Stephan Hurwitz: "Vagt om Demokratiet", 4. april 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Politiken den 4. april 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Juristen Stephan M. Hurwitz (1901-1981) virkede således fra 1935 som professor i straffe- og procesret ved Københavns Universitet. Hurwitz var tilhænger af kriminalpræventive initiativer under hensyntagen til retsbevidstheden. Han måtte under besættelsen flygte til Sverige. Efter hjemvendelsen i 1945 tog Stephan Hurwitz aktivt del i debatten om retsopgøret med krigsforbrydere og landssvigere. Hurwitz blev iøvrigt Folketingets første ombudsmand 1955. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46.

Professor, Dr. jur. Stephan Hurwitz belyser Demokratiets Ret til at værge sig mod antidemokratisk Virksomhed.

I et par interessante Kroniker har Professor Alf Ross og Arkitekt Poul Henningsen drøftet Spørgsmaalet, om det er foreneligt med sandt Demokrati og hensigtsmæssigt i dettes Interesse at skride ind mod antidemokratisk Virksomhed, navnlig gennem Forbud mod politiske Partier og offentlig Propaganda, der sigter til at undergrave Demokratiets Eksistens. Skønt uoverensstemmende i Definitionen af Demokrati er de to Forfattere enige i det væsentlige: Folkestyrets Nerve er fri Meningsudveksling: ifølge sin egen Teori kan det ikke anvende Forbud af den nævnte Art, og det vilde ogsaa praktisk set være skæbnesvangert, om det gjorde det. Opgiver vi først den ubetingede Ytringsfrihed, siger Ross, er Spiren lagt til Diktatur, Flertalsprincip er uløseligt forbundet med Anerkendelse af Oppositionens Ret til Agitation. Begge Forfattere gør en skarp Sondring mellem Ord og Sværd. Vold og Terror kan forbydes, men ikke verbale Midler.

Der er noget umiddelbart tiltalende ved denne Lære. Den er liberal. Den fremføres af ægte Venner af Demokratiet. Den appellerer paa én Gang til vor Sans for Konsekvens og vort Frisind.

Og dog er det min Opfattelse, at der i disse Kroniker hævdes Synspunkter, som ud fra Hensynet til Demokratiets Vel enten helt maa forkastes eller maa ledsages af væsentlige Forbehold og Begrænsninger. Denne Opfattelse skal jeg søge i Korthed at begrunde.

Lad mig først fremdrage et Punkt, hvor Poul Henningsen utvivlsomt drager en for vid Følgeslutning af sit Grundsynspunkt. Han hævder, at det skulde være i Strid med Demokratiets fundamentale Princip at gaa med til Forbud mod "noget som helst politisk Parti". Vi kan "kun forbyde et nazistisk Parti at bevæbne sig og planlægge Oprør, men ikke dets parlamentariske Eksistens". Denne Opfattelse er urimelig. Hvis det afsløres, at et Parti forbereder voldelig Overtagelse af Magten, at det driver landsforræderisk Virksomhed, er det baade i Overensstemmelse med Grundloven, almindelig statsretlig Teori og sund demokratisk Tankegang at forbyde det. Et Parti, hvis Formaal er ulovligt, har ikke Ret til parlamentarisk Eksistens med det deraf følgende Skin af Legalitet og øgede Propagandamuligheder. Om det er politisk hensigtsmæssigt at skride til Forbud, er et andet Spørgsmaal. Det maa bero paa Omstændighederne. Men om den principielle Ret dertil bør der ikke rejses Tvivl. Den har været anerkendt i selv de mest liberale Perioder af vor Forfatningsrets Historie. Og der er for Tiden ingen særlig Grund til at fratage Demokratiets dets Vaaben.

Det store Spørgsmaal er imidlertid: Hvor langt kan man strække Begrebet "ulovligt Formaal" og dermed Adgangen til at skride ind over for politiske Bevægelser med antidemokratisk Program? Det springende Punkt i denne Problemstilling er, om Folkeflertallet kan vedtage en Lov, der forbyder Dannelsen eller Opretholdelsen af politiske Partier, som vil Folkestyret og de borgerlige Frihedsrettigheder til Livs.

At der rent formelt tilkommer Lovgivningsmagten Kompetence til at give et Lovforbud i denne Retning, kan ikke bestrides. Grundloven er ikke til Hinder derfor. Hvad der diskuteres, er alene, om Demokratiet vilde svigte sin Idé ved at forbyde Diktaturbevægelsers politiske Udfoldelse. Efter Ross er der ingen Tvivl paa dette Punkt. Det er uforeneligt med Demokratiets Begreb at ville hindre en Flertalsdannelse, som har til erklæret Program at ville afskaffe Flertalsstyret. Demokratiet hviler paa Overbevisningen om, at Flertallet vil det for Samfundet gavnlige, og Flertallet maa kunne danne sig frit, under en hvilken som helst aandelig Paavirkning, derunder ogsaa en Agitation, der overbeviser det nuværende Mindretal, men potentielle Flertal om, at det bør afstaa sin Magt til en eller anden Minoritet eller Fører.

Men gennem Argumentation paa begrebsmæssigt Grundlag af denne Art bevises i Virkeligheden intet. Alt beror paa den Definition af Demokrati, der tages til Udgangspunkt. Der er intet selvmodsigende i at bekende sig til et politisk Demokrati i Betydning af et Flertalsstyre paa Grund af fri og lige Valgret, med Ret til fri Meningsudveksling og Kritik, men med det Forbehold, at Partier, der aabenbart vil afskaffe denne Frihed og Lighed, ikke selv skal beskyttes deraf. Akcepterer jeg dette Forbehold, kan jeg ikke rammes af nogen logisk Indvending. Men rent bortset herfra er der noget utilfredsstillende i en Logik, der i Praksis fører ad absurdum. Vi spænder ikke Retsidéen saa vidt, at vi akcepterer Samfundets Undergang som dens Konsekvens. Vi anerkender ikke en Pacifisme, der fraskriver sig Ret til om fornødent at imødegaa en krigerisk Aggression med Vaabenmagt. Hvorfor skulde alene Demokratiet have Pligt til at nære Slanger ved sin Barm?

Demokrati er ikke noget, man faar foræret. Dets Skabelse og Opretholdelse kræver en fortsat Kamp. Den demokratiske Overbevisning hviler ikke blot paa Logik, men paa en Tro, støttet til Erfaringer om, hvad Diktatur - som er Demokratiets Alternativ - fører til. Kommer de udemokratiske Kræfter til Magten, kan Nederlaget ikke omgøres ved et nyt Valg. I en given Situation, hvor et af demokratiske Idealer besjælet Folkeflertal endnu har Magt til at hindre et diktaturlystent Mindretals Bestræbelser, vil Spørgsmaalet, om det har Pligt til at tolerere et saadant Parti, være ensbetydende med, om det har Pligt til at prisgive Demokratiet under Paaberaabelse af dets Idé.

Et ganske andet Spørgsmaal er, om det er politisk hensigtsmæssigt f. Eks. under de nuværende Forhold at indføre almindelige Forbud i Lovgivningen mod Partier med (et nærmere defineret) antidemokratisk Program. Her er jeg tilbøjelig til at være enig med Ross og andre, der besvarer Spørgsmaalet benægtende. En formel Opløsning af det nu afdøde Nazistparti og Forbud mod dets fremtidige Virksomhed vilde ganske vist have været paa sin Plads. Men i dette Tilfælde forelaa jo ogsaa klart Bevis for landsforræderisk Virksomhed. Bortset herfra maa der regnes med, at kommende antidemokratiske Partidannelser vil camouflere deres Formaal og Midler som fuldt demokratiske og legale, og der vil for saa vidt næppe være nogen aktuel Trang til Indskriden paa det hidtil diskuterede Grundlag. Praktisk maa Opmærksomheden rettes paa et andet Punkt, nemlig Muligheden for Indskriden mod de Midler, der faktisk benyttes i Agitationen.

Ross har i den nævnte Kronik udtrykt sig ret summarisk om dette vitale Punkt. Han erkender, at Samfundet ikke kan tolerere "Vold og Terror", "Anslag mod de demokratiske Institutioner eller Forberedelse hertil". Men i Modsætning til Professor Jørgen Jørgensen synes han ikke at ville anerkende en Begrænsning af Friheden, "saa længe den antidemokratiske Opposition holder sig til Ordet og ikke griber til Sværdet". Denne Sondring kan dog umuligt tages bogstaveligt. Det har sikkert ikke været Ross' Mening, at der skulde gennemføres en skarp Sondring mellem Haandens og Aandens Gerninger ved Afgrænsningen af det ulovliges Omraade. Han vil ikke bestride Statsmagtens Ret til at skride ind over for en Propaganda, der ophidser til Forbrydelser eller som i øvrigt betjener sig af ulovlige Midler. Men hans stærke Fremhæven af den "ubetingede Ytringsfrihed" gør det dog paakrævet at belyse dette Spørgsmaal noget nærmere.

Et Blik paa vor gældende Strafferet giver tilstrækkelig Oplysning om, at ubetinget Ytringsfrihed ikke kan tolereres i et Retssamfund. Alle er enige om, at Tilskyndelse og Anstiftelse til Forbrydelser maa kunne straffes lige saa strengt som Gerningsmandens Udførelse af Handlingen. Straffeloven indeholder en almindelig Bestemmelse herom, men giver tillige i en lang Række Paragrafer særlig Straffebestemmelser for forskellige Former af verbal Virksomhed. Som Eksempler kan nævnes: Virksomhed for at faa fremmed Magt til at indblande sig i danske Forhold, Raad til Fjenden, Tilskyndelse til militær Ulydighed, offentlig Tilskyndelse til Strafbar Virksomhed eller Billigelse af visse Statsforbrydelser (§136), Forhaanelse af Religionssamfund, offentlig Fremsættelse af Udtalelser, der tilstræber at fremkalde Voldshandlinger eller Hærværk, Propaganda for Racehad etc., Forfølgelse af bestemte Personer gennem Fremsættelse af underkendte Beskyldninger, Ærekrænkelser, usandfærdige Rets- og Rigsdagsreferater o.s.v.

Disse og andre lignende Regler er ikke Levn fra Enevælden. De dækker et Behov, som er forbundet med den principielle, men ikke uhemmede Ytringsfrihed, Demokratiet anerkender. Enkelte af dem stammer i Danmark fra et sent Tidspunkt, nemlig fra den Tillægslov til Straffeloven, som i 1939 blev gennemført af daværende Justitsminister Steincke paa et Tidspunkt, da de demokratiske Institutioner i særlig Grad trængte til Værn mod en hensynsløs Propaganda.

Fra Bestemmelser af den her nævnte Art er der intet langt Spring til en Lovregel, der direkte vender sig mod ondsindet antidemokratisk Propaganda. Den vilde være en Sammenfatning af Tendenser, der tidligere har søgt Folkestyret og dets Institutioner forsvaret gennem en Række spredte og tilfældige Enkeltbestemmelser.

En skarp Sondring mellem (utilladelig) Vold og (tilladelig) Propaganda er ikke alene uden virkelig Kontakt med de Retsregler, der regulerer Ytringsfriheden. Men den staar tillige i sin Vurdering af Propagandaen i et livsfjernt Forhold til de Realiteter, der omgiver os. Der er noget helt urimeligt i at have omhyggeligt udarbejdede Straffebestemmelser for Krænkelse af Valgfriheden ved kluntede fysiske Midler som Vold og Frihedsberøvelse, men at lade en tusinde Gange farligere, teknisk raffineret Propaganda uantastet forfølge det bevidste Formaal at komme Valgfriheden til Livs ved at forgifte Atmosfæren omkring den.

Man kan læse om moderne Propagandametoders Teori og Praksis f. Eks. i Professor Ranulfs nylig udkomne Socialvidenskabelige Metodelære - hvis man da ikke har faaet tilstrækkelig Erfaring gennem de senere Aars Oplevelser. Paa mig virker det heroverfor næsten naivt at henvise til Nødvendigheden af "fri Meningsdannelse", etc., eller til at en Indskriden mod en hvilken som helst Form for Propagandavirksomhed er ensbetydende med, at man ikke længer tror paa Demokratiet.

Et nærmere Billede af Virkeligheden er efter min Opfattelse følgende: Det store Flertal af Danmarks Befolkning ønsker politisk Demokrati. Bevægelser, der ikke vil følge Spillets Regler, vil søge at skaffe sig Tilhængere ved specielle Propagandametoder og vil stræbe efter en Magtposition, der ikke staar i Forhold til Antallet af deres Tilhængere. I begge Henseender vil de arbejde med antidemokratiske Midler. De vil kende deres Teknik og appellere til Følelser og dunkle Drifter mere end til Fornuft. De demokratiske Kræfter kan sætte en Modpropaganda i Gang. I mange Tilfælde vil dette være den klogeste Fremgangsmaade. Men der kan forekomme Situationer, hvor Forholdet ligger anderledes. At forudse disse indeholder ingen Tvivl om Demokratiet, men en Erkendelse af, at det brydes med Kræfter, som det kan være nødvendigt at slaa hurtigt og effektivt ned. En Lovgivning, hvorved Folkeflertallet vender sig mod Undergravning af Demokratiet gennem Misbrug af den demokratiske Frihed, er i Principet rigtig. Vanskelighederne ligger i Udformningen og er ikke uovervindelige. Paa Forhaand at ville binde sig til at bekæmpe den antidemokratiske Forgiftning alene med aandelige Vaaben, er en Taktik, der er dømt til at ende med Forskrækkelse.

Bestræbelserne burde sættes ind paa en Kodificering, som rammer de Midler, der er utilladelige i den politiske Kamp. De herom allerede gældende Regler bør gennemarbejdes, systematiseres og suppleres. Der ligger her en smuk Opgave for Forfatningskommissionen. Man vilde være inde paa den rigtige Linje, hvis man f. Eks. gennemførte et Forbud mod, at der afkræves eller gives Tilsagn om ubetinget Lydighed til private Partiførere eller Organisationer. Læge Svend Hoffmeyer har ogsaa med Rette peget paa Betimeligheden af hensigtsmæssige Kontrolregler med Hensyn til Finansieringen af de politiske Partier, udvidede Regler om offentlig Berigtigelse af usande Beskyldninger etc.

Naturligvis kan Forbud og Lovregler ikke isoleret afværge en truende Udvikling. Der maa staa Opinion bag. I saa Fald kan de støtte sociale Kræfter i Kamp mod Misdannelser. Og Demokratiets Forkæmpere skal da ikke tage Afstand fra dem, men indlemme dem i deres Arsenal.

Om kilden

Forfatter(e)
Stephan Hurwitz
Dateret
04.04.1946
Oprindelse
Politiken 4/4 1946 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 175-181.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Stephan Hurwitz
Dateret
04.04.1946
Oprindelse
Politiken 4/4 1946 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 175-181.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk