Uddrag af Widukinds Sakserkrønike - Harald Blåtand og Poppo

Kilder

Kildeintroduktion:

Widukind (død efter 973) var munk of historieskriver ved klosteret i Korvey i det nordlige Tyskland.

Hans Sakserkrønike(Res Gestae Saxonicae, latin 'Saksernes bedrifter') fortæller det saksiske folks historie fra dets begyndelse, over de tidlige saksiske stormænd, til Henrik Fuglefængers regeringstid, men fokuserer særligt på Otto 1. den Stores bedrifter i Widukinds egen tid. 

I denne del af krøniken beretter Widukind blandt andet om den saksiske stormand Wichmans oprør imod Otto omkring 963. Ifølge Widukind forsøgte Wichman at hente støtte hos den danske konge, Harald Blåtand. I den forbindelse hører vi historien om Poppos jernbyrd og Harald Blåtands omvendelse til kristendommen.

Denne fortælling er senere (med enkelte afvigelser) blevet afbildet på en række gyldne relieffer i Tamdrup Kirke nær Horsens.  En meget lignende historie findes også i Ruotgers biografi af Ærkebiskop Bruno af Köln (ca. 968). Begge afviger de fra Adam af Bremens beretning om Harald Blåtands omvendelse. Ifølge Adam blev Harald tvunget til at påtage sig kristendommen efter Otto 1. den Store havde foretaget et sejrrigt felttog in i Danmark.

Widukinds Sakserkrønike blev i første omgang færdiggjort omkring 967, og er således næsten samtidig med de begivenheder, den beskriver i Danmark. Efter Otto 1. den Stores død blev værket bearbejdet og fortsat op til dette punkt i 973.

Tredje bog, vers 65

Danerne var fra gammel Tid Kristne, men tjente ikke desto mindre Afguderne efter Hedningskik.  Nu hændte det en Gang, at der ved et Gilde, hvor Kongen var tilstede, opstod en Trætte om  Dyrkelsen af Guderne, idet Danerne paastod, at Kristus nok var en Gud, men at der ogsaa var andre Guder, der var større end han, da de lod Menneskene se langt større Tegn og Undere end Kristus. Herimod vidnede en Klerk, der nu har viet Gud sit Liv, en Biskop ved Navn Poppo, at der var en eneste sand Gud og Fader og hans enbaarne Søn vor Herre Jesus Kristus og den Helligaand, medens Afguderne var Dæmoner og ikke Guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne Tro paa sig selv, hvortil Poppo uden Tøven svarede ja. Kongen lod saa Klerken sætte under Opsyn til Dagen efter, og da det var bleven Morgen, lod han et stort, tungt Stykke Jern ophede og bød Klerken bære det glødende Jern for den katolske Tro. Den Kristi Bekender greb uden Vaklen Jernet og bar det saa længe Kongen bestemte, fremviste saa sin Haand, der var uskadt, og overtydede saaledes alle om den katolske Tros Sandhed. Derover omvendte Kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud og bød de Folk, han herskede over, at forkaste Afguderne, og han viste senere Præsterne og Guds Tjenere skyldig Ære. Men ogsaa dette maa med Rette regnes din Fader til Ære, da det skyldes hans Iver, at Kirkerne og Præstestanden er kommen til saa megen Ære i disse Egne.

gyldne reliffergylden relief

To af de gyldne relieffer fra Tamdrup Kirke, hvor på man kan se historien om Harald Blåtand og Poppo. Foto: nordenskirker.dk

Om kilden

Dateret
ca. 967
Oprindelse
"Widukinds Sakserkrønike", paa dansk ved I.P. Jacobsen (1910)
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. februar 2014
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Litteratur

Lund, Niels: 'Harald Blåtands Dåb' i "Siden Saxo" 1 (2006)

Udgiver
danmarkshistorien.dk