Taler fra festbanketten ved 200-året for stormen på København, 11. februar 1859 (uddrag)

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne kilde gengives to taler, der blev holdt ved festbanketten i Ridehuset på Christansborg den 11. februar 1859 som led i festlighederne i anledning af 200-året for stormen på København i 1659.

Jubilæumsfejringen var indledt med en fest i Casino den 10. februar for den københavnske elite. Det fortsatte dagen efter med kanonsalutter, optog og arrangementer forskellige steder i byen. Det fornemste arrangement var borgervæbningens store banket, der fandt sted i Ridehuset på Christiansborg med 1.200 deltagere og omfattede hele den sociale og politiske elite, inklusive kongehus og regering. Ridehuset var udsmykket til lejligheden, og gæsterne kunne beundre både gamle faner og våben fra svenskekrigenes tid og helt moderne militært isenkram fra alle dele af de væbnede styrker. Ligesom ved festen i Casino aftenen før vekslede sange, skåler og taler med hinanden. Chefen for Københavns Borgervæbning, generalmajor Ernst Poul Bruhn (1787-1868), holdt den første længere tale.

Jubilæumsfejringerne den 10. og 11. februar 1859 var dels en fejring af den historiske begivenhed, hvor de svenske styrker blev slået tilbage fra Københavns volde i 1659, dels en spejling af samtidens udfordringer, som drog paralleller til den forestående og truende konflikt om Slesvigs stilling i det danske monarki. At de to ting ud fra en nøgtern betragtning kun havde meget lidt med hinanden at gøre, var der kun få, som lod sig mærke med.

Taler fra festbanketten i Ridehuset på Christiansborg den 11. februar 1859 (uddrag)

Hs. M. Kongens Skaal udbragtes derefter af Væbningens Chef, Generalmajor Bruhn. Tohundredaarsfesten havde fundet Gjenklang hos alle Samfundsklasser; denne Følelse havde sit Udspring fra den fælles Fædrelandskjærlighed. Nutidens historie talte ogsaa om Begivenheder, der lignede hiin[1], hvis Minde man nu feirede. Faren havde samlet Nationen om Frederik den Syvende, som dengang om Frederik den Tredie, og den Førstes "Det skal ei skee"[2] havde en ligesaa god Klang som den Sidstes "Jeg vil døe i min Rede."[3] Men der var en stor Forskjel paa denne Fortid og denne Nutid. Hiin Gang stode Svenske mod Danske som Fjender, nu knyttes Nationerne sammen ved et Venskab, der forjætter[4] en lang Varighed. Kongen havde skjænket Nationen Frihed og saaledes i høi Grad styrket den nationale Selvbevidsthed. Naar Faren truede og Kongen kaldte, vilde Folket møde; dets Skjoldmærke vilde som altid være trofast Hengivenhed for Fædrelandet og for Danmarks Konge. Et mange Gange gjentaget Hurra ledsagede denne Skaal, for hvilken Hs. kgl. Høihed Arveprindsen[5] takkede ved at udbringe en Skaal for Kjøbenhavns Borgervæbning, om hvilken han vidste, at naar Kongen kaldte den til Vaaben, vilde den ikke udeblive. For denne Skaal takkede atter General Bruhn paa Væbningens Vegne, og Orchesteret udførte derefter Ouverturen til Elverhøi[6].

[herefter sangen 'For Festen']

indledede Skaalen for Festen, der udbragtes af Oberstlieutenant Dahlberg. Han erindrede om Sagnet om Holger Danske, som altid møder, naar Danmark trues af Fare. Dette Sagn var Sindbilledet paa den Nordens Aand, der vaagner, naar Faren truer. Det var denne Aand, der fremstod, da i 1658 Danmark truedes af en seirvant Hær under en nordisk Heltekonge[7]. Taleren gav derpaa en kort historisk Fremstilling af hiin mindeværdige Beleiring, han erindrede om Hollændernes Understøttelse[8], om de faldne Helte, hvilke han nævnede. Men Tiderne skifte og Fjenderne ligesaa. Efterkommerne af dem, som dengang kæmpede imod os, ere blevne vore trofaste Venner. Taleren opfordrede til at drikke et Glas til Minde om de skjønne og herlige Bedrifter, og knyttede dertil det Ønske, at den Aand, der dengang besjælede vore Forfædre, maa leve hos os til den seneste Tid. 


[1] Hiin: denne

[2] "Det skal ei skee": Replik af Frederik 7. udtalt ved en tropperevue på Lerbæk mark 16. september 1848, dvs. i begyndelsen af Treårskrigen. Det, der ei skal skee var delingen af Slesvig. Ordene betegner derfor kongens opslutning bag Ejder-politikken.

[3] "Jeg vil døe i min Rede": Med disse ord afviste Frederik 3. i august 1658 at flygte, da svenske tropper nærmede sig København.

[4] Forjætter: lover

[5] Arveprindsen: Frederik Ferdinand (1792-1863), farbror til Frederik 7. Arveprins Ferdinand var en populær skikkelse blandt det københavnske borgerskab.

[6] Elverhøi: nationalt festspil ag Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), opført første gang i 1828.

[7] Nordisk heltekonge: Den svenske konge Karl 10. Gustav (1622-1660), der belejrede København 1658-60.

[8] Belejringen af København i 1658 var blevet undsat af en hollandsk hjælpeflåde, der brød den svenske blokade.

Om kilden

Dateret
11.02.1859
Oprindelse
Louis Touscher: Festdagene i Kjøbenhavn, Kbh. 1859, s. 21-23.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olden-Jørgensen, Sebastian: Svenskekrigene. 100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag (2018).

Olden-Jørgensen, Sebastian: Stormen på København 1659. Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
11.02.1859
Oprindelse
Louis Touscher: Festdagene i Kjøbenhavn, Kbh. 1859, s. 21-23.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. november 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olden-Jørgensen, Sebastian: Svenskekrigene. 100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag (2018).

Olden-Jørgensen, Sebastian: Stormen på København 1659. Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år (2011).

Udgiver
danmarkshistorien.dk