Uddrag af Jens Munks "Navigatio Septentrionalis" om en julefejring i 1619

Kilder

Kildeintroduktion:

Den dansk-norske søofficer Jens Munk (1579-1628) udgav i 1624 en rejseberetning fra en ekspedition til Hudsonbugten i 1619-1620 med titlen 'Navigatio Septentrionalis' (Rejse mod Nord). I beretningen beskrev han bl.a., hvordan mandskabet på skibet fejrede jul den 24. december 1619. Med en besætning på 64 mand var Jens Munk den 9. maj 1619 sejlet ud fra København for at finde nordvestpassagen til Asien. Da skibene i løbet af efteråret nåede til Hudsonbugten, så valgte Munk at oprette vinterkvarter. Her fejrede mandskabet juleaften. Efterhånden gik rejsen rigtig galt. Kun tre havde overlevet ekspeditionen – deriblandt Munk – da skibene anløb Norge i 1620. Munk blev fængslet for at miste kongens mænd og skibe. Det er fra denne beretning, at uddraget nedenfor stammer.

Uddraget viser nogle af de juletraditioner, der havde rødder tilbage i middelalderen, og som stadig var i brug i begyndelsen af 1600-tallet. Jul blev i vikingetiden og middelalderen fejret med drukgilde og julelege. Det er de ældste traditioner, der kan spores i kilden. Samtidig holdt præsten juleprædiken, og han indsamlede dernæst almisser. Juleprædiken med indsamling af almisser var et produkt af kristendommens indførelse i tidlig middelalder. Uddraget er også interessant af andre årsager. Munk gør meget ud af at sige, at julefejringerne foregik anstændigt på trods af drikkeri og julelege. Det var værd at understrege af en altoverskyggende årsag.

Rejsen gik som nævnt rigtig galt. Dens ulykkelige forløb er gengivet i den dagbogslignende beretning, der blev udgivet fire år efter hjemkomsten. Beretningen bærer flere steder præg af at være efterrationaliseret. I uddraget ses det forhold f.eks. ved, at præstens død foregribes i forbindelse med hans juleprædiken. Fordi rejsen gik galt, så havde Munk en interesse i at nedtone særligt ømtålelige steder, f.eks. ellers forargelig og grænseoverskridende adfærd blandt mandskabet til julefejringen, i sin beretning. Grænseoverskridende adfærd risikerede at fremkalde Guds vrede. Fraværet af denne adfærd i uddraget er imidlertid iøjnefaldende, fordi samtidens julefejringer var kendt for deres vildskab. F.eks. forsøgte Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) at forbyde de såkaldte julestuer i 1629, fordi kys og kærtegn var faste og forargelige indslag til disse sammenkomster. Selv om den grænseoverskridende og seksualiserede adfærd forargede myndighederne, og selv om den også risikerede at forarge Gud, så var den udbredt til langt op i 1700-tallet under julestuerne. Hvorfor forekommer denne traditionsrige vildskab ikke i uddraget, når andre af samtidens traditioner optræder? Selv om der ikke var kvinder ombord, så kunne mandskabet vel stadig optræde forargeligt i Guds øjne.

Hvis vi skal tro Jens Munk på ordet, så blev julen fejret med andagt. Drikkeriet, der i øvrigt var accepteret og almindeligt i 1600-tallet, var mådeholdent, da de kun ”finge en halv Ruus”, og mandskabet donerede penge eller værdier til fattige efter prædikenen. Folkene opførte sig pænt, idet ”dend ene icke fortørnede dend anden med et Ord”, og julelegene foregik på den bedste vis. Selv om julen teoretisk set kan være blevet fejret anstændighed og ordentlighed, så virker det mindre sandsynligt set i forhold til samtidens traditioner. En klar fordel ved at beskrive julefejringerne i nedtonede vendinger var, at ingen således kunne trække forbindelser mellem julefejringerne og rejsens uheldige udfald. Naturlige tilfældigheder fremfor Guds vrede var altså skyld i ulykkerne. Tematikken med naturens luner går igen i hele Munks beretning. Uddraget bør derfor formentlig læses som en integreret del af et forsvarsskrift fra en mand, der på udgivelsesdagen havde været i fængsel netop på grund af sin formodede forsømmelighed, og som havde en klar interesse i at rense sit navn.

Bogen blev oprindeligt skrevet og udgivet på latin i 1624. Det var først i 1723, at den danske oversættelse udkom. Billedet viser forsiden til den danske oversættelse.  

 

Dend 24 Decembr. som var Jule-Aften, gav jeg Folket Viin og sterkt Øll, som de maatte syde om igien, thi det var bond frøsen, saa de finge en halv Ruus, og vare smuk lystige, og dend ene icke fortørnede dend anden med et Ord. Dend hellige Jule-Dag celebreret og høytideligen holte vi samptlig (som Christeligt er) holdte Prædicken og Messe, og efter Prædicken ofrede vi Præsten efter gammel Viis, hver efter sin Formue, Endog at Pengene vare icke mange iblant Folket, saa gave de dog hvad de hafde, en Part gave hvid-Reveskind, saa at Præsten fik til at fodre en Kiortel med, men hannem blev derefter icke langt Liv fristet,[1] at hand dend kunde slide. Udi alle Hellige Dage var det temmelig mildt Veier, og paa det Tiden skulle icke falde os for meget lang, øvede Folket sig udi adskillige Spil, og hvem som meest Kortvile[2] kunde optænke, hand var best antagen, saa at Folket, som dend Tiid var meeste Parten vel til pas, havde da allehaande Optøger og Tids-Fordriv, og i saa maade fordreve vi de Hellige Dage med dend Lystighed, som dapaa færde var.


[1] Ifølge Jens Munk døde præst Rasmus Jensen d. 20. februar efter en måneds sygdom.

[2] Morsomt, men anstændigt. 

Om kilden

Dateret
24.12.1619
Oprindelse
Jens Munk: Navigatio Septentrionalis. Trykt udi Kongl. Majestets priviligerede Bogtrykkerie. København. 1723.
Kildetype
Beretning, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. november 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk