Udvalgte lovbestemmelser fra Jyske Lov, 1241

Kilder

Kildeintroduktion:

Jyske Lov blev ifølge dennes fortale givet i Vordingborg i marts 1241 af Valdemar Sejr med samtykke fra kongens sønner, landets ærkebiskop, otte biskopper samt "rigets bedste mænd". Kongegivne love var dengang overvejende skrevet på latin, men landskabslovene, som Jyske Lov var en del af, er i hovedsagen skrevet på dansk. Loven indeholder en fortale og tre såkaldte bøger. Originalen er ikke bevaret, men der findes ca. 75 håndskrevne afskrifter, hvoraf den ældste menes at være fra 1270'erne.

Jyske Lovs første bog handler om det, vi i dag ville kalde familie- og arveret. I et samfund, hvor jord var den vigtigste kilde til indtægt, var arv af meget stor betydning for børn og andre slægtninge. I lovbestemmelserne ses, hvordan man har forsøgt at finde en balance mellem den enkeltes ret til at disponere over sine besiddelser og beskyttelsen af familien. Husfaderen – bonden – var overhoved, og børn, kvinder, tjenestefolk og slaver var underlagt hans formynderskab og vilje. Jyske Lov anerkendte med rod i kirkeretten parternes frivillige samtykke som det eneste, der skulle til for at indgå et gyldigt ægteskab. Imidlertid var reglen en trussel mod forældrenes autoritet, hvorfor der blev givet mulighed for at straffe ulydige døtre økonomisk, hvis de giftede sig mod forældrenes ønske.

Anden bog handler om rettens proces. Nævn var én måde at løse sager på. I Jyske Lov bestod nævnet af otte mænd, der blev udtaget til at undersøge en anklage, og de skulle sværge på, hvad de mente var sandt. Deraf navnet sandemænd. Med indførelsen af nævn havde det stor betydning, at sandheden nu principielt blev målestok for retsafgørelsen i stedet for tidligere tiders fokus på at finde en mindelig løsning, som alle parter kunne leve med. Desuden indføres i Jyske Lov for første gang i dansk ret et forbud mod selvtægt ved tyveri: Det var kongens lokale repræsentant, der skulle hænge tyven, og den forurettede måtte ikke selv gøre det.  

I tredje bog behandles bl.a. spørgsmål om straf, som i Jyske Lov primært bestod i bødebetaling til kongen og bodsbetaling til den forurettede. Ved drab var det overordnede princip, at der skulle betales mandebod til de efterladte. Fuld mandebod var tre gange 18 mark, og betalingen var fordelt på drabsmanden og hans slægtninge. Var der tale om en overtrædelse af 'freden', fx i forbindelse med afholdelse af ting, udløste det yderligere bødestraf både til den skadelidte og til kongen.

Lemlæstelse udløste ligeledes fuld mandebod, hvis der fx var tale om afhugning af begge hænder eller begge fødder. Erstatningen kunne reduceres i forhold til den skade, der var lidt. Tredje bog afsluttes med bestemmelser, der vedrører landsbyens fællesskab. Konflikter kunne opstå, når kreaturer brød ind på marker og spiste af de andre bønders korn. Loven indeholder derfor en række detaljerede bestemmelser om hegn og gærder og om ansvaret for at holde styr på dyrene.

Ved Christian 5.s Danske Lov fra 1683 ophævedes Jyske Lovs gyldighed i kongeriget, men omkring to tredjedele af loven videreførtes heri, og nogle bestemmelser er stadig gældende. I hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland) var Jyske Lov i princippet gældende til indførelsen af tysk ret i år 1900.


Fortalen fra Jyske Lov. Formenligt i en udgave fra 1500-tallet. Foto: Manuscriptorium; Den Arnamagnæanske Samling  

Jyske Lov

I. bog

Her begynder den første bog.

Kap. 1: Hvilket barn der skal arve

Et barn skal tage arv, hvis det bliver døbt, og ellers ikke. Bliver der strid om, hvem der lever længst, moderen eller barnet, eller om barnet er døbt eller ikke, da er man nærmere til at vidne barnet til kristendom og arv end til at vidne det fra.

(…)

Kap. 4. Hvem der er nærmest til at arve

Hvis der er et barn eller et barnebarn, arver det fader og moder. Men børn, som en søn får, tager arv efter bedstefader og bedstemoder, ligesom deres fader skulle tage, hvis han var i live, og på samme måde deres børn, så længe der fødes afkom efter bedstefaderen og bedstemoderen. De børn, datteren føder, skal tage arv som deres moder, hvis hun var i live, hvor mange der end fødes i hendes linie, for arv skal altid gå fremefter, så længe der findes afkom. Har barnebarnet ikke moder og ikke søskende, da går arven til bedstefader og bedstemoder. Søskende arver hinanden, og broder tager to lodder og søster den tredie lod både efter fader og moder og ligeledes efter søskende.

Kap. 5. Hvor meget hver skal tage i arv

En mand tager altid dobbelt så meget i al arv som en kvinde, (…)

Kap. 33. Hvorledes man skal gifte sig

Den, der vil tage sig en kone, skal anmode om hende hos hendes fader eller hendes søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes broder. Men findes der ingen af disse, da skal han modtage hende af den nærmeste slægtning, men det skal dog være med hendes samtykke og vilje. Men har kvinden ingen frænder[1], kan hun bede, hvem hun vil, om at give hende til ægte. Men har hun så nære frænder, at de er hendes rette værger, såsom fader, broder, søn, bedstefader, farbroder eller morbroder, og hun giver sig selv til ægte uden deres samtykke, da skal de have rådighed over hendes ejendom, så længe hun lever. Men bliver hun voldtaget, har hun ikke af den grund forspildt sit gods.

(…)

 

II. bog

Her begynder anden bog.

(…)

Kap. 2. Hvad sandemænd skal sværge om

Sandemænd skal sværge om manddrab, om afhug, om voldtægt mod kvinder, om hærværk, om markeskel, om sår, om kirkegods, hvis det drejer sig om mere end en mark sølv, og om frihedsberøvelse.

(…)

Kap. 12. Hvorledes de skal sværge

Vil sandemænd sværge en mand til bøder, skal de bede Gud hjælpe sig, så sandt som han hævnede enten sår eller hug eller var nødt til at værge sit eget liv eller sit eget gods og derfor skal beholde sin fred. Men vil de sværge ham fredløs, da skal de sværge, at han dræbte sagesløs mand og derfor skal miste sin fred. Men hvis en drabssag bliver lyst på landstinget, da skal sandemændene udfinde, hvem der er drabsmanden, eller hvad der voldte den dræbtes drab og død.

Kap. 87: Hvad en tyv kan hænges for

Har han stjålet koster til en værdi af en halv marks værdi eller mere, da kan ombudsmanden[2] hænge ham uden dom og gør ingen synd derved, fordi hans gerning har dømt ham, og han hænger ham for rettens og kongens magts skyld og ikke af hævn. Men bonden[3] må ikke selv hænge sin tyv, fordi han gør det af hævn. Selv om der er handlet ilde imod ham, må han ikke selv tage sig til rette.

(…)

Kap. 89. Hvis en tyv stjæler mindre end en halv mark

Uanset hvad en tyv stjæler af mindre værdi end en halv mark, skal han dog, hvis han bliver grebet med det og ført til tinget, have tyvsmærke[4] og give kongen tre mark og bonden det stjålne og det dobbelte beløb. Men kommer tyven til tinget bundet med tyvekosterne – hvor ringe tyveriet end er - og han i forvejen har tyvsmærke, da kan han hænges, og bonden kan tage det stjålne og det dobbelte beløb, som det er sagt, og kongen hele hans hovedlod[5].

 

III. bog

(...)

Kap. 21. Om bødesag

Aftaler en mand rette bøder for manddrab uden overbod,[6] da skal han bøde trende atten mark,[7] det er tre gange atten mark penge, eller fuld værdi (for dette beløb); men alt skal bødes inden for et år. Men overbod er altid så meget, som der forud bliver sagt, når boden aftales, for frygt bevirker størst overbod. Hvis en mand bliver svoret til bøder, da er det også trende atten mark, som det er sagt.

Kap. 22. Hvor fyrretyve mark følger en anden bod

Dræber en mand en anden i leding[8] eller i en forsamling eller på tinge eller på tingvej eller i sit eget hus eller i et herred, hvor kongen opholder sig, eller i kirken eller på kirkegården eller i købstaden eller med kniv eller en bonde, der holder på sin plov, da skal drabsmanden foruden ret mandebod altid bøde fyrretyve mark til den dræbtes arvinger og ligeledes til kongen, hvis han beholder sin fred og betaler bøder. Men flygter han som fredløs, da skal hans frænder dog bøde, som før er sagt. Hvis en mand på nogen af de steder, som nu er omtalt, sårer eller slår en anden, da skal han altid udover den øvrige rette bod bøde fyrretyve mark til bonden og ligeså til kongen, medmindre der bliver lagt baghold for eller rettet angreb mod nogen på de steder, der er omtalt, da skal angriberen bøde, som det er sagt, og den, der værgede sig, være sagesløs, for enhver har med fuld ret lov til at værge sig selv.

(…)

Kap.  25. Hvorledes der skal bødes for afhug på en levende mand

Mister en mand sin tunge eller næse eller begge øjne eller begge hænder eller begge fødder eller det redskab, der hænger i bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld mandebod. Men mister en mand et øje eller en hånd eller en fod, skal der for hver af disse bødes halv mandebod. Men mister en mand sit øre, da skal der bødes fjerdedels mandebod, fordi det kan dækkes med hue og med hår. For tommelfinger bødes fjerdedels mandebod og for de andre fire (tilsammen) ligeledes fjerdedels mandebod, dog således, at for de to nærmeste bødes for hver en ottendedel af en mandebod og for hver af de to yderste en sekstendedel af en mandebod, og hvis en negl og det yderste led bliver afhugget, skal man bøde derfor, som om fingeren var helt afhugget. 

Kap. 48. Hvis en mand drager med en hjord ind på en anden mands ager eller eng

Drager en mand med en kvæghjord eller et stod[9] heste eller en flok svin ind på en anden mands ager og med magt lader dem opæde hans korn, da er han pligtig at bøde fyrretyve mark til ham derfor, for det er fuldt hærværk. Men kommer dyrene ind i en mands ager af våde på grund af hyrdens forsømmelighed, da skal den, der ejede kvæget, erstatte skaden og give edsbevis på, at det ikke var på hans befaling, at hans kvæg kom derind. Men hvis en mand med magt lader græsse på en anden mands eng, da skal ejeren af kvæget betale erstatning for skaden og bøde tre mark. Men kommer det derind af våde, skal han også betale erstatning for skaden. Bliver kornet så øde­lagt som omtalt, da må ejeren af kornet rejse sag med sandemænd og med gode mænds vidnesbyrd om hærværk. (…)

Kap. 60. Om abildgård og kålgård

Abildgård og kålgård og toftegård[10] skal enhver selv vogte med sit eget gærde, hvis han vil have dem indhegnet, og værge dem for alle slags husdyr, undtagen alene for geder og for gærdebrydere som okser og svin, for man kan sagsøge bonden til at vogte sine gærdebrydere. I disse gårde må der ikke optages husdyr, undtagen alene geder, medmindre det bliver lyst på tinge. Men bryder en mand ind i en anden mands abildgård eller kålgård og stjæler kål eller æbler, da kan han blive tyv derfor, ligesom om han stjal andre ting i hans hus. Men mister en mand sine klæder i en anden mands abildgård, da må han ikke for­følge sagen som ranssag.

­


[1] Frænder: slægtninge

[2] Ombudsmand: Det gamle danske ord er umbothsman, der i middelalderen betegnede kongens repræsentant, men som ikke kan sammenlignes med den moderne ombudsmand, der skal sikre borgernes interesser.

[3] Bonde: var i lovens betydning overhovedet for en husstand, dvs. en husbond. En bonde var derfor ikke nødvendigvis en jordbruger, men kunne sagtens være møller, fisker eller håndværker.

[4] Tyvsmærke: kunne variere fra sted til sted og være fx et brændemærke, afskæring af næse eller øre, eller piskning så huden faldt af ryggen og efterlod tydelige ar. Formålet var, at der skulle efterlades et tydeligt fysisk mærke, så det var let at se, om en person, der blev grebet i tyveri, havde stålet før.

[5] Hovedlod: er betegnelsen for ens besiddelser, og blev brugt som fordelingsnøgle ved arvedelinger og donationer. Det var også målestok for, hvor stor del af ens formue, man kunne tabe ved retsbrud.

[6] En ekstrabod, som blev aftalt mellem drabsmanden og den dræbtes slægtninge.

[7] Boden var delt i tre dele på hver 18 mark, den første del betalte drabsmanden, den anden del hans fædrene slægtninge til og med fjerde led, og den tredje del de mødrene slægtninge på samme vis.

[8] Leding: militær tjeneste

[9] Stod: en hesteflok

[10] Abildgård, kålgård og toftegård: Æblehave, kålhave og køkkenhave.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
1241
Oprindelse
Fenger, Ole og Jansen, Christian R.: Jydske Lov på moderne dansk (1991). Gengivet med tilladelse fra Christian Jansen.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. februar 2019
Sprog
Dansk - oversat til nudansk
Litteratur

Vogt, Helle: Jyske Lov, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1241
Oprindelse
Fenger, Ole og Jansen, Christian R.: Jydske Lov på moderne dansk (1991). Gengivet med tilladelse fra Christian Jansen.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. februar 2019
Sprog
Dansk - oversat til nudansk
Litteratur

Vogt, Helle: Jyske Lov, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk