Udlændingeloven af 8. juni 1983

Kilder

Kildeintroduktion:

Udlændingeloven trådte i kraft den 8. juni 1983. Lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. Udlændingeloven af 1983 er ofte blevet nævnt som en af de mest liberale udlændingelove i Europa. Blandt de lovsikrede tiltag var at:

  • Såkaldte ’de-facto-flygtninge’ fik ret til asyl (§ 7 stk. 2). ’De facto-flygtninge’ er ikke medregnet i Geneve-konventionen fra 1951, men bør af tungtvejende grunde ikke sendes tilbage til hjemlandet.
  • Familiesammenføring blev et retskrav for de personer, der var tilkendt asyl.

Den liberale udlændingelov fra 1983 er siden midten af 1980’erne blevet strammet i en sådan grad, at Danmark siden 2002 er blevet betegnet som et af de mest restriktive lande i Europa på dette område. Kilden nedenfor gengiver første kapitel af Udlændingeloven af 1983.

Udlændingeloven: Lov nr. 226 af 8. juni 1983

Kapitel I

 

Udlændinges indrejse og ophold i Danmark

§ l. Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet.

§ 2. Udlændinge, der er omfattet af de regler, som er nævnt i stk. 3 (EF-reglerne), kan uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen. 
Stk. 2. De begrænsninger, der følger af kapitlerne 3-5, finder kun anvendelse på ud­lændinge, der er omfattet af EF-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler. 
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af De eu­ropæiske Fællesskabers regler om visumfrita­gelse og om ophævelse af indrejse- og op­holdsbegrænsninger i forbindelse med ar­bejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser.

§ 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen. I dette tids­rum fradrages dog den tid, hvori udlændin­gen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet nordisk land.

§ 4. Andre udlændinge skal have visum for at indrejse og opholde sig i Danmark. Det samme gælder udlændinge, som har indrejseforbud, jfr. § 32. 
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte udlændinge må ikke opholde sig her i landet ud over det tidsrum, der er angivet i det udstedte visum. 
Stk. 3. Visum kan gives til en eller flere indrejser med ret til indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat tidsrum.

§ 5. Udlændinge, der ikke er statsborgere i et andet nordisk land, jfr. § 1, må kun ophol­de sig i Danmark ud over de i §§ 2-4 angiv­ne tidsrum, såfremt de har opholdstilladelse. 
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte reg­ler om, at børn under 18 år, der har fast op­hold hos forældremyndighedens indehaver, er fritaget for opholdstilladelse.

§ 6. Efter ansøgning gives der opholdstil­ladelse til udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jfr. § 2.

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstil­ladelse til en udlænding, som befinder sig her i landet eller på grænsen,

  1. hvis udlændingen er omfattet af flygtnin­gekonventionen af 28. juli 1951, eller
  2. hvis det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland.

Stk. 2. Opholdstilladelse efter stk. 1 kan nægtes, såfremt udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse. 
Stk. 3. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, som ikke befinder sig her i landet eller på grænsen, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågæl­dende beskyttelse.

§ 8. Efter ansøgning gives der opholdstil­ladelse til udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale med De Forenede Natio­ners Højkommissær for Flygtninge eller lig­nende international aftale.

§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstil­ladelse til:

  1. En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.
  2. En udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsfor­hold af længere varighed med en i Dan­mark fastboende person.
  3. Mindreårigt barn af en i Danmark fastbo­ende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens in­dehaver.
  4. Forældre over 60 år til et dansk eller nor­disk barn eller et barn med opholdstilla­delse efter §§ 7-8.
  5. Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset opholdstilladelse. Op­holdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet, som kan påtage sig forsørgelsen.

Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives op­holdstilladelse til andre udlændinge:

  1. Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Dan­mark fastboende person.
  2. Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.
  3. Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4-5, eller stk. 2, nr. 1, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1-2 skal være opnået inden indrejsen. Justitsministe­ren kan dog fastsætte regler om, i hvilke til­fælde ansøgning om opholdstilladelse kan indgives her i landet.

§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gi­ves opholdstilladelse:

  1. hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter § 22, nr. 2-3, eller § 23, nr. 1, jfr. § 22, nr. 2-3, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jfr. §§ 22, nr. 2-3, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,
  2. hvis der i øvrigt foreligger omstændighe­der, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller
  3. hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyr­relse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jfr. § 32, kan opholdstilladelse kun gives efter reglerne i §§ 7-8.

§ 11. Opholdstilladelse gives med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i lan­det. En opholdstilladelse kan tidsbegrænses. 
Stk. 2. Er opholdstilladelse givet med hen­blik på varigt ophold, kan en tidsbegræns­ning ikke udstrækkes ud over 5 år fra den dag, hvor udlændingen med lovligt ophold tog fast bopæl her i landet. En tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt op­hold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19. 
Stk. 3. For udlændinge med opholdstilla­delse efter § 6 gælder dog reglen i artikel 7, stk. 2, i De europæiske Fællesskabers Råds direktiv nr. 360 af 15. oktober 1968.

§ 12. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om opholdstilladelser, herunder om adgangen til opholdstilladelse, om tilladelser­nes varighed, og om de betingelser, der kan fastsættes for opholdet.

Om kilden

Forfatter(e)
Folketinget
Dateret
08.06.1983
Oprindelse
Lovtidende A 1983, S. 549-550
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk