"Strejftog paa det Kvindelige Erhvervs Omraade", 1887

Kilder

Kildeintroduktion:

I midten af 1800-tallet skete der en stor stigning i antallet af kvinder, der arbejdede i industrierhvervene. Det skyldtes urbaniseringen og industrialiseringen, som begge fandt sted på dette tidspunkt. Kvinderne kom på fabrikkerne ind i de samme erhverv som mændene, dog til en meget mindre løn. Det skabte spændinger på både arbejdspladserne og i den voksende fagbevægelse.

Denne artikel blev udgivet af avisen Socialdemokraten i 1887. Den var den første i en serie, hvor man satte fokus på det kvindelige erhvervsområde. Artiklen beskriver udviklingen i antallet af kvinder i forskellige erhverv og deres løn. Den opfordrer kvinderne til at danne fagforeninger, så de kunne forhandle og opnå et lønniveau, som ikke var konkurrenceforvridende i forhold til mændenes.    

1. Erhvervsstuktur

De Dage er forbi, hvor Kvinden udelukkende var henvist til at gifte sig, føde Børn, koge Mad samt stoppe og lappe paa Familiens Tøj. I det højeste kunde det ”smukke” eller ”svage” Køn den Gang drive det til at skabe sig et stille Erhverv i Hjemmet, men hvad der gik over dette, var ukvindeligt, upoetisk, kort sagt af det Onde. De snusfornuftige Samfundsfrelsere, som saaledes kom med Anvisninger paa en evig Virkekreds for Kvinders Evner, har imidlertid maattet finde sig i at se baade Samfundsudviklingen og Kvinderne løbe fra sig.

Opsvinget i Fabriksvirksomheden, som karakteriserer den kapitalistiske Storproduktion, har i den sidste Snes Aar gjort sig stærkt gældende herhjemme, og Betjeningen af Maskinerne er ikke vanskeligere eller mere anstrængende, end at Kvinder (og Børn) i overordenlig mange Tilfælde kan udfylde Mandens Plads i Produktionen. Heraf kommer det da, at Fabriksvirksomhederne i stedse tiltagende Omfang benytter Kvinder, medens de af Maskinkraften endnu skaanede Haandværksfag med egentlig professionel Uddannelse tæller forholdsvis faa Kvinder. Hvad Fabriksarbejdet angaar, viser Industrilisterne for København endogsaa, at der i adskillige Erhverv er beskæftiget et større Antal Kvinder end Mænd, saaledes i Cikoriefabrikationen, i Elektroplet-, Konserves-, Papirpose-, Klæde- og Kradsuldfabrikationen, i Hatte-, Lidse- Vatfabrikationen og i Væveriet.   

Ifølge Kontorchef Rubins Oplysninger i ”Nationaløkonomisk Tidsskrift” om de københavnske Kvinders Erhvervsforhold, har Antallet af de i Haandværk og Industri beskæftigede Kvinder fra 1855-1885 mer end fordoblet sig, hvad Hovedpersoner (”Arbejdsgivere”) angaar. Men hvor stærkt Lønarbejdet tager til, fremgaar deraf, at Medhjælpernes (”Arbejderskernes”) Antal er bleven seks Gange saa stort i samme Tidsrum. Af kvindelige Tobaksspindere f. Eks. er der i 1885 fjorten Gange saa mange som i 1855. Tilvæksten er stærkest i det sidste Femaar. 

Det hele Antal Kvinder, som her i Byen havde deres Ophold ved industriel Beskæftigelse, udgjorde i Følge Folketællingen for 1885 1196 Hovedpersoner og 13,083 Medhjælpere. Af disse sidste ernærede 9,842 sig ved Syning, 815 ved Vask, 461 ved Tobaksrulning, 239 ved Handskesyning, 167 ved Væveriet, 137 var Medhjælpere ved Bager og 122 ved Bogtrykkervirksomhed. Af Resten, ca. 1300, har en Del professionel Uddannelse, men Størstedelen maa dog henregnes til Erhvervsklassen ”Arbejdsmænd”. De beskæftiges i større Antal ved Erhverv som Klæde- og Kradsuldfabrikation, Hattefabrikation, Skotøjsfabrikation, ved kemiske Præparatfabriker og Bogbinderi.

Men ved Siden af de industrielle Arbejdersker kommer der endnu en stor Del Kvinder, som staar i Tjenesteforhold eller beskæftigede ved Handel, Lærergerning etc. Den førindustrielle Udvikling afgiver imidlertid et tydeligt Bevis for, at der aabnes Kvinden mere og mere Adgang til Erhverv i Fabriksvæsen eller ved Omsætning, og samtidig forøges Tallet paa de Kvinder, som søger Erhverv ved Børneopdragelse, i Lærerembeder og i andre Embedsstillinger, altsaa akkurat den samme Bevægelse, som gør sig gældende hos Mændene, og som takket være den kapitalistiske Udvikling skaber et baade arbejdende og literært Proletariat i begge Køn.

Tjenestepigerne udgør ganske vist endnu den største Klasse (16,201 i 1885) og dernæst kommer Syerskerne. Men begge disse Klasser, særlig Tjenestepigernes, tager ikke nær til i samme Forhold som de øvrige kvindelige Erhverv. Medens Antallet af Tjenestepiger fra 1855 til 1885 kun er blevet ½ Gang større, og Syerskernes godt og vel dobbelt saa stort, har Antallet af Kvinder i de øvrige kvindelige Erhverv naaet det 2 -, 3- eller mangedobbelte i samme Tidsrum. Vi har foran paavist Tilvæksten i Industrien og skal tilføje, at der af Medhjælpersker ved Handel i 1885 var 1,404 eller 9 Gange saa mange som i 1855, af Lærerinder 1,430 eller over 20 Gange saa mange.

Det hele Antal Kvinder, som i 1885 havde opgivet selvstændigt Erhverv, var 52,106 mod 26,104 i 1855, altsaa næsten det dobbelte. I 1855 var Københavns Indbyggertal 143,591 Personer af begge Køn, i 1885 var tallet steget til 280,115 Personer, altsaa ogsaa henimod det dobbelte. I Forhold er de beskæftigede Kvinders Antal lige stort baade i 1855 og i 1885, nemlig godt 1/5 af hele Befolkningen, og det er altsaa Arten af Erhvervet, som har skiftet Karakter, væsentlig paa Bekostning af det ”kvindelige” Kvindearbejde: Tjenestepigegerningen og Syning, medens Mandens tidligere Overherredømme i Handel, Industri og Lærergærning nu trues stærkt af Kvindernes Konkurrence. Ja i flere Fag, saasom Cikoriefabrikationen, Elektroplet-, Konserves-, Papirpose-, Klæde-, og Kradsuldfabrikationen, Hatte- Lidse- og Vatfabrikationen samt Væveriet er der i Følge ”Danmarks Statistik” et større Antal Kvinder end Mænd. Og denne Bevægelse i Retning af at fortrænge Mændene er tiltagende. Antallet af erhværvende Kvinder udgør endnu kun 43,345 mod 82,936 Mænd, men tager man alene for sig Rubriken Haandværk og Industri, viser det sig, hvorledes Forskellen er paa Vej til at udjævnes. Hvad Medhjælpernes (de egenlige Arbejderes) Antal angaar, tilfalder de 35.9 pCt. Mændene og 30.2 pCt Kvinderne af det for hvert Køn opførte samlede Antal af Beskæftigede.  

Det viser sig saaledes, at Omraadet for Kvinders Erhværv udvides betydeligt, selv om dette just ikke sker af Hensyn til Kvinden, men væsenligst for at skaffe Kapitalen billigere Arbejdskraft paa Markedet.

Denne sidste Omstændighed er det, som ved Siden af at være baade de arbejdende Mænds og Kvinders Ulykke tillige gør mange Medborgere til Modstandere af Kvindernes Indtræden paa Erhværvsomraaderne. De ser allerede i Aanden, hvorledes Mændene bliver Tjenestepiger, Barnepiger og Madtilberedere, ligesom det alt skal være paa visse Steder i Tyskland, hvor Kvinden med den billige Arbejdskraft gaar paa Arbejde, medens Manden med sine større Krav maa blive hjemme og passe Huset. En saadan Verden finder vi med Rette for at være fuldstændig akavet.

Men det er ikke desto mindre med Urette, at denne sociale Kvindebevægelse mødes med Had! Fejlen er ikke Kvindernes, men Samfundets, d.v.s. Kapitalismens og Udbytningens. Og i Stedet for at modarbejde Kvindeerhværvet gælder det altsaa om at løfte det op i Højde med det mandlige Erhværv.

Dette vil kun kunne naas, naar de arbejdende Kvinder søger at værne deres Interesser ved Sammenslutning.

Saa længe dette ikke er sket, vil lav Løn for Kvinde og Mand, Konkurrence, Interessemodsætninger og Samfundsulykker, saasom Fattigdom og Prostitution, blive Resultatet.(…)

Om kilden

Dateret
05.11.1887
Oprindelse
Social-demokraten lørdag d. 5. november 1887
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. maj 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk