Uddrag af Poul Helgesens Skibbykrønike: om stormen på Vor Frue Kirke i København i 1530

Kilder

Kildeintroduktion:

Skibbykrøniken er formentlig nedskrevet i 1533-34 og er et historisk skrift, der omhandler de politiske og religiøse stridigheder i 1520’erne og 1530’erne, som ledte op til den endelige reformation af Danmark i 1536. Krøniken er skrevet af den reformkatolske karmelitermunk, humanist og historiker Poul Helgesen (ca. 1485-1534), og er hans mest kendte skrift. Den er skrevet i et stærkt passioneret sprog, og Helgesens had til sin samtids luthersk-evangeliske prædikanter i Danmark gennemsyrer skriftet. Dette gør skriftet til et katolsk partsindlæg, skønt Helgesen også var kritisk indstillet overfor tilstanden i den etablerede katolske kirke. Krøniken stopper brat midt i en sætning i år 1534, og hvad der herefter er sket med Helgesen vides ikke. Skriftet blev ikke udgivet i samtiden og foreligger kun i Helgesens originale håndskrift. Det blev fundet i 1650 muret inde i kirkemuren i Skibby Kirke – deraf skriftets navn. Hvem, der murede det inde, og hvorfor vides ikke; men med skriftets hårde kritik af den lutherske bevægelse og dennes kristendomsforståelse var dets indhold særdeles farligt for Helgesen efter reformationen.

I uddraget nedenfor beskriver Helgesen en voldsom begivenhed i dansk reformationshistorie, nemlig kirkestormen på Vor Frue Kirke i København. Vor Frue Kirke, den største kirke i København, blev bestormet af en gruppe radikale lutherske borgere, som ødelagde en del af kirkeinventaret og angreb præsteskabet. Kirkestormen fandt sted den 27. december 1530, men da man i 1500-tallet fortsat benyttede den noget upræcise julianske kalender, lå årsskiftet allerede den 25. december, hvorfor begivenheden i kilden dateres til 3. juledag 1531. Først i år 1700 blev den gregorianske kalender, som vi fortsat anvender i dag, indført, og årsskiftet blev fastsat til natten mellem den 31. december og 1. januar.

I Herrens Aar 1531, paa den tredje Juledag[1], som er indviet til den hellige Evangelist Johannes, styrtede nogle Lutheranere fra København, grebne af et utroligt Raseri og Vanvid, ind i Vor Frue Kirke[2], som er den største og ypperste Kirke i denne By, og vanhelligede[3] den med deres kirkerøverske Hænder. Først omstyrtede de alle Helgenbillederne[4], spyttede paa dem, slog dem med Næveslag og spottede dem med forargelige Skældsord, medens de søndersloge dem med deres økser, og derpaa trængte de ind i Koret[5], hvor i de fuldstændig ødelagde Kannikestolene[6] og alt Panelværket. Højalteret[7] forblev dog uskadt, da Byfogeden forsvarede det med Fare for sit Liv, men alt andet blev vanhelliget: man gik endog saa vidt, at man sønderrev Bøgerne. Men de Skældsord og Forhaanelser, hvormed Kristi Præster og i det hele taget alt, hvad der er helligt i vor Religion, overdængedes, har jeg ikke Lyst til at fortælle; thi det overgaar alt, hvad man kan forestille sig.

Men de Folk, der fornemmelig vare Ophavsmænd til dette Kirkerov, var, efter hvad man sagde, en Mand ved Navn Ambrosius, som den Gang var Borgmester, en Stilling, som han kort efter mistede, fordi han var mistænkt for Forræderi, Konrad med øgenavnet Køkkenfedt, Anders Guldsmed, Vilhelm Ronge, Hans Sort, Rasmus Bager, Skipper Tøger, Herman Røling, Jakob Pottemager og Peder Guldsmed. Dette var jo imidlertid folk uden Forstand, uden Fornuft, ja uden Klogskab, mennesker, der helt havde opgivet sig selv og desuden vare berygtede for mange Forbrydelser, til Dels nedsunkne i den dybeste Gæld, ugudelige mod Gud og Spottere af alt helligt og guddommeligt, og da de havde vænnet sig til helt til at slutte sig til Oprørets sande Ophavsmand, Hans Tavssøn, dette Utyske blandt alle Udyr, hvis Tunge ogsaa er det skamløseste, man kan tænke sig, saa holdt de derfor hemmelige Raadslagninger og samlede en stor Skare af Pøblens værste Bærme; thi det skulde jo have Udseende af, at der ikke var nogen bestemt Ophavsmand til saa stort et Kirkerov, til hvem man kunde holde sig for saa stor en Forbrydelse.

Denne Skare altsaa af forvorpne Skalke[8] hørte næppe nok ved Nattens Frembrud op med sin kirkerøverske Vanhelligelse, og uden Tvivl havde de fortsat om Natten, som de havde begyndt om Dagen, hvis ikke Forbrydelsens Rænkesmed, Hans Tavssøn (som havde holdt sig skjult hele Dagen igennem), i det sidste Øjeblik var kommen til og med Nød og næppe havde faaet dem til at holde op. Saaledes viste det sig ved klare Kendsgerninger, at det er lettere at ophidse afsindige Mennesker end at holde dem i Ave, naar de ere ophidsede. Ogsaa Lutheraneren Peder Kempe var Borgmester, da denne Vanhelligelse fandt Sted, og da han hverken kunde gøre sig bemærket ved høj Byrd[9], fremtrædende Dygtighed eller iøjnefaldende Klogskab, men dog vilde være noget, saa søgte han at vinde sit Adelskab ved denne berygtede Forbrydelse og mange andre lignende kirkerøverske Gerninger.

Efter dette Kirkerov lagde man mærke til en stor Ubestandighed i Hans Tavssøns Gerninger; Kættere ere jo nemlig altid et ubestandigt Folkefærd. Thi i sin Tale hævede han først dette forbryderiske Kirkerov til Skyerne og ytrede, at det fortjente Løn til evig Tid og var en Gerning, som fornemmelig sømmede sig for Evangeliets Mænd. Men da han erfarede, at det gode Parti i Stadens Raad var blevet i høj Grad forbitret over dette Kirkerov og truede med haarde Straffe, ja endogsaa begyndte at lægge Haand paa nogle af Kirkerøverne, saa fik Talen en anden Lyd.

For at gøre Øvrigheden tilpas raabte han da paa, at det var en umaadelig Forbrydelse, som her var fuldbyrdet, og at den ikke kunde udsones[10] med almindelige Straffe, men kun med Galge og Hjul[11], og paa Grund af denne Ubestandighed vilde mange være faldne fra ham, hvis de ikke vare blevne hindrede heri af den ugudelige Ed, hvortil mange ved Djævelens Snarer[12] i den Grad vare bundne, at de aldrig kunde løsrive sig fra Partiets Love. Men efter at Kirken saaledes var bleven vanhelliget, blev den straks lukket, og saaledes ophørte al Gudstjeneste i den, saa at den hverken stod aaben for Lutheranerne eller for de rettroende, og den stod lukket omtrent i et helt Aar, nemlig lige til den ... i det Herrens Aar 1531. Da blev den nemlig endelig aabnet efter nogle Rigsraades Befaling og Samtykke, som i de Dage opholdt sig i København, men det kostede Møje nok, uagtet den udvalgte Biskop af Roskilde dog trængte stærkt paa og forlangte, at den atter skulde aabnes; men alle Lutheranerne, og især Hans Tavssøn, Stadens første Prædikant, kæmpede med lige stor Iver derimod. Hvad der nemlig mest synes at have vakt deres Forbitrelse, var den Omstændighed, at Kirken blev aabnet paa de Vilkaar, at den hverken maatte staa aaben for Lutheranerne eller for deres Gudsdyrkelse, men kun for de rettroende. Dette vakte ogsaa et ikke ringe Anstød hos den kirkerøverske Konge[13] og stor Græmmelse hos Rigshofmesteren[14], den mest kætterske af alle Kætterne; thi alt hvad der nogensteds i hele Danmarks Rige fandtes af Lutheri, kunde takke deres mod al Lov og Ret stridende Beskyttelse for sin Trivsel.


Ordforklaringer m.m.

[1] Dateringen af kirkestormen til 3. juledag 1531 og ikke 1530 skyldes, at man i begyndelse af 1500-tallet regnede årets begyndelse fra 25. december. Det var på grund af en usikkerhed i den julianske kalender, som man anvendte på dette tidspunkt. Først med indførelsen af den gregorianske kalender (1582) i Danmark i år 1700, blev nytåret fastsat til natten mellem 31. december og 1. januar.

[2] Vor Frue Kirke: den største kirke i København. Vor Frue Kirke hørte under Roskilde Domkirke, og var før reformationen en såkaldt kollegiatskirke, dvs. kirken på samme måde som domkirkerne havde tilknyttet en stor præstestab (kannikker). Desuden spillede Vor Frue kirke en central rolle i forhold til stiftelsen af Københavns Universitet i 1479. Vor Frues dekan, en af domkapitlets ledere, fungerede i begyndelsen som Universitetets rektor og de lavere rangerende gejstlige, kannikkerne, som lærere ved Universitetet. Den middelalderlige teglstenskirke, som var scenen for kirkestormen, brændte i 1728 under en af Københavns store brænde.

[3] Vanhelligelse: krænkelse af noget helligt.

[4] De katolske kirker var udstyrede med et væld af sidealtre til helgendyrkelse. Afbildninger af helgener indgik naturligt som en del af udsmykningen i kirkerne. Hvorvidt de såkaldte billedstorme på nogle af de katolske kirker i forbindelse med reformationen var begrundet i teologisk fordømmelse af den katolske kirkes billeddyrkelse i radikale kredse i den reformatoriske bevægelse, eller snarere skyldtes politiske og sociale spændinger imellem byernes borgere og de katolske gejstlige, har været omdiskuteret i forskningen. 

[5] Kor: den del af kirken, hvor alteret er placeret, og hvor præsten udfører de rituelle handlinger. Ofte er koret placeret i forlængelse af ”skibet”, hvor menigheden er placeret.

[6] Kannikkestole: sammenhængende, oftest rigt udskårne stolerækker langs væggene i koret, benyttet af gejstligheden ved gudstjenester i større middelalderkirker. Kaldes undertiden også korstole pga. placeringen.

[7] Højalter: kirkens hovedalter, oftest placeret i kirkens kor. I middelalderkirkerne var der ofte flere altre, såkaldte sidealtre, som ofte var viet til særlige helgener.

[8] Forvorpen skalk: en moralsk fordærvet bedrager.

[9] Byrd: slægt eller afstamning.

[10] Udsone: udstå straf, men her betyder det snarere, at almindelige straffe ikke er nok i forhold til forbrydelsens alvorlighed.

[11] Galge og Hjul: henviser til, at de skyldige først skulle hænges og herefter parteres og lægges på et vognhjul som sattes på en høj stage til skræk og advarsel for alle beskuere.

[12] Snare: jagtfælde, som består af en løkke, som dyr kan bevæge sig ind i, hvorefter de holdes fast.

[13] Kirkerøverske konge: nedsættende betegnelse for Frederik 1. (født 1471, regent 1523-33).

[14] Rigshofmesteren: Mogens Gøye, luthersk adelsmand (ca. 1470-1544).

Om kilden

Dateret
27.12.1530
Oprindelse
Lektor Povl Helgesens historiske Optegnelsesbog sædvanlig kaldet Skibykrøniken, udg. paa dansk ved A. Heise, København, 1890-91 s. 135-140.
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. januar 2017
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
27.12.1530
Oprindelse
Lektor Povl Helgesens historiske Optegnelsesbog sædvanlig kaldet Skibykrøniken, udg. paa dansk ved A. Heise, København, 1890-91 s. 135-140.
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. januar 2017
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk