Troels-Lund: Om julen i 1500-tallet

Kilder

Kildeintroduktion:

Hvordan holdt man jul i meget gamle dage?

Det kan du få nogle bud  på i nedenstående tekst, der beskriver juleskikke i Danmark i den sene middelalder og omkring reformationen i 1536. Uddragene stammer fra værket "Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede" (1879-1901), et stort kulturhistorisk værk, der blev skrevet af historikeren Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921). Du kan bl.a. læse om sammenhængen mellem den hedenske og den kristne jul, om troen på at køerne talte hebraisk i stalden julenat, om risengrød som rigmandsspise, om hvad der foregik i julehalmen  - og om hvorfor julestuerne i 1700-tallet blev forbudt.

Via boksen med relaterede kilder kan du klikke dig frem til at høre nogle gamle lydklip med bl.a. juleevangeliet, uddrag af Peters Jul og en højstemt julehilsen fra sangeren Lauritz Melchior fra 1946. Du kan også finde optagelser af og tekster til nogle af de gamle julesalmer og -sange. Optagelserne stammer fra Statens Mediesamling, Statsbiblioteket.

Foto af dreng som nisse, 1912
En lille dreng fra Silkeborg er hos fotografen op til jul,
klædt ud som nisse. Fotoet er fra ca. 1912.
Fra danskebilleder.dk.

[Julen og de førkristne skikke]
[Juleforberedelser]
[24. december]
[Julegaver]
[Julens mad]
[At drikke og skåle]
[Julemiddagen]
[Juletræet]
[Julehalmen]
[Kristmessen]
[1. juledag]
[2. Juledag: Hestefesten]
[Julestue og julelege]
[Julemænd og nisser]
[Forbud mod julestuer]
[Julens afslutning]


 

 

[Julen og de førkristne skikke]

Kristendommen fulgte i Norden som andetsteds den gyldne Regel ikke at tilintetgøre, men at omdøbe og lempeligt at omdanne det bestaaende. Da Norden var kristnet, ophævede man derfor ikke de gamle Fester, men gav dem nye Navne, Julen, der tidligere var bleven fejret langt ind i Januar, naar Hvermand kunde se, at Dagen tog til, henlagdes nu til den 25de December og sloges sammen med den andetsteds kun lidet paaagtede Kristi Fødselsfest. (...) Ser vi, hvorledes disse Forhold tog sig ud i det 16de Aarhundrede, fem-seks Hundrede Aar efter Kristendommens Indførelse i Norden, saa var den paatænkte Omvendelse egentlig kun helt foregaaet med Festen ved Pinse, hvor Vaarfest og Kristenhøjtid havde indgaaet en inderlig Forening. Høstfesten paa Mikkelsdag var efterhaanden gaaet tilbage i Betydning. Men Jul og Midsommer fejredes fremdeles med vante Iver; kristelige Anvendelser og Hentydninger dækkede her kun delvis over de gammelhedenske Skikke. Og for Folkets Flertal stod endnu netop disse to, Jul og Midsommer, som Aarets Hovedfester. (...)

Julen, der i vore Dage afslutter Aaret, dannede i det 16de Aarhundrede i Norden dets Begyndelse, idet første Juledag var Aarets første Dag. Dette stemmede saavel med den gamle nordiske Opfattelse som med den kristelige, der jo, naar den lod hele Tidsregningen rette sig efter Kristi Fødsel, korrekt ogsaa maatte lade hvert enkelt Aar begynde med Kristi Fødselsdag. Ikke desto mindre havde Spørgsmaalet om Aarets Begyndelse Middelalderen igennem været og var endnu fremdeles et af de mest omtvistede. (...)

I dagligt Omdømme fandt det hele Spørgsmaal om Aarets Begyndelse en ganske anderledes nem Afgørelse i Norden [end i andre lande]. Her var der intet Menneske, der tvivlede om, at Julen var den store Fest, hvormed Aaret begyndte. Holdt nogen paa, at man desuden burde højtideligholde den 1ste Januar, "Nytaarsdag", som Folk paa Moden efter tysk Vis nu oftere kaldte den, saa var der aldeles intet i Vejen for at hædre halvgaaen Jul, "ottende Dag Jul", som den tidligere hed, med en ekstra Fest, men en Del af Jul var og blev den. Ganske anderledes foregik Udviklingen i sydlige Lande, hvor Kristi Fødselsfest og Aarets første Dag her skiltes fra hinanden, visnede hin hen, og Festen for Aarsskiftet drog al Opmærksomheden til sig.

Julen fejredes altsaa i Norden i det 16de Aarhundrede, fordi den var Kristi Fødselsfest og Aarets Begyndelse. Som ovenfor omtalt, var hermed imidlertid langt fra dens Betydning udtømt. Bagved laa en anden Grund til at holde Højtid, den samme, der i sin Tid havde fremkaldt Asadyrkernes Jul og siden gjort det naturligt at henlægge Kristi Fødselsfest og Aarets Begyndelse just til denne Tid, det var Glæden over det tilbagevendende Sollys.

Denne Naturgrund maa ikke tabes af Sigte. Dels er det nemlig den, der bliver tilbage, naar alle de religiøse Iklædninger fjærnes, dels er det den, der til enhver Tid lige villig har tjent til Underbund og Sindbillede for hver ny og dybere Fortolkning. Lysets Genkomst har kaldet til Fest, da vore Forfædre i den graa Oldtid skarevis trængte ind i Evropa fra Sydost og under nordligere Breddegrader lærte at savne og skatte det Sollys, der i det tidligere Hjem stundom havde været for stærkt. Lysets Fødsel i Vintermørket blev senere for Asadyrkerne den Aarstid, hvor det faldt afsig selv at fejre Thors, Frejrs og Odins Sejr over Jætterne. Og Lysets Komme til Verden blev endelig for de Kristne det paa een Gang simpleste og dybeste Udtryk for Kristi Menneskefødsel.

Dog end ikke ved denne Tydning af Julen som Glædesfest for det tilbagevendende Sollys tør vi standse. Bagved tegner sig i det 16de Aarhundrede  dunkle,  men  umiskendelige  Spor af en endnu ældre Fest, den ældste, der kendes: Festen for Mørket.

Vi veed ikke, hvor langt frem i Troen paa Lysets Guder vore Forfædre var naaet, da de efter lange Vandringer slog sig ned i Norden. Kun eet kan vi med Sikkerhed slutte: Bosættelsen i et Land med saa lang og mørk en Vinter som Nordens maatte virke paa Sindet. Maaske paavirkedes de yderligere af en tilstedeværende Tro paa Mørkets Magter hos de overvundne ældre Beboere. Vi veed intet nærmere herom. Men bag Julens Lysfest tegner sig spredte Træk af en ældgammel Julens Mørkefest, en Fest for, hvad Mulmet har slugt og den sorte Jord rummer: de døde.

En lignende Fest fejredes hos de hedenske Stammefrænder mod Syd, og Romerkirken var sluttelig klog nok til at optage den som en Allesjælesfest, der skulde højtideligholdes den 2den November. I Norden gav Vintermulm og Kulde den ældgamle Fest et endnu mørkere Præg, og ganske naturligt bevarede den sin gamle Plads, ved Juletid.

Vi skal senere enkeltvis betragte disse Rester af en oprindelig Fest, som de i det 16de Aarhundrede pletvis dukkede frem i nye, fremmede Omgivelser. Her skal vi blot gøre opmærksom paa, at de indenfor sig rummede vistnok en lang Udviklingsrække, nemlig alle Overgangene fra blot Rædsel til Tak og Tillid. Thi Mørkets Magter, de døde, ansaas i enkelte Sagn og Skikke -- sikkert de ældste -- for blot onde og fordærvende. De glædede sig ved Ødelæggelse, naar de fo'r afsted i "Asgaardsrejen", de greb, selv i Kirken, efter hver levende for at myrde ham. Men i andre, talrige Sagn og Former for Tro blev de samme Magter stilfærdige og skøttede sig selv; ja de blev godlidende, hjælpsomme, taknemmelige. Man bød dem Bad og Festbord. Hjemmet stod aabent og blev deres. Til Tak røgtede de Kvæget, signede Slægten, værnede Lykken. Ja, selv naar Jul var omme og Kagernes sidste Rester var strøet blandt Korn og Aske, glemte de døde underjorden ikke god Behandling. De ledte Plovfuren lige, de gav Kornet under Mulde Trivsel, indtil Sommersol fik kysset Spiren grøn og rank og fyldig. De blev lidt efter lidt selv til milde, hjælpsomme Væsner, Slægtens gode Aander, aflejrede i et Livssyn, hvor Julens Mørkefest uvilkaarligt gled over til Lysfest.

Julen frembyder da et forunderligt Særsyn: En Fest, der Aartusinder igennem er bleven fejret paa samme Aarstid, men af vidt forskellige Grunde, en Fest, i hvilken tidligere Tiders Skikke stadigt uden synderligt Anstød er blevet optagne i og vokset sammen med senere. Den nordiske Julefest udgør herved efterhaanden den mærkeligste, rummeligste og mest menneskelige af alle Fester. Den omslutter, mere eller mindre tydeligt, i sig Menneskehedens hidtidige Udvikling, med dens lange Vandring fra Frygt til Haab, fra Mørkerædsel til Tro paa Lysets Magter, til tindrende Tro paa Midnatsstjernen over Krybben i Bethlehem. Og denne Blanding er ikke tilfældig. (...)

Men mest forvirrende af alt med Hensyn til Bestemmelse af Juleskikke og deres Herkomst turde det dog maaske være, at den nyskabende Evne fremdeles synes at være i Virksomhed. De færreste tænker videre over sligt. Men sikkert er det, at blot i det 19de Aarhundrede er i Danmark tilkommet tre nye Juleskikke: det lyspyntede og gavebehængte Juletræ, Gaasesteg som Festspise Juleaften og den hyppige Anvendelse af den sindbilledlige Figur "Julenissen". Alle disse tre nye Skikke staar i lidet eller intet Forhold til Kristendommen.

[Juleforberedelser]

Allerede flere Uger før Jul begyndte Forberedelserne til Festen. Blandt disse var Bagning og Brygning de vigtigste. Hvor megen Vægt man i Norden lagde paa Julebagningen, kan ses af, at man i en gammel Billedalmanak fra 1399 angav Bagning som det betydeligste Arbejde i Hjemmet i December Maaned. Juleøllet skulde tillaves med særlig Omhu. Selv den fattigste Husholdning, hvor Øllet til daglig var tyndt nok, maatte til Julen brygge sig en Beholdning af stærkere Art. Denne kaldtes for "Juletønden". Det er denne bedste Slags Øl, der menes, naar det f. Eks. i Visen om Røverne paa Nordskov hedder, at da de gjorde Indbrud hos Bonden, truede de ham med deres Spyd og sagde:"Du give os af din "Juletønde".

 

At have "smagt Juletønden" var det folkelige Udtryk for at være beruset, og at "lægge Juletønden ind" Betegnelsen for at give særlig godt Traktement. Da en Kvinde i Kerteminde en Jul var stærkt drukken, og Manden vilde gaa ud af Huset for at undgaa videre Strid, raabte hun derfor efter ham: "Gak Djævlen i Vold! varst Du Mand som Du burde, da lagde Du mig min Juletønde ind". (...)

En ældgammel Vedtægt var det, at under Julefesten skulde al Ufred hvile og blodig Kamp være strengt forbudt. Maaske skrev denne Bestemmelse sig alt fra den hedenske Tid -- det var i det mindste Skik den Gang altid at møde ubevæbnet i "Gudehovet" til den store Ofring -- i hvert Fald havde Kirken i Middelalderen hævdet "Gudsfreden" som Pligt for alle. (...) Hele Norden over gjaldt den Form for Julefred", at saa længe Julen varede, skulde alle Retstrætter hvile, og i Hjemmet maatte intet Arbejde foretages undtagen det aldeles nødvendige, som Kvægets Fodring og lignende. Alt Brænde til Huset skulde være hugget i Forvejen. Særlig Sky nærede man for Sysler med hjullignende Bevægelser, som at spinde, vinde Garn, bore med Bor, der antoges at ville forvolde baade den, der udførte dem, og Gaardens Besætning Skade. Julen igennem troede man nemlig, at Solen selv holdt sig i Ro, intet andet maatte da heller bevæges rundt. (...) Et ganske eget Udtryk fik "Julefreden", idet den udstraktes til Dyrene tillige. Saalænge Julen varede, skulde Mennesket holde Fred selv med sine Arvefjender: Ulve, Bjørne, Rotter, Mus og end ikke udæske dem ved at nævne dem ved rette Navn, da ingen kunde vide, hvo der var klædt i saadan Ham. "Ved Juletid forvandles Mennesker til Ulve", siger Olaus Magnus, og de udføre meget ondt". For at sikre sig skulde man derfor kalde dem med fremmede Navne, Ulven: "Graaben", Bjørnen: "den gamle i Pelsen", Musene: "de smaa graa", eller "Tede", Rotterne: "de store" eller "de langrumpede" osv. Vanskeligt stedt var man med Familjenavnet: "Mus". I Havdrup Sogn paa Sjælland brugte man endnu ved Midten af det 18de Aarhundrede at kalde den derværende Præst, Hr. Laurids Muus (d. 1778), hvert Aar, saalænge Julen varede: "Hr. Tede". En Forvalter af samme Navn i Jylland kaldtes i Julen: "Forvalter Uting". Endnu ned til vore Dage nærer man paa Landet i Jylland Sky for i Julen atnævne blot Ordene Loppe eller Lus. De skal kaldes "de sorte" og "de graanakkede", "ellers blive de myndige". (...)

Jo nærmere Julen kom, des større Forstyrrelse og Uro herskede der i Huset. Ikke blot skulde jo alt det fornødne af Mad og Drikke være til Stede, men alt Indbo skulde vadskes og pudses til det nye Aar, og sluttelig Væggene "drages" eller de sodedeBjælker dog i det mindste bemales med Kridt til Højtiden. Den 23de December var Hjemmets mest uryddelige Dag. Mindet herom er endnu bevaret i det gamle Udtryk om et forstyrret Hus: "Her ser ud som lillejuleaften".(...)

[24. december]

Endelig oprandt den saa længselsfuldt ventede 24de December. (...) Dagens første Timer gik hen med at ordne, hvad der endnu stod tilbage. Saasnart Middagsmaaltidet, hvorpaa der den Dag kun lagdes liden Vægt, var til Ende, gav man sig i Lag med Stuens Udpyntning. Væggenes Dragning havde man vel i Reglen maattet besørge Dagen forud, men nu bredtes alt, hvad Huset ejede af Bænkehynder, og samtidig strøedes Gulvet med Halm. (...) I det 16de Aarhundrede var det vistnok temmelig almindelig Brug, ikke blot paa Landet, men ogsaa i mangt et Hjem i Byerne i Norden, at benytte denne Halm til fælles Natteleje for alle Husets Beboere den første Julenat, stundom endog flere Nætter i Julen. I saa Fald plejede man samtidigt at rede Sengen, og ofte Højsædebænken tillige, med alt, hvad Huset ejede af Sengeklæder, et Dynehav helt op under Loftet. Dette særligt gode Leje var tiltænkt Kristus og Englene, hvis de vilde gæste Huset. Man tillagde ogsaa "Julehalmen" en underfuld Virkning. (...) I Danmark brugte man vistnok i den katolske Tid at sige til Æbletræerne, naar man Juleaften bandt Halm om dem: "Fryd dig, Æblekvist! -- Som Maria, der bar Jesus Krist". Fra Jylland hedder det endnu ved Midten af det 19de Aarhundrede: "Hver Juleaften, naar der var syslet, gik Stine og hendes Søster ud i Haven, bandt Høbaand om alle Frugttræerne nede ved Rodenog sagde: I Aften klæder jeg dig. -- Til Sommer føder du mig". (...)

Naar Stuen var færdig, mærket med Kors og røget med Krudt og Svovl eller andet for at skræmme alle onde Aander bort, skred man til det næste, at sørge for Udhusene og deres Beboere. Ogsaa her blev der røget, Staal blev fæstet over Stalddøren, et Kors af Tjære blev strøget paa alle andre Døre og ligesaa paa Øltønderne, medens Skinker og Madvarer korsedes med Smør eller Fedt. Paa de gamle dansk-svenske Øer ud for Riga-Bugten, Øsel, Dagø og flere, hvor saa mange Minder fra den nordiske Tid har holdt sig uforandrede, er ogsaa "Julekorset" bevaret i sin oprindelige Form. Husfaderen mærker her endnu Vinduer og Døre med et Kors, omgivet af en Kres. Dette er den ældgamle Betegnelse for Solguden. Korset i dette Solbilled har i Aarhundredernes Løb faaet selvstændig Betydning og er fromt blevet udlagt først som Thors Hammer, siden som Kristi Kors.

Naar Kvæget var blevet gnedet paa Tænderne med Salt eller i enkelte Egne af Danmark med en Blanding af Salt og Sod, begyndte dets Helligaften. Denne betegnedes hele Norden over ved en Ekstrafodring. Saavel Heste som Køer fik Kærne den Aften ofte med et Par Ord til Forklaring saasom: "Det er Julekvæld, Kyre mi!" "Her har du, for at du skal vide, at det er Jul!" o. s. v. (...)

Til Tak for al denne gode Pleje herskede der ogsaa et særligt Liv i Stalden den Nat. Ved Midnatstide, i Frelserens Fødselsstund, rejste alt Kvæget sig op, og efter hvad man vilde vide, fik det endog en kort Stund menneskeligt Mæle. Sligt maatte imidlertid ingen overvære. En Mand i Sorø-Egnen, der i en langt senere Tid af Nysgerrighed vilde overbevise sig herom, blev den hele Nat igennem kastet fra Væg til Væg, saa at han kom ganske syg derfra, "og det var ikke Kvæget, der kastede ham".

I Jylland synes man dog ned mod vore Dage at være kommen Forstaaelsen nærmere. Det hedder herfra: "Julenat Kl. 12 rejser alt Kvæget sig op, strækker sig og drøner. Kreaturerne tale da med hinanden, og den, som forstaar Hebraisk, kan tale med dem".

Ikke blot for Kvæget sørgedes der; ogsaa Lænkehunden løstes og fik Lov at løbe ind med i Stuen, ja selv Himlens Fugle skulde vide, at det var Jul. Overalt i Norden brugte man at rejse for dem et Neg eller to paa en Stang, en Skik, der som bekendt har holdt sig mange Steder indtil vore Dage.

Men heller ikke den livløse Natur og alle disse dunkle hemmelighedsfulde Magter, der omgav Mennesket, burde glemmes. At have en Tanke for dem kunde maaske medføre mangefold Lykke i Aarets Løb. I Holsten brugte derfor Bønderne at gaa ud i Skoven, banke paa Stammerne og sige: "Glæd jer, Træer! den hellige Karst (Kristus) er kommen". I Norge bragte man Mad ud til Gaardens nærmeste, store Træ, eller overgød Rødderne med Mælk eller Øl. (...)  Faa var uden Tvivl de Steder hele Norden over, hvor man paa denne Aften ikke betænkte Nissen med en Skaal Grød med dygtigt Smør i. I Smaaland brugte man tillige at forære ham en ny Klædning.

Og som det gik Nissen, gik det mange Steder ogsaa baade Englene og andre usynlige Væsner, med hvem det gjaldt om at holde Venskab. I Wärend i Sverige satte man Mad ud i Døren til Englene, "Engleøllet", som det kaldtes. I Telemarken i Norge forklarede man sig den Skik, at lade Bordet staa dækket Dag og Nat hele Julen igennem, som sigtende til, at vandrende "Tusser", der usynligt drog forbi, skulde kunne nyde god Forplejning; og samvittighedsfuldt bragte man ligeledes Mad ud i Højene til "Vætterne". Paa mange Steder i Norden lod man Juleaften alle Døre staa uaflaasede, for at de underjordiske kunde i det mindste komme frem, hvor de vilde. (...)

Alt sligt maatte være bragt i Orden, medens det endnu var lyst. Thi fra det Øjeblik, den store Kirkeklokke lød, "Mariklokken", som den endnu ofte kaldtes, og det ringede til Solnedgang, "gik Julen ind", og hvert Arbejde skulde ophøre. (...) Naar Mariklokken havde lydt, kom da endelig Turen til at tænke paa sig selv, tvætte sig og iføre sig Højtidsdragt. Den sædvanlige Maade at udføre denne Aaarets Hovedrengøring paa var den gammeldags: alle begav sig til Husets Badstue. Naar Dampbadet var til Ende, iførte man sig rene Klæder. Aarets første Aften skulde nemlig nødvendig hædres med rent Undertøj, en Skiften Ham, som for manges Vedkommende slet ikke gik saa ofte for sig i Aarets Løb. Det er denne Fordring, hvortil der spøgefuldt sigtes i det gamle Ord: "Renlighed er en god Ting, sagde Kællingen, hun vendte sin Særk Juleaften". (...)

Efterhaanden som Husets Medlemmer, tvættede og højtidsklædte, forlod Badstuen, samledes de alle i "Stuen". Enhver, der traadte ind, hilste og genhilstes med den sædvanlige Julehilsen. Denne var, i det mindste efter en senere Tids Skik at dømme, saa nogenlunde ens Norden over og lød i sin korteste Form omtrent saaledes: "Glædelig Jul! Helsen og Sundhed og alt, hvad som kært er!"

Stuen var iført Festdragt, og Julelysene brændte paa det veldugede Bord. En ældgammel Skik var det, naar alle var samlede, at øge Ilden paa Arnen med et vældigt Stykke Brænde. Denne Skik maatte naturlig tabe sig overalt, hvor Kakkelovne indførtes, og er forlængst glemt i Danmark; men i Sverige og England har den holdt sig indtil nu. I Sverige kaldes det "julbrasa", i Northumberland og Yorkshire: "yuleblock" eller "yule-clog", en Benævnelse, der tydeligt nok beviser, at Skikken her er af nordisk Oprindelse, da jo Jul paa Engelsk ellers hedder "Christmas".

[Julegaver]

Naar Julestammen var lagt paa Ilden, skred man til Udveksling af Gaverne. Ogsaa denne Skik var urgammel, kendt ikke blot af de hedenske Nordboere, men ogsaa af Romerne ved deres Saturnalier. Antallet af Saadanne Gaver kunde ofte være overordentlig stort. Hos Fru Anna Brahe til Løberød i Skaane hørervi saaledes, at derjuleaften stundom kunde samles 4 til 500 Personer ude i Gaarden fra de omliggende Sogne for at modtage Julegaver. Erik Rosenkrans paa Bergenhus uddelte Juleaften Aar 1560 Gaver til 187 forskellige Personer. Dette var naturligvis for en Del Almisser, svarende til, hvad der f. Eks. var Skik i Helsingør, hvor der hver Juleaften ved Krogens Slotsport uddeltes Kød, Brød, Øl og Lys til de fattige, der medbragte en Seddel fra Præsten. Om ikke Almisse, saa dog en Art staaende Rettighed var det, naar alle Kongens Skippere, Styrmænd og Højbaadsmænd Juleaften mødte paa Københavns Slot og fik en Mark hver, samt Øl, Mjød og Lys; hvorfor de ogsaa højlydt beklagede sig, da disse Gaver Aar 1576
udeblev. (...)

Én meget almindelig Gave fra Husfader og Husmoder var de saakaldte "Julekager". Disse var dels finere, enten af Honning og Peber eller omtrent svarende til, hvad der endnu i Danmark kaldes "Julekage" -- dels grovere, blot af Rugmel, de saakaldte "Sigtekager". Deres Form havde ældgammel, sindbilledlig Betydning, idet de enten skulde være ganske runde, vistnok svarende til Solen, eller have Skikkelse af et levende Væsen, hyppigst Mænd, Bukke og Grise (Fig. 8 og 9). At herved oprindelig har været sigtet til Thor, hans Bukke og Frejrs Galt, synes umiskendeligt. Spor af denne sidste Skik er de endnu for Norden ejendommelige Børnekager: "Kagemænd" og "Sukkergrise"; i Danmark er Forbindelsen mellem disse og Julen glemt, i Sverige bevares den endnu. (...)

Ved Betragtning af den hele Skik med "Julekager" faar man et levende Indtryk af, hvor lidt selv et Spand af tusind Aar har at sige i Forhold som disse. For de nordiske Vikinger, der fejdede paa England, var Skikken gammel og velbekendt. Derom vidner, at i hine Egne, som de erobrede, har den gamle, danske Benævnelse "Yule-cake" endnu den Dag i Dag holdt sig i Almuesproget. (...)

Julegaverne bestod dog hyppigt i andet og mere end blot Kager. Efter Tidens Sædvane sørgede man da gerne for, at deres Værdi var tydeligt angiven, enten en ligefrem Mønt eller let forarbejdet Sølv og Guld, en Ske, et Bæger, en Ring eller lignende. Blandt alle de Julegaver, som Christian den Fjerde i Aarene 1592 og 1593 gav til sine nærmeste, var der kun en eneste, der var af ubestemmelig Værdi, nemlig et lille Bæger med Laag, som han selv havde drejet til Niels Kaas. Resten var lutter Sager, hvor man kunde føle sig til Værdien: et Guldsmykke til hans Moder, det ene Aar til 320 Kroner, det andet Aar til 1000 Kr., Guldsmykker til hans to Søstre, det ene Aar til 260 Kr. Stykket, det næste til 360 Kr., Guldringe til Regeringsraaderne til 120 Kroner Stykket, o. s. v., o. s. v.

En underlig Skik, som dog ikke synes at have stødt nogen af de Paagældende, var de officielle Julegaver, der hvert Aar maatte sendes til de Øvrighedspersoner, man i Aarets Løb havde staaet i Berøring med. For Byernes Vedkommende kunde Udgifterne her løbe ikke saa lidt op. Helsingør By f. Eks. sendte hver Jul en Foræring baade til Lensmanden paa Kronborg, hans Slotsfoged, Skriver og Ridefoged, og desforuden til Byens Sognepræst, hans Kapellan, Organisten, Byskriveren, Byens to Politibetjente og Fogedens to Tjenere. Gaverne var aldrig to Aar i Rad ganske ens; dog fik i Reglen Sognepræsten, Kapellanen, Organisten og Byskriveren en Oksekrop til Deling, en Kvart til hver. I Helsingør gik man videre i Høflighed end andetsteds, idet man ikke nøjedes med at sende Julegaver blot til Byens egen Lensmand, men sendte ligeledes til de to Nabolensmænd i Frederiksborg og Helsingborg-- Et tiltalende Indtryk gør det at se, hvorledes Niels Hemmingsen, efter at han var falden i Unaade, afsat fra sin Lærerpost og forvist til Roskilde, endnu hver Juleaften fik sendt fra København Universitet et halvt Fad Vin i Julegave.

Hvad Julegaver til Børn angik, saa var det Skik, at hvert Barn laante en Tallerken eller Skaal -- et "Julefad", som det kaldtes, og selv satte det ud i det Frie, naar Mørket var faldet paa, og derpaa i spændt Forventning oppebiede, hvad Jesusbarnet vilde bringe. Naar den lille atter fik sit Fad, var dette enten fyldt med Gaver eller, hvis vedkommende havde været uartig, tomt. (...) Det er denne Skik, "at sætte sit Fad ud",  som det kaldtes, hvortil der sigtes i følgende Brev fra den syvaarige Christian den Fjerde til hans mindre Broder: "Kære Hr. Broder, Hertug Ulrik! om I nu flitteligen studerer og skikker Eder tugtig, som I ofte paamindes, saa kommer Vor Herre Jesus vist til Eder med meget Godt nu til hans Fødselstid". I et Brev fra samme et Par Aar efter til hans smaa Skolekammerater kommer han atter tilbage hertil: "I veed vel Børn! at vor Frelsers Kristi Fødsels Højtid nu tilstunder, og vor Herre Jesus plejede altid til denne Dag at forære os med nogen Skænk, saa mange det forgangne Aar havde tjent ham troligt og været flittig. Nu ville vi forsøge til denne Højtid, hvor mange Saadanne findes iblandt os".

[Julens mad]

Maaltidet Juleaften bestod enten af tørret Fisk og Sødgrød eller af Skinke med Grønlangkaal og Grød, hos de fornemste gerne Risengrød. En Tærte eller Æbleskiver afsluttede hyppigt Maaltidet. (...) En af de ældste Former for Juleaftens Kødret er vistnok den, som har holdt sig paa Landet baade i Nørre- og Sønderjylland, hvor der paa denne Aften nydes kogt Svinehoved. Derimod træffer vi i det 16de Aarhundrede intet Spor af den senere Skik at lade stegt Gaas være Juleaftens Festspise. Endnu mindre kendt var naturligvis Kalkunen, der i det 19de Aarhundrede delvis i Evropa, men næsten ganske hos Angloamerikanerne, har vundet Enehævd som Juleret.

Grønlangkaal var en ældgammel Julespise. Den tillavedes i Skaane i en noget senere Tid, men vistnok paa gammeldags Vis, saaledes: En Dreng fyldte ude i Kaalhaven en Kurv med Grønkaal og skar den smaat i Hakkelsekisten; derpaa kom Bryggerspigen den i det Kar, hvori Skinken til hele Julen var kogt, og vedblev at fylde paa, efterhaanden som den kogtesammen. Kaalen omrørtes med et to til tre Alen langt Træ af Formsom en Aare. Naar den var tyk som en Dejg, østes den op i et Sold, for at Vandet kunde løbe fra den. Den tillavedes i saa store Maader, for at den ligesom Skinken kunde vare Julen igennem.

Grøden mærkedes vistnok fortrinsvis Juleaften med et Kors over Hullet i Midten, hvor Smørret var anbragt (Fig. 11). Herveddannedes midt i Fadet et Hjulkors, det ældgamle Sindbilled for Solen. Flere Opgivelser synes at tyde paa, at man i Christianden Tredjes og Frederik den Andens Borgestuer har kendt den Spøg at gemme Mandler i Julegrøden, ligesom det ogsaa lader til, at Hofsinderne denne Aften har faaet Honning til deres Grød.

[At drikke og skåle]

Førend Julenadveren var til Ende og Bordbønnen læstes, blev endnu en gammel Skik efterkommet. Husfaderen udbragte Kristi eller det ny Aars Skaal. Som al Skaaldrikning foregik dette paa den Maade, at den, der havde udbragt Skaalen, efter at have sagt, hvad han vilde, og drukket af Bægeret, rakte dette til sin Nabo, der saa atter med lignende Ord tildrak sin Nabo o. s. v. (...) Denne Skaaldrikning var paa en Maade Julens højtideligste Øjeblik, hvor Julevelsignelsen lystes over alle, og hver enkelt,efterhaanden som Bægeret vandrede rundt, blev Led i en og samme Samdrægtighedens Kæde. Navnene havde i Aarhundredernes Løb skiftet Klang; nu hed det ikke længere Thors eller Odins Skaal, men Kristi eller Vorherres, men iøvrigt var Fremgangsmaaden i sine Hovedtræk uden Tvivl uforandret siden Hedenolds Dage.

Herpaa tyder ogsaa de mange ældgamle Sædvaner, som stod i Forbindelse dermed. Det at sende hinanden Drikkevarer i Julegave, hvad saa hyppigt forekom -- vi minder f. Eks. om Universitetets ovennævnte stadigejulegave til Niels Hemmingsen, Købstædernes Julegaver til Lensmænd osv., osv., der saa godt som udelukkende bestod i Drikkevarer -- alt dette var blot en videre Udvikling af hin Skaaldrikning Juleaften, idet man ved Drikkegaven vilde udtrykke, at man herved tildrak vedkommende Guds Skaal og ønskede ham Julefred og Lykke i det nye Aar. Med det Fad Rhinskvin, som Helsingør By ved Juletid 1562 sendte Lensmanden, Frants Brokkenhus, fulgte en Skrivelse fra Borgmestre og Raad, hvori det ligefrem hed, at de bad ham modtage denne Vin, "hvori vi have tildrukket Eder den hellige Kristi Skaal". (...)

Den Drik, hvori Kristi og det nye Aars Skaal blev drukket, var i Reglen Øl, hyppigt dog ogsaa Mjød. Derimod synes man ved denne ene Lejlighed at have undgaaet at drikke Vin, ihvorvel man, naar man sendte en den som Julegave, paastod at have "tildrukket ham Kristi Skaal" heri. Øl og Mjød havde Aarhundreders Forret ved denne Lejlighed. Derfor hedder det ogsaa endnu om Forholdene i Jylland 1850: "Naar Suppen og Gaasen er fortæret, kommer Æbleskiverne. Hertil drikkes Mjød baade af Mænd og Kvinder. Maaske enkelte Steder faar Manden ogsaa en Snaps Brændevin; men de fleste Steder bliver der denne Aften ikke drukket synderlig Brændevin, men som i Oldtiden kun Mjød og Godtøl.

[Julemiddagen]

Maaltidet Juleaften varede vistnok meget længe. Næppe for intet er det endnu Overtro: "Den, der holder først op med at spise paa Juleaften, skal dø inden Aaret er omme. Endelig læstes Bordbønnen, man rejste sig fra Bordet, takkede Husbond og Madmoder for Mad og rakte derefter Haanden til alle. Naar det ved denne Lejlighed gik mere højtideligt til end sædvanligt, var Grunden den, at denne Tak gjaldt ikke blot det enkelte Maaltid, men hele det forløbne Aar. (...)

Efter Maaltidets Ende afdugedes ikke Bordet, men blev staaende dækket, som det var, hele Julen igennem, idet man blot stadig fyldte paa, naar det truede med at blive afspist. Herved tilsigtedes et dobbelt Øjemed. Dels skulde der bestandig være Mad til Rede, naar nogen Gæst kom ind, fattig som rig, for at ikke nogen ved intet,at spise "skulde bære lulen ud af Huset. Selv de usynlige Aander tænktes jo at kunne ønske at tage for sig af Retterne. Dels kunde Husets Kvinder, saaledes virkelig nyde "Julefred", idet Maden for alle fjorten Dage var kogt engang for alle. Kun Juleaften nødes altsaa Skinken varm.

-- Hvor Julehalmen laa paa Gulvet og flød om under de senere Dages Lege; hvor Spisestuen, som i Reglen var Tilfældet, tillige udgjorde Familjens Dagligstue og fælles Sovekammer; hvor endelig som mange Steder paa Landet Stuens Befolkning yderligere forøgedes med tobenede og firbenede Husdyr, kunde Julebordet umuligt se lige tiltrækkende ud første og sidste Dag Jul. Men ingen faldt paa at forarges over sligt.

Efter Maaltidet begyndte man gerne paa, hvad der hørte særlig denne Stund til, at tage Varsler om, hvad det nye Aar skulde bringe. Allerede under Maaltidet kunde sligt gøres, saafremt nogen vovede sig til, førend Bordbønnen var læst, at liste ud i det mørke Gaardsrum og kigge ind i den oplyste Stue. Hvo der var "fejg", det vil sige skulde dø i Aarets Løb, vilde da vise sig siddende ved Bordet uden Hoved. Dog ansaas hele denne Maade at udfritte Fremtiden paa for ikke fuldt ud tilbørlig og var heller ikke uden Fare for den, der anvendte den.

Den rette Maade at tage Varsel paa var ved forskellige Ting inde i Stuen, og da først og fremmest ved Hjælp af "Julelysene". Ved "Julelys" forstod man de Lys, der var anbragte paa Bordet, mindst to, stundom flere. Som det vil erindres, var Datiden kun lidet forvænt med Belysning, og det overhovedet at brænde Lys var i mangt et Hjem en sjælden Overdaadighed. Juleaften skulde imidlertid selv i det fattigste Hjem hædres paa denne Vis, og hvad mere var, Lysene skulde brænde hele Natten igennem. (...)

[Juletræet]

Hvor afvigende end Skikkene med Julelysene kunde være i de enkelte Egne, træffes dog intet Spor af, at man nogetsteds i Norden skulde have brugt at anbringe dem paa anden Vis end i Stager, aldrig paa et Træ. Juletræet -- det lyssmykte Naaletræ med paahængte Gaver -- kendtes ikke. [Den] Skik at smykke Træet med Lys var ikke af nordisk Oprindelse.

Saa vidt vides, stammer denne Skik fra Oldtidens Ægypten, og forekom senere ved de romerske Saturnalier, hvor Børn dansede om det oplyste Træ og dets Gaver. I sin nuværende Form kan Skikken kun nogenlunde sikkert forfølges tilbage til Frankrig i det 12te eller 13de Aarhundrede. To forskellige gammelfranske Digtere omtaler nemlig som Pryd ved Julefest Træer, oplyste med Kærter, og i Toppen af det ene siges at have været anbragt et nøgent Barn, Kristusbarnet. Senere omtales Skikken i Mellemtyskland i det 16de Aarhundrede. Herfra bredte den sig langsomt. I det 17de Aarhundrede forekom den i Elsass. I det 18de trængte den ind i Nordtysklands Stæder. I det 19de Aarhundredes Begyndelse gik den fra Øerne Øsel og Dagø over til Sverige, og omtrent samtidig trængte den ind i Danmark fra Syd ligesomden bredte sig ind i Østerrigs sydlige Lande og endog ind i de polske Provinser. Medens Skikken slog stærkt an i Skandinavien og nu har bredt sig fra Stæderne ud til Landbefolkningen, sejrede den ikke i samme Grad i England, hvortil Dronning Viktorias Ægtefælle, Prins Albert, overførte den fra Tyskland; Kristtorn og Mistelten var de hjemlige engelske Juleplanter. Efter Midten af det 19de Aarhundrede har Skikken endelig banet sig Vej over Atlanterhavet til Nordamerika, hvor den breder sig overordentlig raskt. Overalt, hvor Juletræet er naaet hen, har det fortrængt eller dog væsentlig ændret de gamle Skikke med Julelysene. (...)

[Julehalmen]

Netop under den uhyggelige Stemning, som Tanken om alt saadant [Spøgeri] kunde fremkalde, var det en beroligende Følelse Juleaften at vide, at ingen denne Nat skulde ligge alene. Det var nemlig Skik paa denne Aften, og i mange Egne hele Julen igennem, ikke at gaa til Sengs, men alle: Husbond, Madmoder, Børn og Tyende at sove sammen paa Gulvet i Stuens Julehalm. For at forstaa denne Skik maa vi sondre mellem, hvad heri var dagligdags og hvad usædvanligt. Det var en ganske almindelig Sædvane ved festlige Lejligheder at bestrø Gulvet med Hø eller Halm, en Skik, der aabenbart oprindelig skrev sig fra den Tid, da Gulvet, selv i en Kongshal, var den bare Jord, og hvad enten det saa var Klippegrund eller stampet Ler lige meget kunde trænge til et Overlag. Skøndt Forholdene forlængst havde forandret sig, havde denne Skik troligt holdt sig i det 16de Aarhundrede. (...) Der var da intet for Julen ejendommeligt i den Højtidsskik at strø Gulvet med Halm, og først en langt senere Tid har mistydet dette som et Forsøg paa at udstyre Stuen ved Frelserens Fødselsfest som en Krybbe. Men ejendommeligt for Julen var det, at alle i en eller flere Nætter sov sammen paa Gulvet i denne Halm.

Vi staar her vistnok overfor en af de ældste Juleskikke, et Udtryk for den ældgamle Tankegang, fælles for Nordboere og Romere: at alle ved Aarsskiftets Fest for en Stund skulde være lige. (...)  Iøvrigt synes Skikken ikke at have været saa livskraftig, som man skulde slutte fra dens Betydning og Ælde. I de allerfleste Egne af Danmark holdt den sig næppe længere end overhovedet den Skik ved Fest at strø Gulvet med Halm. Kun Bornholm danner i saa Henseende en Undtagelse. Her var det endnu i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede almindelig Brug Juleaften at dække Dagligstuens Gulv med Halm, hvori saa "Gaardens Folk, Husbond, Madmoder, Sønner og Døtre, Piger og Karle, ja endog Besøgende fra andre Gaarde i selskabelig Endrægtighed tilbragte nogle Nætter.(...)

[Kristmessen]

I det 16de Aarhundrede blev Søvnen i Julehalmen paa selve Juleaften dog ikke af lang Varighed. Ifølge ældgammel Skik skulde man nemlig alle hilse den opgaaende Sol, og ifølge katolsk Brug skulde enhver, der kunde, overvære Messen ved Midnatstide i Frelserens Fødselsstund.

Det var klart, at i disse to Skikke ytrede sig to forskellige Syn paa Livet. Den gamle, hedenske Opfattelse havde henlagt den hellige Stund til Solens Frembrud, Dagens Komme. Kristendommens Forkyndere havde vundet et Forspring ved at kunne henlægge Hovedhøjtiden til selve Midnat, der angaves at være Kristi Fødselstime. Om denne samledes da og toges i Brug som kristelige alle de gamle hedenske Skikke med skræmmende Blus, Baal paa Højene, der nu betegnedes som lige saa mange Glædesblus. Og vil man have et sprogligt Bevis for, hvorledes Festens Tyngdepunkt for Folkebevidstheden lidt efter lidt flyttedes til Natten, saa lægge man Mærke til, at Julefestens Navn paa Tysk blev til "den hellige Nat" (Weihnachten), paa Engelsk til selve Midnattens Kristmesse (christmas).

Om Højtideligholdelsen af den natlige Kristmesse har vi for Danmarks Vedkommende endnu enkelte Vidnesbyrd fra Middelalderen bevarede. Vi hører f. Eks., at under Erik Glipping indtraf Aar 1283 den Ulykke, at Taarnet paa Ribe Domkirke Julenat lige efter Gudstjenesten styrtede ned og knuste en Mængde Mennesker. Og i Christiern Pedersens Jærtegns-Postil af 1515 hedder det: "Denne hellige Epistel, som læses i Nat i Christmesse, den skrev den værdige Apostel Sct. Pouel" osv.

Efter Reformationens Indførelse var man i Danmark og Norge ilde stedt med Kristmessen. Den betragtedes af de styrende som en katolsk Levning, der burde udryddes. Men Folket hang fast ved den. Det stod jo da ogsaa klart til at læse i Biblen, at Natten var Kristi Fødselsstund. Og der var knap den Kirke i Norden, hvor man ikke paa Væg eller Hvælving selv kunde se, hvorledes det hele var gaaet til: Lysningen i Mørket, da Englen aabenbaredes, Hyrdernes Glæde, saa Sækkepiben maatte frem, ja selv Gederne dansede af Fryd. Vist var Kristmessen en berettiget Gudstjeneste. Forgæves udstedtes der Forbud paa Forbud imod den, selve det, at disse maatte gentages, viser, at de ikke blev overholdte. Rundt om paa Herregaarde saavel som i Landsbyer var der nok af lutherske Præster, dermed Glæde gik ind paa Kl. 12, Kl. 2 eller Kl. 4 om Natten at holde Kristmesse for Alteret i den oplyste Kirke.

Hvad der uden Tvivl -- og ikke mindst i det 16de Aarhundrede -- gav Kristmessen noget eget betagende, var den Følelse af fælles Fare, som opfyldte alle ved denne Lejlighed. Thi denne Stund var jo tillige de onde Aanders og de dødes, og hvis ikke de levende var mødte med saa mange Blus og Brande, skulde næppe nogen af dem være sluppen vel fra den hele Nattetur. Da Kristmessen siden afskaffedes, tiltog stærkt denne Følelse af Uhygge, og mærkeligt nok gik selve Kristmessen i Arv til de døde, der nu som en Art "Asgaardsrej" antoges hver Julenat at holde Fællesmøde med Gudstjeneste i Kirken. Herinde samledes de alle efter Badet i den forladte Badstue. Ve enhver, der lokket af Lyset fra Kirken lod sig forlede til at træde ind, i den Tro at det var Froprædiken. De døde greb ham og drog ham til sig. (...)

Desværre besidder vi ikke nogen Beskrivelse af, hvorledes Kristmessen fejredes i Norden i det 16de Aarhundrede. Sandsynligt er det dog, at det maa være foregaaet omtrent paa samme Vis, som endnu er i Brug i Småland. Allerede Kl. 12 Midnat begynder Skarerne at drage ad Kirke til. Gudstjenesten betegnes vel som en blot Ottesang ("Julotta"), men er i Virkeligheden en "Kristmesse", idet der ringes første Gang til Kirke Kl. to, og selve Gudstjenesten begynder imellem tre og fire. Fra alle Gaarde strømmer Befolkningen ud, hver Flok forsynet med brændende Blus af tørt Tjæreved ("Tanne"). Milevidt ses disse lysende Punkter langsomt at bevæge sig henimod Kirken. Paa Kirkevolden kastes alle Brandene sammen i et stort Baal. Kirkens Indre er oplyst fra Alteret, Prædikestol og Lysekroner, men desuden har hver "hæderlig" Bonde og Hustru sit Lys med sig, saa at ingen Stue kan maale sig med Kirken denne Nat. Gudstjenesten varer med Salmesang, Prædiken og Altergang lige til Morgengry; men næppe viser Dagskæret sig, førend den samlede Menighed bryder ud i Salmen: "Den signede Dag". (...)

[1. juledag]

Efterhaanden som Kristmessen begyndte at afskaffes, gled Festens kirkelige Tyngdepunkt over til Højmessen paa første Juledag. (...) Alt tyder paa, at første Juledag har været betragtet som en Fest, der kun burde fejres inden Hjemmets Vægge. Efter endt Gudstjeneste synes derfor enhver hurtigt at have begivet sig hjem og al selskabelig Sammenkomst paa denne Dag at have været bandlyst. (...) Den tilgrundliggende Tanke var vistnok den, at Julens og altsaa Aarets første Dag skulde være viet Hjemmet. Julens første Dag stillede alle indenfor den enkelte Husstand lige. Festens senere Dage bredte Ligheden til det hele Bygdelag. Spor af denne ældgamle Opfattelse har holdt sig i Norden indtil vore Dage. (...) Om Forholdene i Nørrejylland hedder det: "Første Juledag holder Folk sig altid hjemme, og da besøger de ingen. Slet ingen maa gaa i Byen; den Dag er fredet. Hvis der kommer fremmede paa denne Dag, bliver de truede med at faa "Fiskevandet" (Vandet, hvori Fisken var kogt) slaaet i Hovedet. (...)

[2. Juledag: Hestefesten]

Mellem Julehøjtidens tvende Hovedafsnit, Festen for den snævrere og for den videre Kres, foregik der et ejendommeligt Mellemspil. Det var Hestefesten paa anden Juledag. Oprindelsen hertil maa vistnok søges i Asadyrkningens Tid eller maaske endog længere tilbage. Sikkert er det, at Hesten havde været Guden Freys hellige Dyr. Som saa meget andet var imidlertid dette gaaet i Glemme og fremtraadte i hvert Fald nu i kristelig Forklædning. Medens Skikkene uden Tvivl var de gamle, kaldtes nu den religiøse Hovedperson ikke længere Frey, men Steffen, efter Set. Stephanus, anden Juledags Helgen, den første Martyr. Hvorlidet denne end havde med Heste at skaffe, maatte han overtage Freys Rolle og optræde som Hestenes Skytshelgen. I god Tro sang man i Danmark:

Sankt Stefan han rider de Foler i Vand,
Alt ved den lyse Stjerne:
"For vist er nu Profeten fød",
"Som frelse skal al Verden". (...)

Festens sædvanligste Form synes at have bestaaet i et Vædde-ridt i den tidlige Morgenstund til et fælles aftalt Vandingssted. (...) I Sønderjylland var det, i det mindste senere, Skik, at den, der kom først, fik en Gevinst og kaldtes "Stefan". (...) Hvad der kan have bidraget sit til at gøre Hestene muntre, var, at man brugte at give dem det Øl at drikke, der var levnet i Kanderne Juleaften. Et Minde om de med Festen forbundne Hesteofringer kunde maaske søges i den Overtro, der lader sig paavise baade i Norden, England og Tyskland, at det var gavnligt at aarelade Heste paa anden Juledag, helst efter at de var rørte, saa at de stode i een Sved. (...)

I flere Egne af Nørrejylland har det i Mands Minde været Skik paa anden Juledag at staa meget tidlig op, gøre sin egen Stald i Stand og derpaa skynde sig til, uset, ogsaa at røgte Naboens. Lykkedes dette, havde Naboen tabt sin Ret til paa denne Dag at faa Davre og maatte overlade den til den, der havde udført hans Gerning. Den, der kom sidst op, kaldtes for "Stafen" (Stefan), og bar dette Navn Aaret rundt. I de fleste Egne af Nørrejylland er imidlertid nu den gamle Skik næsten helt udvisket. Tilbage er blot blevet en grovkornet Lystighed, hvor det gælder om paa denne Morgen at staa tidlig op og gøre saa megen Forstyrrelse og Uryd hos andre som muligt. Et svagt Minde om Hestens tidligere Hovedrolle paa denne Dag har holdt sig i, at en meget yndet Form for Uryd endnu er at spærre Stalddøren med Gødning fra Møddingen. Derimod turde det være en anden ældgammel Rest af Festen, der har holdt sig i Jylland i den Skik, at paa Stefansmorgen skal alle, der i Aarets Løb har hjulpet med ved en Gaard, særlig ved Høsten, møde før Daggry paa Stedet, hvor de da ved tændte Lys trakteres med varmt Øl med Smør i, Sigtebrød og en ny, hel Ost, der kaldes "Stefansost". Det røde Øl, hedder det naivt, skal minde om Stefans Blod. (...)

Det er et haabløst Forsøg at ville klare sig, hvorledes denne Fest i sine Velmagtsdage i det enkelte har taget sig ud. Kun saa meget synes vi at kunne skimte, at det hele Stjernefald af senere Skikke skriver sig fra en oprindelig Klode, en hedensk Fest for Arbejdets, Flidens, Frugtbarhedens Gud, Frej, hvem Hesten var helliget. Det er højst sandsynligt, at Festen er bleven fejret ikke blot ved tidlig Opstaaen, Røgten af sin Gerning og Nydelse af Jordens gode Gaver, men ogsaa ved Hestevæddeløb, mulig Hestekamp, og vel med Hesteofring og et Fællesgilde paa det slagtede.

[Julestue og julelege]

Julens anden Halvdel var viet til selskabelige Sammenkomster. Det gav disse et eget Præg, at de gik regelmæssigt paa Tur eller var Sammenskuds-Gilder. Allerede i de ældste norske Love, Gulathings-Loven f. Eks., træffer vi denne Ordning omtalt, som Kristendommen tog i Arv efter Hedenskabet. Befolkningen var delt i "Lag", hvis Medlemmer skød det fornødne sammen og
derpaa i Forening holdt Fest, hvor enhver, der havde Part, "tog Del i Laget". Næsten uforandret har disse Forhold i enkelte af Nordens Egne holdt sig indtil vore Dage, mest udpræget hos norske Bønder, men endnu dog ogsaa tydeligt baade i Jylland og i Sverige. Aar ud og Aar ind holdes her Julegilderne i den bestemte Rækkefølge, Beværtningen er omtrent ens ved dem alle, og Gæsterne medbringer ofte selv deres Øl.

Den til Grund liggende Tanke er ikke vanskelig at blive vaer. Idet saaledes alle, rige som fattige, skiftevis var hverandres Gæster og blev ens beværtede allevegne, laa heri et ejendommeligt og kraftigt Udtryk for, at alle paa denne Tid var  at anse for hverandres Lige og Brødre. Dette maatte blive end mere iøjnefaldende overalt, hvor den gamle Skik overholdtes, som endnu flere Steder i Norge, at alle, ikke blot Hustruer og Børn, men hele Tyendet tillige fulgte med. (...) I det 16de Aarhundrede holdt den gamle Skik sig, saa vidt vi kan skønne, endnu temmelig uforandret paa Land som i By. By-forholdene havde vel afstrøget enkelte Ejendommeligheder, saa at det kunde tage sig ud blot som skiftevis Sammenkomster mellem Slægt og Venner; men dette udlignedes atter ved, at indenfor samme By var alle beslægtede eller dog bekendte, og ved
Julegilderne havde Tyendet usædvanlig Frispas.

Ingen Dagligstue kunde rumme et sligt Antal Gæster. I den stod jo tilmed det stadige Julebord dækket, og i gammeldags Huse laa Julehalmen hele Festen igennem paa Gulvet. Man tyede da til "Storstuen" eller "Sommerstuen", der trods sin Mangel paa Kamin bedst egnede sig til, hvad der skulde foregaa.

De Fester, som saaledes fjorten Dage i Rad skiftevis holdtes i forskellige Storstuer, gik alle under et og samme Navn "Julestue", og lignede hverandre i høj Grad. Fra Middag til henimod Morgenstund "legede" man i dem alle. Naar de desuagtet ikke behøvede at være ganske ens, saa laa dette dels i, at Munterheden jo kunde være af forskellig Grad, men dels ogsaa i, at der gaves
en talløs Mængde af Lege.

Disse Julelege havde i umindelige Tider tjent til Moro ved Nordens Julegilder. Saa langt skriftlige Vidnesbyrd rækker, omtales de. I Englands gammeldanske Egne kan endnu høres Ordet: "lake" ikke mindst om Julelege brugt for det engelske "to play". I det 16de Aarhundrede var de i fuld Gang og hørte hjemme baade hos høj og lav.

Skøndt de brugtes i Flæng, var de dog sikkert af meget forskellig Oprindelse. Der lader sig saaledes udskille en Gruppe, som utvivlsomt skrev sig fra den hedenske Tid, og atter andre, der bar Præg af kristelig Herkomst. Blandt de hedenske var "Julebuk" og "Julevætte" de mest bekendte, og herhen hørte rimeligvis ogsaa "Hvegehors", "Hvidebjørn", "Huggetønde" og flere.

"Julebukken" var tydelig nok en Overlevering fra Thors-Dyrkelsens Tid. Dette fremgaar dels af, at Julebukken undertiden udstyredes med en Træhammer, dels af at Legens egentlige Indhold bestod i, at en død Buk, ligesom Thors, blev levende igen. Legen i sin simpleste Form bestod i, at En kom ind udklædt som Buk, idet han bar et Bukkehoved paa en Stang og selv var indhyllet i et laaddent Dække. Under Afsyngelsen af en Sang gjorde saa enten han alene eller hele Selskabet under hans Anførsel allehaande Krumspring, hoppede alt efter Versenes Indhold først kaadt omkring, faldt derpaa ned som død osv. og blev tilsidst levende igen.

I det 17de Aarhundrede begyndte i Danmark Legens Form at ændres. Thors-Dyrkelsen var jo forlængst glemt, og de strenge Forbud mod Gedehold gjorde det efterhaanden til næsten en Umulighed at forskaffe sig de fornødne Bukkehoveder. Lidt efter lidt omdannedes da Skikken til en Slags Spøgelse- eller Djævlefigur, hvor kun Hornene svagt mindede om Bukke-Oprindelsen. Under denne nye Form fremstilles f. Eks. Julebukken i Holbergs "Julestuen", og denne Opfattelsesmaade synes at have været den almindelige paa Holbergs Tid. Det laa imidlertid nær, at sligt maatte kunne vække Anstød. Allerede i det 17de Aarhundrede hører vi da ogsaa bestemt Indsigelse rejst mod den forargelige Julebuk. Ikke med Urette gjorde saaledes D. Monrath opmærksom paa, at Julebukken var mere end en hedensk Overlevering, det var Djævelen selv, der fremstilledes. Og for ret at skræmme Samtiden tilføjede han følgende Meddelelse: "Man har og tidt hørt forskrækkelige Udgange paa Saadanne Julebukke, hvorledes at Fanden i Saadanne Julebukkes Skikkelse er indkommen i samme Julestuer og har borttaget en Del Mennesker, som fandtes der og havde Behag i saadant Abespil. Man tager næppe fejl ved at tillægge det Anstød, som Julebukkene vakte, en væsentlig Medvirkning til, at Regeringen endelig helt forbød Afholdelsen af Julestuer.

Denne Julebukkens Omdannelse til en Djævlefigur taler vistnok for, at den selv i sin oprindelige Form har haft noget i sig, der var i Strid med en Lysets Fest. I saa Fald vilde det være et nyt Vink om dens Ælde. Vist er det, at den hos Landbefolkningen i Danmark, hvor den trods alle Forbud længe holdt sig i Smug, efterhaanden antog et særligt uhyggeligt Præg. Julebukken blev til den Onde selv. I Kalundborgegnen f. Eks. udklædtes den som Fanden, listede om i Mørket og kiggede ind ad Døren. Vovede man sig ud, sad han saa stundom oppe paa Husets Tagryg. I Nørrejylland blev Julebukken til en udklædt Dukke, en Slags Modstykke til eller Spottebilled af Jesusbarnet. Dukken anbragtes ofte i Laden og ikke faa Beretninger melder om, at den og den Kvinde, der vovede sig over for at hente den, blev borte med det samme. Hun var forsvunden, men hendes Blod fandtes sprængt paa Ladens Loft og Vægge. (...)

En ogsaa i det 16de Aarhundrede yndet Juleleg, der ved sit Navn kunde minde om Julebukken, er "Blindebuk". Navneligheden er næppe helt tilfældig. Vel har Blindebuk været kendt i umindelige Tider hos forskellige evropæiske Folkeslag og staar forsaavidt ikke i noget Forhold til den blot nordiske Julebuk. Men betegnende er det dog, at denne Leg, der i det sydlige Sønderjylland kaldes: "Blindemomme", i Tyskland: "den blinde Ko", i England: "den blinde Mand", i Frankrig: "Colin maillard" osv., kun i Norden har faaet navnet "Blindebuk". Dette Navn er aabenbart fremgaaet af samme ydre Forhold og samme Indbildningskraft, der uden Anstød har kunnet spænde Bukke for Krigsgudens Vogn og ved Juletid har ladet en Gedebuk møde som hans Sendemand.

I Slægt med Julebukken var "Julevætten". Fra Midten af det 17de Aarhundrede begyndte, i Danmark i det mindste, de to Skikkelser at glide over i hinanden; men oprindeligt havde det ikke været saa. "Julevættens" Særkende var tværtimod at fremstilles som et krybende Dyr med en lang Hale og et skrækindjagende Ydre. Den søgte at røve Mennesker, især Børn, og lod sig kun forsone ved Madoffer. Der kan næppe være nogen Tvivl om, at det Væsen, der oprindelig har foresvævet Indbildningskraften, har været en Drage eller vel snarest selve Midgaardsormen. I Julekage-Form forekom den endnu tydeligt i det 17de Aarhundrede. Dens sidste Minde i Brødform er Nutidens Kringler. Det var næppe uden gammel Biklang af noget betydningsfuldt, at just denne Figur tidligt var bleven valgt til Bagerskilt. Endnu omkring Aar 1700 kunde det vække Rædsel hos Stuens yngste Befolkning, naar der raabtes : "Nu kommer Julevætten", og den saa selv kom krybende ind med sværtet Aasyn, sort Hætte over Hovedet og en brændende "Tyripind" eller en lille Stok med tændt Lys i Munden. Foran enhver rejste den sig paa Halen og forlangte Æde. Fik den Æbler og Nødder, stilledes den tilfreds, fik den intet, gjorde den Mine til at slæbe den tiltalte med sig. Børnene skreg, Spøgen for de Voksnes Vedkommende synes at have bestaaet i Forsøg paa, naar Julevætten rejste sig paa Halen, at puste Lysene i dens Mund ud; hvis dette lykkedes, flygtede den. (...)

Mindre bekendte er de andre Julelege af formodet hedensk Oprindelse: "Hvegehors", "Hvidebjørn" og "Huggetønde". I det 16de Aarhundrede var de endnu i fuld Gang, og Peder Palladius meddeler den mærkelige Oplysning, at de ligesom "Julebuk" er blevne aflyste til Landsting "under Kongens Sværd", altsaa under Trusel af Dødsstraf for enhver, der befattede sig dermed. Selv denne Trusel var dog ikke stærk nok til at fortrænge dem. "Julebuk" holdt sig, som ovenfor omtalt, endnu Aarhundreder efter, og de andre omtales af og til langt ned i den følgende Tid. (...)

I det 16de Aarhundrede havde Regeringen, som vi saa, aabent Blik for det hedenske og ugudelige i disse Julelege. Det var dog vistnok baade da og senere kun de allerfærreste af Deltagerne, der anede, hvortil der oprindelig sigtedes i Julelegene. De betragtedes blot som en vedtagen Spøg, der havde gammel Hævd. Ikke desto mindre er det mærkeligt at se, hvor dybt de til Grund liggende Forestillinger bunder i den nordiske Bevidsthed, og intet beviser maaske mere deres ældgamle Kraft end den Spireevne, som de endnu den Dag i Dag fremdeles er i Besiddelse af.

[Julemænd og nisser]

Efter at Rædslen for de Paagældende Skikkelser forlængst har tabt sig, efter at de tilsyneladende helt er glemte, har Indbildningskraften paany taget dem i Brug som goddædige Væsener. Det er ikke blot i en afsides Krog af Norge, at man i vor Tid paa Juledags Morgen leder efter de lykkevarslende Bygkorn, som det fordums Julespøgelse "Julesvenden" har bragt, for hvem man derfor ogsaa reder et Leje i Højsædet, hvis han skulde ønske at hvile sig Natten over. Nej, selv ved Midten af det 19de Aarhundrede har de gamle Forestillinger i Danmarks Hovedstad skudt friske Skud.

For at forstaa, hvad der er foregaaet, maa det erindres, at hos de forskellige germanske Stammer forekommer endnu sprængte Rester af en, efter Navnet at dømme oprindelig fælles, Gudeskikkelse. I Tyskland optræder denne under Navnet "Nicolas" som Gavebringer. Kirken har endog skænket ham Helgenrang, fordi han, "den Gang, da han var Biskop", skal have vakt to Drenge til Live, der alt var myrdede og lagte i Salttønden, og en anden Gang reddet en hel Familje fra Vanære ved at forære den en Pengepung med Guldstykker. Den 6te December er helliget ham, og om Natten fylder han, ligesom Juleenglen, de Fade, som Børn i Haab om Gaver sætter ud til ham. (...) Ifølge Legenden skænkede Sct. Nicolas Pengepungen med Guldstykker til en fattig Mand, der for at skaffe Penge vilde bortgive sine tre voksne Døtre til Utugt. Lidt efter lidt er Skt. Nicolas for Folketroen, i det mindste i mange Egne, ganske naturlig gleden over til at være den samme som Juleenglen. I England derimod er "Gamle Niels" eller "Nicolai" (Old Nick) bleven til en Betegnelse for Djævelen. I Norden endelig indtager begges Navnefrænde, den lille "Nisse", en Mellemstilling. Egentlig en drillevorn Hustrold, passer han dog paa Huset og skøtter sin Dont, naar han blot hver Jul faar Grød med dygtigt Smør i.

Dette var Forudsætningerne. Saa fandt ved det 19de Aarhundredes Midte en driftig københavnsk Boghandler paa til Jul en Gang at lade forfærdige en hel Del Billeder af Nisser, nogle spisende Grød, andre slæbende Gaver, pyntende Juletræ, ja en endog med selve Julestjernen. Det var i Virkeligheden et meningsløst Paafund, for saa vidt Nissen i den nordiske Folketro ikke spiller denne Rolle. Men i et Nu slog Ideen an, og fra Aar til Aar siden da har hver Jul bragt bestandigt nye og flere Fremstillinger af samme Emne;  nu vrimler Bøger, Tidsskrifter og Blade deraf.

Fornuftigvis vil ingen heraf slutte, at København er begyndt at tro paa Nisser. Omvendt er det valgte Sindbillede lige saa lidt tilfældigt, som det er noget bevidst Udslag af Kundskab om, at "Skt. Nicolas", "Julesvenden", "Gamle Niels" og "Nissen" oprindelig vistnok var en og samme. Det er den frie Indbildningskraft, der uden at ane det har indslaaet vante Veje; det, der er fremkommet, er paa een Gang Lunets Foster og et dunkelt Minde fra Folkets Barndomstid med de stærke Indtryk. (...)

[Forbud mod julestuer]

Julestuerne holdt sig i Danmark uforstyrret det 17de Aarhundrede ud. Etatsraad Johan Monrad (1638-1709) fortæller saaledes i sin Levnedsbeskrivelse ikke blot om, hvorledes han som Barn var med i de lystige Julestuer, som Rektoren ved Frue Skole i København holdt for Disciplene, "der da tog alle Borde og Bænke ud af Stuen og legte hele Nætter"; men ogsaa om, hvorledes han som voksen deltog i Julestuer i Landets bedste Krese, f. Eks. hos den gamle Henrik Ranzau.(...)

Men temmelig pludselig standsedes saa Julestuerne ved Forordningerne af 1730 og 1735. Allerede Aar 1683 var vel i Danske Lov "al letfærdig og forargelig Legen om Julen" bleven forbudt, men dette Forbud udelukkede jo ikke sømmelige Julelege og gjaldt i hvert Fald, ligesom en Del Politianordninger i de følgende Aartier, kun offentlige Julestuer. Først ved Forordningen af 1735 om Sabbatens Helligholdelse ramtes ogsaa de private, og mærkværdig hurtigt veg nu de gamle Skikke for den nye, pietistiske Retning under Christian den Sjette. Det hørte allerede Aar 1746 til Undtagelserne, naar Præsten i Grenaa maatte klage over, at man dér i Byen endnu vedblev med de "forargelige Julestuer", og i Løbet af kort Tid meldes det fra de forskelligste Egne, at Julestuer i gammeldags Forstand nu er afskaffede. (...) Den Magt, for hvilken Julestuerne veg, var mere end blot ydre Forbud, det var et Omslag i Folkestemningen i det hele. Naar de, selv efter at Tilbageslaget herimod atter var indtraadt, alligevel ikke genoptoges, saa laa Grunden hertil i, at man var bleven sig deres mislige Sider altfor klart bevidst. Engang vel afskaffede, kunde ingen fornuftigvis ønske dem indført paany.

Det, man bebrejdede Julestuerne, var først deres hedenske Præg. Allerede i det 16de Aarhundrede havde man haft aabent Øje herfor, og, som Peder Palladius beretter, var adskillige af de værste Lege, saasom Julebuk, Daaretønde osv., blevne ved Landsting under Dødsstraf forbudte. I en Visitats-Prædiken paa Lolland fra samme Aarhundrede ivres der mod "Juleleg og andet ugudeligt Væsen", og Gejstligheden synes overhovedet at have gjort, hvad den kunde, for at faa dem afskaffede. Men skøndt disse Klager gentoges lige ned til det 18de Aarhundrede, vilde de dog næppe alene have været i Stand til at faa Julestuerne afskaffede.

Langt større Fare laa der i den Løsnen af alle Baand, hvortil Julestuerne gav Tegnet. "Det er Jul, ihvad vi gør", var et gammelt, meget betegnende Udtryk, og Julehalmen var Vidne til Scener, som overtraf alt, hvad Aaret ellers frembød. "Ikke at have Raad til en Rus i Julen", var Betegnelsen for den ynkeligste Armod, ligesom det at "have smagt Juletønden", var tilstrækkelig Undskyldning for hvad som helst. Et lille Træk fra Slutningen af det 17de Aarhundrede giver  i al sin Ubetydelighed et malende Billede af Datidens Glæde ved en slig Rus. En Forfatter, der anfører flere Eksempler fra Fyn paa, hvorledes Juleøllet har været ogsaa Husmødrene for stærkt, fortæller blandt andet, at en Bonde i Julen løb ud og stoppede Herremandens Søn, som just red forbi hans Gaard, idet han sagde: "O, kommer ind et lit; Mo'er hun er saa rusende, det er en Hjartens Lyst at se".

Julens Overdaadighed fik være, hvad den var -- "Julespy var glemt før Faste" -- men det alt for frie Forhold mellem begge Køn, hvortil Julelegene gav Anledning, drog let meget uheldige Følger efter sig. Klagen over Julestuernes Usædelighed var gammel. Allerede i Viser fra Middelalderen findes Hentydninger hertil, f. Eks. hvor Jomfru Gundelil beder sin Moderom at maatte drikke Juledrik med den unge Hr. Palle, og Moderen da svarer:

Vel maa du drikke Juledrik
Med unge Hr. Palle iaar.
Saa krænker han din Ære,
Som han saa længe eftertraaer.

Og Klagerne kommer bestandig igen lige ned til Holbergs Dage. I Holbergs Julestue, 7de Scene, omtaler Hieronymus "de mange Jomfrudomme, der gik af Stabelen i Julestuer". Med Kendskab til dette Julestuernes Vanry, vil man bedre forstaa Bitterheden i Christian den Fjerdes Forespørgsel til Kirstine Munk: "Om hun ikke dansede, legte Jul og gjorde sig lystig med Rhingreven, medens Vi laa for Fjenden og blev skudt i Armen. Mangensteds paa Landet synes man at have taget de i Julelegene forekommende Vielser som gyldige, i det mindste for en Tid, og de unge Karle levede Julen igennem hver med sin Legestuepige. Endnu i det 19de Aarhundrede staar i Sverige Befolkningens stærkeste aarlige Tilvækst i et bestemt Forhold til Julen.

Alle disse Julestuernes mislige Sider traadte i det 16de Aarhundrede vel ikke saa afstikkende frem, dels fordi Skikkene endnu svarede til Folkets Dannelsestrin i det hele, dels fordi de ogsaa til en vis Grad mildnedes ved, at alle Samfundslag tog Del deri. Men da i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede Adelen og den velhavende Del af Borgerstanden havde faaet Smag for selskabelig Underholdning af udenlandsk og mere sleben Art -- Holbergs Julestue henlægges til Æbeltoft og Hieronimus siger i Stykket: "Se om nogen fornemme Folk holde Julestuer. Julestuer ere og ganske aflagte i København" -- saa sank Lystighederne ved disse naturligt ned til at blive endnu mere grovkornede end tilforn. Richard Paullis Skuespil: "Julestuen og Maskeraden", der udkom Aar 1724, viser os et Overgangstrin, idet Familjen her leger Jule- eller Selskabs-Lege, medens Tjenestefolkene holder særskilt Julestue for sig med Udklædninger osv. Allerede i Forordningen af 1726 klages der over Udplyndring, Drab og Tyveri, begaaede paa Gaderne af slige formummede Julestuefolk. Det var derfor ikke en uskyldig gammel Skik, men en virkelig Uskik, der blev afskaffet, da Christian den Sjette forbød Julestuer.

Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at en Aartusind gammel Skik ikke lader sig afskaffe hverken ved een eller to Forordninger. "Julestuer" kunde forbydes og forfølges. Men de enkelte Julelege kunde ikke paa en Studs aflives og udviskes af Folkets Erindring. Som vi har set, har de indenfor en lidt ændret Ramme ogsaa holdt sig hele Danmark over, især hos Landbefolkningen, næsten ned til vore Dage. (...)

[Julens afslutning]

Korrekt burde Julen have været omme med den tolvte Dag, og Helligtrekonger begyndt Aarets Virksomhed. Men selv om en saadan Skik nogensinde har været overholdt i Norden, saa var den i det 16de Aarhundrede forlængst afløst af den kristelige Inddeling, der maalte efter Uger. Julen kom saaledes til at vare i fjorten Dage, og den syvende Januar blev Julens sidste Dag. Denne syvende Januar havde i Danmarks Historie en sørgelig Navnkundighed, det var nemlig paa den, at Knud Lavard 1131 var bleven myrdet i Haraldsted Skov af sin Fætter Magnus. En Kilde sprang, hvor Mordet var sket, et Kapel byggedes derover, Knud Lavard blev erklæret for Helgen, og fra nu af var hans Navn uopløselig knyttet til den syvende Januar. Endnu 6-700 Aar efter forekom hans Navn idelig og idelig i det gamle Mundheld: "Sankt Knud Gjenner (Eller: kører, driver, jager, ringer, bærer osv.) Julen ud", hvormed naturligvis sigtedes til, at Skt. Knuds Dag var Julens sidste. (...) Saavel i Sverige og Norge som ogsaa tildels i Danmark træffes dog Spor af, at end ikke denne rundelige Festtid af fjorten Dage har været anset for tilstrækkelig. Vi hører om tyvende Dag Jul, Søndagen næst efter tyvende Dag Jul" hedder det f. Eks. i Christiern Pedersens Postille, og i Sverige og Norge synes det at have været det almindelige at regne Julen til den trettende Januar. (...) En vis Forvirring gav det, at man i Sverige ligesom i Danmark kaldte Julens sidste Dag "Skt. Knud" og lod denne "drive Julen ud", men satte den til den trettende Januar, saa at Skt. Knuds Dag i de to Lande kom til at betegne to forskellige Dage med kun en Uges Mellemrum. Om Lysten til fortsat Julemunterhed vidner det gamle Ønske: "Jul til Paaske!", hvilke Ord endog gik over i den sædvanlige Julehilsen, der kom til at lyde: "Gud signe eders Jul! Jul til Paaske! (...)

Alt maatte imidlertid have en Ende. De sidste Spor af Julen forsvandt, naar man nogle Dage efter Skt. Knud paa den saakaldte "Brokke- eller Bryggemisse" fortærede alle Levningerne, skaarne smaat og kogte sammen til en ubestemmelig Blanding.

Om kilden

Forfatter(e)
Troels Frederik Troels-Lund
Dateret
1500
Oprindelse
Troels-Lund, T.F.: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, VII. Bog( 2. udg. 1914-15).
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Troels Frederik Troels-Lund
Dateret
1500
Oprindelse
Troels-Lund, T.F.: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, VII. Bog( 2. udg. 1914-15).
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk