Stormfloden i 1825, Thyborøn Kanal og kystsikring

Artikler

Da stormfloden i 1825 brød gennem den smalle sandtange, der adskilte Nordsøen fra den vestlige del af Limfjorden, ændrede det livet omkring fjorden og langs kysten. Nøjagtig 50 år senere gik staten i gang med at anlægge kystsikring, der kunne beskytte Thyborøn Kanal og sikre indsejlingen til Limfjorden.

Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 blev hele den østlige del af Nordsøen ramt af en voldsom storm. Langs hele strækningen fra Nederlandene i syd til Jylland i nord blev kysten udsat for både højvande og stærk blæst. Værst gik det ud over de lavtliggende og inddæmmede områder i Nederlandene og Tyskland, og i alt mener man, at omkring 800 mennesker mistede livet som en direkte følge af stormfloden, typisk led de druknedøden. Ved den danske nordvestkyst kostede stormfloden ikke umiddelbart menneskeliv. De hårdføre indbyggere i det skovløse klitlandskab i Vestjylland var vant til at klare sig og hjælpe hinanden. Alligevel var det måske i netop dette område, at stormen havde den største langtidseffekt.


”Jeg har set Ødelæggelsen”, skrev digteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) om Agger Sogn efter stormene i de første årtier af 1800-tallet. Kirken var hårdt ramt, og på kirkegården ”fremstak gennem den hvide sand ligkister og stumper af ældre halvforrådnede sovekamre; en bleget hovedskal kiggede op mod dagens lys; tvende hud- og kødløse ben dinglede ud over klinten, som til en ny vandring efter den lange hvile.” Fortidens kirkegårde indhentes endnu i dag af havets fremmarch langs vestkysten. Her er det et kranie, der kigger frem fra klinten ved Mårup Kirke i Vendsyssel i 2018. Foto: Jakob Kofoed, Vendsyssel Historiske Museum

Lige syd for landsbyen Agger brød havet ind over den få hundrede meter brede klit, der adskilte Nordsøen fra brakvandet inde i Limfjordens vestligste ende, Nissum Bredning. Ved tidligere storme i 15-1700-tallet var havet også skyllet ind over tangen, og en hyppig konsekvens var, at stormene høvlede flere meter materiale, sand og grus af forstranden og klitterne. Kystlinjen trak sig derfor længere mod øst, og tangen blev smallere for hver gang. I februar 1825 gik den ikke længere.

Stormfloden trak så meget vand og materiale med sig, så der blev slået hul på tangen. Dette var også sket nogle få gange tidligere, men denne gang blev hullet så stort, at det i løbet af få år blev til stor lykke for befolkningen langs Limfjorden, særligt i købstæderne Thisted, Lemvig, Struer, Nykøbing Mors og Skive. Fra midten af 1830’erne begyndte man nemlig at sejle ind og ud af Agger Kanal, som passagen blev kaldt, og nu trådte staten også til med et nyoprettet lokalt lodsvæsen, så man kunne få hjælp til at komme ind og ud af Limfjorden hen over de drilske sandrevler.

Nye forbindelser

En ny stormflod i 1839 uddybede Agger Kanal og tilbød et helt centralt stykke infrastruktur for købmændene i de nævnte Limfjordsbyer, der ellers skulle fortolde i Aalborg for at komme videre ud at handle i København eller internationalt. Nu kunne de sejle direkte ud i Nordsøen. Fra Norge kunne de handlende hente jern, mens korn blev sendt den anden vej. Storbritannien blev destinationen for en lang række landbrugsvarer, primært korn, flæsk og levende stude, og fra datidens førende stat, Storbritannien, blev der importeret kul og koks til en lang række nye fabrikker langs Limfjorden.

Omkring 1860 blev der problemer med at holde kanalen åben. Den stadige transport af sand op og ned langs Vestkysten af Jylland fik den naturskabte passage til at sande til igen. Det var også sket tidligere i historien, at en åbning mellem Nordsøen og Limfjorden sandede til igen, men i vinteren 1862-63 blev området igen ramt af en stor stormflod den 19. og 20. december. Lige nord for Thyborøn blev der slået et stort hul i tangen. Det var begyndelsen til Thyborøn Kanal, der blev et øjeblikkeligt hit for de søfarende. Både lodsvæsenet og skibstrafikken flyttede i løbet af få år til Thyborøn Kanal.


Kort over Limfjordslandet i 2019. Købstæder med direkte adgang til Limfjorden er fremhævet med fed. Grafik: Trefold

Mens skibstrafikken havde kronede dage, var det langt mere penibelt at bo i det mere og mere porøse klitlandskab i Thy. Den lokale befolkning havde vænnet sig til at være mobil. Mændene fra Harboøre, Thyborøn og Agger var i stor stil fiskere, mens landbrug spillede en sekundær rolle. Forår og efterår fiskede de i Nordsøen, mens sommeren stod på ålefiskeri inde i Limfjorden. Kvinderne havde et, for den tid, stort selvstændigt ansvar med at passe hus og husdyr. Alligevel var tiden præget af stagnerende fødselstal og også fraflytning. Man kunne sågar få penge i tilskud, hvis man var frisk på at bryde op fra Agger og Harboøre Tange, til at etablere sig med et lille husmandssted et andet sted, for eksempel på Thyholm eller på Salling længere inde i Limfjorden. Fra 1860’erne og frem trådte staten imidlertid til med en hidtil uset stor satsning på at sikre kysten mod havets nedbrydning til gavn for både landets infrastruktur og for den stedlige befolkning.

Hård kystsikring

Den danske stat nedsatte i 1874 en kommission, der skulle anbefale, hvordan den nye kanal ved Thyborøn kunne sikres for fremtiden. Resultatet blev en plan for bygningen af både en havn med moler samt en såkaldt hård kystsikring af hele klitten fra nord for Agger til syd for Harboøre med høfder. I 1868 var Esbjerg Havn blevet etableret i et område med stor tidevandsforskel, som ellers vanskeliggjorde etableringen af en effektiv havn med moler og kajanlæg, og denne succes blev kopieret 100 km længere mod nord ved indsejlingen til Limfjorden fra 1875. Det år blev nemlig den første af en serie på 55 høfder etableret stikkende vinkelret ud fra forstranden. Høfderne blev udlagt som granitblokke og støbt i cement. Høfder virker beskyttende for kysten derved, at de indfanger både sand og vand, som ellers uhindret kan flyde med strømmen langs forstranden og slide klitten ned. Kystsikringen havde traditionelt bestået af klitbeplantning, så etableringen af de omfattende anlæg i cement og granit var et markant skridt fremad i forhold til at sikre tangerne samt den fri passage gennem Thyborøn Kanal.


Her er høfde nr. 85 lidt syd for Agger ved at blive støbt i beton. Det tog 33 år, før hele strækningen fra Agger i nord til Harboøre i syd var sikret. I slutningen af 1800-tallet investerede den danske stat massivt i hård kystsikring langs den jyske vestkyst. Det blev nu muligt at kontrollere den lokale natur i langt højere grad. Foto: Kystdirektoratet og Vandbygningsvæsenets fotosamling

Den sidste af de 55 høfder stod færdig i 1909, og samtidig voksede Thyborøn frem som en moderne fiskerby med havn, bedding og efterhånden også fiskemelsindustri og en række følgeindustrier. I 1930’erne var Thyborøn blevet en af de vigtigste fiskerihavne på den jyske vestkyst, men nu opstod der en ny trussel mod kanalen og denne gang fra landsiden. I 1936 fremsatte Kystdirektoratet en teori om, at den hårde kystsikring og den brede kanalåbning var farlig. Den ville kunne selvdestruere ad åre, mente man, så det skulle der dæmmes op for, helt bogstaveligt. En dæmning med en sluse, så sejlads var mulig, foreslog direktoratet at etablere, og i 1946 vedtog den danske Rigsdag en lov, der foreskrev grundlaget for, at initiativet kunne blive til noget.

De lokale fiskere i både Thyborøn og i havnene længere inde i fjorden protesterede mod planerne om lukning, og med Thyborønfiskerne i spidsen sejlede en konvoj af flere hundrede fiskerfartøjer nu mod København for at protestere. Om det var det, der fik planerne til at smuldre, eller om det snarere var den store økonomiske regning, der i givet fald skulle placeres, er svært at sige, men planerne for lukning af tangen løb ud i ingenting i de næstkommende årtier.

Nogle gange er passagen ved Thyborøn imidlertid lidt for fri. Ved stærk vestenvind og højvande, der presser vand langt ind i Limfjorden, sker der store oversvømmelser inde i Limfjorden. Det ér en grund til at regulere gennemsejlingen, der stadig er aktuel set i lyset af den havspejlsstigning, der pågår som følge af den globale opvarmning.

Under alle omstændigheder er spørgsmålet om Agger og Harboøre Tange til stadig debat, som det har været tilfældet siden en februardag i 1825.


Det var en kæmpe ingeniørbedrift og årtiers knoklearbejde med sten og beton, der standsede havets fremmarch og stabiliserede Agger Tange og Harboøre Tange. Foto: Kystdirektoratet og Vandbygningsvæsenets fotosamling


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Bo Poulsen
Tidsafgrænsning
1500 - 2019
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. august 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Poulsen, Bo: Stormflod, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019)

Christian Ringskou, Jytte Nielsen og Svend Sørensen (red.): Fra Løgstør til Thyborøn – Den Regulerede Limfjord (2009)

Udgiver
danmarkshistorien.dk