, dels et øget antal vandreklasser. Udvalget ønsker over for myndighederne at pege på det nødvendige i, at der gøres en meget kraftig indsats for at løse dette afgørende problem. Det vil være meget beklageligt og - i forhold til den nye skolelovs muligheder - stærkt hæmmende, om der i en lang årrække fremover findes skoler, hvor mangelen på klasseværelser og hensigtsmæssige faglokaler stiller sig hindrende i vejen for gode pædagogiske arbejdsvilkår. (M. h. t. lokaleproblemet vil der senere fremkomme en særlig redegørelse.)

Fremdeles har udvalget været inde på lærerproblemet, dels de forhold, der knytter sig til den rådende lærermangel, dels det problemsæt, læreruddannelsen rummer. Hvad angår lærermangelen, bør alt sættes ind på, at den afhjælpes så hurtigt og effektivt som muligt. Man må fra det offentliges side drage omsorg for, at det årlige antal af dimittender på ethvert tidspunkt står i et rimeligt forhold til efterspørgslen. Det kan være nødvendigt at iværksætte korttidsprogrammer, der indebærer en nedsættelse af det ugentlige timetal, for at de dele af landet, der er særlig hårdt ramt, i højere grad kan få kvalificerede lærerkræfter.

Det ligger udvalget på sinde at understrege, at der ikke i forbindelse med denne nedsættelse må lægges grund til pædagogiske forringelser eller skabes blokeringer over for pædagogiske fremskridt. Det må nemlig erkendes, at meget af det, som læseplansudvalget på baggrund af lovens bestemmelser har beskæftiget sig med: nedsættelse af høje klassekvotienter, deletimer, valgfri fag, differentieret undervisning i sprog og matematik i 7. skoleår, gruppeundervisning i forbindelse med valgfri fag i 7., 8. og 9. skoleår, særundervisning etc., er betinget af bedre vilkår på hele dette område.

En tilfredsstillende løsning af de her nævnte og andre problemer forudsætter i virkeligheden operationsmuligheder, der i dag ikke er til stede. Der ligger en stor samfundsmæssig opgave i at tilvejebringe disse muligheder. Hvad angår det pædagogiske problem: læreruddannelsens forhold til læseplanerne, ønsker udvalget at fremføre følgende:

Læreruddannelsen bør på ethvert tidspunkt som baggrund have folkeskolens målsætning og arbejdsplaner. Når der jævnlig peges på, at den nuværende seminarielov svarer til folkeskoleloven af 1937 og de deri indeholdte krav, er det til en vis grad rigtigt, for så vidt angår den hidtidige eksamensskole. Linjeuddannelsen, hvorom der findes bestemmelser i seminarieloven, tilsigter at sætte de vordende lærere i stand til at løse de opgaver, denne del af skolen stiller. For den eksamensfri afdelings vedkommende blev der i loven ikke klart anvist veje til en dækkende uddannelse. Dette hang for en del sammen med, at skolens eksamensfri afdeling ikke var blevet klart defineret, og at der ikke her - som det var tilfældet med eksamensafdelingen - var en fast målsætning.

Med baggrund i den nye lovs bestemmelser må det fastslås, at seminarierne først for alvor kan sætte ind på den nye opgave, når man fra skolens side klart præciserer de krav, man ønsker tilgodeset på skolens forskellige trin. Nærværende betænkning må efter udvalgets opfattelse indgå som en væsentlig del af grundlaget for de overvejelser, der må gå forud for revision af bekendtgørelsen om uddannelsen af lærere til folkeskolen (bek. af 5. april 1955).

Udvalget ønsker at pege på det betydningsfulde i, at der snarest muligt gives seminarieelever adgang til i den foreskrevne praktikundervisning at stifte bekendtskab med nyere undervisningsformer. Hvorvidt det bliver nødvendigt at foretage ændringer i seminarieloven, skal udvalget afstå fra at udtale sig om. Det væsentlige er, at der tilvejebringes nøje sammenhæng mellem folkeskolens virksomhed og seminarieuddannelsen. Der må her bestandig være tale om en helhedsvurdering. Dette kan på ingen måde stride imod seminariernes berettigede ønske om frihed til at tilrettelægge undervisningen, så deres elevers faglige og almene uddannelse bliver så rig og varieret som muligt.

I forbindelse med læreruddannelsen må peges på nødvendigheden af, at der stilles de fornødne midler til rådighed for kursusvirksomhed rundt omkring i landet, ved hvilken lærerne kan få kendskab til de nye fagområder, deres indhold og de metoder, der bedst kan anvendes. I henhold til udvalgets kommissorium skulle det overvejes, om der for de enkelte skoleår bør opstilles planer, hvori der skelnes mellem mindstefordringer og det stof, der i øvrigt må anses for egnet på de pågældende trin. Der har i udvalget været ført omfattende drøftelser om dette spørgsmål, som er et af de væsentligste og vanskeligste problemer i den foreliggende situation. Der kan ikke være tvivl om, at når de to mellemskoleafdelinger har udviklet sig så forskelligt, skyldes det i vid udstrækning, at man - som nævnt ovenfor - har haft en fast målsætning i den ene, medens man i den anden har savnet en sådan.

For eksamensskolens vedkommende blev almenskoleloven af 1903 fulgt op af en række kongelige anordninger og ministerielle bekendtgørelser, der alle bidrog til, at arbejdet i denne del af skolen kunne føres ind i meget faste baner. Hertil kommer den betydning, undervisningsinspektionen har haft. Det er uden videre klart, at det har været en god støtte for de forskellige fag og dermed for skoleformen som helhed, at kyndige lærere har kunnet rejse omkring på skolerne for at overvære undervisningen og i tilslutning dertil øve en rådgivende virksomhed samt medvirke ved instruktionskursus. Fremdeles bør det fremhæves, at de afsluttende eksaminer, mellemskole- og realeksamen, også har bidraget til at styrke eksamensskolens undervisning. De opgaver, der gives i skriftlige fag til eksamen, kan i det daglige arbejde bruges som normer for, hvad man bør nå frem til, og censorvirksomheden, som den finder sted med anvendelse af fremmede censorer, i et vist omfang censorer beskikket af centralmyndighederne, fremmer ligeledes ensartetheden.

Det kan med rette siges, at såvel lærere som elever virkelig har vidst, hvad de er gået ind til i eksamensmellemskolen.

Vilkårene for den eksamensfri afdeling har været ganske anderledes. Det er tilstrækkeligt her at pege på indledningen til Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 24. maj 1941. Det hedder heri:

»De bestemmelser om folkeskolens undervisning, der hidtil har været givet af ministeriet, særlig cirkulæret angående undervisningen i folkeskolen af 6. april 1900, og de cirkulærer om undervisning i forskellige fag, der tid efter anden er udstedt, har efterhånden mistet deres betydning og kan ikke længere være vejledende for tilrettelæggelsen af undervisningen i folkeskolen. Ministeriet er imidlertid af den anskuelse, at en ny almindelig bekendtgørelse om undervisningen i folkeskolen til erstatning for disse til dels forældede bestemmelser vil være unødvendig og uheldig, idet der ikke bør gøres noget forsøg på at lede undervisningen ad bestemte baner, når blot det foreskrevne mål nås.

Ministeriet ønsker derfor ikke at fremkomme med nogen rettesnor for, hvorledes de rammer skal udfyldes, som folkeskoleloven af 18. maj 1937 giver for folkeskolens undervisning.«

I overensstemmelse hermed blev der kun givet en ganske summarisk redegørelse for de mål, der måtte stiles efter inden for de enkelte fag. Det bør dog her nævnes, at der i 1942 kom en undervisningsvejledning for den eksamensfri folkeskole, hvori et udvalg, der havde statskonsulent F. C. Kålund-Jørgensen som formand, redegjorde for, hvorledes de mål, der i almindelighed var angivet, kunne nås. Udvalgets betænkning var en vejledning, og den blev ikke fulgt op af anordninger eller cirkulærer. Betænkningen rummede værdifulde oplysninger, og den ydede under de foreliggende omstændigheder en god støtte til bestræbelserne for at fremme nye synspunkter i undervisningen i den eksamensfri folkeskole. Men den havde ikke den baggrund, som planerne for eksamensskolen kunne støtte sig til. Det har ofte været påpeget, at man kun ved at stille de to skoleafdelinger lige med hensyn til arbejdsvilkårene i bred forstand kan arbejde sig væk fra den skævhed, der er opstået. Det har været en udbredt opfattelse blandt elever og forældre, at når man først - efter at optagelsesprøven til mellemskolen havde fundet sted — var placeret i den eksamensfri afdeling, var der ikke længere tale om egentlige krav og forpligtelser. Denne opfattelse må ikke flytte med over i den nye ordning.

Forskellen mellem de to afdelinger må alene bestå i den forskellige målsætning. Det må fastholdes, at undervisningen skal give alle børn, uanset hvor de placeres, mulighed for hver for sig at udnytte deres forudsætninger. I de planer, der opstilles i de følgende kapitler, er angivet, hvilket stof der efter udvalgets mening bør behandles på de enkelte trin. I nogle tilfælde er der for 6. og 7. skoleårs vedkommende redegjort for, hvor langt man bør sigte efter at nå inden for de tre linjer, men i andre har udvalget anset det for ugørligt at give en detaljeret anvisning på den forskellige målsætning for a-, b- og c-linjen. Fordelingen af eleverne mellem de tre linjer har jo varieret fra sted til sted og vil forventelig fremdeles gøre det. Allerede dette motiverer, at læseplansudvalget ikke angiver for faste retningslinjer på dette område, men overlader det til lokale overvejelser.

Hvad angår fastsættelse af kundskabsgrundlag m. v., skal udvalget i øvrigt henholde sig til omtalen af skolens lærebøger. Fremdeles vil udvalget gerne i tilslutning til stoffordelingsplanerne bemærke: I nogle fag er fordelingen sket efter en nøje overvejelse af børnenes forudsætninger og modenhed (f. eks. dansk og regning). I andre tilfælde (orienteringsfagene) har overvejelserne i højere grad været bestemt af ønsket om, at der inden for samme klassetrin råder en vis ensartethed i stoffordelingen for at hindre, at eleverne ved flytning til en anden skole eller ved lærerskifte kommer ud for, at der i et eller flere fag er hele afsnit, de ikke er orienterede i. Det bør understreges, at man i læseplansudvalget nærer den opfattelse, at de angivne løsninger ikke er de eneste rette. Andre planer vil kunne opstilles. Men især ligger det udvalget på sinde at understrege, at den angivne fordeling i høj grad kan forenes med ønsket om ikke at overfylde læseplanerne. Inden for de angivne rammer vil det under hensyntagen til fagenes forskelligartede karakter være en opgave at finde væsentlige træk, hvorom opmærksomheden særlig bør samles. På hvert trin må man fastholde som noget afgørende, at man ser læseplanerne i lyset af kravet om aktivitet og oplevelse. Det må stedse være skolens opgave — jævnsides med at bibringe børnene sikre elementære kundskaber – at udvikle deres fundamentale menneskelige evner og anlæg og at søge at vække dem til virkelig forståelse af tilværelsens problemer.

Det må indrømmes, at skolens undervisning i øjeblikket i meget udstrakt grad er bestemt af hensynet til eksamenskrav, hvorved spørgsmålet om, hvad børnene virkelig har forudsætninger og behov for, er trådt i baggrunden. Det kan i fremtiden ikke anses for tilstrækkeligt, at man i læseplanerne lægger samme vægt som hidtil på sådanne formelle kundskaber, som kun tjener eksaminationsformål. Børnenes personlighedsdannelse og karakterdannelse må placeres foran dette hensyn. Ved flere lejligheder har læseplansudvalget drøftet samarbejdet mellem fagene. Det vil erindres, hvilken skæbne der blev emneundervisningen til del. Trods de gode ideer og tanker, der knytter sig til emneundervisningen, må det indrømmes, at den ikke blev den hjælp for den eksamensfri mellemskole, som man tilsigtede. Dette skyldes mange forskellige faktorer, men i ikke ringe grad den omstændighed, at undervisningen jævnlig blev lagt på et for højt plan.

Det er meget ønskeligt, om man i den kommende tid kan etablere et nærmere samarbejde mellem fagene. Det skal her blot understreges, at man må gøre sig helt klart, hvilke forudsætninger børnene er i besiddelse af, og ved omhyggelig tilrettelæggelse af arbejdet sikre, at tilfældigheder og planløshed undgås. Der henvises i øvrigt til kapitlet om normaltimeplaner, hvor der er anført nogle synspunkter om det væsentlige problem: fagenes samvirke.

Endelig ønsker læseplansudvalget at understrege, at det - i en tid, hvor alle sider af tilværelsen er underkastet hurtigt på hinanden følgende ændringer som en følge af den moderne tekniske udvikling — vil være nødvendigt at betragte læseplansrevisioner som en løbende proces. Der må på ethvert tidspunkt kunne foretages ændringer i læseplanerne.

Dette må kunne ske, uden at skolens præg af tryghed og harmoni forstyrres. Det er en vigtig forudsætning for et lykkeligt udfald af skolens bestræbelser, at atmosfæren i skolen er rolig og afspændt. En bestandig jagen efter »det sidste nye« kan føre til en forjagethed og splittethed, der vil få uheldige virkninger både for børnenes tilegnelse af de elementære kundskaber og for deres menneskelige udvikling.

Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.

(…)


 

 

Om kilden

Dateret
1.9.1958
Oprindelse
Betænkning nr. 253, afgivet af det af Undervisningsministeriet under 1. sep. 1958 nedsatte udvalg, S. L. Møllers Bogtrykkeri, København (1960).
Kildetype
Betænkning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Gjerløff, Anne Katrine, Anette Faye Jacobsen, Ellen Nørgaard og Christian Ydesen: Da skolen blev sin egen 1920-1970. Dansk skolehistorie bd. 4 (red. Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith), Aarhus Universitetsforlag (2014).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1.9.1958
Oprindelse
Betænkning nr. 253, afgivet af det af Undervisningsministeriet under 1. sep. 1958 nedsatte udvalg, S. L. Møllers Bogtrykkeri, København (1960).
Kildetype
Betænkning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. august 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Gjerløff, Anne Katrine, Anette Faye Jacobsen, Ellen Nørgaard og Christian Ydesen: Da skolen blev sin egen 1920-1970. Dansk skolehistorie bd. 4 (red. Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith), Aarhus Universitetsforlag (2014).

Udgiver
danmarkshistorien.dk