Uddrag af Toldforordningen, 1. februar 1797

Kilder

Kildeintroduktion:

Forordningen om Tolden og Kiøbsted-Consumtionen i Danmark og Norge, der også kendes som toldforordningen, blev udstedt af Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808) den 1. februar 1797. Indledningen til denne omfattende lovtekst på ca. 300 sider er gengivet nedenfor. Heri skitseres dels lovens formål, som blandt andet var at komme det omfattende smugleri til livs, dels lovens frihandelsvenlige nyskabelser, der stod i kontrast til den daværende merkantilisme og dens mange statslige indgreb i økonomien.   

Ti år inden toldforordningens udstedelse blev der nedsat en finanskommission, som med hjælp fra Kommercekollegiet fik til opgave grundigt at undersøge den danske told- og handelspolitik. Dette arbejde resulterede i to betænkninger i henholdsvis 1794 og 1796, hvilke dannede grundlag for Generaltoldkammerets endelige udformning af 1797-toldforordningen. I betænkningerne kom ideerne om frihandel blandt andet til udtryk i skeptiske holdninger til de daværende 150 import- og 12 eksportforbud. Dertil kritiserede man de høje toldsatser. Disse var sjældent under 10 %, og beregninger viste, at mange varer var belagt med afgifter på over 100 % af deres værdi. Finanskommissionen konkluderede, at jo højere toldsatserne var, jo mere blev der smuglet, hvilket var umuligt at forhindre med det daværende toldsystem. De foreslog derfor at etablere et nyt system, hvor blandt andet toldafgifterne blev omlagt og modereret, de fleste af forbuddene ophævet og de mange forskellige afgifter samlet under et. Derudover anbefalede de at tillade fri indførsel af varer mellem rigerne. Forslagene kom alle med i den endelige forordning, som dog i første omgang kun gjaldt Danmark og Norge. Men hertugdømmerne fulgte trop med en tilsvarende toldforordning i 1803. 

Præget af oplysningstidens retsstatsopfattelse og humanistiske tankegods blev der i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet gennemført et stort antal reformer på social- og retsområdet. Reformerne inden for handels- og toldpolitikken må ligeledes ses i lyset af den samtidige økonomiske tænkning og praksis i udlandet. Her var det i særdeleshed englænderen Adam Smith (1723-1790) og hans liberale økonomiske tanker om næringsfrihed, fri konkurrence og reducering af toldmure, som udfordrede og inspirerede de enevældige staters regulering af økonomien. Toldforordningen førte ikke til en fuld liberalisering af den danske handel, men var et skridt i denne retning.

Selvom den nye toldlov af 1797 var inspireret af de samtidige liberale markedsøkonomiske strømninger, så tyder det på, at det primært var de hjemlige problemer og her specielt kampen mod smugleriet, som for alvor satte gang i reformen af toldpolitikken. Forordningens mest betydningsfulde initiativer blev ophævelsen af de mange importforbud og reduktionen af toldsatserne, som for råvarer blev nedsat til højst 5 %. På importen af levnedsmidler og forarbejdede landbrugsvarer lagdes en højere, men stadig moderat told, og på håndværksvarer en beskyttelsestold på op til 24 %. Disse tiltag gavnede blandt andet udenrigshandlen uden at skade statskassen, idet det omfattende smugleri blev formindsket.

Den 4. juli 1863 trådte en ny toldlov i kraft. Det danske toldvæsen beroede dog gennem hele 1800-tallet på principperne fra 1797-toldforordningen, hvilken på dens samtid blev anset som den danske handels grundlov.     

Uddrag af Forordningen om Tolden og Kiøbsted-Consumtionen i Danmark og Norge som gengivet Schous udtog af forordninger, bind 12, 1797-1798, s. 16-213. Se uddraget af lovteksten her. 

Fr. om Tolden og Kiøbsted-Consumtionen i Danmark og Norge. Gen. Told-Kammer. Forandret og nøiere bestemt ved Pl. 30. Dec. 1797. See Pl. 12 og 27 Dec. samt, ang. den Vestindiske Handel, Fr. 3. Maj. og, ang. den ostindiske, Fr. 16 Jun. 1797. 

Gr. Medens Freden, som Kongen søger at handthæve, velsigner Hans Riger og fremmer enhver virksom og gavnlig Bestræbelse for det almindelige Vel, veed Han intet vigtigere eller værdigere, hvortil Han, som Konge og Landsfader, kunde henvende sin Opmærksomhed, end til at see Lovgivningen forbedret i de Grene, hvor Mangler findes at afhielpe, offentlige Byrder at lindre, lovlige Næringer at ordne og betrygge. Blandt de Midler, som til disse Øiemeed ere fundne nødvendige og tienlige, har Han anseet en ny og forbedret Toldforordning at være et af de meget vigtige. Dette Arbeide er allerede forberedet, deels ved behørige Undersøgninger og Beregninger, deels ved adskillige giennem General-Toldkammeret i de senere Tider udstedte Anordninger, hvilke, skiønt særskilt givne, dog have været bestemte til at blive Dele af en almindeligere Lov. Denne Lov gives herved under Navn af: ”Forordning om Tolden og Kiøbsted-Consumtionen i Danmark og Norge.”

Hovedforandringerne, som derved indføres, og Grundene, paa hvilke de ere byggede, ere især disse: Ved ældre og nyere Forbude mod Varers Indførsel eller Udførsel have mange og vigtige Varesorter været udelukte fra Handelen ind til, eller ud fra Kongens Riger. I lige Grad, som disse Forbude, tilsammentagne, have tvunget Handel og Skibsfart, have de ikke forfremmet Varers Frembringelse i Landet selv. Smughandel er da jevnligen indtraadt i redelig[1] Handels Sted, har berøvet Statskassen en Indtægt, som den kunde behøve, og saaledes, samt i andre Maader, virket til Skade for det Almindelige. Kongen har derfor villet indskrænke de hidtil værende Forbude til saa lidet et Antal, som efter Tider og Omstændigheder endnu er fundet mueligt. Afgifterne, som Handelen og Skibsfarten bære, og som disse Næringer[2], i Lighed med andre, billigen[3] bør bære, ere, fordi de til forskiellige Tider, og ved forskiellige Anordninger, ere indførte, blevne saamange Slags, at deres Beregning giør Regnskabsforretningerne vidtløftige[4] og vanskelige, saavel for de Handlende og Søefarende, som for Oppebørslernes Betiente.[5] Endvidere ere de befundne at staae, for en stor Deel, i Misforhold til Varernes Beskaffenhed og nuværende Værd. At sammendrage de mange Slags Afgifter til enkelte, og at bestemme dem i rigtigere Forhold efter Handelens Gang og Varernes Priis, samt efter disses større eller mindre Nødvendighed, Nytte og deslige; Dette er anseet som en gavnlig Sag, til at fremme Orden i Handel, og forekomme[6] Tidsspilde i Forretninger. Toldvæsenet og Kiøbsted-Consumtionsvæsenet, skiønt i mange Dele lige, have dog forhen hvert haft sin særskilte Bestyrelse og sine særskilte Love. Saavel denne Udskillelse, som og forandrede Tider og Omstændigheder, have saaledes mangfoldiggiort Lovene og Anordningerne i disse Grene af den offentlige Statshuusholdning, at det er blevet vanskeligt for menige Mand, at kiende hver sin Pligt og sin Ret. Fra nu af skal Toldvæsenet og Kiøbsted-Consumtionsvæsenet være forenede under fælleds Love, ligesom og begge ere blevne forenede under fælleds Bestyrelse, og de hidtil værende mange forskiellige Anordninger for Tolden og Kiøbsted-Consumtionen sammendrages nu til een.

Det er en almindelig Regel i alt Toldvæsen, at Afgifter paa indkommende fremmede Varer skal erlægges[7] ved disses Indførsel, hvorefter de, som have indført dem, have frie Raadighed til at sælge dem, baade i Landet, og ud af Landet. Saameget som denne Regel er simpel og grundet i Afgiftvæsenets Natur, saameget er den derimod til Hinder for fremmede Varers Indforskrivning[8] til videre Afsætning til fremmede Steder, for hvilken Handel disse Rigers Beliggenhed er saa beleilig. For at raade Bod paa denne Udleilighed, har det forhen været tilladt visse enkelte Stæder, at tage visse enkelte Varesorter paa Oplag[9], med Credit paa Afgifterne, indtil de afsattes, da disse Afgifter siden tilsvaredes[10], forsaavidt Varerne forbleve i Landet; men bleve ukrævede, forsaavidt de udgik til fremmede Steder. Dette Oplag er udstrakt til alle Varer, som ere vigtige Gienstande for Udenrigshandelen, og til alle Stæder, som kan føre Søehandel. Endvidere er det ogsaa tilladt, at alle Varer i Almindelighed, og deriblandt ogsaa de faa, som endnu blive forbudne til Forblivelse i Landet, kan i alle Kiøbsteder, hvor Toldsteder ere, oplægges til Udførsel. Ved begge disse Oplage deelagtiggiøres nu, under et ordnet Toldvæsen, alle Handelsteder i begge Rigerne i den frie Handel med fremmede Varer, som de fremmede Frihavne i Europa er given, som udgiør den væsentligste Deel af de Friheder, der have tildraget[11] dem Navn af Frihavne. Handelen i og imellem Rigerne, hvilken stedse er at ansee som Grundvolden for al anden stadig Handel, fortiener i den Henseende Lettelser. Disse tilstaaes den nu ved visse Formildelser i Afgifter, deels af Skibe, deels af Varer, ligesom og ved Varers frie Omførsel fra Sted til Sted, fra Oplag til Oplag o. s. v. Der ere Tilfælde, hvor Toldvæsenet fordrer af de Handlende og Søefarende Forpligtelser til Handlinger, som skal foretages, eller Forsikkringer om Handlinger, som ere foretagne. Sædvanligen have saadanne Forpligtelser og Forsikkringer hidtil skullet gives skriftligen under Lovens Eed. Disse Eder er der alt for megen Anledning til at troe, at være ved mange Leiligheder anseete med Ligegyldighed, ja endog at være misbrugte. Da Eden bør være hellig i Borgerselskabet, saasom Liv og Velfærd i mange Tilfælde derpaa beroe, og den, af den Aarsag, kun egentligst bør aflægges med Høitidelighed for Retten, og efter Dommerens Tilsigelse; saa har Kongen aldeles afskaffet, for Handlende og Søefarende, alle mundtlige og skriftlige Eder paa Toldboderne, og i Toldbodsager uden for Retterne, og har i disse Eders Sted indført Forsikkringer og Forpligtelser paa Troe og Love, for hvis Urigtighed eller manglende Opfyldelse passende Straffe ere bestemte. Straffene for Forseelser i Told- og Consumtionsvæsenet have hidindtil i mange Tilfælde medført Velfærds Forliis, hvor Straf til Forbedring eller til Advarsel synes at kunne fyldestgiøre Øiemedet; hvorfor de og af Kongen sædvanligen ere formildede, naar ikke besynderlige Omstændigheder have talet imod Formildelsen. Disse Straffe ere nu bestemte i nøiagtigere Forhold; men Formildelser vil da herefter, naar Told- og Consumtionsvæsenets Love overtrædes, ikke kunne ventes.

Foruden Afgifterne til Statskassen og til offentlige Indretninger, have ogsaa, som Skriverpenge, og under andet Navn, visse Sportler[12] været givne til Betienterne ved Told- og Consumtionsvæsenet. Deels fandt disse Sportler Medhold i Lovene, deels gaves de efter Skik og Brug, og beroede, for størstedelen, paa vilkaarlige Afgiørelser imellem de Ydende og de Modtagende indbyrdes. I Afgiftvæsenet bør intet saadant vilkaarligt finde Sted. For Betiente i Kongens og Statens Tieneste er det upassende, at tiltrygle sig Embedsindkomst, og for ærekiære Borgere er det ubehageligt, naar endog deres Gavmildhed kan faae Anseende af Egennytte og svigagtig Hensigt. Kongen har derfor nyligen ved et Reglement[13] bestemt alle de Sportler, som ved Told- og Consumtionsvæsenet skal erlægges, og derhos anviist et offentligt Sted, hvor de paa een Tid, tilligemed Afgifterne til det Offentlige, skal betales, og hvorfra de siden til vedkommende Betiente, som Embedsindkomster, ikke som Gaver, kan deles.

Dette Reglement er nu stadfæstet uden forandring. I øvrigt har det ved enhver Igientagelse af forhenværende Regler, og ved enhver Bestemmelse af nye, været Kongens Hensigt, at forbinde Frihed med Orden, og rigtigt Forhold i Afgifters Bestemmelse med Nøiagtighed i Erlæggelsen, samt at betrygge redelig Handel, og virksom Fabrikflid, imod svigagtig Smughandel. Denne Fr. træder i Kraft i Danmark og Norge fra 1 Apr. 1797. Fra den Dag af ophæves ikke alene Toldfr. for begge Rigerne 26 Nov. 1768, og Consumtions-Frr. for Danmark 15 Oct. 1778 og for Norge 24 Jan. 1682, men ogsaa alle andre forhen givne Anordninger ved Toldvæsenet og Kiøbsted-Consumtionsvæsenet, naar og forsaavidt de ikke i denne Fr. udtrykkeligen ere nævnte, som gieldende.

 


[1] Redelig: lovlig.

[2] Næringer: erhverv.

[3] Billigen: rimeligvis.

[4] Vidtløftige: for omfattende.

[5] Oppebørslernes Betiente: de kongelige embedsmænd, som indkasserede toldafgifterne og skatter.

[6] Forekomme: hindre.

[7] Erlægges: betales.

[8] Indforskrivning: import, indførsel.  

[9] Tage varer på oplag: opbevare varerne (midlertidigt).

[10] Tilsvaredes: blev betalt.

[11] Tildraget: givet.

[12] Sportler: gebyr betalt til toldvæsnets embedsmænd for visse embedsforretninger.

[13] Styret måtte gentagne gange advare tolderne mod at opkræve for store gebyrer eller sportler fra de handlende. En oversigt fra 1795 viser, at disse sportler ofte udgjorde et anseeligt tilskud til toldernes faste løn. Sportelreglementet, som der her henvises til, blev udstedt den 30. december 1795 og dannede mere faste rammer omkring denne side af aflønningen.  

Om kilden

Dateret
01.02.1797
Oprindelse
Findes i Schous udtog af forordninger, bind 12, 1797-1798, s. 16-213.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. oktober 2018
Litteratur

Becker-Christensen, Henrik: Dansk toldhistorie, bd. 2. Protektionisme og reformer 1660-1814 (1988).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
01.02.1797
Oprindelse
Findes i Schous udtog af forordninger, bind 12, 1797-1798, s. 16-213.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. oktober 2018
Litteratur

Becker-Christensen, Henrik: Dansk toldhistorie, bd. 2. Protektionisme og reformer 1660-1814 (1988).

Udgiver
danmarkshistorien.dk