Thomas Nielsens (LO) afslutningsreplik 16. februar 1982

Kilder

Kildeintroduktion:

Thomas Nielsen (1917-1992) var formand for LO fra 1967 til 1982. Hans afskedsreplik på LO's ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 16. februar 1982 er gengivet nedenfor. Thomas Nielsen var udlært former, men viede det meste af sit liv til fagbevægelsen. Som formand var han ikke bare en markant person i fagbevægelsen, men også i dansk politik, hvor han bl.a. havde nogle heftige diskussioner med Socialdemokratiet, der var LO’s traditionelle samarbejdspartner i det politiske system. Hans kommentarer i afslutningsreplikken ”vi har flyttet hegnspæle” og ”vi har sejret ad helvede til” henviser til hans syn på de resultater, som LO havde opnået i hans periode som formand.

Centralt for Thomas Nielsen og LO i perioden står kampen for demokrati på arbejdspladsen. Der blev bl.a. gennemført en sygedagpengereform og en udbygning af tillidsmandssystemet. Et andet centralt emne for Thomas Nielsen og LO i 1970´erne var kampen for økonomisk demokrati (ØD), der gik ud på, at lønmodtagerne skulle have andel i virksomhedernes overskud og medbestemmelse over, hvordan midlerne skulle geninvesteres. Thomas Nielsen og LO ville have det indført ved lov, men det blev aldrig til andet end forhandlinger og endeligt skrinlagt i 1987.

(…) "Dirigenten gav herefter ordet til formanden, Thomas Nielsen.

Formanden, Thomas Nielsen: Hvis jeg ser helt tilbage til den tid i 30’erne, hvor jeg kom i formerlære og sammenligner med nu, vil jeg påstå, at jeg sammen med tusinder af andre tilhører en generation, der har sejret ad helvede til godt. Og når man har det, har man et godt liv at se tilbage på.

Der er altid nogle slagsmål, man har været med i, og som man kan mindes. Og så er der blevet flyttet hegnspæle i stor udstrækning. Måske ikke så mange på én gang. Der er nemlig sket ud fra det bærende i arbejderbevægelsen: Flytter man et ben ad gangen og standser op og cementerer baggrunden, når man har opnået noget, så har man et fast grundlag at gå videre på. Det har vi gjort, og derfor indtager vi sammen med vore nordiske kammerater en 1. plads, og det er en erfaring, vi søger at lade gå videre til kammerater i u-landene, sagde Thomas Nielsen, der også benyttede lejligheden til lykønske Knud Christensen og Finn Thorgrimson med valget. Han takkede desuden Knud Christensen for de pæne ord. Thomas Nielsen sluttede med et held og lykke til dansk fagbevægelse fremtid.

Dirigenten kunne herefter konstatere, at dagsordenen var udtømt, og han hævede mødet."

Om kilden

Dateret
16.02.1982
Oprindelse
Protokol over LO’s ekstraordinære repræsentantskabsmøde tirsdag den 16. februar 1982 i Falkonercentret. ABA, LO-arkiv nr. 1500, kasse 3261. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
16.02.1982
Oprindelse
Protokol over LO’s ekstraordinære repræsentantskabsmøde tirsdag den 16. februar 1982 i Falkonercentret. ABA, LO-arkiv nr. 1500, kasse 3261. Rettigheder: Gengivet med tilladelse fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk