Udenrigshandel før 1848

Artikler

Det danske område har siden stenalderen haft handelssamkvem med andre områder. Indtægter fra udenrigshandelen har gennem historien haft stor betydning for Danmarks økonomi. Nedgang i udenrigshandelen har ofte resulteret i alvorlige økonomiske kriser. Styring af udenrigshandelen og regulering af kriser har været vigtige elementer i den økonomiske politiks opståen og udvikling.

Stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid

Handel ud og ind af det danske område findes der spor af allerede fra stenalderen. Man eksporterede flint til Norge, rav til Middelhavslandene, og fra bronzealderen blev metal en vigtig importartikel. Talrige gravfund fra jernalderen af romerske genstande vidner om handelen sydpå. Skibsfarten var tidligt veludviklet i det danske område på grund af de mange øer, den lange kystlinje og landets beliggenhed ved indsejlingen til Østersøen. I vikingetiden udvikledes skibstyperne til fuldkommenhed. Udgravninger af vikingetidens Hedeby, Ribe, Aarhus og andre handelspladser vidner om en livlig handel på Norge, de britiske øer, Frisland og mange andre europæiske egne.

Middelalderen, ca. 1050-1500

I middelalderen udvikledes på grundlag af et forbedret landbrug og et rigt fiskeri en omfattende handel med almindelige forbrugsvarer som korn og spegesild. Den øgede handel skabte grundlag for de danske købstæder, som næsten alle opstod i denne periode, men en væsentlig del af udenrigshandelen kom på de tyske hansestæders hænder. Fra senmiddelalderen drev også hollænderne en ekspanderende handel med Østersøområdet, herunder Danmark, hvad der gav den danske konge gode indtægter af den såkaldte Øresundstold, som indførtes 1429, og hvis dokumenter er en vigtig kilde til fjernhandelens historie i Nordeuropa.

Prisrevolution, studehandel og begyndende kolonihandel 1500-1660

1500-tallet blev en blomstringstid for udenrigshandelen, hjulpet af prisrevolutionen, dvs. stigende priser over hele Europa som følge af sølvtilførselen fra det nyopdagede Amerika. Sild var stadig en vigtig salgsartikel til det katolske Europa, efter at reformationen havde afskaffet fasten i de skandinaviske lande, ligesom torsk var det fra Norge. Også korneksporten til de voksende byer i Tyskland og Vesteuropa ekspanderede. Fra de sydlige øer sejlede bønder og herremænd korn til de nordtyske stæder, fra det nordlige Jylland til Norge og Sverige. Og selv om en del af handelen derved gik uden om købstæderne, var både hovedstaden og købstæder som Aalborg, Helsingør, Odense og Ribe i kraftig vækst.

En særlig betydning fik eksporten af levende stude til Tyskland og Nederlandene. Bevarede dokumenter fra toldstederne ved Gottorp og Ribe viser, at den mere end tredobledes mellem 1480 og 1556, og at en stigende del af eksporten kom på danske hænder. Bl.a. profiterede købmændene i Ribe af en omfattende eksport til især Holland, hvis stejlt voksende flåde fandt de danske stude velegnede som proviant. Samtidig forbedredes produktet, idet man i stedet for at sælge studene som 4-årige beholdt dem på foder en vinter til, hvad der forøgede prisen betragteligt. I Danmark fik godsejerne, herunder kronen, monopol på staldfodring af stude. Om de store indtægter vidner det omfattende byggeri, som både kongen og herremændene satte i værk i tiden frem til 1620'erne, da tilbagegangen satte ind som følge af uheldige krige og en langvarig økonomisk krise.

Blandt importvarerne spillede ud over gamle artikler som salt, jern og tømmer også kolonialvarer som krydderier og sukker en stigende rolle. De var i begyndelsen luksusvarer, men trængte efterhånden ned i det almindelige forbrug, siden fulgt af bomuld, silke, farvestoffer og vanedannende nydelsesmidler som tobak, te og kaffe.

Krisetider 1660-1740

I anden halvdel af 1600-tallet trak markedet sig sammen. Krisen skyldtes dels en klimaforværring, dels ødelæggende krige og epidemier og endelig den voksende skattebyrde, som staten lagde på befolkningen. De danske købstæder skrumpede ind. Det samme gjorde godsejernes indtægter af deres fæstebønder. Bønderne solgte mindre af deres overskud, end de før havde gjort, og bøndernes overskud var grundlaget for resten af økonomien; de udgjorde nemlig mere end 80 % af befolkningen. Efter 1700 bevægede priserne sig atter en smule opad, og klimaet blev bedre, men to eksportvarer kom i vanskeligheder: hollænderne lagde told på deres studeimport, og sildefiskeriet gik stærkt tilbage. Efter afslutningen af krigene i 1700-tallets første årtier faldt desuden prisen på korn og nåede et nyt lavpunkt i 1730'erne.

Den danske stat, som tillige beherskede Norge og hertugdømmerne, iværksatte i 1730'erne en omfattende krisepolitik bestående af en gennemgribende regulering af markedet. Reguleringer var en nødvendighed på ethvert begrænset marked til beskyttelse af dem, der levede af det, og havde fundet sted lige siden middelalderen gennem købstadsprivilegier og andre forrettigheder, som kongen fastsatte og fik sin gode betaling for. Fra Christian 4.s tid var reguleringerne blevet en mere bevidst økonomisk politik til forbedring af rigernes handelsbalance. Eftertiden har kaldt denne politik merkantilisme. Den indebar bl.a. anskaffelse af kolonier i Ostindien, Afrika og Vestindien og oprettelse af handelskompagnier, som forvaltede kolonierne og havde monopol på den oversøiske handel, også på de norske bilande, Island, Færøerne og Grønland, af hvilke den sidste fra 1721 betegnedes som koloni. Ved importforbud og told beskyttede man desuden den hjemlige produktion. I 1735 forbød kongen således al import af korn til Danmark og det søndenfjeldske Norge, hvortil kom adskillige andre foranstaltninger til befordring af eksporten og de importkonkurrerende erhverv. Handelen i almindelighed støttedes ved oprettelsen af landets første bank, Kurantbanken, i 1736, og  af Grosserersocietetet i 1742.

Opgang 1740-1807

Vigtigere end disse statslige tiltag var det imidlertid, at priserne i Europa fra omkring 1740 igen begyndte at stige. Det lykkedes desuden at holde Danmark-Norge ude af 1700-tallets mange krige. Disse førte til yderligere prisstigninger og stærkt forhøjede fragtrater, som den voksende danske flåde nød godt af. Tilbageslagene, når en krig hørte op, udeblev ikke, men generelt gik det fremad, især for hovedstaden, hvor de store kompagnier hørte hjemme. En indbringende forretning var bl.a. slavehandelen fra Afrika til Vestindien og de britiske kolonier i Nordamerika, som efter 1776 rev sig løs og blev til USA.

Under revolutionskrigene fra 1793 og de påfølgende Napoleonskrige voksede de største københavnske handelshuse til et internationalt format. Det var alsidige foretagender, som drev både fjernhandel, skibsfart, skibsbygning, bankforretninger, forsikringsvirksomhed, undertiden produktion af forskellig slags, og de tjente store formuer.

Årene omkring 1800 kaldes for den florissante periode, og blomstrende var den, også for landbrug og håndværk. Også hjemmemarkedet og pengeøkonomien voksede stejlt, hvad der bl.a. førte til de såkaldte landboreformer, som skabte forudsætningerne for, at mange bønder kunne købe deres gårde til selveje og derved involverede sig endnu kraftigere i markedsøkonomien.

Den økonomiske vækst og den ekspanderende markedsøkonomi førte til en begyndende afvikling af merkantilismen og en tilnærmelse til de liberale principper, som britiske økonomer talte for. I 1788 afvikledes f.eks. forbudet mod kornimport og godsejernes eneret på opstaldning af stude, og i 1797 fulgte en toldreform, som generelt afskaffede importforbud og nedsatte tolden især på råvarer, mens man opretholdt en vis beskyttelse af færdigvarer.

Krig, krise og begyndende højkonjunktur 1807-1848

I året 1807 satte englænderne en brat stopper for den florissante periode ved at angribe København og beslaglægge den danske flåde. Danmark forlod neutraliteten og gik ind i krigen på Frankrigs side, hvad der førte til nederlag og tabet af Norge 1814 og desuden til en finanskrise, som staten søgte at klare ved at lade seddelpressen køre. I 1813 tvang en galopperende inflation regeringen til en pengereform, kaldet "statsbankerotten", som knapt nåede at genoprette pengevæsenet, før en ny lavkonjunktur satte ind med faldende priser på landbrugsvarer. Tabet af flåden, inflationen og krigen mod England førte til alvorlige problemer for de københavnske handelshuse, og siden førte landbrugskrisen i 1820'erne til store problemer for landbruget, forstærket af den deflationspolitik, som staten og den i 1818 oprettede Nationalbank slog ind på. Både udenrigshandelen og hjemmemarkedet trak sig på ny sammen.

Fra 1830'erne begyndte priserne igen at stige, især efter at englænderne i 1846 afskaffede den høje told på korn, som var indført efter 1814 for at beskytte det engelske landbrug. Ophævelsen af den engelske korntold markerede liberalismens endelige gennembrud på det internationale marked, og de danske landmænd forstod at udnytte chancen. I den såkaldte kornsalgsperiode, som fulgte, voksede eksporten af korn til de engelske industriområder stejlt. Det samme gjaldt eksporten af kødkvæg til Tyskland, hvor industrialiseringen for alvor tog sin begyndelse i 1850'erne. Ved år 1848 havde industrialiseringen og dermed kapitalismen og dens selvforstærkende vækst fået fat, og Danmark lå fordelagtigt i forhold til efterspørgselen af landbrugsvarer fra industricentrene. Trafikrevolutionen med jernbanerne hørte dog stadig fremtiden til.

Om artiklen

Forfatter(e)
Steen Busck
Tidsafgrænsning
0 - 1848
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Feldbæk, Ole: Danmarks økonomiske historie 1500-1840 (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Steen Busck
Tidsafgrænsning
0 - 1848
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Feldbæk, Ole: Danmarks økonomiske historie 1500-1840 (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk