Stauning forsvarer regeringens grundlag 15. november 1940

Kilder

Kildeintroduktion:

Under finanslovsdebatten 15. november 1940 så statsminister Thorvald Stauning (S) sig nødsaget til at erklære, at den danske regering hvilede på et parlamentarisk grundlag. Det skyldtes, at der i løbet af sommeren og efteråret 1940 var flere grupper i det danske samfund, som gav udtryk for, at Danmark under besættelsen burde ledes af et forretningsministerium og ikke en folkevalgt regering. Fortalere herfor var især den konservative kreds af erhvervsledere omkring Knud Højgaard. Det danske nazistparti (DNSAP) udtrykte samtidig ønske om at overtage regeringsmagten. Det hele kulminerede i midten af november, hvor Højgaardkredsen i et memorandum til Christian 10. den 14. november opfordrede ham til at afsætte regeringen, og hvor DNSAP afholdt en ceremoni ved statuen af ’Den lille hornblæser’ i København den 17. november. I samme periode fik regeringen efterretninger fra Berlin, der hævdede, at den tyske regering ikke var tilfreds med omfanget af den danske tilpasning til Tyskland. Det var denne spændte situation, som fik Stauning til at fremsætte denne erklæring.

Der har i nogen Tid været udspredt Rygter om Dannelse af en ny Regering, og dertil var der intet at sige, hvis man tænkte paa en Omdannelse efter lov­lige Linier. Man synes imidlertid ganske at se bort fra den Tilstand, der baade ved Lov og ved Praksis er fastlagt.

Jeg benytter derfor Anledningen til at udtale, at hele Regeringen staar paa parlamentarisk Grund. Rigsdagen kan ikke lukkes ude fra Deltagelse i Dannelsen af Ministerium, og der er ingen i den samlede Regering - heller ikke Landets Konge -, som nærer noget Ønske om at handle udenom Rigs­dagen.

Der findes i Øjeblikket en lovlig Regering, og skal den ændres, maa det ske paa lovmæssig Maade, følgende dansk parlamentarisk Statsskik.

Som det ærede Medlem Hr. Ole Bjørn Kraft har udtalt, er det Kon­gen, Regeringen og Folkerepræsentationen, der giver Treklangen i vor Forfatning. Disse tre Elementer maa virke sammen, og naar det sker, staar man paa Forfatningens Grund. Forfatningen, som Rigsdagens Medlemmer har lovet at holde, kan ikke tilsidesættes, men den kan ændres. En Ændring kræver imidlertid ikke blot Folkerepræsentatio­nens, men ogsaa Folkets Tilslutning, og der forefindes ikke nogen anden lovlig Vej for dem, der Ønsker nye Former for den danske Stats Liv.

Danmark er et lovordnet Samfund, hvor vi plejer at holde os paa Lovens og Rettens Grund, og der er ikke Tvivl om, at dette fremdeles er, hvad det danske Folk ønsker.

I denne Sammenhæng vil jeg nævne et Ønske, som i Gaar blev nævnt, Ønsket om et Valg. Det er i og for sig en sær­deles tiltalende Tanke, men som et æret Medlem i Gaar sagde: Det er en stor Ulejlighed at paalægge Befolkningen, fordi det ærede Medlem Hr. Frits Clausen fremsætter den Tanke, som mange andre ogsaa har syslet med. Vi havde Valg for 1½ Aar siden, og det nuværende Folketing er valgt for en Fireaarsperiode. Om man skal skride til Afholdelse af Valg, maa afgøres efter andre Hensyn end dem, der hidtil er nævnt, thi der bestaar altsaa en lovlig Rigsdag med den Sammensætning, som Vælgerne har ønsket.

Medens jeg er ved Tidens Rygtesmederi, maa jeg med et Par Ord beskæftige mig med det sidste Udslag.

Der spredes i Dag en politisk Pjece[1], der særlig beskæftiger sig med Begivenhederne den 9. April. Pjecen er i det væsentligste en Gentagelse af visse Avisartikler og tid­ligere udsendte Pjecers Indhold, men udmærker sig ved en Voldsom­hed i Udtrykkene og Forsøg paa Ophidselse, som maaske kan gøre det rigtigt at sige et Par Ord. De Formodninger, Rygter og Paastande, som Pjecen bestaar af, og som er det eneste, Pjecens Forfattere kan operere med, forandrer intet i de faktiske Forhold.

Naar man bebrejder de an­svarlige fra 9. April, at de for sent tog Beslutningen om at opgive Modstanden, maa jeg bemærke, at det ikke havde været muligt for nogen neutral Regering at tage den nævnte Beslutning om Modstandens Opgivelse tidligere, end det skete, og Meddelelsen herom vilde ogsaa have væ­ret fremme i rette Tid, hvis ikke tekniske Omstændigheder havde hindret dette - Omstændigheder som vi ikke var Herre over. Selvfølgelig beklager jeg, at danske Soldater mistede Livet under Ud­øvelsen af deres Pligt, og jeg afviser absolut de grove Trusler, som Pjecen indeholder.

Den samme Pjece fremfører dernæst et Krav om, at den danske Re­gering ikke skulde have ført Neutralitetspolitik, men i Tide sluttet sig til den ene krigsførende Magt. Jeg tror ikke, at der er nogen politisk kyndig, der vil mene, at en saadan Politik havde været mulig for den danske Regering, hvad enten man stiller sig den ydre eller den indre Situation for øje, og en saadan Politik er da heller ikke før den 9. April blevet forlangt eller blot antydet fra nogen Side.

Jeg skal indskrænke mig til disse Bemærkninger overfor den Pjece, som nu skal udløse visse Stemninger.

[…]

Jeg haaber paa Rigs­dagens fortsatte Sammenhold om den Opgave, der er den fornemste,

Anerkendelse af Danmarks Selvstændighed og Frihed.


 

[1] Stauning henviser til den danske nazist Preben Wencks pjece Den fulde Sandhed om Landsforræderiet og Mordene paa de danske Soldater den 9. April.