Uddrag af læge Johan V. R. Wissings medicinalberetning fra Sankt Thomas, 1882

Kilder

Kildeintroduktion:

Johan Vilhelm Rudolph Wissing (1848-1894) var kommunelæge i Christiansted på Sankt Croix fra 1880 til 1882, hvor han fik en tilsvarende stilling i den vestlige del af den store havneby Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Fire år senere blev han også fysikus, dvs. embedslæge, for Sankt Thomas og Sankt Jan. Wissing forlod Vestindien i 1891, hvorefter han blev praktiserende læge i København. Nedenfor er gengivet et uddrag fra hans medicinalberetning fra byen Charlotte Amalie i 1882.

I 1803 havde alle læger i Danmark fået påbud om at indsende årlige medicinalberetninger til Sundhedskollegiet, den centrale sundhedsforvaltning i København. Lægerne skulle bl.a. skrive om de vigtigste sygdomme, dødeligheden, mad- og drikkevarernes kvalitet, udbredelsen af koppevaccination, jordemødrenes vilkår, evt. kvaksalveri samt apotekernes indretning og lagre.

I 1820 blev de vestindiske læger omfattet af denne indberetningspligt, og Rigsarkivet har derfor de vestindiske medicinalberetninger fra 1823 til 1910. Ligesom for andre dele af det danske monarki er de fortræffelige kilder til sygdomsbilledet og lægernes indsats for at bekæmpe sygdommene. Men de giver også et godt indblik i de sociale forhold, ligesom de belyser kulturkløften mellem lægerne og lokalbefolkningen.

Da kommunelæger først og fremmest skulle tage sig af patienter, der blev behandlet for offentlig regning pga. fattigdom, fik Wissing et indgående kendskab til levevilkårene hos de mange, dårligt stillede sorte indbyggere i Charlotte Amalie. Dette satte et stærkt præg på hans medicinalberetninger, hvor elendige sanitære forhold og høj børnedødelighed var tilbagevendende emner.

Det er også disse spørgsmål, som bliver beskrevet mest indgående i rapporten for 1882 og derfor er udvalgt i denne sammenhæng. Her gengives også afsnittet om veneriske sygdomme (kønssygdomme), hvorimod 1882-beretningens kortere redegørelser for bl.a. immigration fra andre dele af Caribien, udlevering af medicin, hjertesygdomme, brystsygdomme, brok samt sygdomme hos politiet er udeladt.

Da medicinalberetningen for 1882 blev udarbejdet, havde Wissing kun opholdt sig tre måneder i Charlotte Amalie, hvor han efter eget udsagn havde givet gratis lægehjælp til 146 personer. Men han havde allerede dannet sig et klart indtryk af den lokale befolkning på godt og ondt. Det ændrede sig ikke de følgende år. Han havde medfølelse med dem, der havde svært ved at klare dagen og vejen, selv om de knoklede hårdt. Men han var stærkt frustreret over den ligegyldighed og "sorgløshed", som han oplevede blandt en stor del af især de mandlige patienter. Tilsvarende holdninger genfindes i medicinalberetninger fra mange andre danske læger, der arbejdede i Vestindien i 1800-tallet.

Wissings medicinalindberetning findes på Rigsarkivet, 1252 Sundhedsstyrelsen, Medicinalberetninger, Vestindien (1823-1832), og er her transskriberet og bearbejdet af seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen

Intermitterende og remitterende febre[1]

Jeg har i de tre måneder haft i alt en snes tilfælde [af disse febre], et ved første blik påfaldende lille antal, navnlig når jeg sammenligner det med, hvad de samme tre måneder præsterede på St. Croix, imod hvilket dette er noget rent ubetydeligt. 

Jeg har det indtryk, at St. Thomas i denne henseende - når der vælges sundhedsmæssig bolig - er et langt sundere opholdssted end St. Croix, og at de væsentlige feberfoci her i byen temmelig bestemt kan udpeges. Jeg tror, at der er enkelte forhold her i byen, hvori der fra et hygiejnisk standpunkt burde kræves en forandring, som ville forandre sundhedstilstanden i det hele taget betydeligt, og at St. Thomas kunne blive i sanitær henseende et "mønster på en tropisk by".[2]

Hvis det må indrømmes, at sundhedsforholdene er en af de vigtigste faktorer i et samfunds liv og eksistens, og at dette ikke mindst gælder om et nordisk moderlands tropiske koloni, hvor der lever et forholdsvis stort antal af ikke indfødte, så gælder det formentlig om at udfinde de hygiejniske grundsygdomme, hvoraf vedkommende lokalitet lider.

Det er nu min overbevisning - og jeg står ikke ene med den - at de intermitterende og remitterende febre er vor egentlige hovedsygdom herude, ikke alene i den forstand, at den har den største morbilitetsprocent[3] på morbilitetslisterne - thi dette er et faktum - men hovedsagelig i den forstand, at det er den sygdom, som mest undergraver sundheden i det hele taget, og som direkte eller indirekte lægger grunden til flere andre væsentlige og stærkt repræsenterede sygdomme herude.

Derfor vil enhver foranstaltning, som modarbejder febrene, have en stor og indgribende indflydelse på sundhedsforholdene i det hele. Og når man stiller sig klart, at febrene ingenlunde hæfter ved klimaet i og for sig, og ikke ved stedet, fordi det er tropisk, men beror på faktorer, som lige så godt kunne findes på en langt nordligere breddegrad, og som f.eks. i ganske eminent grad findes i Italiens malaria-egne i nærheden af Rom, men som ganske vist særligt begunstiges af et tropisk klima, så påtrænger sig det spørgsmål, om det skulle være muligt at udfinde disse faktorer, og om det da skulle være muligt at råde bod på dem, med andre ord: gøre jordbund og forhold så ugunstige som muligt for udviklingen af malaria-miasmet.[4]

Der er nu her i St. Thomas by[5] to forhold, som utvivlsomt har en væsentlig betydning i denne henseende. Det ene er de store, gennem byen løbende kanalers tilstand. Jeg holder mig her i min fremstilling alene til det største, vestlige ”gut”, fordi dette alene ligger i mit distrikt, men mener ganske vist, at hvad der gælder om dette, også i fuldt mål gælder om de to andre.

Min opmærksomhed blev henvendt derpå ved nogle febertilfælde, som forefaldt i den mod kanalen vendende ende af Liefdegade, hvor der tillige findes en bred, grøft-lignende rendesten af den grueligste beskaffenhed. Ved derefter at mærke mig feberpatienternes bolig, viste det sig, at de næsten alle dannede et bælte langs kanalen, ikke et eneste tilfælde forefaldt oppe på højene, og et eneste tilfælde syd for hovedgaden var netop tæt ved kanalens udmunding.

Her er jo kun tale om få tilfælde, iagttaget i kort tid, og det hele kunne jo være tilfældigt, men en undersøgelse af kanalen bringer én til at tro det modsatte. Kanalens sider er muret af kampesten og cement, i enhver henseende fortrinlige, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor man ikke, da dette betydelige arbejde blev gjort, murede bunden med, thi denne bund er kun løs, stenet jord.

Kanalens funktioner er flere og forskelligartede. Den er først afløb for den vandstrøm, som ved svære regnskyl kommer ned fra højderne, idet den kun er en muret fortsættelse af det deroppe fra kommende, af naturen dannede gut. Dette er vel dens egentlige og væsentlige funktion, og den eneste, som burde bibeholdes.

Dernæst er den fælles kloak for en stor mængde rendestene, som udtømmer alt deres indhold i den, og dette indhold bliver liggende på samme plet, hvor det er udtømt! Så er den en stor fælles skarntønde for alle de tilstødende huse, og selv om renovationsvognene får noget, er det vist, at der ydes kanalen en meget rigelig tribut af disse stoffer. Endelig bliver den i vid udstrækning benyttet som latrinkule.

Beboerne af de to rækker huse, som begrænser kanalen, ved, at politiet bestandig har et skarpt øje med dem, og de gribes derfor sjældent på fersk gerning. Dog har jeg selv en gang oplevet at få det at se. Medens jeg var inde hos en dysenteri-patient, hvis udtømmelser fra samme morgen var blevet opbevaret, gik konen, efter at jeg havde set dem, ganske roligt og vel sagtens uden at tænke på min nærværelse ud og tømte karrets dysenteriske indhold ud i kanalen. Sligt var åbenbart gammel vane, og det må også tilstås, at kanalen indbyder stærkt til sådan afbenyttelse.

Flere steder, navnlig i den nordvestlige ende, dannes sidemuren af selve husmuren, og igennem et eller flere huller i denne mur går da alt husets spildevand foruden meget andet ud i kanalen og forvandler bunden nedenunder til en blanding af en mudderpøl og en mødding, på samme tid som det flere alen[6] høje stykke mur mellem hullet og kanalens bund, hvor alting løber nedad, danner en flade, som snart halvtør, snart halvt flydende er en sjældent udmærket jordbund for sygdomsstoffer af forskellig art.

Man kunne fristes til at sammenligne disse flader med bede, hvor der ved menneskehånd var sået sygdomsfrø, og man ser i tankerne de små planter gro umådeligt frodigt.[7] I kanalens bund findes da en uhyre mængde små møddinger, snart helt tørre, snart i en mudderlignende tilstand, sjældent eller måske aldrig virkeligt bedækkede med vand (det i hygiejnisk henseende gunstigste), da vandet meget hurtigt synker ned i den løse, porøse grund.

Her findes nu altså alle betingelser for udvikling af sygdomsspirer, nemlig

1. Ophobning af organiske stoffer i bestandig forrådnelse (tilmed ophobede på den uheldigste måde, nemlig i forholdsvis tynde lag, men over et betydeligt fladerum),

2. Fugtighed og

3. Et grundvand med vekslende niveau, idet disse organiske masser som sagt kun i meget stærke regntider holdes under vand, og dette i alle tilfælde altid kun for et forsvindende kort tidsrum, men ellers er i muddertilstand eller helt tørre. Da smitstofferne (efter videnskabens nuværende standpunkt, som synes at bekræftes ved hver ny given lejlighed) kun er uskadelige, så længe de forbliver i jorden eller på jordens overflade er fuldstændigt dækkede af klart vand, vil det ses, at kanalen altid frembyder den i hygiejnisk henseende ugunstigste tilstand.

Hvis man skulle indvende herimod, at denne kanal jo dog har eksisteret så længe i denne tilstand, og at St. Thomas jo dog har været betragtet som et relativt sundt sted, kunne jeg henvise til analogier, der er mere talende end mange ord. Som et sådant analogt eksempel kunne jeg anføre Københavns omliggende landsogne, som i lang tid blev betragtet som overordentligt sunde egne, indtil der pludselig i 1878-82 optrådte umiddelbart efter hinanden fem store epidemier, af hvilke den sidste, dysenteri-epidemien i Lyngby, havde en uhyre mortalitet.

Når en epidemi kraftigt udvikler sig i en lokalitet, sker dette jo altid ganske uventet, idet man har slået sig til ro med de tilstedeværende hygiejniske og sanitære forhold som ret tilfredsstillende. Så kommer en skøn[ne] dag - som i Københavns omegn - epidemierne opmarcherende og blotter tilstanden og åbner øjnene.

Jeg tror nu, at disse tre kanaler her i byen er en hygiejnisk enklave af den værste art, som dels kunne blive meget skæbnesvangre ved eventuelt importerede epidemier, dels vistnok er byens væsentligste feberfoci og dels utvivlsomt influerer i høj grad på sygeligheden i det hele taget.

Hvorledes ville da disse kanaler kunne bringes til at tilfredsstille en god hygiejnes fordringer? Selv de strengeste politi-foranstaltninger ville her være omtrent uvirksomme, thi man måtte jo næsten have vagt ved hvert eneste hus for at forhindre negrene i at benytte kanalerne efter gammel vane. Men selv om dette skete, ville jo dog de mange rendestene vedblive at udgyde deres indhold i dem, og selv om man havde vand nok, ville strømme af vand ikke kunne holde dem rene på grund af bundens beskaffenhed.

For at gøre kanalen ren nu må vist nok et lag på flere tommer borttages, og hygiejnens fordring er da vistnok simpelt hen denne: Bunden mures på samme måde som siderne, så en virkelig udskylning bliver mulig, kanalen reduceres til sin første og oprindelige funktion, og alle de til den løbende rendestene føres til det almindelige rendestens-system med udløb i havnen.

Der findes også i den vestlige del af byen en mængde meget uheldige rendestene, som ved deres stadige, halvt flydende, stinkende indhold melder sig selv som et supplement til den store kanal. Også her beror det på bundens beskaffenhed, som umuliggør en virkelig udskylning, og på, at byens vandforsyning ikke er stor nok til ved daglige udskylninger at borttage det værste af indholdet.

Her er det andet punkt, hvorpå jeg ville henlede opmærksomheden: Den offentlige brug af vand som desinfektionsmiddel. I Borgerrepræsentationens møde i København d. 25. september 1882 udtalte dr. Engelsted følgende:

"Rigeligt brug af vand er ikke blot nødvendigt for det enkelte individs helbred og velvære, men det er i høj grad nødvendigt som offentligt desinfektionsmiddel. Der er intet, som smitstoffer i den grad hænger i, og ved hjælp af hvilket de spredes så meget som ved støv og smuds. Derfor anses det som meget farligt i hospitaler at støve af, feje ud og lignende, uden i forvejen at have dæmpet støvet med vand. Forholdet er det samme ude i byen. Alt det støv og smuds, som ligger på gaderne, som flyver ud fra de omkørende renovationsvogne, indeholder mange spirer til sygdomme. Den bedste måde, hvorpå man kan forebygge disse sygdommes udbredelse, er ved at udskylle med rigeligt vand. Dette er en almindeligt anerkendt hygiejnisk regel."

I en tropisk by som St. Thomas er den offentlige brug af vand jo utvivlsomt af meget stor vigtighed, dels som rigelig vanding af gaderne (for at dæmpe støvet og derved formindske luftens righoldighed på sygdomsspirer), dels som udskylning af rendestenene (for at formindske og hæmme produktionen af disse smitstoffer og gøre forholdene så ugunstige som muligt for deres forplantning og vækst). Disse to hygiejniske fordringer sker jo også til dels fyldest i hovedgaden, men ikke i det store vestlige kvarter, vel sagtens fordi vandforsyningen ikke strækker til.

Støvmasserne er jo her i byen som bekendt meget betydelige, og gadevandingen må derfor anses som meget væsentlig. Men den anden fordring er dog måske i det fattige kvarter fuldt så vigtig, når man erindrer dens beskaffenhed og indhold, idet de foruden spildevand vitterlig indeholder masser af organiske og dyriske stoffer. Dette misbrug vil vel næppe kunne forhindres, men faktum kunne gøres så vidt muligt uskadeligt, når rendestenene blev forbedrede og så dagligt skyllede fuldstændigt rene med vand. Men som en stor del af dem nu er, kan nok så meget vand ikke skylle dem rene.

Et nyere middel mod malaria, som synes at virke ved direkte at dræbe miasmet, fortjener dog måske herude nogen opmærksomhed. Det er dyrkningen af eukalyptus-arterne (særlig E. globulus & resucifera), som siden 1870 er forsøgt i stor målestok i malaria-egnene nær ved Rom, og som synes at have givet et udmærket resultat, idet træernes store anti-malariale indflydelse har vist sig utvivlsom. Jeg ved vel, at man på St. Croix har forsøgt dyrkningen af dette træ, og at dette forsøg mislykkedes, men forsøget kan næppe betragtes som afgørende.

Træet trives godt under de forskelligste breddegrader f.eks. Sydfrankrig, den romerske Campagne, Algier, Cap, Australien, vokser meget hurtigt, udmærket i sumpe, hvor det trækker en masse vand fra jorden, men kan ikke tåle at stå i fuldstændig tør jord. A priori[8] vil man altså let forstå, at det ikke vil kunne trives overalt på disse øer, medens det er sandsynligt, at det vil kunne trives netop på de steder, hvor malariamiasmet udvikles. Et nyt forsøg, ledet med mere kyndig hånd, var derfor måske nok umagen værd, hvis det må indrømmes, at malaria er en af vore dødsfjender herude.[9]

Veneriske og syfilitiske sygdomme

Der er ingen tvivl om, at disse sygdomme er langt hyppigere, end det skulle synes efter de få tilfælde, som melder sig selv til behandling. Ofte hænder det, at man ved at undersøge et individ på ganske andre ting tilfældigt opdager en venerisk sygdom, og det er i det hele sygdomme, som negrene ikke ænser uden i de desperate tilfælde, og hvis virkelige betydning de ikke kender og igennem forklaringer vanskelig kunne bringes til at forstå.

Som regel går det således, at vedkommende individ, når de mest fremtrædende og generende symptomer er forsvundne, udebliver og ikke fortsætter behandlingen, medens han eller hun endnu en god stund vedbliver at smitte ethvert individ, som de kommer i seksuel berøring med.

Når man har gjort sådanne iagttagelser, står man stundom mindre tvivlsom lige over for gamle mere eller mindre maskerede tilfælde af syfilis, og man forstår de forholdsvis talrige tilfælde af strictura urethrae[10] (stundom hos ganske unge personer på f.eks. 25 år), som er følgerne af, at vedkommende gonorré enten slet ikke er blevet behandlet eller blevet behandlet meget slet af kloge venner eller patienten selv.

Den stærkt udbredte hemmelige prostitution og negrenes uvidenhed og ligegyldighed for smitte må nødvendigvis udbrede smitten i vide kredse. Måske kunne dette hæmmes noget, hvis, i lighed med hvad der sker på St. Croix, ethvert, selv det tilsyneladende ubetydeligste tilfælde blev indlagt på kommunehospitalet (med det gode eller med det onde) og tvunget til at forblive der, indtil det var virkelig helbredt.

Sygeligheden og dødeligheden i de første leveår

Så er der endelig sygeligheden og dødeligheden i de første leveår. Dette er åbenbart herude et af de vigtigste og mest indgribende forhold på det sanitære område og har da også gentagne gange og ved mange lejligheder været genstand for drøftelser. Også jeg har haft min opmærksomhed stærkt henvendt på dette punkt. Dog er det ikke min mening at fremkomme med nogle "almindelige" bemærkninger om sagen i sin helhed, hvilket vistnok ville være temmelig unyttigt og ørkesløst, men jeg vil bestemt præcisere de tre enkelte punkter, som jeg har haft in mente, og hvis forståelse jeg har søgt at klare for mig selv, og disse er:

1. Synes en opgørelse af de sidste års døds- og fødselslister at bekræfte eller afkræfte den mening, at den sorte befolkning er i aftagen eller uddøen?

2. Har illegitimiteten[11] nogen væsentlig indflydelse på det enorme antal dødfødsler og den store dødelighed blandt de små børn?

3. Hvad er grunden til, at dødfødslernes tal når en så svimlende højde, at tiendedelen af alle fødsler er dødfødsler, og er dette uundgåeligt, eller kan der rådes bod derpå?

Fødsels- og dødelighedsforholdene er beregnet efter de kirkelige årlige oversigtslister. Det er gjort for tiåret 1870-79 af dr. Pontoppidan. Jeg har nu gjort den samme beregning for 1880-81-82. Det er ganske vist kun tre år, og man plejer jo i reglen ikke at bruge rækker på under fem år. Men dels forelå der kun tre år, og dels egner disse tre sig meget godt, fordi det har været meget ensartede og rolige år under epidemien og uden sådanne forhold, som kunne influere stærkt på dødeligheden. 

Folkemængden i St. Thomas by var i186011.381
187011.681
188011.764

Der er altså en, om end kun lille, tilvækst fra tiår til tiår, og dette kunne jo bero på en formindskelse af dødelighedsforholdet, altså forbedring af de sanitære forhold, eller en forøget immigration. En sammenligning af dødelighedsforholdet i 70-79 og 80-82 vil ses i følgende tabel: 

 

Blandt ægtefødte var

Blandt uægtefødte var

 

 

Mortalitets-procent[12]

Af alle fødsler var uægte

Dødfødte

Døde i 1ste måned

Dødfødte

Døde i 1ste måned

Af alle fødsler dødfødte

Af alle fødsler døde i 1ste år

1870-79

50 p.m.

701 p.m.

65 p.m.

54 p.m.

149 p.m.

101 p.m.

123 p.m.

366 p.m.

1880-82

45 p.m.

732 p.m.

47 p.m.

63 p.m.

118 p.m.

80 p.m.

99 p.m.

306 p.m.


Altså er byens mortalitet i det hele faldet fra 50 til 45 pro mille, et jo forholdsvis betydeligt fald, og svarende dertil er alle de enkelte kvotienter faldet (undtagen den lille stigning i fjerde kolonne, som let kan forstås, da det ofte er en tilfældighed, om barnet er dødfødt eller dør en time efter fødslen). Også de dødfødtes antal er gået ned fra 123 til 99 pro mille. Men så kommer de to sidste afgørende tal:

1870-79 har gennemsnitlig årlig 573 dødsfald og 521 fødsler, altså 52 flere døde end fødte.

1880-82 har gennemsnitlig årlig 536 dødsfald og 471 fødsler, altså 65 flere døde end fødte.     

Altså er fødslernes antal faldet i et stærkere forhold end dødsfaldenes, og overvægten af døde over fødte er steget betydeligt, hvilket er formlen for en nations eller befolknings uddøen. Her i denne beregning er alle St. Thomæ[13] beboere medtaget, hvilket er uundgåeligt, da de officielle lister ikke noterer farven. Men hvis den velstillede befolkning ikke var medtaget, ville forholdet naturligvis stille sig endnu meget værre for den lavere befolknings vedkommende, og det er med andre ord negerracen, som er så stærkt i aftagende, at den synes i færd med at uddø.

Når nu, trods disse tal, folkemængden alligevel er tiltaget lidt, kan dette kun skyldes en forøget immigration. En sådan kunne jo tænkes at tilføre livskraftige og levedygtige elementer, som kunne regenerere racen, men den synes tværtimod kun at tilføre udskudselementer, som i alle tilfælde har vist sig ude af stand til at regenerere befolkningen her på stedet.

For at få et begreb om, hvorledes børnedødeligheden her stiller sig i forhold til børnedødeligheden i København, har jeg sammenstillet mine tal med en tabel over dødeligheden i de fem første leveår i København for årene 1875-79, udarbejdet af dr. Th. Sørensen i slutningen af 1882:

Af 1000 levendefødte børn døde i alderen

 

0-1 måned

0-1 år

1-5 år

0-5 år

Ægtefødte

Uægtefødte

Ægte- og uægtefødte

M[14]

K

B

M

K

B

M

K

B

M

K

B

M

K

B

M

K

B

Kbh.
75-79

 64

52

58

108

98

103

72

61

67

244

220

233

86

94

90

330

314

322

St.T.
80-82

52

80

66

101

82

91

86

82

84

287

267

277

130

116

 123

417

383

400


Børnedødeligheden er i København, som i alle store byer, meget betydelig, og dog overgår St. Thomas den langt. Men her er kun taget levendefødte børn. Jeg kan ikke angive nøjagtigt procenten for dødfødsler hjemme, men St. Thomas overgår her moderlandet i et langt stærkere forhold. At af 1000 levendefødte børn de 400 er døde inden det fyldte 5te år, er allerede noget overordentligt, men at tiendedelen af alle fødsler er dødfødsler, er forfærdeligt. Og tager vi da ikke de levendefødte alene, men alle fødte, får vi ud, at inden det fyldte 5te år er over halvdelen af dem døde.

Hvad er da grunden til alle disse dødfødsler? Ingen tror på, at det skulle ligge i negerindernes natur og konstitution. Ej heller kan det på nogen måde siges, at negerinderne under graviditeten arbejder hårdere eller skåner sig mindre end de arbejdende klasser hjemme. Efter hvad jeg har set, skulle jeg næsten være tilbøjelig til at tro, at det modsatte er reglen, og intet er i alle tilfælde almindeligere end, at en negerinde bruger sin graviditet som påskud til at drive og dovne.

Der er vel næppe to meninger om, at årsagen er den, at så mange børn fødes uden en jordemoders tilstedeværelse og hjælp. Fødslen bliver ikke ledet fornuftigt, barnet fødes asfyktisk[15] og bliver ikke bragt til live, da de tilstedeværende veninder ikke har de simpleste, naturligste begreber om sagen, endsige noget kendskab til den. Den danske præst fortalte mig en gang, at man var kommet til ham med et lille barn, et par timer gammelt, som lå badet i sit blod på grund af ikke underbundet eller utilstrækkeligt underbundet navlesnor. Et sådant tilfælde er meget oplysende.

At mangen dødfødsel eller hurtigt efter fødslen følgende død næsten kommer ind under det kriminelle, er en tanke, man næppe kan værge sig imod, når man atter og atter ser negerindernes unaturlige ligegyldighed for barnet og mangen gang har hørt deres frit udtalte ønske om at blive det kvit.

Så længe der ikke er indført tvungen jordemoderhjælp, så ingen fødsel kan foregå uden en autoriseret jordemoders tilstedeværelse, så længe vil dødfødslerne utvivlsomt vedblive at figurere med disse uhyre tal. Og derfor mener jeg, at indførelsen deraf bør være lægernes præterea censeo[16] herude.

Så kommer endelig spørgsmålet om illegitimitetens indflydelse. Dette har interesse, fordi det fra gejstlighedens side er blevet hævdet som den egentlige store hovedårsag til den store dødelighed, og når man går ud derfra som et faktum, så er midlet jo med det samme givet: Få blot alle disse individer til at indgå lovformeligt ægteskab, så vil alt blive bedre.

Jeg tror ikke, dette stemmer med, hvad de faktiske forhold viser. Jeg tror, at illegitimiteten her som overalt har nogen indflydelse, men ingenlunde nogen væsentlig, og at illegitimiteten og børnedødeligheden ikke er årsag og virkning, men to sideordnede virkninger af samme årsag.

Først er der det ejendommelige ved illegitimiteten herude, at den ikke er undtagelsen, men reglen. Thi når 73 % af alle børnene i St. Thomas by er uægte, så ville man jo sandsynligvis, når alle de velstillede, ægteviede familier fratages - de familier, som leverer næsten alle de ægte børn - komme til det resultat, at i den lavere befolkning noget lignende som 90 % var uægte.

Allerede dette peger hen på det, som er det virkelige forhold: Pluraliteten af disse børn er ikke avlet i aldeles løse forbindelser, men derimod i et slags selvlavet ægteskab, hvor forældrene, uden at være viet, dog har levet sammen som ægtefolk i mange år og sat et vist antal børn i verden.

Den vej, jeg nu er gået for at få en opfattelse af forholdene, er simpelt hen at undersøge hver enkelt "familie", som jeg kom i berøring med, med særligt hensyn til, om "gift" eller "ugift" havde nogen indflydelse på "familiens" hele stilling og status, og jeg er næsten altid kommet til samme resultat.

Tager vi først de meget løse forbindelser, så har illegitimiteten her stor indflydelse. Her bor f.eks. en pige med en lille dreng, hvis fader er en hvid, meget velstående mand. Han er imidlertid rejst til Amerika, er gift der, og giver ikke pigen (efter hendes eget sigende) en cent til barnet. Senere har hun fået to børn med en anden, men får nok heller intet af denne. Hun arbejder (syr) så meget, hun kan, og moderen hjælper hende, men børnene er usle og dårligt ernærede, og de to af dem vil sikkerlig komme på dødslisterne inden det 5te år.

Her har illegitimiteten den almindelige indflydelse, at faderen unddrager sig enhver forpligtelse lige over for sit barn, fordi det er illegitimt, medens moderen ofte gør, hvad hun kan, indtil fattigdom og elendighed har slappet og sløvet hende, så hun giver op - og en rig mands barn er på fattigvæsenet.

Men her i dette hus bor en anden ung pige med en lille sund og frisk dreng, hvis fader - også en hvid mand - giver hende 20 dollars om måneden til barnet.[17] Jeg tilså barnet under en sygdom, og hun var den omhyggeligste og kærligste moder, og illegitimiteten havde i dette tilfælde ingen deletær[18] indflydelse.

Lad os da en gang se de mere stabile forbindelser, dem, som varer mange år, ofte hele livet. I dette ene rum bor to ugifte med fem børn; de har levet sammen i 11 år og betragter sig som gifte, kalder sig "husband" og "wife". Men efterhånden som børneflokken voksede, voksede også fattigdom og elendighed. Det yngste barn, 1 1/3 år gammelt, er omtrent døende af infantil atrofi[19] og marasmus[20] og er så usselt, at det åbenbart ikke vejer så meget som et sundt kraftigt barn på to måneder. Hvorledes er da dette gået til? Således: Moderen diede selv barnet i 3-4 måneder, og det trivedes ret godt. Så fik hun noget arbejde og begyndte at forsømme barnet, som fra nu af fik "a little saloop[21] or sago or what we else had", og barnet var nu viet til døden.

Hvis moderen ikke selv kan eller ikke selv gider ernære barnet, er det et rent tilfælde, om det slipper over det første år. Thi mælk har de ikke råd til at købe, og på de andre almindeligt brugte næringsmidler kan barnet ikke leve. Den korte lidelseshistorie er stereotypt den samme for næsten alle disse døende og døde børn.

Her i dette rum bor derimod en virkelig familie, forældrene er ægteviede, og der er en flok børn. Men forholdene er nøjagtigt de samme som i det nys anførte tilfælde, det er umuligt at opdage nogen forskel. Det er aldeles tilfældige ting, om en neger er gift eller ikke,[22] og de forstår ikke de forpligtelser og ansvar, som de påtager sig ved et ægteskab. Er vedkommende flittig og vindskibelig,[23] vil han efter bedste evne sørge for sine børn, selv om de er uægte, hvad for ham er uden betydning og indflydelse på noget. Og er han - som i reglen - sorgløs og ligegyldig og doven, vil han ikke sørge for sine børn, selv om de er ægte, hvad også er ham den ligegyldigste sag i verden.

Efter de mange tilfælde, jeg har undersøgt så nøjagtigt som muligt, er jeg således nået til den overbevisning, at illegitimiteten her som overalt har nogen indflydelse, men at den store børnedødelighed i hovedsagen skyldes negrenes sorgløshed og dovenskab og deraf følgende fattigdom og elendighed. Det er næsten uundgåeligt, at et hvert spædt barn, som ikke ernæres af moderen, hvad enten hun nu ikke kan eller ikke vil, må dø. Thi det eneste næringsmiddel, som et sådant spædt barn virkelig trives ved, nemlig mælk, får de aldrig. De enkelte, som slipper igennem, bliver så svage og usle, at det sandsynligvis er her, spiren lægges til lungesvindsoten[24] herude, og det er blandt disse børn, jeg har set de enkelte tilfælde af udtalt scrofulose[25], som findes her

Materialet er udarbejdet i samarbejde med Rigsarkivet.


Ordforklaringer m.m.

[1] Intermitterende og remitterende kan oversættes til hhv. "med mellemrum" og "aftagende og derpå igen stigende". Hvert år blev disse febre omtalt som nogle af vigtigste sygdomme og dødsårsager på alle de danske øer i Vestindien. I langt de fleste tilfælde har det formentlig drejet sig om malaria.

[2] Ifølge Wissings medicinalberetninger for 1886 og 1888 skete der flere forbedringer af den offentlige hygiejne i byen i løbet af 1880’erne, så måske har hans kritik haft sin virkning. Jfr. Mikkelsen 2017, s. 54.

[3] Dødelighedsprocent.

[4] I det meste af 1800-tallet var lægerne stærkt fokuserede på at bekæmpe de såkaldte miasmer, dvs. uforklarlige giftstoffer, der angiveligt kunne opstå på støvede og snavsede steder samt i stillestående vandområder, især når disse indeholdt dyre- og planterester i forrådnelse, og som kunne spredes gennem luften. Miasmeteorien forsvandt først med opdagelsen af bakterier og vira i slutningen af 1800-tallet.

[5] Charlotte Amalie.

[6] En alen er 62,8 cm.

[7] Her har Wissing følgende note: I dag (12. februar 83) ser jeg, at disse flader er blevet renset, hvilket de fleste steder kun har kunnet ske ved at afskrabe store tykke kalklag af muren.

[8] På forhånd, her måske snarere: umiddelbart.

[9] Her har Wissing følgende note: I en artikel fra 1879 ser jeg, at det "med held er dyrket på Cuba og andre vestindiske øer".

[10] Indsnævring af urinrøret.

[11] Ordet bruges her og i det følgende i betydningen: Fødsler uden for ægteskab.

[12] Alle tallene i tabellen er imidlertid opgjort i p.m. (pro mille). I stedet for mortalitetsprocent bruger man i dag som oftest udtrykkene dødelighedsrate eller summarisk mortalitetskvotient.

[13] Latiniseret udgave af Thomas'.

[14] M = mandkøn, K = kvindekøn, B = Begge køn.

[15] Skindød.

[16] De latinske indledningsord i udtrykket "I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges". Ordene fik siden denne betydning: en påstand, man vender tilbage til gang på gang.

[17] At dømme ud fra en af Wissings andre medicinalberetninger tjente en sort tjenestepige på dette tidspunkt normalt omkring 6 dollars om måneden.

[18] Skadelig.

[19] Afmagringstilstand, som indtræder hos små børn ved langvarige tarmlidelser.

[20] Svækkelse.

[21] Salepvand: en væske, der indeholder et stivelsesholdigt stof, som udvindes af visse planters rodknolde.

[22] Her har Wissing følgende note: En 39-årig neger kom til mig for kort tid siden og bad om en vaccinationsattest. Han ville konfirmeres, men skulle så først giftes med moderen til hans fem børn. "I am a very poor man" - sagde han - "and have five children; therefore I want to gain Christianity, then I know that God will take care of my children, that is written in the Bible" (!). Manden havde brug for en vaccinationsattest, fordi lovgivningen fastslog, at man ikke kunne blive konfirmeret uden enten at være vaccineret eller have haft "de naturlige kopper".

[23] Energisk, driftig.

[24] Lungetuberkulose.

[25] Kirtelsyge.