Uddrag af 'Den københavnske reces' om klædedragt, 6. december 1547

Kilder

Kildeintroduktion:

Den københavnske reces var en lov, som Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) udstedte den 6. december 1547. I lovens artikel 27 blev der angivet regler for, hvilke typer beklædningsgenstande de forskellige stænder havde ret til at gå med, samt hvilket materiale der var forbehold kongefamilien.

Baggrunden var periodens økonomiske vækst, der især havde gjort bønderne rigere. Kongen havde derfor behov for at sikre, at almindelige bønder ikke klædte sig i alt for fornemt tøj. Det kunne underminere standsforskellen i samfundet. Det kan bemærkes, at loven ikke kun skelnede mellem adelstanden og de lavere stænder, men også mellem kongefamilien og adlen. Således ser det ud til, at kongen også havde et behov for at markere sin højere status over for adlen.

Denne reces er en del af de love, som i dag går under fællesbetegnelsen luksusforordninger. Forordningerne var en række forsøg på at styre befolkningens forbrug af luksus i perioden fra 1500 til 1800. Styret ønskede at opretholde en standsopfattelse, hvor kongen og adlen stod højre end bønder og borger. 

Herunder ses uddraget af lovteksten først i sin oprindelige version og dernæst i en udgave, hvor sproget og stavningen er moderniseret af redaktionen på danmarkshistorien.dk.

<27.> Om dregtt och kledebon.

Item schall ingenn effter thenne dagh heer i riigett bere gyldennstycke, blyantt eller sølffstøcke eller nogett andett silkestycke, som er islagett mett guldt eller sølff, icke heller slagne ladt, icke heller perler vdenn paa hoffuidt eller halskleder, icke heller guldborder eller sølffborder, //guldsnore eller sølffsnore til besettning paa kleder vdi noger maade, effter then menige adels begeer, vdenn koningenn, drottningenn eller theris børnn allene. Huem heer findis emodtt att giøre, tha haffue forbrott thett, som handt drager, till neste hospitall, och nar hospitalsmesterenn thett esker aff hannom selff eller aff theris werge, om thett er quindefolck eller thennom icke theris egne werge er, hosbondenn, fader eller andre werge, tha liide handt ther maningh fore, som for andenn gieldt, dogh vndertagett thersom drottningenn wil giffue hindis nadis iomfruer noger hoffkleder besett mett sølffstycke eller guldstycke, tha mue the drage thett, then stundt the ere i gaardenn oc icke lennger.

Schall och ingenn vfrii manndt, entthenn borger, bunde eller vfrii mennds hustruer eller theris børnn eller nogett vfriitt folck bere floeell, dammask eller silckestycke effter thenne dagh, vnder samme brøde.
Dogh skall thett were tilladett en erligh møe, som icke er aff adell, att bere stickebindicke och floelsbindicke paa hoffuittdett, dogh icke slagne ladt eller andett nytt smøcke.

Will och then, som hospitalenns forstander er, siee egennom fingere mett thennom, thaa maa andre, huem ther will, deele thennom therfor, och winde thennom sliigtt silkestycke aff.

Lovteksten i en sprogligt moderniseret udgave:

Artikel 27. Om dragt og klædedragt.

Endvidere skal ingen efter denne dag her i riget bære gyldenstykke[1], bliant[2] eller sølvstykke[3] eller noget andet silkestykke, som er slået[4] med guld eller sølv, ikke heller ladslået[5], ikke heller perler uden på hovedet eller halsklæder, ikke heller guldborter[6] eller sølvborter, guldsnore eller sølvsnore til at sætte på klæder af nogen slags, efter den menige adels begær, udover kongen, dronningen eller deres børn alene. Hvem der findes her imod at gøre, der har brudt dette, han skal drage til nærmeste hospital[7], og når hospitalsmesteren kræver det af ham, eller af deres værge, hvis det er kvinder eller dem der ikke er deres egne værger, husbond, fader eller anden værge, så lider han maning[8] der for, ligesom for anden gæld, dog undtaget dersom dronningen vil give hendes nådes jomfruer[9] nogle hovedklæder besat med sølvstykke eller guldstykke, da må de bære det så længe, de er i gården[10], og ikke længere.

Skal også ingen mand, enten borger, bonde, eller ufri[11] mænds hustruer eller deres børn, eller noget ufrit folk, bære fløjl, dammask[12], eller silkestykke, efter denne dag, under samme straf, dog skal det være tilladt en ærlig mø[13], som ikke er adelig, at bære silkebindike[14] og fløjlsbindike på hovedet, dog ikke ladslået eller andet nyt smykke.

Vil den, som hospitalsforstander er, se igennem fingre med dem, så må andre, hvem der vil, dele[15] dem derfor, og tage det pågældende silkestykke af.


Ordforklaringer m.m.

[1] Gyldenstykke: silkestof gennemvævet med guldtråde.

[2] Bliant: en type kostbart silkestof.

[3] Sølvstykke: silkestof gennemvævet med sølvtråde.

[4] Slået: vævet med.

[5] Lad: et udsmykket stykket stof. Her var der formentlig tale om, at silkestykket ikke blev udsmykket med guld, sølv eller perler.

[6] Bort: en kant eller et bånd på et stykke stof, som i farve adskiller sig fra det øvrige stof.

[7] Hospital: institutioner hvor syge og fattige kunne opholde sig.

[8] Maning: (i denne sammenhæng) bøde. Bøden gik til hospitalet, hvilket var grunden til, at hospitalsmesteren blev pålagt myndigheden til at indkræve bøden. 

[9] Jomfruer: hofdamer eller tjenestepiger.

[10] Gården: (i denne sammenhæng) kongsgården eller der hvor kongen opholdte sig.

[11] Ufri: at være ufri var en person, der ikke havde egen husstand og dermed fod under eget bord: håndværkersvende og -lærlinge, fæstebønder, tjenestefolk osv. 

[12] Damask: kostbart stof. Oprindeligt om mønstret silkestof fra Damaskus.

[13] Ærlig mø: Ugift, dydig ung kvinde.

[14] Bindike: et pyntebånd, kvinder bar på hovedet.

[15] Dele: i betydningen at adskille eller at fratage.