Uddrag af Martin Luthers 'Om Kristi nadver. Bekendelse', 1528

Kilder

Kildeintroduktion:

Skriftet Om Kristi nadver. Bekendelse, der blev udgivet i 1528, var det afsluttende indlæg fra den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) i en nadverstrid med primært de to schweiziske reformatorer Ulrich Zwingli (1484-1531) i Zürich og Johannes Oekolampadius (1482-1531) i Basel. Nadverstriden omhandlede i hovedsagen spørgsmålet om, hvorvidt Kristus, som Luther hævdede, var virkeligt til stede i brødet og vinen (realpræsent), eller om nadveren blot skulle opfattes som et symbolsk mindemåltid, som schweizerne mente. Diskussionen samlede sig om udlægningen af ordene ”Dette er mit legeme”. Betød ”er” her reelt er? Det mente Luther. Eller betød ”er” nærmere betyder? Det mente Zwingli.

I den tredje og afsluttende del af skriftet, som bringes herunder, opsummerer Luther hovedpointerne i sin kristendomsforståelse. Splittelsen mellem reformatorerne faldt sammen med, at de evangeliske fyrstendømmer kom under større og større pres fra forskellige katolske forbund. Derfor var der mere end nogensinde behov for, at de forskellige evangeliske retninger stod sammen og fandt et fælles bekendelsesgrundlag. Men nadverstriden kom på tværs. Med den usikre politiske position og lærestridigheder inden for den evangeliske bevægelse var det ikke så underligt, at Luther afsluttede skriftet med en form for testamente over sin kristendomsforståelse. Luther var ifølge ham selv blevet misforstået og misbrugt, og da fremtiden var usikker, ville han formentlig sikre sig, at hans lære fremstod krystalklart, hvis han selv skulle falde fra. Uddraget giver derfor et kort og glasklart billede af Luthers teologiske standpunkter, som de så ud i 1528.

Tredje del af Om Kristi Nadver er udformet som en bekendelse og struktureret efter treenighedslæren: Gud, Søn og Helligånd. I den første del fastslår Luther sin gudsforståelse og sætter den i forbindelse med kirkens klassiske lære fra oldkirken.  I den anden del, der handler om Kristus, finder vi en række interessante udsagn fra Luther. Det skyldes, at bekendelsen til Kristus går over i en række udsagn om klostre, det menneskelige (forskellen mellem at være hellig og salig), samfundsindretning (de tre stænder/ordninger) m.m. og peger dermed hen på de forandringer, som reformationen førte med sig. Om Kristi Nadver viser, hvor tæt de samfundsmæssige ændringer er knyttet til teologiske spørgsmål. I den sidste del af ”Helligånden” finder vi en kortfattet udgave af Luthers forståelse af treenigheden, der afskiller sig fra andre i samtiden ved at overføre forestillingen om, at Gud giver sig selv for mennesker, som er central for forståelsen af Kristus, på Gud som skaber. Også i den skabte verden giver Gud sig selv. Formuleringerne er vigtige for det positive syn på livet i verden, som reformationen førte med sig.

Jeg kan se, at det bliver værre og værre med sekternes splittelser og vildfarelser, og at der ikke er nogen ende på Djævelens larm og ståhej. For at ingen, så længe jeg lever og efter min død, skal påberåbe sig mig og citere mine skrifter forkert for at bestyrke deres vranglære, hvad sværmerne allerede er i gang med i spørgsmålet om dåben og nadveren, så ønsker jeg med dette skrift at bekende min tro punkt for punkt over for Gud og hele verden. Jeg er fast besluttet på at holde fast ved den til min død – dertil hjælpe mig Gud! - at dø i denne tro og derefter træde frem for vor Herres Jesu Kristi domstol. Hvis nogen efter min død vil sige: »Hvis Luther stadig levede, ville han have lært og ment anderledes om dette eller hint, for han har ikke overvejet det godt nok« osv., så ville jeg svare, at jeg af Guds nåde nu som før og for al fremtid har overvejet alle disse synspunkter så omhyggeligt som muligt i lys af Skriften, og atter ofte har trukket dem gennem Skriften, og jeg vil forsvare dem med lige så stor sikkerhed, som jeg har forsvaret alterets sakramente. Jeg er hverken beruset eller utilregnelig. Jeg ved, hvad jeg siger, og jeg er fuldstændig klar over, hvad det vil indebære for mig ved vor Herres Jesu Kristi genkomst på den yderste dag. Derfor er der ingen, der skal lave en spøg ud af det eller gøre det til tom snak. Det er alvor for mig, for jeg har af Guds nåde lært Djævelen en hel del at kende. Når han kan fordreje og forvanske Guds ord og Skriften, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det med mine eller andres ord?

For det første tror jeg af hele mit hjerte på den høje artikel om den guddommelige majestæt, at Faderen, Sønnen og Helligånden, tre forskellige personer, er en sand, eneste og virkelig Gud, himlens og jordens skaber - i modsætning til arianerne[1], makedonierne[2] og sabellianerne[3] og lignende kættere. Alt dette har hidtil både den romerske kirke og alle kristne kirker ud over hele verden hævdet. 

For det andet tror og ved jeg, at Skriften lærer os, at den anden person i guddommen, Sønnen, alene blev sandt menneske, undfanget af Helligånden uden mands medvirken og født af den rene, hellige Jomfru Maria som af en rigtig, naturlig mor, således som Lukas beskriver det så klart, og profeterne har forkyndt det. Hverken Faderen eller Helligånden er altså blevet menneske, som nogle kætteres lære[4] går ud på.

Jeg tror også, at Guds søn ikke kun fik et legeme uden sjæl, som nogle kættere påstår[5] - men også en sjæl, dvs. blev helt og fuldt menneske og født som den lovede sæd eller det forjættede[6] barn af Abraham og David[7], og var Marias naturlige barn. Han var altså på enhver måde og i enhver henseende et rigtigt menneske som jeg selv og alle andre[8], bortset fra at han uden synd alene er kommet til verden gennem Jomfru Maria ved Helligånden.

Jeg tror ligeledes, at dette menneske er sand Gud, da der er blevet en evig, udelelig person af Gud og menneske, så Maria, den Hellige Jomfru, er en sand og virkelig moder, ikke alene til mennesket Kristus - som nestorianerne[9] hævder - men også til Guds søn, som Lukas siger: »Derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn« (1,35). Det er min og alle andres herre, Jesus Kristus, Guds og Marias eneste sande og naturlige søn, sand Gud og sandt menneske.

Jeg tror også, at denne Guds og Marias søn, Jesus Kristus, har lidt for os arme syndere, er blevet korsfæstet, døde og blev begravet, for at han kunne udfri os fra synden og døden og Guds evige vrede ved sit uskyldige blod. At han er opstanden på den tredje dag, faret til himlen og nu sidder ved Guds den almægtige Faders højre hånd som Herre over alle skabninger i himlen, på jorden og under jorden, Herre over død og liv, over synd og retfærdighed[10]. For jeg bekender og kan bevise det ud fra Skriften, at alle mennesker stammer fra et menneske, Adam, og ved fødslen har fået som arv hans fald, skyld og synd, alt det, han begik i Paradiset på grund af Djævelens ondskab. Således er alle mennesker sammen med Adam født i synd og lever og dør i synd, og de måtte være skyldige til den evige død, hvis Kristus ikke var kommet os til hjælp og havde taget denne synd og skyld på sig som et uskyldigt lam[11], og betalt for os ved sin lidelse og endnu dagligt træder frem for os som en trofast, barmhjertig mellemmand, frelser og vore sjæls eneste præst og biskop.

Hermed forkaster og fordømmer jeg som ren og skær vildfarelse al den lære, der hylder den frie vilje, da den er en diametral modsætning til den hjælp og nåde, vor frelser Jesus Kristus skænker os[12]. Uden Kristus ville synden og døden være vore herrer og Djævelen vor gud og fyrste, og der ville ikke være nogen kraft eller magt, ingen klogskab eller fornuft, hvorved vi kunne forberede os til eller tragte efter retfærdighed og liv. Vi måtte derimod være Djævelens og syndens fanger og ejendom, så vi gjorde og tænkte det, som behagede dem, og som var imod Gud og hans bud.

Jeg fordømmer ligeledes både gamle og nye pelagianere[13], der ikke vil lade arvesynden være nogen synd, men gør den til en fejl eller mangel. Men da døden hersker over alle mennesker, kan arvesynden ikke være nogen skavank, men en kæmpestor synd, som Paulus udtrykker det: »Syndens løn er døden« (Rom.6,23) og: »Dødens brod er synden« (1.Kor.15,56). På samme måde taler David i Salme 51,7: »Se, jeg er født i misgerning, min moder undfangede mig i synd.« Han siger ikke: »Min moder undfangede mig med synd«, men: »Jeg, jeg, jeg er undfanget i synd, og min moder har båret mig under sit hjerte i synd«, dvs. at jeg i moders liv er vokset op af syndig sæd, som den hebraiske tekst betegner det.

Dernæst fordømmer og forkaster jeg også alle munkeordener, regler, stiftelser, klostre som lutter djævelsk bedrag og vildfarelser, ja, overhovedet alt, hvad mennesker har grundlagt og opfundet uden for og ved siden af Skriften[14], bundet af løfter og pligter, selvom der har levet mange store, hellige der, udvalgt af Gud, som nok i denne tid derved er blevet forført, men dog til sidst er blevet forløst ved troen på Jesus Kristus og er undsluppet fortabelsen. Så længe disse ordener, stiftelser og sekter har levet efter og holdt fast ved den opfattelse, at man på denne måde og ved sådanne gerninger vil og kan blive salig og befriet fra synden og døden, er der sket en ubestridelig og grusom bespottelse og fornægtelse af den eneste hjælp og nåde fra vor eneste frelser og formidler, Jesus Kristus. Der er jo »ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses« (Ap.G.4,12), og det er umuligt, at der skulle være andre frelsere, andre veje og måder at blive salig på end ved den eneste retfærdighed, vor frelser Jesus Kristus, som har skænket os denne retfærdighed og stillet den frem for Gud som vor eneste nådestol[15], Rom.3,25. 

Det ville være en god ting, hvis man bevarede klostrene og stiftelserne med den hensigt der at oplære unge mennesker i Guds ord, Skriften og kristen livsførelse, så man kunne uddanne gode, dygtige mænd til biskopper, præster og andre tjenere inden for kirken og dygtige, lærde mennesker til tjeneste i den verdslige øvrighed og gode, fromme og dygtige kvinder til at føre hus og opdrage børnene på kristen vis. Men at søge en vej til salighed der, det er Djævelens lære og tro, l.Tim.4,1.

Men de hellige ordninger og sande indstiftelser af Gud er disse tre[16]: præsteembedet, ægtestanden og den verdslige øvrighed. Alle, der har et præsteembede eller er ordets tjenere, står i en hellig, rigtig og gudvelbehagelig orden og stand som de, der prædiker, meddeler sakramenterne, forestår den fælles fattigkasse, kordegne, kirketjenere, eller dem, der er i disses tjeneste osv. De er alle med i et arbejde, der i Guds øjne er lutter hellige gerninger.

Også den, der er far eller mor, styrer sit hus vel og opfostrer sit barn til tjeneste for Gud, udøver en gerning, der helt igennem er velbehagelig for Gud og er en del af hans hellige forordning. Det samme er tilfældet, når børn er lydige mod deres forældre, og ansatte mod deres overordnede; det er også idel hellighed. De, der lever i disse ordninger, er levende helgener her på jorden.

På samme måde forholder det sig med fyrster, godsejere, ministre, dommere, embedsmænd, notarer og alle, der er i tjeneste hos disse personer og er dem lydige og underdanige. De er alle gudvelbehagelige og fører i hans øjne et helligt liv. Disse tre ordninger eller indstiftelser er jo grundet på Guds ord og befaling, og det, der er det, må være helligt, for hans ord er helligt og gør alt det helligt, der er ved og i det.

Oven over disse samfundsordener befinder sig den almindelige orden, der hedder kristen kærlighed, hvori man ikke kun tjener de tre samfundsordener, men også i al almindelighed enhver, der er i nød, med alle mulige velgerninger: giver den sultne mad, de tørstige noget at drikke, tilgiver sine fjender, beder for alle mennesker, lider alt muligt ondt her på jorden osv. Se, det hedder alt sammen lutter gode gerninger, men alligevel er ingen af dem en vej til salighed. Der er kun en vej, der er hævet over alle andre veje: troen på Jesus Kristus. At være hellig og blive salig er nemlig to vidt forskellige ting. Salig bliver man alene gennem Kristus, men hellig bliver man både ved en sådan tro og gennem sådanne guddommelige indstiftelser og ordninger. Selv ugudelige mennesker kan være præget af meget, der er helligt, uden at de af den grund bliver salige, for Gud ønsker sådanne gerninger af os alene til hans pris og ære. Alle, der er salige i troen på Kristus, gør den slags gerninger og søger at bevare disse ordninger.

Det, der er sagt om ægtestanden, gælder ligeledes enker og ugifte kvinder, for de hører jo også til i hjemmet og husholdningen. Når nu disse ordninger og guddommelige indstiftelser ikke gør salige, hvad skulle så Djævelens klostre og stiftelser kunne udrette, der overhovedet ikke hviler på Guds ord, og som oven i købet raser imod den eneste vej for troen og modsætter sig den?

For det tredje tror jeg på Helligånden, der sammen med Faderen og Sønnen er en sand Gud, og som til evig tid udgår fra Faderen og Sønnen, dog som en selvstændig person i et guddommeligt væsen og en guddommelig natur. Gennem Helligånden som en levende, evig, guddommelig gave bliver alle troende smykket med troen og andre åndelige gaver, opvakt fra de døde, befriet fra synden og gjort glade og tillidsfulde, frie og trygge i samvittigheden. For det er vor trøst, når vi føler Åndens vidnesbyrd i vort hjerte, at Gud vil være vor fader, tilgive os vor synd og skænke os evigt liv. Det er de tre personer og den ene Gud, som har givet os sig selv helt og fuldt med alt, hvad han er og har. Faderen skænker os sig selv sammen med himlen og jorden og alle skabninger, så de kan tjene os og være os til nytte. Men denne gave blev formørket og gjort nytteløs ved Adams fald[17], så derfor gav også Sønnen os sig selv og skænkede os alle sine gerninger, lidelser, visdom og retfærdighed og forsonede os med Faderen, så vi blev levende igen og retfærdiggjorte til også at kende Faderen og hans gaver. Men da denne nåde ikke ville være til gavn for nogen, hvis den forblev hemmelig og skjult og ikke kunne komme til os, så kommer Helligånden og skænker os også sig selv helt og fuldt. Han lærer os at forstå den velgerning, Kristus har vist os, hjælper os med at tage imod den og bevare den, bruge den til gavn for os, dele den ud til andre og øge og fremme den. Det gør han både indadtil og udadtil - indadtil ved hjælp af troen og andre åndelige gaver, udadtil gennem evangeliet, dåben og alterets sakramente, hvorved han kommer til os som ad tre veje eller på tre måder og indprenter os Kristi lidelser, så frelsen bliver os til gavn.

Derfor hævder og ved jeg, at ligesom der ikke er mere end et evangelium og en Kristus, således er der heller ikke mere end en dåb, og at dåben i sig selv er en guddommelig ordning, som hans evangelium er det. På samme måde som evangeliet derfor ikke er falsk eller urigtigt, selvom der findes nogle, der bruger eller udlægger det falsk eller ikke tror på det, således er dåben heller ikke falsk eller urigtig, selvom nogle modtager den eller skænker den uden tro eller misbruger den på anden måde. Af den grund forkaster og fordømmer jeg fuldstændigt gendøbernes[18] og donatisternes lære[19] og alle dem, der bruger gendåb.

Ligeledes siger og bekender jeg, at i alterets sakramente spises og drikkes Kristi legeme og blod med munden i brødet og vinen, selvom de præster, der deler det ud, eller de, der modtager det, ikke tror på det[20] eller misbruger det på anden måde. Det beror nemlig ikke på menneskers tro eller vantro, men på Guds ord og ordning - medmindre de først ændrer hans ord og anordninger og udlægger dette på en anden måde, som fjenderne af nadveren gør nu. De har virkelig kun brød og vin, ejer heller ikke Guds ord og hans indstiftede ordning, men har fordrejet og forvansket disse ting ud fra deres egen opfattelse.[21]

Dernæst tror jeg, at der er en hellig, kristen kirke på jorden, som er menigheden og antallet eller forsamlingen af alle kristne i hele verden, Kristi eneste brud og hans åndelige legeme, som han er det eneste hoved for. Men biskopperne eller præsterne er i denne forbindelse ikke hoveder, herrer eller brudgomme for de kristne, men tjenere og venner og - som ordet »biskop« fortæller os – tilsynsmænd, vogtere og beskyttere. Denne kristenhed findes ikke kun i den romerske kirke og hos paven, men i hele verden, som profeterne har forkyndt det, at Kristi evangelium skulle nå ud til alle folkeslag, Sl 1.2,8; 19,5. Således er den kristne kirke geografisk set spredt ud overalt, hos paven, tyrkere, persere, asiater, men samlet på åndelig vis i et evangelium og en tro under et hoved, Jesus Kristus. Pavedømmet er virkelig endetidens sande herredømme eller det rette antikristelige tyranni, der sidder i Guds tempel og regerer efter menneskers bud, som Kristus taler om i Matt.24 og Paulus i 2.Tess.2. Tyrken[22] og al kætteri, hvor det end befinder sig, hører egentlig også med til denne pestilens. Han skal ifølge profeterne ligeledes befinde sig på det hellige sted, men han kan ikke sammenlignes med pavedømmet.

Overalt i denne kristne kirke, hvor den end findes, er der tilgivelse for synden, dvs. et kongerige af nåde og sand aflad, for i den findes evangeliet, dåben, alterets sakramente, hvor syndernes forladelse tilbydes, hentes og modtages. Desuden befinder Kristus sig også der og Gud og hans Ånd. Uden for denne kristne kirke er der ingen frelse eller syndsforladelse, men evig død og fordømmelse, og selvom meget ser ud til at være helligt der, og der er mange gode gerninger, er alt dog forgæves. En sådan syndstilgivelse kan ikke kun forventes en gang, nemlig i dåben, som novatianerne[23] lærer, men så ofte og så mange gange, man har brug for den, lige til døden.

Af den grund sætter jeg det private skriftemål meget højt, for her tilsiges Guds ord og absolution[24] med syndernes forladelse privat og til hver enkelt, og så ofte man ønsker det, kan man deri finde tilgivelse og også trøst, råd og vejledning. Dette skriftemål er i sandhed en kostbar og nyttig ting for sjælen, så længe man ikke påtvinger nogen det med love og påbud, men lader det være frit for enhver at gøre brug af det i sin nød, når og hvor man vil – ligesom vi har frihed til at søge råd, trøst og vejledning, når og hvor vor nød og vilje kræver det. Man skal heller ikke tvinge nogen til at opregne og bekende alle synder, men kun dem, der piner ham mest, eller dem, man først og fremmest vil nævne, således som jeg har beskrevet det i min lille bog om bønnen.

Men afladen, som pavekirken sidder inde med og deler ud af, er et gudsbespotteligt bedrageri, ikke kun, fordi den opdigter og udtænker en særlig tilgivelse ud over den almindelige, der skænkes i hele den kristne kirke gennem evangeliet og sakramenterne, og således krænker og tilintetgør denne almindelige tilgivelse. Den er også bedragerisk, fordi den baserer tilgivelsen af synden på menneskers gerninger og fromme fortjenester, hvor Kristus jo alene kan give og har givet os sin fortjeneste.

Jeg anser det ikke for en synd at bede for de døde ud fra sit eget skøn, da Skriften ikke nævner noget om dette. Det kunne f.eks. ske således: »Kære Gud, hvis sjælen er således beskaffen, at den kan hjælpes, så vær den nådig« osv. Når det er sket en eller to gange, så lad det være nok, for vigilierne[25] og sjælemesserne og de årlige rekviemmer[26] er ingen nytte til, men kun Djævelens gøglemarked. Der står heller ikke noget i Skriften om skærsilden[27], og det har sikkert sit udspring fra genfærdsånder. Det er efter min opfattelse unødvendigt at tro på den, selvom Gud for hvem alt er muligt, måske kunne lade sjælen pine et stykke tid efter afskeden fra jordelivet. Men han har ikke ladet skrive eller sige noget om det, så derfor vil han heller ikke, at man skal tro på det. Jeg kender ellers skærsilden på en anden måde[28], men det ville ikke være passende at undervise om den i menigheden eller på anden side beskæftige sig med den ved hjælp af messegaver eller vigilier.

Andre før mig har angrebet påkaldelsen af de hellige, og det tiltaler mig. Jeg tror også, at det er Kristus alene, vi skal påkalde som vor mellemmand, som Skriften lader forstå. Skriften lærer intet om påkaldelse af helgenerne, derfor er det usikkert, om man skal tro på det.

Hvis det at salve med olie fandt sted i overensstemmelse med Skriften (Mark.6,13; Jak.5,14), ville jeg godkende det, men man skal ikke gøre det til et sakramente. Ligesom man i stedet for vigilierne og sjælemesserne kunne holde en prædiken om døden og det evige liv, ved begravelsen bede en bøn og tænke over vor egen død, som det ser ud til, at de gamle gjorde, ville det også være på sin plads at besøge de syge, bede for dem og formane dem, og hvis nogen ønskede at blive salvet med olie, stod det en' frit for at gøre det i Guds navn.

Man skal heller ikke gøre ægteskabet og præsteembedet til et sakramente. De er i sig selv hellige ordninger nok. Boden er heller ikke andet end at leve i dåben og dens kraft. Således bliver der da kun to sakramenter tilbage: dåben og Herrens nadver sammen med evangeliet, hvori Helligånden i rigeligt mål tilbyder, skænker og indprenter os syndernes forladelse.

Den værste af alle pestilenser anser jeg messen[29] for at være, når den holdes eller sælges som et offer eller en god gerning, som nu er grundlaget for alle religiøse stiftelser og klostre, der - om Gud vil - snart skal ødelægges. Selv om jeg har været en stor, forbitret og forhærdet synder og tilbragt min ungdom på den mest skammelige måde, er min værste synd dog den, at jeg har været sådan en from munk og i mere end 15 år på en grufuld måde har fortørnet, pint og plaget min kære Herre med de mange messer. Men hans uudsigelige nåde ske lov og tak i al evighed, fordi han har ført mig ud af den vederstyggelighed og dagligt bevarer og styrker mig i den rette tro trods min ringe taknemmelighed.

I forbindelse hermed har jeg rådet folk til - og gør det stadig væk - at forlade stiftelserne og klostrene med deres munkeløfter, begive sig væk derfra og ud i de sande kristne ordninger, så de slipper fri af den afskyelige messe og den forfærdelige fromhed som f.eks. kyskhed, fattigdom, lydighed, hvorved man tror at blive salig. Lige så smukt det var ved kristenhedens begyndelse at leve i ugift stand, lige så vederstyggeligt er det nu, når man derved fornægter Guds hjælp og nåde. Man kan udmærket leve som ung kvinde eller i enkestanden og være kysk uden denne grufulde pestilens.

Billeder, klokker, messedragter, kirkeudsmykning, alterlys og den slags ting betragter jeg som noget frit. Den, der vil, kan undlade dem, selv om jeg anser billeder og malerier, hentet fra Skriften og fra gode historier, for meget nyttige, og at man kan bruge dem, som det passer en. Jeg har således ingen sympati for billedstormerne[30].

Til sidst: Jeg tror på opstandelsen fra de døde på den yderste dag, både af onde og gode, så at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet. Så skal de hellige leve til evig tid sammen med Kristus og de onde dø i al evighed sammen med Djævelen og hans engle. Jeg har nemlig ikke den opfattelse, som andre prædiker, at djævlene også engang skal blive salige.

Dette er min tro, for således tror alle kristne, og alt dette lærer Den Hellige Skrift. Hvad jeg har sagt for lidt om her i dette skrift, vil mine andre skrifter kunne supplere op med på tilstrækkelig måde, især dem, der er udkommet inden for de sidste 4-5 år. Jeg beder om, at alle fromme hjerter vil være mine vidner og bede for mig, så jeg kan holde fast ved denne tro til min sidste stund. Hvis jeg - det forbyde Gud! - i anfægtelse eller dødsangst skulle sige noget andet, så lad det ude af betragtning. Jeg bekender hermed for offentligheden, at det er forkert og inspireret af Djævelen selv. Dertil hjælpe mig min Herre og Frelser, Jesus Kristus, velsignet være han i al evighed!

Amen.


Ordforklaringer m.m.

[1] Det var vigtigt for Luther at slå fast, at hans teologi lå i direkte forlængelse af oldkirken. Derfor distancerede han sig fra de største oldkirkelige kætterier. Arianerne: tilhængere kirkefaderen Arius fra Alexandria i Ægypten (død ca. 340). Arius’ lære, der hævdede, at Kristus var skabt af Gud og som sådan forskellig fra og underordnet Gud, blev fordømt ved det første økumeniske (almene, fælles kristne) kirkemøde i Nikæa i 325. Ved samme møde vedtog man læren om treenigheden. Faderen, Sønnen og Helligånden var ét og samme væsen, men i tre forskellige personer.

[2] Makedonierne: tilhængere af den græske biskop af Konstantinopel (død ca. 360). Makedonius angreb også tanken om treenigheden ved at benægte, at Helligånden var en af Treenighedens guddommelige personer. Makedonius’ lære blev fordømt ved kirkemødet i Konstantinopel i 381.

[3] Sabelianerne, også kaldet ’modalister’, var tilhængere af Sabellius, som omkring år 250 fremsatte den tanke, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke var tre personer, men kun tre forskellige former, Gud kunne åbenbare sig som. Dette synspunkt blev ligeledes forkastet ved kirkemødet i Konstantinopel i 381.

[4] Her henviser Luther formentlig til modalisterne, jf. note 3, og de såkaldte patripassianister. Sidstnævnte mente, at det var Faderen, ikke Sønnen, der blev til menneske i Jesus og led på korset som Kristus. Herved benægtes eksistensen af Gud i Sønnens person.

[5] Luther tænker her formentlig på bl.a. Apollinarius af Laodikæa fra det 4. århundrede. Apollinarius var en stor kritiker af arianernes lære og gik så langt i sin egen lære som til at hævde, at Sønnen kun havde antaget menneskelig skikkelse, men ikke en menneskelig sjæl. I stedet for en sjæl fandtes i Kristus den guddommelige kraft, som var hos Gud allerede før skabelsen, og som i Kristus åbenbaredes for mennesket. Apollinarius’ lære betegnes også som monofysitisme, se note 9.

[6] Forjætte: love, bebude

[7] Henvisninger til profetier i Det Gamle Testamente om, at den kommende Messias dels skulle være af Abrahams slægt, jf. 1 Mos 12,3; 17,19; 22; 18 og 28,14 og dels være kong Davids søn og arving til hans trone, jf. 2 Sam 7,12-14; 1 1 Krøn 17,11-14; Jer 23,5 og Sl 89,35-38. I Det Nye Testamente fremgår det, at Jesu fødsel blev anset som opfyldelse af disse profetier. Bl.a. begynder Matthæusevangeliet med, at Jesu slægtslinje føres tilbage til både David og Abraham, Matt 1,1-18. Se evt. også Luk 1,31-33 og 3,34; Gal 3,16 og Rom 1,1-4.

[8] Læren om at Kristus var fuldkommen menneskelig, men uden synd, blev fastslået ved kirkemødet i Kalkedon i 451.

[9] Nestorianerne: tilhængere af biskop Nestorius af Konstantinopel (død omkring midten af 400-tallet). I Nestorius’ lære adskilles Kristi to naturer: den menneskelige og den guddommelige. Selvom de var forbundet med hinanden, udgjorde de ikke en fuldstændig og essentiel enhed. Konsekvensen var, at Maria ikke kunne kaldes Guds moder, da hun kun havde født Jesu menneskelige natur. Nestorianerne stod i opposition til de såkaldte monofysitter, som mente, at der i Kristus kun var en natur, den guddommelige. På kirkemødet ved Kalkedon i 451 vedtog man, at Kristus både havde en guddommelig og en menneskelig natur, som var uadskilleligt forenede i én person. Hermed brød man med både nestorianernes lære, som blev kritiseret for at opsplitte Kristi person i to, og monofysitternes lære om én natur og én person, som blev kritiseret for at blande guddommelighed og menneskelighed sammen. Begge disse retninger blev erklæret kætterske, men dannede efterfølgende selvstændige kirkesamfund. Kirkemødet i Kalkedon afsluttede stridighederne omkring forståelsen af treenigheden og Kristi natur (kristologien) inden for den økumeniske (almene) kirke, som blev videreført i den katolske kirke, men som også Luther tilsluttede sig. Man enedes om den formel, at Kristus var både Gud og menneske ”uden sammenblanding og uden adskillelse”. Den formel fik stor afgørende betydning for Luthers måde at tænke på.

[10] Synd og retfærdighed er betegnelse for de to mulige grundrelationer, der kan bestå mellem Gud og mennesket. Synd er det, der adskiller mennesket fra Gud, fordi mennesket bryder med Guds vilje. Retfærdighed udtrykker det rette forhold til Gud og er hos Luther forstået som den gave, som Gud giver de troende i form af et nyt liv i troen på, at Kristus har taget menneskets synd på sig, hvilket gør det muligt at opnå frelse.

[11] Kristus var som det eneste menneske født fri af arvesynden.

[12] Her henviser Luther formentlig både til sin kritik af den katolske kirkes lære om, at man gennem gode gerninger kunne påvirke sin egen frelse, og til striden omkring menneskets frie vilje, som han i midten af 1520’erne førte med den store nederlandske renæssancefilosof og teolog, Erasmus af Rotterdam. Erasmus så mennesket som et fornuftsvæsen, som måtte kunne vælge frit. Uden en fri vilje ville menneskets gerninger være meningsløse, og mennesket ville ikke kunne tage ansvar for sit liv. Som minimum måtte mennesket være frit til at acceptere Guds frelse. Med andre ord var det kun i friheden, at belønning og straf kunne findes. Luther var modsat af den opfattelse, at mennesket på ingen måde gennem gerninger kunne påvirke sin frelse. Mennesket kan hverken vælge frelsen fra eller til. Den skænkes mennesket af Gud på baggrund af tro alene. Erasmus var optaget af mennesket som moralsk individ. Luther var optaget af en teologi, der kunne give mennesket vished om frelse.

[13] Pelagianere: tilhængere af den britiske munk Pelagius’ (død ca. 418) lære. Pelagius benægtede arvesynden og hævdede, at mennesket var frit stillet med mulighed for at føre et syndfrit liv. Når synden alligevel havde fået så stor magt, skyldtes det det dårlige eksempels magt over menneskene – ikke et nedarvet syndigt anlæg. Pelagius’ teologi var udviklet i en polemik med kirkefaderen Augustin, som mente, at mennesket var afskåret fra Gud pga. arvesynden. Kun gennem Guds nåde blev et vist antal mennesker, uden nødvendigvis at have fortjent det, skænket Guds nåde. For Pelagius var konsekvensen af Augustins teologi, at den ville medføre en manglende moral blandt mennesker, når man ikke selv kunne påvirke frelsen.

[14] Luther ønskede et opgør med de traditioner og forskrifter inden for den katolske kirke, som ikke havde belæg i Bibelen, bl.a. klostervæsnet.

[15] Nådestol: Oprindeligt stammer udtrykket fra en beskrivelse af Pagtens Ark i 2 Mos 25,17-22, hvor det bruges om et guldlåg på arken, der var prydet af to keruber (himmelske væsner). I den nuværende oversættelse af Biblen er betegnelsen erstattet med ”sonedækket”. Pagtens ark var den kiste, hvori Moses havde fået besked på at placere De Ti Bud af Gud. Arken blev placeret i templet i Jerusalems inderste helligdom. Ved den årlige forsoningsdag i den gamle israelitiske religion ofredes en tyr, og dens blod blev stænket på sonedækket, dvs. nådestolen, for at sone menneskets synder. Nådestolen blev senere, især pga. Paulus (Rom 3,25), et vigtigt motiv i kristendommen. Paulus gør Kristus til ”offerdyret”, som en gang for alle har sonet menneskets synder. Nådestolsmotivet blev også et yndet motiv i kirkekunsten, ofte som en fremstilling, hvor Gud, den forpinte og plagede, ofte korsfæstede Kristus og Helligåndens due (treenigheden) optræder. 

[16] Her kommer Luther omkring indholdet i sin såkaldte trestandslære.

[17] Adams fald: Adams synd, som blev nedarvet til alle efterfølgende mennesker.

[18] Gendøberne: anabaptisterne. Yderligtgående retning på reformationstiden, som ikke mente, at reformatorerne gik langt nok i bestræbelserne på at genoprette en kirkeorden efter nytestamentligt mønster. Anabaptisterne tillægger ikke barnedåben nogen betydning, men i stedet står voksendåb eller bekendelsesdåb, som det kendes fra Biblen, centralt i deres tro. De forskellige anabaptistiske retninger blev alle regnet for kætterske og blev forfulgt i både 15- og 1600-tallet. I dag omtaler man dem almindeligvis som ”den radikale reformation”.

[19] Donatisterne: tilhængere af biskop Donatius fra Kartago i Nordafrika i 300-tallet. Donatisterne benægtede gyldigheden af de sakramenter, som var udført af syndige, urene eller frafaldne præster og biskopper. Det drejede sig især om dåben og præsteordinationen.   

[20] Formentlig en henvisning til en af Luthers samtidige reformatorer, Kasper Schwenkfeld (1490-1561), som mente, at nadverelementerne, brødet og vinen, kun kunne indvies af sande troende. På samme måde var det kun sande troende, som kunne indtage nadveren som Jesu legeme og blod. Schwenkfelds lære blev forkastet af Luther, og han blev opfattet som kætter.

[21] Henvisning til Zwinglis og Oekolampadius’ nadverlære, som de to første og længste dele af Om Kristi Nadver bruges på at afvise. Stridens kerne var, at schweizerne forstod Jesu ord ved nadverindstiftelsen som symbolske. Dvs. at brødet og vinen kun var symboler på Jesu legeme og blod. Denne opfattelse baserede de på Luthers afvisning af den katolske transsubstantiationslære, læren om, at brødet og vinen under indvielsen (konsekrationen) i deres væsen/substans forvandles til Jesu legeme og blod, men i deres ydre fremtræden beholder brødets og vinens form og smag. Luther mente dog, at schweizerne gik for langt i deres afvisning af Kristi legeme og blods tilstedeværelse i brødet og vinen. Luther afviste ikke den såkaldte realpræsens, dvs. Kristi nærvær i nadveren. Luther adskilte sig fra den katolske lære i opfattelsen af, at det kun var sammen med ordet, dvs. de bibelske indstiftelsesord, som Luther forstod som et løfte eller en forjættelse, at Kristus var nærværende i brød og vin. For Luther var det afgørende, at hverken Gud eller Kristus blev i Himlen, men netop var nærværende i det jordiske liv. Luthers hårdnakkede fastholdelse af realpræsensen skulle sikre, at den Gud, der i forvejen var nærværende i alt som den, der havde skabt verden, også var nærværende som en nådig Gud for den enkelte. Luthers modstandere mente, at forestillingen om et legemligt nærvær i brød og vin undergravede forestillingen om, at Kristus også var sandt menneske, fordi allestedsnærvær ikke kunne være en menneskelig, jordisk egenskab.

[22] Tyrkerne (osmannerne) var i 1520’erne rykket langt mod vest og havde underlagt sig store dele af det østlige middelhavsområde. I 1526 underlagde osmannerne sig Ungarn og kom derved i konflikt med det tysk-romerske kejserrige (Habsburgerriget). I 1529, året efter dette skrifts udgivelse, belejrede osmannerne Wien.

[23] Novatianerne: tilhængere af den romerske biskop Novatianus fra 200-tallet. De mente, at kirken kun bestod af mennesker, der førte et helligt og syndfrit liv. Kirken havde derfor ikke fuldmagt til at give syndsforladelse til dem, der var faldet i dødssynd efter dåben.

[24] Absolution: syndsforladelse.

[25] Vigilie: ’nattevågen’ eller ’vagthold’ (af lat. vigilia ’det at våge’). Betegner kirkebøn eller gudstjeneste dagen og natten før en stor fest i den katolske kirke. Men kan også betegne bøn forud for sjælemesser, der blev afholdt for at forkorte afdødes ophold i skærsilden.

[26] Rekviem: årlige katolske messer for afdøde.

[27] Skærsilden: Skærsilden var i den katolske kirke stedet, hvor de afdødes sjæle skulle renses før opstandelsen på dommedag. Luther mente ikke, skærsilden eksisterede, da der ikke fandtes belæg for det i Biblen.

[28] Henvisning til Luthers kritik af afladshandlen og konsekvenserne af denne kritik. Først i 1530 brød Luther definitivt med læren om skærsilden. Luther tænkte her sandsynligvis på de anfægtelser, man, og især han som troende, allerede kunne have i dette liv.

[29] Messe: den katolske gudstjeneste.

[30] Billedstormerne: Flere protestantiske retninger, især de reformerte, mente, at den overdådige katolske billedkultur og tilbedelsen af figurer og helgenskrin var afguderi og ønskede derfor kirkerne renset for billeder og udsmykning. Luther mente derimod, at billederne var uskadelige, så længe de ikke selv blev tilbedt eller tillagt hellige egenskaber. Kalkmalerier osv. kunne ifølge Luther ligefrem have en pædagogisk funktion overfor meninghederne.

Om kilden

Dateret
1528
Oprindelse
Martin Luther: "Om Kristi nadver. Bekendelse, 1528", oversat af Helmer Hedegaard-Jensen i: Martin Luther Skrifter i udvalg (1994), s. 325-336
Kildetype
Erklæring , Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. januar 2017
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
1528
Oprindelse
Martin Luther: "Om Kristi nadver. Bekendelse, 1528", oversat af Helmer Hedegaard-Jensen i: Martin Luther Skrifter i udvalg (1994), s. 325-336
Kildetype
Erklæring , Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. januar 2017
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk