Thorvald Stauning, 1873-1942

Artikler

Thorvald Stauning var socialdemokratisk statsminister i 1924-26 og igen fra 1929 til sin død i 1942. Han er den længst siddende statsminister i danmarkshistorien. Særligt for arbejdere blev hans liv et inspirerende symbol på den sociale, kulturelle og demokratiske udvikling, han og Socialdemokratiet havde stået i spidsen for siden århundredeskiftet.


Opvækst og ungdom

Thorvald August Marinus Stauning blev født i 1873 i et københavnsk arbejderhjem, og hans barndom var præget af fattigdom, sygdom, arbejdsløshed og ringe boligforhold. På trods heraf ofrede hans forældre sig for at give deres søn den bedste skolegang, de formåede. Det gav Stauning gode grundkundskaber og resten af livet en dyb respekt for viden, uddannelse, oplysning og litteratur. Han blev uddannet cigarsorterer og var fagligt og politisk aktiv i den socialdemokratiske arbejderbevægelse fra begyndelsen af 1890’erne. Han var formand for Cigarsorterernes Fagforening 1896-1908, 1898 redaktør for De Samvirkende Fagforeningers (LO's) blad og blev i 1899 ansat på Socialdemokratiets hovedkontor under partiformand P. Knudsen, der så en stor fremtid i den unge Stauning.

Politiske hverv

Stauning blev folketingskandidat i 1901 og medlem af tinget fra 1906 frem til sin død i 1942. Desuden var han fra 1913-25 medlem af Københavns Borgerrepræsentation og frem til langt op i 1920’erne stærkt engageret i internationalt arbejde i Socialistisk Internationale, hvor han nød bred anerkendelse. Stauning afløste P. Knudsen som partiformand i 1910.

Kontrolminister 1916

Under 1. verdenskrig var Stauning fortaler for at flytte Socialdemokratiet fra dets hidtidige mere ortodoks-marxistiske linje, der krævede socialdemokratisk flertal i Rigsdagen, før partiet ville indlade sig på regeringsdeltagelse. Bestræbelserne kronedes med held ved den såkaldte Natkongres i 1916, hvor partiet besluttede at takke ja til den radikale statsministers C.T. Zahles invitation til at lade Venstre, Konservative og Socialdemokratiet stille med hver en kontrolminister (minister uden portefølje) i regeringen. Det førte til, at Stauning blev optaget i ministeriet og fortsatte indtil 1920. Det kendetegnede i det hele taget Staunings politiske virke, at han var pragmatisk og realpolitisk anlagt og generelt havde let ved at indgå i såvel uformelle drøftelser som mere formelle forhandlinger med politikere fra andre partier med henblik på at indgå forpligtende aftaler og kompromisser.

Statsminister 1924-26

Efter folketingsvalget 1924 kunne Socialdemokratiet efter en stor fremgang danne en sin første mindretalsregering under Staunings ledelse. Økonomiske problemer tvang regeringen til at udskrive valg i 1926, hvilket bragte Venstre til magten. Staunings første regering var ikke nogen stærk regering, og den overlevede kun sine to år på en noget tøvende radikal opbakning. Men de mareridtscenenarier, som visse borgerlige kredse havde forudset ved udsigten til dannelsen af en arbejderregering, blev gjort til skamme i kraft af, at landet var blevet ledet værdigt og med behørig respekt for forfatningen, kongehuset og andre bærende institutioner.

Statsminister igen i 1929

I 1929 kunne Stauning igen danne regering. Denne gang var det en flertalsregering sammen med Det Radikale Venstre. Koalitionen med Stauning som statsminister og den radikale P. Munch på udenrigsministerposten viste sig så stabil, at den overlevede flere folketingsvalg og blev siddende indtil besættelsen i 1940.

I løbet af 1930'erne opbyggede Stauning en enestående position i dansk politik. Positionen byggede på såvel myndigt politisk lederskab som en række vidtgående økonomiske og sociale reformer, der trods økonomisk krise på verdensplan og betydelig politisk uro i Europa skabte et forholdsvis stabilt og fremgangsrigt dansk samfund.

1930'erne: Folkeparti og reformer

Siden 1. verdenskrig voksede Socialdemokratiets tilslutning under Staunings lederskab ved valg efter valg, så det i 1935 samlede 46% af stemmerne. Under den af Stauning opfundne parole "Danmark for Folket" udvikledes Socialdemokratiet fra et klasseparti for arbejderne til et folkeparti med appel til størstedelen af befolkningen. Efter et tiår som statsminister og store resultater med relativ social, politisk og økonomisk fremgang for arbejderklassen, stod han i slutningen af 1930'erne som den centrale magtfaktor i dansk politik. Han var sit partis ubestridte, beundrede og respekterede leder.

Trods modvilje mod regeringens politik langt ind i Venstre og Det Konservative Folkeparti havde de to oppositionspartier i begyndelsen af 1930'erne hver for sig – og typisk aldrig samtidigt – stemt for dele af den reformpolitik, som regeringen fremlagde. Mest kendt og omfattende i rækken af politiske forlig var Kanslergadeforliget i januar 1933. Reformpolitikken i begyndelsen af 1930'erne indeholdt en modernisering af social- og arbejdsløshedslovgivningen, en erhvervs- og beskæftigelsespolitik med øget statslig indflydelse på det økonomiske liv, samt hjælp til det gældsplagede landbrug.

Under Staunings ledelse og med den unge partisekretær Hans Hedtoft som den ansvarlige for udførelsen blev Socialdemokratiets politiske kommunikation professionaliseret og moderniseret i løbet af 1930'erne. Med inspiration fra blandt andet det tyske socialdemokrati, SPD, benyttedes plakater, film, teater og musik i den politiske mobiliserings tjeneste. Ved folketingsvalget i 1935 førtes således også en slagkraftig kampagne under sloganet "Stauning eller kaos", der i sig selv også er et vidnesbyrd om statsministerens stærke position i tidens danske politik.

Kritikken: "Systemet Stauning"

På højrefløjen var der mange, der respekterede Stauning for hans lederskab og den aura af troværdighed og stabilitet, der omgav ham. Men der var også højrefløjskredse, som hadede ham for de samfundsforandringer, han var et symbol på. Betegnelsen "Systemet Stauning" vandt frem på dele af højrefløjen som udtryk for alt, hvad der var galt i Danmark: "Systemet Stauning" ødelagde alle sunde, traditionelle værdier. Det hæmmede arbejdsomheden og "den sunde selvopholdelsesdrift", og det fremmede krævementalitet, særinteresser og materialisme på bekostning af kongetro, pligt og flid, lød det fra kritikerne.

Den sociale og politiske uro, der kunne iagttages rundt om i Europa, forsøgte Stauning-Munch regeringerne målbevidst at undgå ved at føre en konsekvent parlamentarisk linie og en politik, der fremmede beskæftigelsen samt sikrede et vist mål af social velfærd for alle. Det var en politik, der til dels blev ført på bekostning af den ydre sikkerhedspolitik funderet i det militære forsvar. Ligesom P. Munch forestillede Stauning sig ikke, at Danmark kunne forsvare sig mod et angreb fra Tyskland. Synspunktet førte til hårde angreb fra nationalistiske kredse, der ønskede øgede forsvarsudgifter, og som beskyldte regeringen for defaitisme[1] og manglende fædrelandskærlighed. Kritikkerne formulerede dog ikke et sammenhængende sikkerhedspolitisk koncept endsige noget alternativ til regeringens neutralitetspolitik.

I 1939 sikrede Stauning sin indflydelse på den socialdemokratiske arvefølge ved at frasige sig formandsposten for partiet, som blev overdraget til hans protegé Hans Hedtoft, dengang kun 35 år. Hermed fik Stauning mere tid til statsministergerningen, uden at miste visheden om, at partiet var i sikre hænder. 1939 bragte dog flere politiske nederlag til den Stauning, der ellers hidtil var gået fra sejr til sejr. Ved folketingsvalget i 1939 mistede Socialdemokratiet for første gang i generationer mandater, og Staunings arbejde for en ny grundlov faldt ved en folkeafstemning pga. for lav valgdeltagelse. Begge afstemninger oplevedes af Stauning som store personlige skuffelser.

Under besættelsen 1940-45: Pres fra mange sider

Den næsten kampløse overgivelse 9. april 1940, som Stauning var med til at træffe beslutning om, styrkede de miljøer, der i 1930'erne havde ytret kritik af "Systemet Stauning". Nu lød anklagen også på, at "Systemet" havde givet fædrelandet væk. Straks fra 9. april rejste der sig krav om Staunings afgang. Andre mente, at han som indbegrebet af stabilitet, politisk styrke, danskhed og demokrati netop var det eneste håb. Det var i krydsfeltet mellem disse to synspunkter, han agerede under besættelsen.

Forhandlings- og samarbejdspolitikken som overlevelsesstrategi

Stauning forblev på statsministerposten for at tage ansvar for beskyttelsen af befolkningen og for at forsvare 1930'ernes politiske resultater, men også for at forsøge at bevare sit parti og arbejderbevægelsens organisationer som helhed. Den særlige danske besættelsesordning, som opstod ved de tyske tilsagn af 9. april om at overlade Danmark udstrakt politisk uafhængighed, åbnede muligheder for begge dele. Og for arbejderbevægelsens vedkommende var netop bevarelsen af det politiske liv og dets institutioner en potentiel garanti for, at bevægelsen ikke kom til at lide samme hårde skæbne som arbejderbevægelsen i Tyskland. Mens de socialistiske partier og fagbevægelsen blev forbudt i Tyskland, og dets medlemmer udsat for forfølgelse, internering og henrettelser, blev det i stedet en dansk socialdemokratisk statsminister, der var øverste ansvarlige for forhandlingerne med den tyske besættelsesmagt i landet.

Staunings og Socialdemokratiets strategi var at gøre forhandlings- og samarbejdspolitikken til et skjold, der kunne sikre arbejderbevægelsens overlevelse. Omvendt gav arbejderbevægelsen denne politik sin fulde opbakning. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses overlevelsesstrategi blev således identisk med overlevelsesstrategien for Danmark og det parlamentariske system i landet. Som sådan var der tale om en fortsættelse af politikken i 1930'erne med dens fokus på at forstærke samfundets sammenhængskraft, nu blot under andre og skærpede omstændigheder.

Det parlamentariske demokrati i defensiven

Skønt svækket af den seneste tids nederlag fastholdt Stauning lederskabet efter den tyske invasion. Som et udtryk for Staunings politiske pondus foretog han selv udpegningen af de seks nye ministre fra Venstre og Konservative, der 10. april 1940 indtrådte i samlingsregeringen.

Staunings politiske styrke var dog for intet at regne mod de kræfter i europæisk politik, der var udløst med besættelsen af Danmark-Norge og i maj-juni 1940 af Nederlandene, Belgien og Frankrig. Overalt i det besatte Europa gik det politiske liv mod højre. De parlamentariske demokratier og disses bærende centrum-venstre kræfter kom i defensiven, fordi de ikke havde magtet af forsvare staten, territoriet og befolkningerne mod krigen. Uden for Danmarks grænser overtog modstandere af parlamentarismen magten, ofte i tæt samarbejde med det nazistiske Tyskland.

I Danmark vejrede højrekræfterne også morgenluft med ønsket om at rulle 1930'ernes reformpolitik tilbage. Med trussel om at sprænge regeringssamarbejdet og med deraf følgende risiko for, at Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) ville blive bragt til magten, fik Venstre således i maj 1940 gennemtrumfet markante reallønsfald for arbejderne. Fra konservative erhvervsfolk lød der også krav om politiske forandringer samtidig med, at DNSAP truede med at vælte regeringen ved kup. Endelig pressede besættelsesmagten også på for at få politisk indflydelse.

Stauning var således konstant underlagt et politisk krydspres, der truede med at vælte hans livsværk. Fra sommeren 1940 til hans død er der næppe tvivl om, at hans fundamentale præmis for dansk politik under besættelsen var, at Tyskland ville vinde krigen, og at Danmark dermed var underlagt sejrherrens vilje i al overskuelig fremtid. Dette verdensbillede kom stærkest til udtryk i hans tale i Studenterforeningen 8. marts 1941, der var præget af en sjældent pessimistisk tone: Økonomisk måtte man tilpasse sig nyordningen af Europa i håb om, at Tyskland til gengæld ville tillade Danmark "bevarelsen af sprog, af konge, af flag og forfatning".

Død og eftermæle

Stauning døde 3. maj 1942 efter et par måneders sygdom, hvor han stort set var uarbejdsdygtig pga. en hjerneblødning. Han blev afløst af partifællen Vilhelm Buhl.

Avisernes nekrologer, også de ledende borgerlige dagblade, flød over med hyldest til den afdøde. Bisættelsen blev en stor national manifestation med 8000 deltagere samlet ved båren i Forum i København, og på dens færd til Bisbebjerg Krematorium stod de i hundredetusindevis.

Eftertiden har også betragtet Stauning som en meget betydningsfuld politiker. Flere aspekter har medvirket hertil. Hans egen livsbane fra den yderste fattigdom til landets højeste post er en afspejling af det fremskridtsperspektiv mod mere velstand, mere demokrati og mere lighed, som de fleste ynder at se Danmark i. Det politiske håndelag var også betragteligt. Han styrede sit parti med sikker hånd gennem 30 år, men samtidig evnede han at give plads til andre – blandt andet den yngre generation omkring Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Som parlamentariker var han også stærk. I forhandlinger havde han forståelse for, hvad modparten skulle gives for at skabe forlig, og han nød generelt sine politiske modstanderes tillid. Den parlamentariske situation i 1930'erne gav ham mulighed for i visse perioder næsten at kunne styre oppositionspartierne Venstre og Konservative, som skiftevis blev holdt indenfor og udenfor.

Det var dog især hans egenskab som folkelig politiker, der gav ham en uhørt stærk position i dansk politik. Det kan synes paradoksalt, for han var ikke nogen stor, endsige farverig taler. Hans folkelige pondus skyldtes snarere, at han udstrålede dømmekraft, sikkerhed og troværdighed og af sine egne vælgere og en stor del af den øvrige befolkning blev betragtet som en af folkets egne. Troværdigheden uden for de socialdemokratiske vælgeres rækker var også affødt af, at hans politiske visioner aldrig var ekstreme, men netop lagde sig i forlængelse af den folkelige og konsensussøgende politiske tradition, der blev skabt efter Systemskiftet i 1901. Besættelsestiden har dog kastet mørke toner over Staunings eftermæle. Han synes, ligesom Erik Scavenius, at have villet gå meget langt i forhandlingerne med Tyskland, og hans død allerede i 1942 gav ham ikke mulighed for ved sine handlinger at rette op på de formodninger. Mens andre politikere fik mulighed for at tage de ændrede krigskonjunkturer fra efteråret 1942 til efterretning og indrette deres politiske ageren efter dette, så var en sådan mulighed ikke Stauning beskåret. Samlet har vurderingen af Staunings virke dog været positiv, og han ses i almindelighed som en af de aller største, hvis ikke den største politiske leder i det danske demokratis historie.


[1] Defaitisme: Nederlagsstemning, selvopgivelse. Det modsatte af kampgejst.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1873 - 1942
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. november 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Grelle, Henning: Thorvald Stauning – demokrati eller kaos (2009).

Christiansen, Niels Finn: "Han var, Guds Dros, også et Menneske. Thorvald Stauning – myten og magten", i Charlotte Appel, Peter Henningsen og Nils Hybel (red.): Mentalitet og historie. Om fortidige forestillingsverdener (2002).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1873 - 1942
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. november 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Grelle, Henning: Thorvald Stauning – demokrati eller kaos (2009).

Christiansen, Niels Finn: "Han var, Guds Dros, også et Menneske. Thorvald Stauning – myten og magten", i Charlotte Appel, Peter Henningsen og Nils Hybel (red.): Mentalitet og historie. Om fortidige forestillingsverdener (2002).

Udgiver
danmarkshistorien.dk