Sprogforhold i Sønderjylland før 1800

Artikler

Det sønderjyske område har siden den tidlige middelalder været præget af et møde mellem forskellige sprog og dialekter. Befolkningen har talt danske, tyske og frisiske dialekter, mens tysk og dansk har fungeret som kultur- og skriftsprog. Grænserne mellem talesprogene på den ene side og administrations-, kultur- og skriftsprog på den anden side har ikke været de samme. De komplicerede sprogforhold hænger dels sammen med, at området er et gammelt grænseland, dels med den senere komplicerede politiske historie. Her er det afgørende, at området mellem Ejderen og Kongeåen i begyndelsen af 1200-tallet blev et særligt hertugdømme, som senere fik navnet Slesvig.

Sønderjyllands sprogforhold tager sig forskelligt ud afhængigt af, hvad vi ser på. Udbredelsen af forskellige talesprog giver ét billede, mens magtens sprog giver et andet og kirkens sprog et tredje. Det mest uklare billede får vi, hvis vi ser på den mere private brug af skriftsprog. Mange kræfter var på spil i dannelsen af de sønderjyske sprogmønstre. På den ene side har vi et gammelt udgangspunkt. På den anden side ser vi forandringer, og den komplekse brug af sprog var resultat af både frivillig tilpasning og diktater oppefra. Sprogbrugen kunne skabe praktiske og sociale skel. Derimod var sprog endnu ikke grundlæggende identitetsbærende. Først et stykke op i 1800-tallet delte den sønderjyske befolkning sig i danske og tyske med sprog som et vigtigt element i identiteten.

Talesprog

Det område, der blev til hertugdømmet Sønderjylland i 1200-tallet, rummede allerede før det tre talesprog, og sådan blev det ved med at være i hele hertugdømmets tid. Før 1800 var dansk utvivlsomt det mest udbredte talesprog i det sønderjyske område, men i bestemte egne blev der talt frisisk eller plattysk. Det hænger sammen med to koloniseringsbølger i tidlig middelalder, hvor tilflyttere slog sig ned i områder, der indtil da havde været meget øde. Frisere fra sydvest bosatte sig i marskegnene, og området mellem Ejderen og Dannevirke blev koloniseret af tysktalende tilflyttere.

Stednavne giver ret sikre tegn på en sproggrænse i den tidlige middelalder. Mellem dansk og plattysk gik den nogenlunde langs Dannevirke, mens grænsen mellem frisisk og dansk gik langs grænsen mellem marsken og det faste land bagved – kun svinger det lidt, hvad der dominerede på selve randen. Gennem de næste århundreder flyttede grænsen mellem plattysk og de to andre sprog sig nordpå, men ikke voldsomt meget. I vest fik halvøen Ejdersted, som regnes til det frisiske område, plattysk talesprog i løbet af middelalderen. I øst kom plattysk til at dominere halvøen Svansen, skønt de fleste stednavne er danske og peger på, at der har været talt dansk længere tilbage. De næste århundreder synes grænsen ikke at have flyttet sig meget, og iagttagere kunne ret præcist pege på, hvilke landsbyer der havde hvilket sprog.

Det betyder dog ikke, at talesproget var ens inden for hele det dansk-, frisisk- eller plattysktalende områder. Reelt var der tale om tre grupper af dialekter – en jysk, en plattysk og en frisisk -  og ikke mindst de frisiske dialekter kunne være ganske forskellige fra hinanden, men man talte samlet om dem som et frisisk sprog, og det gør sprogforskere stadig.

Mest blandede var sprogforholdene i byerne, og selvfølgelig særligt i de byer, der lå tæt ved sproggrænser som Husum, Slesvig og Tønder. Plattysk vandt generelt frem i byerne, fordi det i høj grad blev handelens og håndværkets sprog. Omvendt har byernes handlende og håndværkere generelt haft interesse i at omstille sig efter deres forskellige kunder, hvis det var nødvendigt.

Magtens sprog

Før hertugdømmet opstod, var det meste af det sønderjyske område en almindelig del af Danmarks Rige, og her var magtens sprog dels dansk, dels middelalderens internationale sprog latin. Det fortsatte i tiden under de første sønderjyske hertuger.  Jyske Lov, som også gjaldt i Sønderjylland, var skrevet på dansk, og det samme gælder de tidlige stadsretter, altså de særlige love, hver enkelt by fik. De tidlige sønderjyske hertuger udstedte dokumenter på dansk og latin.

Især i 1300-tallet vandt plattysk dog frem, for det var tidens internationale sprog i Nordeuropa. Selv de danske konger brugte det i høj grad i 1300-tallet.  Hen mod 1400 kom der dog et tydeligt skel. I Danmark gik plattysk igen ud af brug til indenrigske formål. I Sønderjylland gik det modsat. Hertugdømmet var i 1375 kommet i hænderne på de holstenske grever, som fra 1386 officielt blev hertuger i området, som nu fik navnet Slesvig. I deres tid tog plattysk næsten helt over som magtens sprog. De gamle stadsretter eller bylove, som havde været skrevet på dansk de fleste steder, blev oversat til plattysk, og bystyrerne brugte efter 1400 stort set kun plattysk i dokumenter. Intet tyder på, at det blev tvunget igennem oppefra, men bystyrerne har anset det for praktisk. Også Jyske Lov blev oversat til plattysk. Kun ved de lokale herredsting, hvor bønderne selv stod for forhandlingerne, fortsatte man med at bruge dansk i den nordlige del – men selv her var dansk på tilbagegang.

Det ændrede sig ikke, da den danske konge fra 1460 også blev herre i Slesvig og Holsten. Områderne blev stadig styret på plattysk. Fra 1530’erne var den centrale administration i København delt i to afdelinger efter sprog – en dansksproget, som tog sig af Danmark og Norge mv., og en tysksproget for Slesvig og Holsten. Også amtmænd og andre lokale myndigheder brugte tysk. Kun veg plattysk i løbet af 1500- og 1600-tallet for højtysk som skriftsprog, som det skete overalt i Nordtyskland. I løbet af 1600-tallet tabte dansk endda sine sidste bastioner ved herredstingene. Forklaringen er, at retshåndhævelsen i højere grad blev overtaget af professionelle embedsmænd. På den måde var højtysk fra 1600-tallet reelt eneste lov- og forvaltningssprog i Slesvig.

Luthersk gudstjeneste,fremstillet på predella (fodstykke) til altertavlen i Tinglev Kirke. Billedet viser  menigheden samlet til gudstjeneste. Tinglev sogn var et af de sydligste, som fik dansk kirkesprog. Foto: Museum Sønderjylland

Kirke- og skolesprog

Den katolske kirke dannede et fællesskab på tværs af Europa, og den havde et fælles sprog i latin. Det blev brugt både til kirkens administration og som liturgisk sprog. Alle de centrale kirkelige ritualer, som var den katolske messes kerne, blev gennemført på latin, der var et både helligt og mystisk sprog for folk flest. I senmiddelalderen blev det dog i et vist omfang suppleret med fællessang og prædiken på lokale sprog.

Det blev anderledes med reformationen. Martin Luther (1483-1546) ønskede, at folk kunne forstå Guds ord direkte fra Bibelen, og han lagde vægt på prædiken og salmesang som centrale elementer i gudstjenesten. Alt det skulle foregå på folkets sprog. Derfor oversatte Luther Bibelen til tysk, og derfor skrev han salmer og katekismus på tysk. Eksemplet blev fulgt i de andre lutherske lande. Da reformationen nåede Danmark, blev Bibel og katekismus oversat til dansk, og en dansk salmetradition udviklede sig hurtigt.

Der var dog stadig en afstand fra kirkesprog til folkesprog, for folket talte lokale dialekter, kirken fremmede nationalsprog. Salmer og bibeltekster blev skrevet på en bestemt form for tysk eller dansk, og det fik stor betydning for at definere normer for de nationale sprog. Det var endda ikke alle steder, kirken kom til at tale et sprog, der lå nogenlunde tæt på dialekten. Norge fik dansk kirkesprog, og Finland svensk, og sådan blev det nye kirkesprog mange steder snarere herskernes end folkets.

Den danske konge brugte to kirkesprog, ligesom han brugte to administrationssprog. De fleste steder kom det til at følges ad. Dansk blev både kirkens og administrationens sprog i Danmark og Norge, mens omvendt Holsten, der i forvejen var administreret på tysk, også fik tysk kirkesprog. Kun Slesvig fik en anden og i øvrigt højst usædvanlig skæbne. Det fik nemlig ikke ét, men to kirkesprog.

Noget af forklaringen ligger i gamle stiftsgrænser. Historisk hørte det nordvestlige Slesvig til Ribe stift, og øerne Als og Ærø til Odense stift. Den senere Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) indledte reformationen i det nordlige Slesvig, hvor han sad som hertug i Haderslev. Her indførte han en dansksproget luthersk kirke i sit område, der talte dele af både Ribe og Slesvig stift. Da han senere indførte reformationen i Danmark, kom det til at omfatte Als og Ærø, som dermed også fik en dansksproget luthersk kirke. Det meste af Slesvig-Holsten fik senere en tysksproget luthersk kirke, men dansk forblev kirkesprog i nord.

Grænsen kom til at gå stort set der, hvor statsgrænsen går i dag. Det er egentlig overraskende, for det er længere mod syd end den traditionelle stiftsgrænse og længere mod nord end talesprogsgrænsen, og det er ikke helt let at forklare, at det blev netop sådan. Kirkesproget blev også det almindelige skolesprog, og i løbet af 1600-tallet lærte næsten alle at læse. Der gik nu et ret klart skel gennem Slesvig, med hensyn til hvilket sprog befolkningen i nord og i syd mødte i kirken og lærte at læse. 

Privat skriftsprog

Ikke alle mennesker skrev i 1600- og 1700-tallet, men skriftlighed var mere udbredt i Slesvig end i Danmark, især blandt bønder. Hovedmønstret var, at skriftsproget fulgte kirke- og skolesproget. Det havde både en social og en geografisk side. Over det meste af Slesvig brugte samfundets øverste elite af godsejere, storkøbmænd og embedsmænd helt overvejende tysk, bortset fra præster i sogne med dansk kirkesprog.

Blandt den lidt bredere befolkning var tysk helt dominerende i Sydslesvig. Dansk forekom, men sjældent. I de nordslesvigske købstæder var tysk også vigtigste skriftsprog, men der var dog også folk, som foretrak dansk. Kun på landet i Nordslesvig var dansk generelt det foretrukne skriftsprog. Også her var der dog bønder, som brugte tysk i stedet. Det gjaldt især bønder, som havde administrative poster eller drev studehandel, og det forekom især på dele af vestkysten og i strøget mellem Tønder og Aabenraa.

Sprog og national identitet

Før 1800 var sproget ikke centralt for at definere den slesvigske befolknings identitet. Brugen af forskellige sprog var dog en faktor, som fik stor betydning for udbredelsen af de nationale sympatier i 1800-tallet. Det var ikke så meget talesproget, som slog igennem. Derimod var der en påfaldende stærk tendens til, at de nationale sympatier kom til at følge det kirkesprog, man var vant til. I Sydslesvig blev tyske og slesvig-holstenske sympatier helt dominerende, mens et klart flertal på landet i Nordslesvig orienterede sig mod det danske. Skellet følger stort set skellet mellem dansk og tysk kirkesprog.

Det sted, hvor de nationale sympatier var mest blandede, var de nordslesvigske købstæder. Her havde man fra 1500-tallet haft to kirkesprog, men sådan at det tyske var det fineste. Det meste af borgerskabet gik til den tyske gudstjeneste, mens der mest sad folk af jævnere social baggrund ved den danske. Nogenlunde sådan fordelte bybefolkningens nationale sympatier sig også i 1840’erne.

Kortet, der er en forenklet udgave af to sprogkort over undersøgelser af sprogforholdene i Slesvig fra 1838 og 1839, viser udbredelsen af dansk, tysk og frisisk talesprog hen mod midten af 1800-tallet. I byerne i Nordslesvig blev der talt både dansk og tysk med en klar tendens til, at tysk var borgerskabets foretrukne sprog. Foto: Wikimedia Commons og Anders Bach Grønbæk 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

      

Om artiklen

Forfatter(e)
Carsten Porskrog Rasmussen
Tidsafgrænsning
1200 - 1800
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. maj 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Rasmussen, Carsten Porskrog: Hertugdømmet, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2019

Hansen, Hans Schultz; Henningsen, Lars N. og Rasmussen, Carsten P. (red.): Sønderjyllands historie indtil 1815, 2008

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Carsten Porskrog Rasmussen
Tidsafgrænsning
1200 - 1800
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. maj 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Rasmussen, Carsten Porskrog: Hertugdømmet, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2019

Hansen, Hans Schultz; Henningsen, Lars N. og Rasmussen, Carsten P. (red.): Sønderjyllands historie indtil 1815, 2008

Udgiver
danmarkshistorien.dk