Udtalelse af statsminister Poul Nyrup Rasmussen i anledning af terrorangrebet på USA 11. september 2001

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 11. september 2001 kaprede terrorister fra al-Qaeda fire fly. De to første blev styret ind i World Trade Centers to tårne i New York, det tredje ramte det amerikanske forsvarsministeriums bygning, Pentagon, mens passagererne i det fjerde fly forsøgte at kæmpe mod terroristerne, hvorfor flyet styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Angrebet fik stor udenrigspolitisk betydning, da en række lande, heriblandt Danmark, støttede aktivt op om den nye amerikanske udenrigspolitiske prioritet, at bekæmpe den internationale terrorisme.

Efter angrebet strømmede sympatitilkendegivelser ind fra hele verden. Det følgende er statsminister Poul Nyrup Rasmussens udtalelse, efter nyheden om angrebet nåede Danmark. Udover at fordømme angrebet og udtrykke sin solidaritet med amerikanerne, understreger den danske statsminister allerede her, at regeringen betragter det som ikke bare et angreb på USA, men på hele den demokratiske verden.

11.09.01

Jeg er dybt chokeret over den ufattelige katastrofe, der har ramt USA i eftermiddag. Vi fordømmer på det allerskarpeste de kræfter, der står bag denne skændige gerning. Der er tale om et fuldstændigt uacceptabelt og frygteligt angreb på det amerikanske folk og USA’s demokrati.

På nuværende tidspunkt er der ikke fuld klarhed over katastrofens omfang og de kræfter, der står bag angrebene på livsnerven i det amerikanske demokrati. Det er uvist, om de brutale angreb vil fortsætte.

Regeringen har fuld tillid til, at den amerikanske regering og det amerikanske demokrati vil stå denne udfordring igennem. Vi udtrykker vores fulde solidaritet med præsident Bush og med det amerikanske folk i denne svære stund.

Der er tale om en masseterrorisme udført med en grusom kynisme og med store tab af uskyldige menneskers liv. Dette er ikke alene et angreb på USA. For mig er det et angreb på hele den demokratiske verden. Vi er oppe imod en umenneskelig fanatisme. Nu må de demokratiske samfund stå sammen og gøre alt, hvad vi kan for at standse denne terrorisme.

Jeg udtrykker min allerdybeste medfølelse med ofrene, deres familier og hele det amerikanske folk.

Jeg har samtidig sendt et personligt budskab til præsident George W. Bush i anledning af de tragiske begivenheder.

Den danske regering har øjeblikkeligt iværksat en række foranstaltninger for at højne sikkerhedsberedskabet. Vi har i øvrigt på baggrund af disse forfærdelige begivenheder besluttet at iværksætte en revurdering af det præventive og sikkerhedsmæssige beredskab.

Forsvaret følger løbende situationen.

Om kilden

Dateret
11.9.2001
Oprindelse
Statsministeriet
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
11.9.2001
Oprindelse
Statsministeriet
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. november 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk