"Stauning om dansk Demokrati" i Social-Demokraten, 4. september 1933

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 3. september 1933 blev der afholdt et folkestævne i Haderslev i Sønderjylland, hvor modstand mod fascisme var hovedtema. Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) holdt i den anledning en tale, hvori han forsvarede det danske demokrati og dets frihedsrettigheder og fordømte tilløb til diktatur inden for landets grænser. Desuden pointerede han, at statens myndigheder ville gribe ind over for antidemokratiske metoder. Talen blev dagen efter refereret i uddrag i avisen Social-Demokraten, som kan læses nedenfor. Staunings tale var en klar afvisning af samtidens antidemokratiske strømninger, der også fandt vej til Danmark i form af private korpsdannelser, voldelige optøjer og fremvækst af nye nazistiske bevægelser. Staunings udsagn blev efterfølgende fulgt op af lovgivningsmæssige foranstaltninger i form af de såkaldte urolove fra april 1934, der indebar en skærpet våbenlov og et forbud mod militært organiserede korps og sammenslutninger.    

Stauning om dansk Demokrati.

Ved det store sønderjyske Folkestævne i Haderslev i Gaar talte Statsminister Stauning[1]. Vi gengiver her det Afsnit af hin Tale, der handler om Demokrati og Diktatur.

UNDER Indtrykket af de Ulykker, som Menneskene har oplevet i den nyere Tid, er der opstaaet en Bevægelse, der vender sig imod den parlamentariske Statsform.

Ser man, hvorfra saadan Bevægelse udgaar, ses det, at det særlig er fra Befolkninger, der kun har haft ringe Forbindelse med Parlamentarisme og Folkestyre.

England staar uberørt af de nye Strømninger, og det er naturligt, thi England har igennem 700 Aar udviklet en Statsforfatning, der stærkere og stærkere har anerkendt Folkestyret. Fra den første Grundlov, kaldet »det store Frihedsbrev« af 1215[2], og til de seneste Ændringer i de parlamentariske Forhold, bygger man paa Folkets Deltagelse i Statens Forvaltning.

I Frankrig udgik den frie Forfatning af Revolutionen 1789-91[3], og Systemet er ligeledes fastholdt dér, med stadige Fremskridt i Forhold til Befolkningen.

Ogsaa Danmark har i snart 100 Aar levet under parlamentarisk Forvaltning i stadig Fremadskriden, og Folkets brede Lag har i stigende Grad vist Forstaaelse og Modenhed overfor det offentlige Liv.

Verdenssamfundet er bygget paa de mange Nationer med Anerkendelse af hver enkelt Nations Ret til at leve sit eget Liv.

Det er anerkendt Regel, at hver Nation raader for sine indre Anliggender, og denne Regel bør fastholdes.

Vi vil ikke søge at paatvinge andre Folk vore politiske Leveregler, og vi maa ogsaa hævde, at andre savner Ret til at gribe ind hos os.

Det danske Folk er gammelt, historisk set, og kan styre sine egne Sager. Det danske Folk har stadig vist Vilje til at leve i god Forstaaelse med andre, og den gode Regel bør vi stadig følge.

Det gælder vore Naboer, som det gælder fjernere liggende Nationer. Gamle Tiders Herskesyge er overvundet, vi tror paa Samarbejdets Værdi for alle Folk.

Folkestyret, som Modsætning til gamle Tiders Enevælde og nye Tiders Diktatur, udspringer af Folkets Trang til Medbestemmelsesret i Landets og Befolkningens Anliggender.

Folkestyret skal udvikle Folket, højne dets Kultur, skabe tænkende Mennesker, der kan bidrage til Fremme af Kulturen, til Dygtiggørelse af den opvoksende Slægt og derigennem til Opbygning af et Samfund, hvor alle føler Tryghed i det korte Spand af Tid, hvori Mennesket skal leve.

Ideen i Demokratiet er, at Menneskene, som er født til Samliv med andre, ogsaa maa udvikles til fordrageligt Samarbejde. Masserne skal vælge deres Tillidsmænd i Staten og i andre Organer for Samfundets Forvaltning, og hver Tids Mennesker skal altsaa kunne præge Lovgivningen efter Tidens Opfattelse og Menneskenes Fornødenhed.

Det er nødvendigt for Menneskenes Samliv og Samvirken, at der er ordnede Forhold, at man kan stole paa hinanden, at man viser hinanden Ærlighed, og at man bøjer sig under den Flertalsvilje, som Samfundets lovordnede Afgørelser opviser.

Alt andet fører til Opløsning, til Anarki og til Broderkrig, men dette kan ikke være Maalet for Menneskers Stræben.

Den danske Befolkning har loyalt bøjet sig ind under Folkestyret. Vi har anerkendt Trosfrihed, Ret til politisk Overbevisning og Ret til at virke for enhver Idé, der ikke tilsigter voldelig Adfærd overfor Samfundet. Og den Linje, som passer for det danske Folk, bør vi fortsat følge.

Den sunde, rolige Udvikling er den sikre Vej frem for hele Samfundet, for alle Befolkningsdele, og her er et stort Folkeflertal, som ubetinget ønsker at følge denne Vej.

Der er maaske Folk, hvis økonomiske Interesser kan friste dem til at modvirke en for dem ubehagelig økonomisk Udvikling - en anden Fordeling af Arbejdsudbyttet, en social Virksomhed, der stiller Krav til dem med de store Indtægter -, men selv for disse Personer er det uholdbart at søge bort fra Folkestyret. Orden, Hæderlighed, Humanitet og Samarbejde, det er i Virkeligheden den bedste Sikkerhed for alle - og det er for Arbejderklassen den bedste Jordbund for Væksten, som den maa ønske.

Samfundet er, som Planter og levende Væsner, underkastet Udviklingens Lov. Voldsomme Indgreb kan for en Tid standse Væksten, men før eller senere kræver Udviklingen sin Ret, og saa vil man opdage, hvor skadeligt det var at foretage de voldsomme Indgreb.

Jeg ved meget godt, hvilke danske Kredse det er, som staar i Forbindelse med udenlandske Omstyrtere, ogsaa adskillige Personer er velkendt.

I Ly af Demokratiets Love om Aandsfrihed, Presse- og Forsamlingsfrihed arbejder de dristigt paa at undergrave det demokratiske Samfund. I Ly af Demokratiets Tolerance overfor Borgernes politiske Frihed tildænges Staten. Regeringen, Rigsdagen[4], Arbejderne og deres Organisationer med Skældsord og usandfærdige Sigtelser, men det gaar kun til en Tid.

Her i Landet skal vi ikke regeres af Maskingeværer eller af private Politi- og Soldaterkorps[5]; hvis de Tilløb, som vi særdeles godt kender, føres videre, bør man forberede sig paa at møde Modstand, og den lovlige Myndighed her i Landet savner ikke Midler til Ordens Opretholdelse og Sikring.

Vi elsker Fred, vi ønsker, at det danske Folk skal leve i Fred, vi vil aldrig tage Initiativ til Ufred, men vi vil heller ikke tillade uansvarlige og ansvarsløse Kredse at nedbryde det danske Samfund.

Vi tror ikke paa Lykken ved noget Diktatur, vi anerkender andres Ret til for sig selv at vælge saadan Statsform, men vi ønsker i Danmark at bevare et Folkestyre.

Igennem tre Menneskealdre er det danske Folk modnet til demokratisk, politisk Arbejde, og igennem to Menneskealdre har de danske Arbejdere bygget Organisationer, der er Værnet og Udgangspunktet for social og kulturel Højnelse.

Dette Arbejde skal ikke forspildes ved tilsyneladende revolutionære Spring. Vi vil holde os paa Udviklingens Vej og medvirke i den Omdannelse og Demokratisering af Samfundet, der er den nødvendige Forudsætning for de videre Fremskridt, for den Frigørelse fra Udbytningen, som maa være Maalet for alle, der arbejder.

 


[1] Thorvald Stauning (1873-1942): politiker, medlem af Folketinget 1906-1942 for Socialdemokratiet, partiformand 1910-1939, statsminister 1924-1926 og 1929-1942.

[2] Magna Carta eller Det Store Frihedsbrev: engelsk håndfæstning, første gang udstedt i 1215. Magna Charta har form som en overenskomst mellem den engelske konge og landets største jordbesiddere og er udtryk for, at man for første gang forsøgte at opstille retningslinjer for kongens magtudøvelse. Den er i eftertiden blevet set som et udtryk for, at man begyndte at stadfæste individets rettigheder, men reelt havde håndfæstningen kun til formål at beskytte de få frie jordbesiddere.

[3] I lyset af dårlige finansielle forhold i Frankrig i anden halvdel af 1700-tallet, var den franske konge for første gang siden 1614 i 1789 tvunget til at indkalde generalstænderne, der repræsenterede hhv. de gejstlige, adelen og borgerne. Borgerstanden proklamerede efterfølgende sig selv som Nationalforsamlingen og svor en ed på, at de ikke ville skilles, før Frankrig havde fået en forfatning. Situationen udviklede sig i revolutionær retning og resulterede i 1791 i indførelsen af et konstitutionelt monarki. De revolutionære begivenheder fortsatte de følgende år; i 1792 blev monarkiet således afskaffet, kongen henrettet og republikken indført, men efterfølgende førte nye magthavere fra 1795 en reaktionær politik. Republikken blev endeligt afskaffet i 1799, idet Napoleon Bonaparte gennemførte et militærkup og sidenhen indførte kejserdømme.

[4] Fra 1849-Grundloven frem til 1953 havde Danmark et tokammersystem i form af Landstinget og Folketinget, der samlet udgjorde Rigsdagen.

[5] I starten af 1930'erne oprettede en række politiske ungdomsorganisationer uniformerede og militaristiske korps, der bl.a. skulle beskytte organisationernes arrangementer mod angreb fra andre politiske grupper.

Om kilden

Dateret
04.09.1933
Oprindelse
Social-Demokraten, 4. september 1933, s. 6.
Kildetype
Avisartikel, Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. marts 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk