Tysk memorandum til den danske og den norske regering, 9. april 1940

Kilder

Kildeintroduktion:

Da Tyskland besatte Danmark om morgenen den 9. april, 1940, overrakte den tyske gesandt i Danmark, Cecil von Renthe-Fink, samtidig dette memorandum til den danske udenrigsminister Peter Munch (R). Heri fremlagde den tyske rigsregering bevæggrunden for besættelsen af Danmark og Norge som en retfærdig forsvarsmæssig handling, der skulle sikre både Tyskland, Danmark og Norge imod invasioner og overgreb, planlagt af England og Frankrig i ledtog. Man opfordrede derfor fra tysk side til forståelse for besættelsen og manede til en fredelig modtagelse af tyske tropper. Rigsregeringen forklarede ligeledes, at besættelsen ikke havde fjendtlige hensigter, og at Tyskland ikke ønskede at krænke den danske politiske uafhængighed eller territoriale integritet.

Den danske regering valgte at forholde sig i ro og sendte et svar retur til den tyske regering, hvori man lidt modvilligt accepterede besættelsen og samtidigt forsøgte at holde tyskerne fast på løftet om at invasionen ikke var fjendtlig og at tyskerne ikke ville antaste den danske selvstændighed. Dette tyske memorandum samt det danske svar kom til at forme karakteren af den danske besættelse. På grund af fredsbesættelsen af landet, fik Danmark ikke status hos tyskerne som et land, med hvem man var i krig. Derfor fik Danmark også lov til at beholde sin suverænitet og dermed regeringsmagten, som tyskerne ellers havde overtaget i andre besatte europæiske lande.

Den tyske Regering har tilstillet den norske og den danske Regering følgende Memorandum:

Mod det tyske Folks og dets Regerings oprigtige Ønske om at leve i Fred og Venskab med det engelske og det franske Folk, og til Trods for, at der ikke fandtes nogen som helst fornuftig Grund til en gensidig Strid, har Magthaverne i London og Paris erklæret det tyske Folk Krig. Ved at slippe denne Angrebskrig løs, en Angrebs­krig, der er rettet mod det tyske Riges Bestaaen og det tyske Folks Eksistens, og som de har forberedt i lang Tid, har England og Frankrig ogsaa aabnet Søkrigen mod den neutrale Verden. Idet de til at begynde med med fuldstændig Foragt for Folkerettens mest primitive Regler har forsøgt at rette Sulteblokaden mod tyske Kvinder, Børn og Oldinge, underkaster de samtidig de neutrale Stater deres hensyns­løse Blokade-Forholdsregler.

Den direkte Følge af disse af England og Frankrig indførte folkeretsstridige Kampmetoder, som Tyskland maatte møde med sine Forsvars-Forholdsregler, var den alvorligste Fortræd for den neutrale Skibsfart og den neutrale Handel. Derudover har denne engelske Optræden tilføjet Neutralitets-Begrebet som saadant et tilintetgørende Slag. Tyskland paa sin Side har alligevel bestræbt sig for at opretholde de Neutrales Rettigheder ved at søge at begrænse Søkrigen til de mellem Tyskland og dets Mod­stander liggende Havomraader. Heroverfor er England i den Hensigt at vende Faren bort fra sine Øer og samtidig at hindre Tysklands Handel med den neutrale Verden mere og mere gaaet over til at føre Søkrigen ind i de Neutrales Farvande.

Som et Led i denne ægte britiske Søkrigsførelse har England i stadig stigende Grad og under flagrant Brud paa Folkeretten foretaget krigeriske Handlinger til Søs og i Luften, ogsaa i Danmarks og Norges Territorialfarvande og Højheds-Omraader. Tyskland har forudset denne Udvikling fra Krigens Begyndelse. Det har ved sin indre og ydre Erhvervspolitik forstaaet at hindre det britiske Forsøg paa en Sulteblokade mod det tyske Folk og Standsningen af den tyske Handel med de neutrale Stater.

Dette bevirkede i de sidste Maaneder, at det fuldstændige Sammenbrud af den britiske Blokadepolitik traadte stadigt tydeligere frem. Denne Udvikling samt Haab­løsheden ved et direkte Angreb paa de tyske Vestbefæstninger og den i England og Frankrig stadig tiltagende Bekymring for de resultatrige tyske Modangreb til Søs og i Luften, har i den sidste Tid i forøget Omfang ført til, at de to Lande med alle Midler forsøger at foretage en Omlægning af Krigsskuepladsen til det neutrale Fastland i og udenfor Europa.

At England og Frankrig herved i første Række tager Sigte paa de smaa europæiske Staters Territorier, svarer til britisk Tradition, og er en Selvfølge. Ganske aabenlyst har de engelske og franske Statsmænd i de sidste Maaneder proklameret Krigens Udvidelse til disse Omraader som den strategiske Grundtanke i deres Krigsførelse. Den første Lejlighed hertil frembød den russisk-finske Konflikt. Den engelske og den franske Regering har fuldt offentligt udtalt, at de havde til Hensigt med militære Styrker at gribe ind i Konflikten mellem Sovjetunionen og Finland, og at de agtede i denne Hensigt at benytte de nordiske Staters Omraade som Operationsbasis. Kun den hurtige Fredsslutning, som skete i Norden tværtimod deres Ønsker og For­ventninger, har hindret dem i allerede dengang at udføre denne Beslutning.

Naar de engelske og franske Statsmænd bagefter har erklæret, at de havde ønsket at gøre Aktionens Gennemførelse afhængig af de interesserede nordiske Staters Bil­ligelse, er dette en grov Usandhed. Rigsregeringen er i Besiddelse af det dokumen­tariske Bevis for, at England og Frankrig i Fællesskab har besluttet i givet Tilfælde at gennemføre Aktionen gennem de nordiske Staters Omraade ogsaa mod disse Staters Vilje.

Men det afgørende er følgende: Af den franske og den engelske Regerings Hold­ning før og efter den sovjetrussisk-finske Fredsslutning og af det Materiale, som Rigsregeringen har foreliggende, fremgaar klart, at Beslutningen om at bringe Fin­land Hjælp mod Russerne derudover endnu skulde tjene yderligere Planer. Det Maal, som England og Frankrig herved forfulgte i Skandinavien, var og er følgende:

1) Ved Besættelse af Narvik at afskære Tyskland fra de nordlige Malmtil­førsler og

2) ved denne Landsættelse af engelsk-franske Stridskræfter i de skandinaviske Lande at oprette en ny Front for at kunne angribe Tyskland i Flanken fra Norden.

Herunder skulde Nordens Lande tjene som Krigsskueplads for de engelsk-franske Tropper, medens der ifølge gammel engelsk Tradition var tiltænkt de nordiske Lande Overtagelsen af Rollen som Hjælpe- og Lejetropper.

Da denne Plan først var blevet krydset ved den russisk-finske Fredsslutning, fik Rigsregeringen stadigt klarere Kendskab til, at England og Frankrig foretog be­stemte Forsøg paa straks at virkeliggøre deres Hensigter i anden Form.

I den stadige Trang til at forberede en Intervention imod Nord har da ogsaa den engelske og franske Regering i de sidste Uger ganske aabenlyst proklameret den Thesis, at der ikke maatte findes nogen Neutralitet i denne Krig, og at det var de smaa Landes Pligt at deltage aktivt i Kampen mod Tyskland. Denne Thesis blev for­beredt ved Vestmagternes Propaganda og understøttet ved stadigt forstærkede poli­tiske Forsøg paa Tryk mod de neutrale Stater.

De konkrete Efterretninger om Vestmagternes forestaaende Landgangsforsøg i Skandinavien hobede sig i den sidste Tid stadigt mere og mere op, men hvis der over­hovedet endnu kunde bestaa den mindste Tvivl om Vestmagternes endelige Beslut­ning om Intervention i Norden, er den blevet endeligt fjernet i de sidste Dage: Rigs­regeringen er kommet i Besiddelse af uigendrivelige Beviser for, at England og Frankrig agtede allerede i de allernærmeste Dage overraskende at besætte bestemte Omraader af de nordiske Stater.

De nordiske Stater paa deres Side har ikke blot ikke ydet den mindste Modstand mod Englands og Frankrigs hidtidige Overgreb, men stedse fundet sig i de alvorligste Indgreb i deres Højhedsrettigheder uden tilsvarende Modforholdsregler. Rigsregerin­gen maa derfor antage, at den kgl. norske Regering ogsaa vil indtage samme Holdning overfor Englands og Frankrigs nu planlagte og for deres Virkeliggørelse staaende Planer, men selvom den kgl. norske Regering skulde ville træffe Forholdsregler, er Rigsregeringen klar over, at de norske militære Kræfter ikke vil være tilstrækkelige til med Held at kunne træde op mod de engelsk-franske Aktioner.

I denne afgørende Fase af den det tyske Folk af England og Frankrig paa­tvungne Eksistenskamp kan Regeringen imidlertid ikke under nogen Omstændigheder taale, at Skandinavien af Vestmagterne bliver gjort til Krigsskueplads mod Tyskland, og at det norske Folk, enten direkte eller indirekte, bliver misbrugt til Krig mod Tyskland. Tyskland har ikke til Hensigt uvirksomt at afvente en saadan Virkelig­gørelse af sine Fjenders Planer eller finde sig deri.

Rigsregeringen har derfor med i Dag indledet bestemte, militære Operationer, der vil føre til Besættelse af strategisk vigtige Punkter paa norsk Statsomraade.

Rigsregeringen overtager dermed under denne Krig Beskyttelsen af Kongeriget Norge. Den er fast besluttet paa fra nu af med sine Magtmidler at forsvare og de­finitivt sikre Freden i Norden mod ethvert engelsk-fransk Angreb. Rigsregeringen har ikke ønsket denne Udvikling. Ansvaret herfor falder alene paa England og Fran­krig. Begge Stater forkynder ganske vist hyklerisk Beskyttelse af de smaa Lande. Men i Virkeligheden begaar de Vold mod dem i Haab om derved at kunne virkeliggøre deres mod Tyskland rettede, dagligt mere og mere aabenlyst forkyndte Ødelæggelses-vilje.

De tyske Tropper betræder derfor ikke norsk Jord med fjendtligt Sindelag. Den tyske Overkommando har ikke til Hensigt at benytte de af de tyske Tropper besatte Punkter som Operationsbasis til Kamp mod England, saa længe det ikke bliver tvunget dertil ved Englands og Frankrigs Forholdsregler.

De tyske, militære Operationer tilsigter udelukkende at sikre Norden mod den planlagte Besættelse af norske Støttepunkter ved engelsk-franske Stridskræfter. Rigs­regeringen er overbevist om, at den ved denne Aktion samtidig tjener Norges In­teresser. [For] denne Sikring gennem den tyske Værnemagt giver de skandinaviske Nationer den eneste Garanti for, at deres Lande ikke under denne Krig vil blive gjort til Slagmark og til Skueplads for maaske overordentlig frygtelige Kamphandlinger.

Rigsregeringen venter derfor, at den kongelige norske Regering og det norske Folk vil vise Forstaaelse for den tyske Aktion og ikke møde den med nogen Art af Modstand. Enhver Modstand maatte brydes, og vilde af de indsatte tyske Strids­kræfter blive brudt med alle Midler og kun føre til Blodsudgydelse, fuldstændig uden Nytte.

Den kongelige norske Regering anmodes derfor om med største Skynding at træffe alle Forholdsregler for at sikre, at de tyske Troppers Aktion kan ske uden Gnidninger og Vanskeligheder. I Overensstemmelse med den Aand, der altid har raadet i det gode tysk-norske Forhold, erklærer Rigsregeringen over for den kongelige norske Regering, at Tyskland ikke har til Hensigt nu eller i Fremtiden at berøre Kongeriget Norges territoriale Integritet og politiske Uafhængighed.

Et tilsvarende Memorandum er tilstillet den kongelige danske Regering.

Om kilden

Forfatter(e)
Den tyske rigsregering
Dateret
09.04.1940
Oprindelse
Alkil, Niels (red.): Besættelsestidens Fakta. Dokumentarisk Haandbog med Henblik paa Lovene af 1945 om landsskadelig Virksomhed m.v., bd.2 (1946), s.816-18.
Kildetype
Memorandum
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Den tyske rigsregering
Dateret
09.04.1940
Oprindelse
Alkil, Niels (red.): Besættelsestidens Fakta. Dokumentarisk Haandbog med Henblik paa Lovene af 1945 om landsskadelig Virksomhed m.v., bd.2 (1946), s.816-18.
Kildetype
Memorandum
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk