Uddrag af 'Den københavnske reces' om trolddomssager, 6. december 1547

Kilder

Kildeintroduktion:

Den københavnske reces af 6. december 1547 blev udstedt af Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559); lovens artikel 8 og 17 rettede sig blandt andet imod trolddomsprocesser. Nedenfor bringes et uddrag af artikel 8 samt artikel 17 i dens fulde omfang. Den københavnske reces af 6. december 1547 indeholdt i alt 42 artikler og var den sidste af i alt fire københavnske recesser, der blev indført under Christian 3.s regeringstid. De øvrige tre var: Den københavnske reces af 30. oktober 1536, også kendt som recessen om reformationen, Den københavnske reces af 24. august 1537 og Den københavnske reces af 22. oktober 1540. Disse recesser var en del af de ensretnings- og centraliseringsinitiativer, myndighederne i Danmark gennemførte i tiden efter reformationen i 1536.

Artikel 8 og 17 i Den københavnske reces af 6. december 1547 var netop et udtryk for disse bestræbelser. I deres indhold og ordlyd var bestemmelserne ikke alene rettet mod trolddom, men også andre forbrydelser og var derfor snarere udtryk for generelle retslige principper. I praksis fik de dog især indflydelse på den måde, man førte trolddomsprocesser på i Danmark.

I sin helhed omhandler artikel 8 det at vidne på tinge, dvs. vidne i en sag ført ved domstolene. Det nærværende uddrag regulerer, hvem der ikke måtte vidne; herunder personer, der var blevet dømt for trolddom. Hermed kunne yderligere trolddomsprocesser ikke igangsættes alene på baggrund af andre dømte troldfolks udlæggelser. I artikel 17 bestemmes det, at en anklaget ikke måtte udsættes for tortur, før der var afsagt dødsdom over vedkommende. Dette betød i praksis, at en person, der var anklaget for trolddom, ikke kunne dømmes på baggrund af en aftvungen tilståelse. Domfældelse kunne udelukkende finde sted, når den anklagedes skyld var blevet bekræftet af uvildige vidner. Disse to bestemmelser var formentlig med til at forhindre, at trolddomsprocesserne spredte sig i samme grad i Danmark i 1500-tallet, som de gjorde i andre dele af Europa. Begge bestemmelser blev gentaget i stort set uændret form i Den koldingske reces af 13. december 1558's artikel 18 og 19.

I 1500- og 1600-tallet blev betegnelsen reces oftest brugt om lovkomplekser eller større samlinger af lovgivning af forskelligt indhold, som var resultatet af en forhandling mellem kongen og rigsrådet. Særligt under Christian 3., men også senere under hans barnebarn Christian 4., var der en livlig lovgivningsvirksomhed, og man forsøgte ad flere omgange at samle gældende ret i omfangsrige recesser. 

Herunder ses uddraget af lovteksten først i sin oprindelige version og dernæst i en udgave, hvor sproget er moderniseret af redaktionen på danmarkshistorien.dk.

8. Om Tings-Windne[1], falske Windisbyrdt oc Menedere[2].

Item[3] skalle ey heller nogen udediske[4] Mendiske[5], eller nogre andre, som forwunden[6] er for nogen uerligh Sag[7], Tyffue[8], Troldkarle eller Troldqwinder, staa till troende, enthen udi Windnisbyrdt eller i andre Maade, ehuadt[9] the wille sige eller windne paa nogen.

17. Om pynlig Forhöringe

Item[10] skal ingen pynligen forhöres[11] uden then, ther lougligen tillfornn[12] forwundenn[13] er til Döde for nogen Ugierning.

 

Lovteksten i en sprogligt moderniseret udgave:

8. Om tingsvidne[14], falske vidnesbyrd og menedere[15]

Endvidere skal ikke heller nogen forbryderisk menneske, eller nogen andre, som dømt er for nogen uærlig sag, tyve, troldkarle eller troldkvinder, stå til troende, enten udi vidnesbyrd eller i andre måder, hvad som helst de ville sige eller vidne om nogen.

17. Om forhør under tortur

Endvidere skal ingen forhøres under tortur foruden den, der lovligt forinden er dømt til døde for nogen ugerning.


[1] Tings-Windne: henviser egentlig til et vidneudsagn givet på tinge, men bruges ofte om udskrifter af vidnesbyrd givet i retten, som kunne bruges som bevismiddel i senere retssager. Tingsvidnet var et af de vigtigste bevismidler helt frem til slutningen af 1700-tallet. Et ting var betegnelsen for domstolen i en retskreds. I første instans fandtes der i landdistrikterne to typer af retskredse: herreder og birker, og følgelig herreds- og birketing. Mens herredet, der var den almindelige retslige administrative enhed, var geografisk afgrænset og typisk bestod af en række sogne, så var birket en undtagelse fra den almindelige retskredsinddeling. Birket var afgrænset ved ejerskab. Store godser med en samlet godsmasse kunne således opnå birkeret og dermed udgøre deres egen retskreds.  I købstæderne var der to typer ting, bytinget og den såkaldte rådstueret. Mens førstnævnte behandlede alle former for retssager tog rådstueretterne sig fortrinsvis af sager af handelsmæssig karakter. Dog varierede kompetencefordelingen mellem disse to ting fra købstad til købstad. Som anden instans var de såkaldte landsting, som tog sig af ankesager fra første instans. Og sidst men ikke mindst var der tredje instans, kongens retterting (efter 1660 højesteret), som foruden at være appeldomstol for landstingsafgørelser også fungerede som første instans for sager der angik adeliges liv og ære.

[2] Meneder: person der afgiver falsk forklaring under ed.

[3] Item: endvidere.

[4] Udedisk: forbryderisk, umoralsk.

[5] Mendiske: menneske.

[6] Forwunden: som beviseligt har begået en brøde, dømt.

[7] Æren var central for ens troværdighed, og en række forseelser var forbundet med tab af ærlighed.

[8] Tyffue: tyve.

[9] Ehuadt: hvad som helst.

[10] Item: endvidere.

[11] Pynligen forhöre: at forhøre under tortur.

[12] Tillfornn: forinden eller tidligere.

[13] Forwundenn: dømt.

[14] Jf. ordforklaring nr 1.

[15] Meneder: person der afgiver falsk forklaring under ed.

Om kilden

Dateret
06.12.1547
Oprindelse
Kolderup-Rosenvinge, I.L.A.: Danske Recesser og Ordinanser af Kongerne af den Oldenburgske Stamme med Indledning og Anmærkninger (1824).
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. november 2016
Sprog
Dansk, Dansk - oversat til nudansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk