Uffe Ellemann-Jensen, 1941-

Artikler

Uffe Ellemann-Jensen er tidligere formand for Venstre. Han er uddannet journalist og var landskendt fra 1970 som tv-reporter. Han gik ind i politik i 1977 og var medlem af Folketinget indtil 2001. Han steg hurtigt i partihierarkiet og blev formand for Venstre i 1984. Hans politiske profil var præget af klare liberale holdninger. Han var udenrigsminister i mere end et årti 1982-93 og stod for en stærk alliancesolidaritet både i EF og i NATO. Uffe Ellemann-Jensen måtte ofte slås med det alternative flertal om sikkerhedspolitikken, og han er rekordindehaver af politiske ’næser’, dvs. påtaler fra Folketinget.

Opvækst og uddannelse

Uffe Ellemann-Jensen er født i 1941 i Hårby på Fyn. Hans far, Jens Peter Jensen (1922-1993), var i 1950’erne politisk journalist med et stærkt blik for det parlamentariske spil og et stort kildenet i næsten samtlige partier i Folketinget. I 1964 stillede Jens Peter Jensen op til Folketinget for Venstre og forblev med enkelte undtagelser på Christiansborg indtil 1990. Uffe Ellemann-Jensen er derfor opvokset med både journalistik og politik.

Uffe Ellemann-Jensen blev student fra Birkerød Statsskole i 1960. Han aftjente derefter sin værnepligt og blev premierløjtnant af reserven inden for Forsvarets Efterretningstjeneste. Fra 1966 og fremefter rejste han i den egenskab og som journalist flere gange i Østeuropa. Det gav ham kritiske holdninger til de østeuropæiske regimer, en afsky for deres ufrihed og en solidaritetsfølelse med deres befolkninger.

Uffe Ellemann-Jensen begyndte at studere økonomi ved Københavns Universitet og blev cand.polit. i 1969. Sideløbende med studierne fik han i 1967 arbejde som journalist på Berlingske Aftenavis og overtog ledelsen af bladets erhvervsredaktion i 1969. I 1970 blev han ansat som politisk-økonomisk journalist ved DR’s TV-Aktualitetsafdeling, hvor han via TV-avisen og magasinprogrammer blev et kendt ansigt i de danske stuer. 1974–75 var han medarbejdervalgt medlem af Radiorådet.

I 1975 blev han ansvarshavende redaktør på dagbladet Børsen, men blev fyret året efter som konsekvens af arbejdspladsintriger. Han var medlem af bestyrelsen for Københavns Redaktørforening og for Ritzaus Bureau 1975-77.

Portrætfoto af Uffe Ellemann-Jensen. Fra Folketingets Bibliotek.

 

Medlem af Folketinget 1977-2001

Uffe Ellemann-Jensen stillede op til Folketinget for Venstre i Aarhus i 1977. Han blev valgt, og derfra gik hans politiske karriere hurtigt fremad. Allerede året efter, i 1978, blev han politisk ordfører og medlem af gruppebestyrelsen. Han blev samtidig formand for Folketingets Markedsudvalg, hvad der gav ham indgående kendskab til Danmarks relationer til EF. I 1979 blev han medlem af partiets hovedbestyrelse.

Uffe Ellemann-Jensen var som politisk ordfører og en af SV-regeringssamarbejdets tidligste fortalere en profileret repræsentant for regeringens succeser, men stod også internt i Venstre som et symbol på SV-samarbejdets fallit. Det sidste kunne bruges imod ham i den strid, Venstre var præget af, mellem landboere og byboere og, mellem bønder og akademikere.

Trods stridigheder blev Uffe Ellemann-Jensen valgt til landsformand for Venstre i september 1984. I sin tid som formand videreførte han den proces, der var sat i gang under forgængeren Henning Christophersen (1939-2016) med at udvikle Venstre fra et landboparti til et moderne liberalt parti, hvor særinteresseplejen af landbrugssektoren blev nedtonet og profilen af partiet som reformator af velfærdsstaten blev fremhævet.

  

Venstres unge løver blev de kaldt. Fra venstre Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Ivar Hansen og Henning Christophersen. Mens Ellemann-Jensen, Haarder og Christophersen var akademikere, var Hansen gårdejer med klassisk Venstrebaggrund i landbruget og højskolen. Det var forskelle, som også havde rod i en reel politisk splittelse i partiet og dets folketingsgruppe. Foto: Peer Pedersen, POLFOTO/RITZAU FOTO.

 

Politisk profil

Uffe Ellemann-Jensens politiske profil var præget af klare liberale holdninger. Han talte for frisind, og han kunne med sin baggrund inden for økonomisk journalistik forklare den økonomiske liberalisme, så vælgerne kunne forstå den. Ud over økonomi var han særligt interesseret i udenrigspolitik, især Baltikumområdet. Hans baggrund i forsvaret fornægtede sig ikke, og han var en varm NATO-fortaler. Hans grundlæggende synspunkt var, at Danmark måtte bakke utvetydigt op om alliancesolidariteten og amerikansk sikkerhedspolitik. Uffe Ellemann-Jensen var derudover også stærk tilhænger af det danske EF-medlemskab.

 

Udenrigsminister 1982-93

Da Poul Schlüter (f. 1929) i 1982 dannede Firkløverregeringen, der ud over Det Konservative Folkeparti inkluderede Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, blev Uffe Ellemann-Jensen udenrigsminister. Det skyldtes dels, at partilederen for Venstre, Henning Christophersen selv hellere ville have finansministerposten, og dels at Christophersen ville have en kompetent og loyal mand som udenrigsminister, mens Danmark havde EF-formandskabet. Ellemann-Jensen var dog måske nok mere ivrig, end der var dækning for i regeringsbaglandet. Allerede fem dage efter sin udnævnelse erklærede han i en tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg, at EF fremover kunne forvente en langt mere pro-europæisk dansk regering end den foregående.

Uffe Ellemann-Jensen beholdt posten som udenrigsminister i alle Schlüters regeringer, og han sad således på posten frem til 1993. Han kom til at lægge navn til begrebet ’aktiv internationalisme’. Ellemann-Jensen ville ikke føre neutralitetspolitik eller være brobygger. Hans udenrigspolitiske paradigme var funderet på ønsket om at føre en mere aktiv dansk udenrigspolitik i rammen af internationale organisationer, bl.a. med dansk deltagelse i FN's fredsskabende aktioner. Han var stærkt engageret i udviklingen i de baltiske lande, som han arbejdede for at få integreret i NATO og det europæiske samarbejde efter den kolde krig.

 

Fiskeripolitikken i klemme mellem EF og markedsudvalget

Uffe Elleman måtte som udenrigsminister også forholde sig til en kompleks strid i EF om fiskerirettigheder i farvandet omkring Grønland. Sagen havde Ellemann-Jensen arvet fra sin socialdemokratiske forgænger, Karl Hjortnæs (f. 1943), og konkret handlede striden primært om Vesttysklands torskekvoter. Det var Ellemann-Jensens opfattelse, at Hjortnæs havde stået for stejlt på danske interesser, hvilket havde kostet Danmark goodwill i fællesskabet. Ved siden af de i forvejen forhandlede torskekvoter til det samlede EF indgik Ellemann-Jensen derfor i forståelse med grønlandsminister Tom Høyem (f. 1941) og de grønlandske repræsentanter Moses Olsen (1938-2008) og Lars Emil Johansen (f. 1946) et kompromis, der gav Vesttyskland ret til at fiske yderligere 5.000 tons torsk. Spørgsmålet om, hvilke forhold de syddanske fiskere skulle have, stod dog stadig åbent. Danmark afviste et kommissionsudspil til en fremtidig fiskeripolitik og havde dermed isoleret sig selv i EF. Det lykkedes statsminister Poul Schlüter at nå frem til et kompromis ved EF’s ministerrådsmøde i december 1982, men også dette afviste Markedsudvalget. Sammenbruddet betød, at fiskeriet i EF-farvande fra årsskiftet 1982/83 var uden nogen EF-regulering. Det fik den unge Esbjerg-fisker Kent Kirk (f. 1948) til at sejle sin kutter ind i den britiske 12-sømile-zone, hvorefter han blev opbragt af the den britiske flåde i fuld offentlighed, da Kirks båd var fuld af pressefolk.

Trods Kirks spektakulære aktion lykkedes det Uffe Ellemann-Jensen og den danske regering at opnå et kompromis med de øvrige EF-lande og forhandle sig frem til en lidt større makrelkvote, som Markedsudvalget accepterede. Danmark blev tildelt 24,4 %. af de samlede fangster, hvilket var en betragtelig procentdel landets størrelse taget i betragtning. Uffe Ellemann-Jensen blev tilskrevet en dansk sejr i sagen.

 

Fodnoter i sikkerhedspolitikken 1982-88

Udenrigsministerens udfordringer i fiskeripolitikken blegnede dog i sammenligning med dem, der ventede i sikkerhedspolitikken. Der gik kun to måneder efter tiltrædelsen, før regeringen løb ind i det første sikkerhedspolitiske nederlag. Uden om regeringen dannede der sig et flertal, bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne) der i de næste år

 med en serie på 23 dagsordener tvang regeringen til at føre en sikkerheds- og forsvarspolitik, der var imod dens egne synspunkter. Det betød bl.a. dansk afstandtagen fra en række af NATO’s fællespolitikker, herunder vigtige elementer af NATO’s kernevåbenpolitik.  Disse forbehold, som det alternative sikkerhedspolitiske flertal tvang regering til at tage, blev døbt fodnoterne.

I følge Grundloven er det regeringen, ikke Folketinget, der suverænt fører udenrigspolitik. Hermed tilsiger Grundloven egentligt, at hvis regeringen kommer i mindretal på afgørende spørgsmål, må den gå af. Når regeringen alligevel valgte at bøje sig for flertallet uden at udskrive valg, skyldtes det, at regeringen prioriterede den økonomiske genopretning over udenrigspolitikken. Ikke desto mindre førte fodnoterne til voldsomme konfrontationer i Folketinget, ikke mindst mellem Uffe Ellemann-Jensen og socialdemokraterne Lasse Budtz (1926-2006) og Kjeld Olesen (f. 1932).

Uffe Ellemann-Jensen var forarget over dagsordnernes afstandtagen fra de fælles NATO-politikker, herunder dobbeltbeslutningen om opstilling af mellemdistanceraketter i Vesteuropa, som var vedtaget i 1979 under en socialdemokratisk regering. Udenrigsministerens skarpe og til tider polemiske præsentation af dagsordenerne var til så stor irritation for det alternative flertal, at de gav ham i alt 80 ’næser’, altså påtaler, for at have fremført deres (og det vil også sige Folketingets) synspunkter illoyalt.

 

Efter den kolde krig

Fodnotepolitikken ophørte, da Det Radikale Venstre kom med i regeringen i 1988. På det tidspunkt var tiden også ved at løbe fra dagsordenerne. Berlinmuren faldt i 1989, og Sovjetunionen gik i opløsning kort efter. Uffe Ellemann-Jensen indledte en aktivistisk politik over for de baltiske lande for at støtte deres selvstændighedsbestræbelser. Han sørgede bl.a. for samarbejdsaftaler på embedsmandsniveau og oprettelsen af et baltisk informationskontor i København. Efter at de baltiske lande havde genvundet deres selvstændighed, genoptog Danmark, som det første EF-land, i august 1991 de diplomatiske forbindelser.

Også i andre dele af verden fik Ellemann-Jensen lejlighed til at vise, at Danmark var villig til at engagere sig i global ordensskabelse. I januar 1991 stod Ellemann-Jensen bag udsendelsen af korvetten Olfert Fischer til Golfen. Her skulle den deltage i en amerikansk ledet flådeblokade af Irak. Til udenrigsministerens fortrydelse kunne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ikke acceptere, at korvetten skulle deltage i den krig, der brød ud kort efter. Alligevel ses udsendelsen af Olfert Fischer som et vendepunkt i dansk udenrigspolitik, fordi det var den første store internationale, militære aktion Danmark deltog i uden at være del af en FN-styrke og uden for NATO’s eget område.

Uffe Ellemann-Jensen var stærk tilhænger af EF og senere EU-samarbejdet, og folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992, der gav et dansk nej, var et nederlag for bl.a. Venstre. Uffe Ellemann-Jensen var dog trods skuffelsen i stand til at forhandle Edinburgh-aftalen og det nationale kompromis på plads. Her fik Danmark de fire EU-forbehold, som stadig er i kraft (forsvarsforbeholdet, retsforbeholdet, euroforbeholdet og unionsforbeholdet).

Ved folketingsvalget i 1998 var Ellemann-Jensen meget tæt på at blive statsminister. Da det ikke lykkedes, tog han konsekvensen af valgnederlaget og trak sig som formand for Venstre. Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) blev derefter formand for Venstre. Uffe Ellemann-Jensen fortsatte i Folketinget indtil 2001. Han var desuden præsident for ALDE, Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa 1995-2000.

 

Andre erhverv

Uffe Ellemann-Jensen har beklædt en lang række bestyrelsesposter samtidig med og efter sin politiske karriere. Han var bl.a. medlem af bestyrelsen for Royal Greenland 1993-2002 og medlem af bestyrelsen for Danmarks Nationalbank 1996-99. I 2002-06 var han bestyrelsesformand for det nyoprettede Dansk Center for Internationale studier og Menneskerettigheder.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1941 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen, : De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Ellemann-Jensen, Uffe: Din egen dag er kort, 1996;

Ellemann-Jensen, Uffe: Ude med snøren, 2002

Ellemann-Jensen, Uffe: Fodfejl: da Danmark svigtede under den kolde krig, 2005

Ellemann-Jensen, Uffe: Vejen, jeg valgte, 2007.

Rüdiger, Mogens: Uffe Ellemann-Jensen i Lauridsen, John T., Mariager, Rasmus, Borring Olesen, Thorsten og Villaume, Poul: Den Kolde krig og Danmark, 2011

Harding, Merete og Larsen, Helge: Uffe Ellemann-Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. april 2017 fra denstoredanske.dk/index.php

Petersen, Nikolaj: Europæisk og globalt engagement, 1973-2002. Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 6, 2004

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1941 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen, : De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Ellemann-Jensen, Uffe: Din egen dag er kort, 1996;

Ellemann-Jensen, Uffe: Ude med snøren, 2002

Ellemann-Jensen, Uffe: Fodfejl: da Danmark svigtede under den kolde krig, 2005

Ellemann-Jensen, Uffe: Vejen, jeg valgte, 2007.

Rüdiger, Mogens: Uffe Ellemann-Jensen i Lauridsen, John T., Mariager, Rasmus, Borring Olesen, Thorsten og Villaume, Poul: Den Kolde krig og Danmark, 2011

Harding, Merete og Larsen, Helge: Uffe Ellemann-Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. april 2017 fra denstoredanske.dk/index.php

Petersen, Nikolaj: Europæisk og globalt engagement, 1973-2002. Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 6, 2004

Udgiver
danmarkshistorien.dk