Statsminister Jens Otto Krag (S) meddeler sin afgang 3. oktober 1972

Kilder

Kildeintroduktion:

Den danske folkeafstemning om medlemskab af EF blev afholdt den 2. oktober 1972, dagen før Folketingets åbning. Resultatet af afstemningen var et overbevisende ja. Tonen i debatten op til folkeafstemningen havde været hård fra både tilhængere og modstandere. I åbningstalen talte statsminister Jens Otto Krag (S) blandt andet om regeringens forventninger til Danmarks deltagelse i EF, og han forsøgte ved samme lejlighed at bygge bro imellem tilhængere og modstandere. Efter åbningstalen benyttede Krag lejligheden til at træde tilbage som statsminister og overlade posten til formanden for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund Anker Jørgensen (S). Regeringen fortsatte altså som hidtil, blot med en ny statsminister.


Jens Otto Krag. Fra Dansk
Lydhistorie, Statsbiblioteket.

 

 

Statsministeren (J. O. Krag): Deres Majestæt, hr. formand, høje ting.

Det danske folk traf i går en historisk beslutning. Med 1.954.054 ja-stemmer, svarende til 57 pct. af de stemmeberettigede, og 1.126.095 nej-stemmer, svarende til 32,8 pct., blev folketingets beslutning om dansk tilslutning til EF godkendt. Hermed er den danske regerings underskrift af EF-traktaterne den 22. januar 1972 i Bruxelles endegyldigt bekræftet. Danmarks medlemskab af De europæiske Fællesskaber træder i kraft den 1. januar 1973.

Midt i tilfredsheden med bekræftelsen af det danske folks ja til fortsat deltagelse i det europæiske samarbejde er det en skuffelse, at den norske folkeafstemning gav et negativt udfald. Det øger vort nordiske ansvar at være det eneste nordiske land i EF, og vi vil se det som en særlig forpligtelse at søge at bistå Norge til at overvinde de vanskeligheder, som den norske folkeafstemning må ventes at påføre landet.

Det nordiske samarbejde kan og skal i øvrigt fortsættes og videreudvikles under de nye vilkår, og jeg skal allerede på dette tidspunkt understrege regeringens ubetingede vilje hertil. Allerede på det forestående nordiske statsministermøde i november vil der blive lejlighed til en grundig drøftelse af det fremtidige nordiske samarbejde.

Også for Europa er fællesmarkedets udvidelse en historisk begivenhed. Det gælder først og fremmest Storbritanniens medlemskab. Den engelske Kanal har i århundreder været en af de mest afgørende geografiske skillelinjer på Europakortet. Fra den spanske Armada, over Napoleons nederlag, der rev Danmark med i faldet, til to verdenskrige i vort århundrede har skellet mellem det britiske ø-rige og fastlandet været skæbnebestemmende. Det er det skel, der nu forvandles til et bindeled, og et nyt kapitel i Europas historie tager sin begyndelse: samarbejdets kapitel.

De nordiske landes deltagelse i Europas nye tilværelse er for os af fundamental betydning, og Europas statsmænd og regeringer har lagt vægt på at få de nordiske lande med. Specielt for Danmarks vedkommende har man allerede for år tilbage fremhævet den kendsgerning, at vi både er et nordisk land og en kontinentaleuropæisk nation. Vor historie understreger begge egenskaber, og vor opgave i de år, der kommer, vil være at forene disse to egenskaber i en nordisk og en europæisk politik.

Hvad vil vi i den store europæiske sammenslutning? Det vil være en misopfattelse at tro, at vor bevæggrund kun skal søges i de økonomiske fordele og dermed de øgede muligheder for, at det danske folk kan leve et materielt godt liv. Det vil vi også, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at befolkningen i går traf den i denne henseende rigtige beslutning. Den situation, vi måtte se i møde, hvis vi ikke var blevet medlem af EF, ville have stillet os alle over for hårde
kendsgerninger af den mest ubehagelige art, og vi havde fra regeringens side måttet forelægge folketinget forslag til beslutninger, som intet dansk hjem og ingen dansk arbejdsplads ville have været uberørt af. Dette uanset at vi ville have ført en politik, der bevidst havde friholdt den dårligst stillede del af landets befolkning i videst mulig grad. Nu er det de positive muligheder, vi står over for. Det er ikke isolationens og indskrænkningernes skæbne, vi møder.

Hvad vil Danmark i De europæiske Fællesskaber? Vi vil hævde og videreudvikle demokratiet, folkestyret, som det fødtes på det europæiske kontinent, og som det udvikledes forskelligt efter nationernes og folkenes vilje og tanke. Denne styreform har efter vor opfattelse nået nogle af sine bedste resultater i Norden og i England. Med respekt for de bidrag, andre nationer har givet, vil vi se et folkestyret Europa, hvor i første omgang de parlamentarisk ansvarlige ministre og Ministerrådet har den afgørende rolle og i deres handlinger er kontrolleret af deres nationale parlamenter. Vi vil med udgangspunkt i en debat og en forhandling her i folketinget medvirke til en videreudvikling af Det europæiske Parlament og til en nyforhandling af dets opgaver og virkemåde.

Vi vil i det samarbejdende Europa virke for demokrati på alle samfundslivets områder. Lad os benytte det nye Europa til at skabe en verdensdel, der forener det bedste i den europæiske kultur fra det klassiske Hellas og Rom til det moderne, vi selv lever i. Samarbejdet giver os de bedste økonomiske og styringsmæssige muligheder for at skabe et samfund med en balanceret velstandsudvikling, et samfund, hvor al diskrimination er afskaffet, og hvor der er skabt udviklingsmuligheder for den enkelte borger i en forening af socialistisk og liberal tænknings bedste elementer. Vi bygger videre på et samfund, som skaber et maksimum af muligheder for individ og nation. Vi bygger videre på et kulturgrundlag, der har udviklet sig over årtusinder, og på et teknisk-økonomisk grundlag, der praktisk taget er nyskabt over årtier, og som vi ønsker skal være vor tjener.

Danmark er uden tvivl det af de nye medlemslande i EF, der har størst økonomisk fordel af udvidelsen. Det drejer sig om beløb, der er af milliard-størrelsesorden pr. år, og det vil, hvis vi selv har viljen til det og vil træffe de nødvendige beslutninger og yde de nødvendige ofre, gøre det muligt for os at skabe den ligevægt og sunde balance i Danmarks økonomi, som vi så længe har måttet savne. Vi har gennem den beslutning, de danske vælgere traf i går, fået nye muligheder. Vi skal under ansvar for fremtidens dom udnytte disse muligheder.

Som bekendt er der tre år, til Færøerne skal tage stilling til medlemskab af EF. Beslutningen herom må træffes af Færøernes hjemmestyre. Regeringen vil holde de færøske myndigheder orienteret om udviklingen i fællesmarkedet, således at den færøske afgørelse til sin tid vil kunne træffes på det bedst mulige grundlag.

For Grønlands vedkommende er spørgsmålet endeligt afklaret med udfaldet af folkeafstemningen, og regeringen tilsiger det grønlandske samfund sin fulde støtte til bestræbelserne for at sikre Grønlands fremtidige stilling inden for det udvidede EF.

Den videre udvikling af Fællesskaberne og disses forhold til den øvrige verden vil blive formet gennem et samarbejde på alle niveauer: fra regeringschefsmøder som det, der skal finde sted endnu i år, over udenrigsminister- og andre ministermøder til drøftelser i Europaparlamentet og på embedsmandsniveau. Sideløbende hermed vil der være meningsudvekslinger med organisations- og erhvervsrepræsentanter og med repræsentanter for andre samfundsgrupperinger. Gennem alt dette og på tværs af de grænser, der så ofte århundrederne igennem har været blødende fronter, skal det nye Europa langsomt og på den stadig udvidede erfaringsbasis i nøje overensstemmelse med folkenes vilje finde sin form i fuld respekt for det enkelte lands – jeg vil gerne sige fædrelands – selvstændighed. Enigheden skal findes ved forhandling. I intet for et land [så] vigtigt anliggende vil det blive overstemt.

Vil denne udvikling gå så hastigt, at vi alene på grund af farten bør nære ængstelse? Jeg tror det ikke. Jeg tror snarere, vi får bekymringer, fordi påtrængende fælles opgaver vil blive løst for langsomt, ikke for hurtigt. Mange eksempler fra Fællesskabernes hidtidige udvikling kunne gives på dette. Hvor Danmarks og Nordens interesser i den europæiske helhed tilsiger forhandlinger med hurtigt resultat, vil den danske regering virke herfor.

Vil den afgørelse, det danske folk traf i går, sætte varige, ja, måske bitre skel mellem tilhængere og modstandere? Det er ikke regeringens opfattelse. Regeringen føler sig overbevist om, at alle nu vil respektere den trufne afgørelse. Varig indbyrdes bitterhed er ingen dansk karakteregenskab. Vi har før skullet træffe afgørelser af stor rækkevidde – også afgørelser, der skabte skillelinjer i befolkningen. Jeg tænker bl.a. på grænse spørgsmålet efter anden verdenskrig og på jordlovsafstemningen. Resultatet blev aldrig en varig skillelinje eller bitterhed. Ja, visse af spørgsmålene, f.eks. jordlovene, er senere løst i enighed. Vi har i spørgsmålet om medlemskab af Fællesmarkedet på demokratisk vis forhandlet og diskuteret en stor afgørelse. Vi har fra begge sider været rede til at acceptere og leve med den anden parts synspunkt, hvis det blev det, flertallet besluttede. På regeringens vegne opfordrer jeg hele befolkningen til at medvirke til den bedst mulige udnyttelse af de muligheder, flertallets afgørelse har givet os. Vor europæiske indflydelse vil vokse og dermed vort ansvar.

(…)

Selvom De europæiske Fællesskaber i første række er et samarbejde om økonomiske problemer, er det i sig selv en udenrigspolitisk bedrift af format, at lande, der har kæmpet mod hinanden i to blodige verdenskrige, nu i en årrække har siddet sammen ved det europæiske forhandlingsbord.

Som medlem af De europæiske Fællesskaber vil Danmark fortsætte sin deltagelse i de udenrigspolitiske rådslagninger med fællesmarkedslandene. Disse udenrigspolitiske drøftelser ligger uden for traktaten og dens institutioner. Der er altså ikke på dette område tale om overnationale beslutninger. Regeringen finder disse drøftelser værdifulde, fordi de åbner nye muligheder for at gøre vore synspunkter gældende på centrale europæiske spørgsmål.

Gennem Danmarks deltagelse i fællesmarkedet bygges der også bro mellem de udenrigspolitiske drøftelser mellem fællesmarkedslandene og de regelmæssige udenrigspolitiske drøftelser i den nordiske kreds.

Regeringen vil på alle måder fortsætte arbejdet for fred og afspænding. Det vil som hidtil i høj grad ske gennem vort arbejde i FN, hvor vi bl.a. vil virke for et generelt forbud mod kemiske våben, for et forbud omfattende alle atomprøvesprængninger og for en verdensnedrustningskonference. Det vil endvidere ske gennem aktiv deltagelse i de forberedende drøftelser til en konference om sikkerhed og samarbejde i Europa og i drøftelserne om gensidige og balancerede styrkereduktioner.

En særlig opmærksomhed i forbindelse i med afspændingen i Europa knytter sig til de forhandlinger, der netop nu er i gang mellem de to tyske stater om en regulering af deres indbyrdes forhold, forhandlinger, der er en fortsættelse af Brandt-regeringens beslutsomme og resultatrige østpolitik. Det er regeringens agt i fortsættelse af disse forhandlinger at nå frem til en snarlig anerkendelse af DDR.

Den atlantiske alliance er stadig rammen om Danmarks sikkerhedspolitik. Regeringen ser ikke i øjeblikket noget alternativ til medlemskabet af NATO. Regeringen ønsker at understrege den atlantiske alliances dobbelte rolle som værn om vor sikkerhed og som udgangspunkt for en åben afspændingspolitik, først og fremmest over for Østeuropa.

Samtidig med, at der i Europa er tale om afspænding i højere grad end på noget andet tidspunkt siden anden verdenskrig, oplever vi desværre uden for Europa krige og kriser af alvorlig karakter.

Den ulykkelige og urimelige krig i Vietnam er stadig ikke bragt til afslutning. De voldsomme kamphandlinger og de amerikanske bombardementer af befolkningscentre i Nordvietnam har påført det vietnamesiske folk uhyre lidelser. Regeringen føler sig i overensstemmelse med dette tings flertal, når den igen fordømmer disse amerikanske bombardementer. Det er regeringens standpunkt, at kun en politisk løsning, der sikrer det vietnamesiske folks frihed til selv at bestemme sin fremtid, kan føre til en varig fred for det hårdt prøvede folk. Regeringen forbereder en bistandsindsats i Vietnam efter den forhåbentlig snarlige afslutning på de blodige krigshandlinger.

Den omstændighed, at en meget stor del af verdens befolkning lever på eller under sultegrænsen og med meget begrænsede livsmuligheder i forhold til befolkningerne i vor privilegerede del af verden, udgør også en trussel mod en varig fred. Samarbejdet med udviklingslandene har derfor et dobbelt formål: dels og først og fremmest at bistå folk og stater verden over til at arbejde sig ud af denne nødsituation, dels at bidrage til fremme af en fredelig verdensudvikling gennem en formindskelse af kløften mellem rige og fattige lande.

Regeringen vender sig imod racisme, terrorisme og kolonialisme både i og uden for Europa.

Regeringen erkender, at De Forenede Nationer har svagheder og i mange tilfælde har vist sig magtesløs over for krige og kriser. Men regeringen betragter fortsat arbejdet i FN som en væsentlig del af dansk udenrigspolitik og vil arbejde for at styrke verdensorganisationen.

Selvom der i enkelte spørgsmål er afvigende opfattelser af udenrigspolitiske enkelthandlinger, vil regeringen fortsat arbejde for bred enighed om hovedlinjerne i dansk udenrigspolitik.

Uden at overvurdere et lille lands muligheder for at bidrage til løsning af de store udenrigspolitiske problemer må vi ikke undlade at gøre danske udenrigspolitiske synspunkter gældende i EF-kredsen, inden for den atlantiske alliance, i vore direkte drøftelser med landene i Østeuropa, i Asien, Afrika, Latinamerika og gennem forhandlingerne i FN.

Der forestår et travlt arbejdsår for folketinget. Regeringen vil sætte stærkt ind på at medvirke til, at vi undgår den tidsmæssige ophobning af lovgivningsarbejdet, som vi så ofte har beklaget.

Regeringen opfordrer alle partier i folketinget til at deltage i et bredt samarbejde om gennemførelse af den politik, hvis hovedelementer jeg her har skitseret. Behovet for samarbejde er blevet endnu større, efter at EF-afgørelsen nu er truffet. Regering og folketing har et stort ansvar, når det gælder om at sikre, at danske synspunkter og danske interesser kan få størst mulig bærekraft i EF-samarbejdet. Hertil kræves, at folketinget til stadighed er orienteret om alle sider af EF-samarbejdet, så der fra de tidligste faser af en sags udvikling kan udstikkes retningslinjer for de danske ministre og embedsmænd. Med dette for øje vil regeringen foreslå markedsudvalget gjort permanent og dets stilling styrket.

De europæiske Fællesskabers udvikling er ikke fastlagt en gang for alle. Det fremtidige samarbejdsmønster og de opgaver, som vil blive taget op i EF, vil være bestemt af styrken af de forskellige sociale og politiske kræfter, der gør sig gældende i de enkelte medlemslande. I nært samarbejde med de kræfter i Europa, der har samme grundsyn, som har præget den økonomiske og politiske udvikling i Danmark, vil vi fra dansk side sætte stærkt ind på, at det bliver den progressive linje, jeg har skildret i indledningen til min redegørelse, der bliver den udslaggivende. Befolkningens aktive tilslutning og medvirken hertil er en afgørende forudsætning for, at det kan lykkes. Det vil blive en prøvesten for folkestyrets formåen, om vi evner at tage denne udfordring op. Det kan bedst ske ved et samarbejde mellem alle partier her i folketinget.

Danmark leve.

(Statsministerens opfordring besvaredes med et trefoldigt hurra).

Formanden: Statsministeren har ønsket at give en meddelelse til tinget.

Statsministeren (J. O. Krag): Jeg takker formanden for, at jeg får lov til at give en meddelelse til tinget.

Efter afstemningen i går er den parlamentariske situation uændret. Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage, og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det.

Jeg vil senere på dagen have et møde med Hendes Majestæt Dronningen og dér træffe den afgørende beslutning.

Om kilden

Forfatter(e)
Jens Otto Krag
Dateret
03.10.1972
Oprindelse
Folketingstidende 1972-1973, Forhandlingerne, sp. 1-20.
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk