Tillid og reformationen

Artikler

Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet udsprang af spørgsmålet om, hvem mennesket kunne have tillid til, når det gjaldt dets frelse. Reformatoren Martin Luther (1483-1546) mente, at den katolske kirke opfordrede mennesket til at have tillid til dets egne gode gerninger. Herimod understregede Luther, at mennesket udelukkende skulle have absolut tillid til Gud. Tillid var også centralt for Luthers forståelse af forholdet mellem samfundets undersåtter og dets ledere, der fungerede som Guds hjælpere på jorden og derfor skulle adlydes tillidsfuldt. Indenfor moderne luthersk teologi har særligt religionsfilosof og teolog K.E. Løgstrup (1905-1981) udfoldet tillidens basale betydning for menneske og samfund. For nylig har forskere foreslået, at tillidens rolle i luthersk teologi kan have påvirket samfundsforståelsen i de skandinaviske lande, der alle er lutherske, og alle er præget af en høj grad af social tillid. 

Forståelsen af tillid i Det Gamle og Det Nye Testamente

Luthers forståelse af tillid, der blev afgørende for hans reformation af den katolske kirke fra ca. 1517, har sin baggrund i Biblens forestilling om en pagt forstået som en aftale baseret på tillid mellem Gud og menneske. I Det Gamle Testamente var tilliden en forventning om, at Gud ville indfri pagtens løfte om et frugtbart liv for israelitterne med talrige børn og børnebørn. Det rettroende menneskes forhold til Gud var karakteriseret ved klippefast tillid: ”Hans hjerte er trygt i tillid til Herren” (Salmernes Bog 112, 7).

I Det Nye Testamente blev pagten udvidet fra kun at gælde israelitterne til at omfatte hele menneskeheden, og løftet drejede sig nu ikke om et børnerigt liv i verden, men om frelse og evigt liv. Derudover blev den tillid, der karakteriserede pagten, koblet til et begreb om tro: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebræerbrevet 11, 1).

Luthers forståelse af tillid

Den nytestamentlige forståelse af tro som tillid til Guds løfte om frelse blev afgørende for Luthers nye forståelse af menneskets forhold til Gud, der i begyndelsen af 1500-tallet førte til en reformation af kristendommen. Den katolske kirke opfordrede kristne til at gøre gode gerninger og købe aflad for at nedsætte Guds straf for deres synd og dermed sikre sig, at de var berettigede til frelse. Det medførte ifølge Luther, at mennesket måtte have tillid til sig selv og sine egne evner til at sikre frelsen. Som ung munk erfarede Luther, hvordan denne såkaldte gerningsretfærdighed førte til en stadig større mistillid til Gud, fordi Luther aldrig følte sig i stand til at gøre nok gode gerninger og dermed altid tvivlede på sin frelse. Det såkaldte reformatoriske gennembrud indtraf, da Luther indså, at Gud ved at lade sin søn lide og dø for menneskets synd allerede havde indfriet sit løfte om at frelse mennesket. Gennem Kristus blev det muligt for mennesket at genindtræde i pagten med Gud med fornyet tillid til Guds frelse. Fremfor at have tillid til sig selv og sine egne penge, magt og gode gerninger blev det klart for Luther, at mennesket udelukkende skulle have tillid til, at Gud ville hjælpe, beskytte og i sidste ende frelse det.

Tillidens betydning for Luthers samfundsforståelse

Luthers understregning af tillid som det afgørende element ved gudsforholdet smittede af på hans forståelse af samfundslivet. Ifølge Luther var de verdslige myndigheder eller staten, som blev anført af fyrsten, stedfortrædere for Gud, der iført Guds masker skulle iværksætte den orden i samfundet, som var blevet fastlagt ved skabelsen. Forholdet mellem fyrste og undersåt var som det tillidsfulde pagtsforhold mellem Gud og menneske karakteriseret ved gensidige forpligtelser. Fyrsten var forpligtet på at drage omsorg for og endda elske undersåtterne, som til gengæld var forpligtet på at vise fyrsten absolut tillid, hvilket indebar magtafgivelse og underkastelse.

Luther understregede altså, at mennesket skal underordne sig fyrsten og samfundets øvrige ledere som for eksempel husfaderen og præsten, men fastslog samtidig, at gudsforholdet udelukkende angik det enkelte menneske og Gud. Luther gjorde op med enhver forestilling om kirken og dens præster som mellemmænd og gjorde det enkelte menneske ansvarligt for sit eget gudsforhold. Det er omdiskuteret blandt forskere, hvorvidt denne betoning af individets selvbestemmelse kan tænkes at have bidraget til menneskets forvandling fra lydig undersåt i senmiddelalderen til bemyndiget borger i velfærdsstaten i det 20. århundrede.

K.E. Løgstrup: Tillid som en grundlæggende åbenhed mellem mennesker

I moderne tid er tillidens centrale betydning for samfundet blevet understreget af aarhusteologen K.E. Løgstrup (1905-1981). Ifølge Løgstrup findes der i forholdene mellem mennesker en grundlæggende tillid, der som en såkaldt suveræn livsytring danner baggrund for vores liv sammen, og som betyder, at vi, når vi møder et andet menneske, har umiddelbar tillid til, at han vil os det godt. Som menneske står vi udleverede til det andet menneske og må give os tillidens åbenhed i vold, hvis livet skal lykkes. Men at have tillid til andre kan være farligt, fordi vores tillid kan blive misbrugt. Løgstrup mener, at samfundsordningerne er til for at værne mennesket mod tillidsbrud, og fremhæver, at velfærdsstaten giver de bedst mulige betingelser for, at denne grundlæggende tillid kan trives.

Tillidens betydning for den moderne skandinaviske velfærdsstat

For nyligt er flere forskere begyndt at interessere sig for, hvorvidt den stærke lutherske betoning af absolut tillid i gudsforholdet, som overføres på de samfundsmæssige forhold, kan have bidraget til udviklingen af den skandinaviske velfærdsstat, der opstod i lutherske lande og baserer sig på en høj grad af social tillid. Efterfulgt af de øvrige skandinaviske lande er Danmark i dag det land i verden, der har den højeste grad af tillid imellem sine borgere og mellem borgerne og staten, og disse tillidsrelationer synes at danne en nødvendig forudsætning for velfærdsstatens etablering og overlevelse. Ligesom det senmiddelalderlige forhold mellem fyrsten og hans undersåtter er også den moderne velfærdsstat karakteriseret ved gensidige forpligtelser mellem stat og borgere. Staten drager gennem en række velfærdsydelser omsorg for borgerne, der til gengæld samvittighedsfuldt betaler deres skat. Den gensidigt forpligtende relation forudsætter, at folk har tillid til, at deres medborgere også arbejder og betaler skat, samt at staten ikke er korrupt og forvalter skatteindtægterne på en frugtbar måde. Tilskyndet af deres høje tillid til både medborgere og stat er skandinaver generelt flittige, på trods af at det skandinaviske system med høje skatter og massive overførselsindkomster burde tilskyndelse dem til ikke at arbejde. Hvis denne tillid forsvandt, kunne en ond cirkel muligvis resultere i stigende skatteunddragelse, færre skatteindtægter og deraf færre penge til offentlige investeringer og serviceydelser; noget, som igen vil svække tilliden til systemet og føre til yderligere skatteunddragelser. Uden skatteindtægter til at finansiere velfærdsydelser vil den skandinaviske velfærdsstat ikke længere eksistere. Forskere har derfor påpeget vigtigheden af at værne om den indbyrdes tillid. Vedligeholdes fundamentet af tillid, som velfærds­samfundet bygger på, bevares det helt unikke ved den luthersk baserede skandinaviske kultur, hvor den høje grad af tillid og den stærke fornemmelse af gensidig forpligtelse fx gør det muligt at minimere bureaukrati.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Gert Tinggaard Svendsen, Sasja Emilie Mathiasen Stopa
Tidsafgrænsning
1517 - 2017
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring (2010/1956)

Svendsen, Gert Tinggaard: Tillid (2012)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Gert Tinggaard Svendsen, Sasja Emilie Mathiasen Stopa
Tidsafgrænsning
1517 - 2017
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring (2010/1956)

Svendsen, Gert Tinggaard: Tillid (2012)

Udgiver
danmarkshistorien.dk