Søren Sørensen: Beskrivelse af håndværkerrejse 1903-1906, ca. 1950

Kilder

Kildeintroduktion:

Søren Sørensen blev født i 1881 på en landejendom i Marslev på Fyn som en af syv sønner i en væverfamilie. Efter en kort skolegang havde han en række forskellige stillinger som tjenestekarl og snedkerlærling. I 1899 kom han i murerlære. Da han stod færdig i 1903, tog han på valsen som naver i Tyskland og Schweiz, inden han i 1906 tog tilbage til Danmark. Han slog sig i 1908  ned i Vejle, hvor han stiftede familie og arbejdede i 39 år.

Her fortæller Søren Sørensen om sin tur på valsen. Han stødte fx på den tyske sværindustri i Ruhr-distriktet. Han mødte nye murertraditioner. Og han oplevede at blive anholdt og udvist af Schweiz, da vinterens arbejdsløshed tvang ham til betleri. Beretningen giver et indblik i, hvordan en dansk håndværkssvend oplevede sit møde med Mellemeuropa og tegner et billede af håndværkernes livsforhold i begyndelsen af 1900-tallet. Beskrivelsen er et uddrag af Søren Sørensens levnedsskildring, der er nedskrevet ca. 1950 og indgår i Nationalmuseets samling af håndværkererindringer. Oprindelig stavning er bibeholdt.

Vi skulle nu lave svendestykke, og det var laugsvendestykke. Vi fik tegningen udleveret og havde en uge til arbejdet. Da vi fik arbejdet godkendt, mødte vi om aftenen i lauget, hvor der var baade mestre og svende. Vi fik nu svendebrevet. Der kom en pige med kridtpiber paa en bakke[1]. Naar vi fik piben matte vi kysse pigen. Der var dog kun een, der turde, og det var ikke mig. Det var onsdagen før Paaske 1903. En anden lærling og jeg aftalte, at vi vilde rejse sammen til Kiel. Jeg besøgte ham nogle gange. Han trak stadig tiden ud. Den sidste gang jeg var der og vi talte sammen om det, kom hans fader – en gammel Tysker – saa spurgte han mig, hvornaar jeg ville rejse. Jeg sagde 3. Paaskedag. Han siger, da Henrik rejser ogsaa 3. paaskedag. Og vi var enige. Vi rejste til Korsør og sejlede med Prins Sigismund til Kiel med 20 kr. i lommen. Det var storm, saa fra Langeland til indsejlingen til Kielerfjord stod vi mest i forstavnen og led alle søsygens kvaler. De, der har været søsyge, ved, hvad det betyder. Jeg havde en bror i Kiel, han havde skaffet os arbejde, det var der nok af. Vi fik et værelse med 2 senge. Dagen efter blev jeg sendt ud og skulle [mure] en kamin op, paa gulvet laa mindst 50 forskellige dele, og der kom en tysker og forklarede mig, hvordan det skulle foregaa og spurgte, om jeg havde forstaaet. Jeg svarede ja. Han kom nogle timer senere, og jeg stod og svedte og var ikke kommen igang. Han skældte mig nu ud, som kun en tysker kan gøre det, og jeg blev sendt hen paa en kirke, hvor der var en formand, som kunne tale dansk.

Det var en svensk kirke i nærheden af banegaarden og havnen. Der blev [vi] efterhaanden 8 danskere, resten var tyskere og polakkere. Der blev vi et aar, det var interessa[n]t og lærerigt arbejde. Vi byggede godt stillads altid 2 hold stilladser ridbrædder[2] 5/4"[3] x 7" fuldkantede brædder[4] som fik 1 søm og 2 skruer i bommene[5] og ikke langt mellem disse. Der var bygningspoliti, som havde tilsyn med stilladserne, om det var lavet forsvarligt. En arbejdsmand var marketender[6], han solgte øl og snaps. Vi gik med disse trætøfler, det varede jo lidt, inden vi blev fortrolige med dem. Vi havde [det] godt, formanden tog sig godt af os. Lønnen var 60 pfenning i timen. Det var betydeligt bedre end hjemme, hvor lønnen var 40 øre. Købekraften for en mark var omtrent det samme som en kr. Vi kunne spise til middag paa folkekøkken til 22 pf., men det var jo tynd suppe og kød og bønner eller kartofler. Vi kunne købe kaffe for 10 øre, et rundstykke med smør 10 øre. Andre steder kunde vi købe middagsmad for 65 pf., og det var godt. Vi holdt os selv med tørkost. Til værelset hørte morgenkaffe. Vi kunne faa gode værelser, og der var nok af dem. Børnene kaldte os onkel. Mand og kone fulgtes ad paa restaurant og tog en bajer sammen.

De gik til dans søndag aften fra 4-11 – 5 øres dans[7]. Jeg købte et sæt tøj til 26 mark, det gik jeg med hele sommeren. Jeg arbejdede ogsaa paa kejserlische værft[8]. Det var storslaaet at se disse store krydsere i tørdok. I Kielerugen[9] kom krigsskibe fra baade England og Amerika, og da var der liv i byen. Naar vi kom paa en ny arbejdsplads, var det første, de spurgte om, vi var i sygekasse. I modsat fald fik vi ingen arbejde. Det var paa grund af invalideforsikring, hvilken vi maatte betale til hver lønningsdag. Vi gik ofte til dans søndag aften 4-11 – 5 pf. dans[10].

I marts 1904 rejste jeg til Hamborg, det var koldt og mange arbejdsløse, og det første sted, jeg søgte arbejde sagde formanden: unge mand, hvad tænker du paa. Vi gik nu fra plads til plads i Hamborg, Altona, og Harburg og søgte arbejde i 3 uger uden at faa noget. Vi traf jo mange forskellige slags folk. Blandt andre en ung mand, der havde været vestindisk soldat – et fuldkomment vrag. Vi havde nu set tilstrækkeligt af Hamborg, og pengene [var] skrumpet ind til 7 mk. Nu tog vi billet til Dortmund.

Da vi kørte med toget og kom i nærheden af byen, saa vi et stort ildskær og spurgte, hvad det var og fik saa oplyst, at det var højovnene[11], der var i arbejde. Vi kom dertil kl. 11 aften og gik paa gaden om natten. Engang imellem havde en betjent lagt mærke til os og spurgte, hvad vi gik efter. Vi maatte saa forklare, at vi kom for at søge arbejde. Vi fik kost og logi hos en slagter. Han skaffede os arbejde, saa vi kunne betale ham. Paa den bygning brugte de cementsten, som blev kørt dertil i en kærre og blev vippet af i en dynge. De brugte en hest, en stor belgier, og naar de kørte ned i et hul, skete det næsten dagligt, at hest og vogn væltede. De brugte kokssmuld og cement at mure med. Sand havde de ikke. Det var haardt for fingrene. De, der lavede en fejl eller bestilte for lidt blev sat 5 pf. ned i timen eller ogsaa afsked. Vi flyttede hurtigt fra slagteren. Kosten var for sløj. Vi kom nu til at bo sammen med 4 minearbejdere. Det var flinke unge mennesker. Da vi havde arbejdet her i 4 uger, havde vi faeet nok. Alt i Dortmund var snavset og støvet, og vi gik nu til Essen. Der var vi en uge og fik arbejde hos Krupp[12] og skulle begynde, men da de saa, vi var udlændi[n]ge kunne vi ikke arbejde hos Krupp. Det var vi nu ikke saa kede af. Essen var om muligt endnu mere sort end Dortmund.

Nu gik vi til Duisburg, en mere venlig by, hvor vi fik arbejde med det samme. Da vi fortalte formanden, at vi rejste for at lære Tyskland at kende, var han meget interesseret og sørgede for, at vi fik al ting prøvet. Da vi havde faaet tag paa, skulle vi forskalle[13], men vi brugte ikke brædder men lister 1" x 1" og intet rørvæv. Vi trak paa listerne hø og ler. Naar det var tørt, blev det pudset med gibs. I Duisburg saa jeg Rhinen første gang. Vi havde nu samlet os lidt penge. Tøj brugte vi ikke penge til, vi gik i vort murertøj. Vi arbejde[de] der en 4 uger og gik saa til Düsseldorff. Det var en herlig tur langs med Rhinen, og vi gik 35 a 40 km om dagen og hvilede os i middagstimerne. Vi boede i Herberge zur Heimat[14] om natten. Det var pænt og billigt. Vi maatte jo af med skjorten og efterses, om vi havde lus, de saa efter i nakken. Vi laa altid uden skjorte om natten. Vi havde hver dag fint vejr, saa det var en herlig tur i disse smukke egne. Vi var inde i Kølner Domen[15], det var et storslaaet kirkerum. Vi kom nu til Düsseldorff og fik arbejde paa en villa. En mand havde arbejdet fra en mester til en fast pris og tog selv folk, og saa maatte vi arbejde. Nogle tyskere kunne være skrappe til at jage paa. Düsseldorff var en af Tysklands smukkeste byer, smukke gader, alleer og anlæg, meget rent overalt. Vi blev her i 5 uger. Turen gik nu til Wiesbaden. Vi nød rigtig denne smukke tur med alle de gamle slotte, Lorelei[16] og Niederwalddenkmal[17]. Da Rhinen slaar saa mange sving, havde vi stadig nye partier for øje, og vi havde jo god tid til at betragte al den skønhed, vi var omgivet af. Vi rejste nu til Wiesbaden, hvor vi fik arbejde paa en skole. Vi kunne faa arbejde, hvor vi ville. Halvparten af murerne var organiserede. Arbejderne var alle Italienere. De havde et skur for sig selv, hvor de lavede mad, meget makaroni. De slog et spiger[18] i bræddevæggen, der blev franskbrødet spigret fast. En dag havde viceformanden fornærmet dem. De for da paa ham, han kaldte paa os, men vi passede vort arbejde. Vi kunne nemlig godt tænke os, at han fik en omgang. Formanden fik saa bud til politi, som hurtigt hentede alle Italienerne. Der gik nu et par timer, og der kom ny mandskab. Vi kunne godt lide at arbejde i Wiesbaden. Naar Kong Kristian den 9. var i byen[19], var Danebrog hver dag hejst pa kurhotellet, hvor han boede. De danske arbejdere havde en bestemt b[æ]nk i et anlæg, hvor kongen spadserede, og vi hil[s]te paa ham, og han talte med os. Der var varme kilder, hvor vandet smagte som bouillon. Inde i kurhotellet kostede det 10 pf. pr. glas. Udenfor var der en grotte, hvor vi kunne drikke, alt hvad vi ville. Befolkningen hentede i kander og spande, og det var gratis. Der var mange store fine hoteller, hvor der boede fyrster forskellige steder fra. Om søndagen var vi paa udflugt til omegnen – bl. a. til en gammel by fra det 8. aarhundrede. Jeg blev i Wiesbaden i 2 mdr. Jeg gik nu alene til Darmstadt, Worms, Mannheim. Det var interessant at se Luthers statue i Worms og i Manheim, hvor alle gader var lige og vinkelret paa hinanden. Gadernes navne var betegnet med bogstaver. Jeg kom nu til Heidelberg, der ligger smukt ved Necker[20]. Der ligger ogsaa det gamle universitet, hvor saa mange tyske statsmænd har studeret. Den gamle slotsruin [var] også en seværdighed. Jeg gik nu videre til Karlsruhe og Strassbourg, hvor jeg var inde i den gamle domkirke. Strassbourg ligger smukt ved Rhinen. Vi mærkede vi var nær ved Frankrig. Paa herberget kom ogsaa franskmænd. Disse og tyskerne saa sig hurtigt gale paa hinanden, saa der blev ballade. Paa vejen efter Basel gik jeg nogle dage sammen med en murer fra København. Han vilde til Svejts. Han var kørt med toget til Heidelberg. Jeg kunne mærke paa ham at der var noget galt med ham, og jeg spurgte hvad han fejlede. Han fortalte mig da, at han havde hjemve. Han var 28 aar, men han sagde som det var. Jeg kan ikke undvære min mor længere, og jeg sagde til ham, saa maa du rejse hjem. Et par dage efter traf jeg en anden dansk murer, en jyde. Han ville ogsaa til Svejts, men han havde ingen penge. Vi skulle have 2 franc, hvis vi ville over grænsen. Jeg havde penge nok til os begge, og vi gik nu over broen og ind i Basel over Schaffhausen og til St. Gallen hvor vi fik arbejde, til at begynde med var vi 2 danskere. Murerne var dels Italienere, Galisere, Tyrolere plus en Tyrk. Arbejdsmændene var alle Italienere. Murerne i Svejts var ikke i høj kurs. Tyrolerne var meget dygtige til at tilhugge sandsten. Det var jo materiale, som der blev brugt meget af. De hentede store blokke fra bjergene, og de blev hugget til paa byggepladsen. Saalbænke[21] Severanger[22] og overliggere[23] blev først stillet op, og vi murede imellem, sandstenene bar vi op af en slidske 4 mand stærk. En snor i hver ende og saa en stok. Stiger brugte vi ikke. Slidsken gik helt op i bygningens højde. Vi havde en skandinavisk forening, hvor vi s[am]ledes i hulen hver lørdag. Det var glade aftener, hvor der blev sunget og fortalt historier. Vi havde jo oplevet lidt af hvert, saa historierne var ikke kedelige. Vi skulle jo også have en humpel[24] øl, et krus, som tog 4-5 liter. Det gik rundt og vi sang drikkeviser. Vi havde aldrig slagsmaal, men det skete, naar vi skulle hjem, at der blev ballede med Svejtserne. En gang kom der 10 danskere i spjældet, hvor de maatte side til søndag kl. 10. De blev hentet og vi maatte skillinge sammen for at faa bøderne betalt. Politiet sagde ogsaa, at det var pænt kammeratskab. Vi spiste i spisehuse. Der spiste vi godt, bedre end i Tyskland. En gamme[l] Svejtser sagde en dag paa byggepladsen: nu faar vi snart vinter. Vi kunne se sneen kom længere ned a[d] bjergsiderne for hver dag. Nogle navere[25] sparede 300 frc. sammen, saa de kunne tage en rejse til Rom, Neapel og Capri og tilbage igen paa 3 mdr. Jeg var desværre ikke saa klog. Juleaften var vi samlet og havde en smuk aften med risengrød og flæskesteg og sang sange, som var skrevet til festen, og det var i alle maader en pæn aften, hvor vi talte om dem derhjemme. 3. juledag begav vi os paa rejsen. Nu var det vinter. Den første etape var til en landmand og en fiskehandler. Der vidste vi, at vi fik en gang sild, og nu gik turen til Zürich over Zug til Luzern. Det var en smuk tur. I Luzern var vi et par dage, gik over den gamle bro, og var ved Thorvaldsens løve[26], som desværre var tildækket om vinteren. Vi gik hver dag til politiet, hvor vi fik anvist logi og morgenkaffe. Næste by fik vi middagsmad. Vi boede og spiste i forskellige kloster eller herberge. Maden var rigtig god, sovepladserne var ikke alle steder saa gode. Nu skulle vi til Bern, der kom vi til at sove i en stor sal, hvor der var en forhøjning i den ene side med brikse. Der laa vi med tøjet paa saa tæt, at vi knapt kunne vende os om. Der var Tyskere, Franskmænd, Italienere og Danskere. Der var nogle paa gulvet hele tiden, saa vi fik ikke saa meget søvn. Da vi kom til Bern hen mod aften og saa lysene i byen, mente vi, at vi var lige ved byen, men vi maatte gaa en hel rundrejse, inden vi naaede ned.

Da vi havde set byen, gik vi efter Freiburg[27], midt imellem disse byer gik sproggrænsen og i Freiburg talte de fransk. Da blev det ikke saa let for os, politiet kunde tale tysk, men de gjorde det ikke gerne. Vi gik oppe i højderne om dagen i sne og frost, og det var dejligt at komme ned i dalen om aftenen, hvor det var lunt og ingen sne. Nu gik turen til byerne [ved] Genfersøen[28]. Det var efter min mening det skønneste, vi havde set. Genfersøen og de franske bjerge gav os et indtryk, som vi aldrig glemmer. Det kneb for os at faa noget at spise, da vi ikke kunne forstaa eller tale fransk. Vor mening var at ville til Geneve og Frankrig, men da vi kom til Lousanne, blev der sat punktum for vor rejse. Vi var fire, som var gaaet i forskellige retninger for at betle lidt sammen og var heldige og havde faaet spisebilletter, chokolade og brød. Vi traf nu sammen alle 4 og stod og talte sammen, da der kom en betjent og forlangte, at vi skulle gaa med paa stationen. Det ville vi ikke, men saa præsenterede han sit skilt og en revolver. Det maatte vi bøje os for. Vi kom paa stationen kl. 11 og først kl. 18 fik vi lidt suppe. Her var mange slags folk samlet: Franskmænd Tyskere Italienere. De der havde lidt brød delte med dem, der intet havde. Der blev vi om natten. Søvn fik vi ikke og næste dag fik vi besked paa at vi skulle udvises altsaa paa Skub[29], som det hed paa naversproget. Jeg havde en del postkort og de spurgte, hvor jeg havde dem fra. Jeg svarede, at dem havde jeg købt, men de sagde: eller stjålet.

Da vi havde faaet vore sager fik de der havde klaget haandjern paa. To betjente fulgte os til toget, og vi blev laaset inde i et lille rum i en pakvogn. Da vi kom ud paa linien efter Bern, lukkede personalet os ud i vognen. De kendte den slags passagerer. Nu naaede vi Bern og blev afhentet af politiet og blev sat ind i 2 dage. Saa maatte vi paa rejsen igen. Denne gang til Basel, hvor vi var inde i 5 dage. Vi var 4 i en celle en Svejtser og 3 danskere. De spurgte, hvilke bøger vi ville læse. Svejtseren forlangte en, han ikke blev færdig med sidst, han var der. En Franskmand blev lukket ind til os. Han slog 3 betjente ned, inden de fik bugt med ham. Han var vred og lavde en masse vrøvl, saa det blev sent inden der blev ro. Næste morgen fik vi kaffe. Svejtseren og Franskmanden fik suppe, og Svejtseren sagde, det er det frie Svejts. Efter 5 lange dage kom vi for dommeren, og dommen lød paa landsforvisning og blev vi antruffet senere blev vi straffet. Nu blev [vi] sat ind i en vogn, 3 danskere og 1 Englænder og kørt over grænsen. Englænderen gav kaffe paa en kro, han spillede klaver og vi sang, og da vi var færdige, gik vi tilbage til Basel og videre øst paa. Vi meldte os til politiet og fik aftensmad og natlogi, men da vi ville have vore papirer, havde de sendt dem til en anden by 40 km borte, hvor de søgte murere. Da vi kom dertil og traf mesteren, havde han ikke brug for os, da det var vinter. Vi gik til politiet og fik vore papirer. Jeg sagde nu til min kammerat: nu gaar vi over broen ind i Tyskland. Min kammerat meldte sig nu syg, han havde faaet frost i hælene og hænderne og han kom paa hospitalet. Han gav mig de penge, han havde, og jeg gik videre nordpaa over München. Der var der et lokale, hvor alle kunne sove gratis, men de maatte ikke have over 1 mark paa sig. Naar vi kom ind, blev vi beordret i bad og fik rent hvidt tøj paa. Fik saa aftensmad og logi, og ingen skulle vise papirer frem. Der kunne vi komme i 3 dage. Jeg gik nu over Regensburg og Nürnberg til Sachsen. Der mødte jeg en Sachser paa et svendehjem[30], og han spurgte om jeg ingen rejsekammerat havde, saa kunne vi følges ad. Han var karetmager, han rejste med toget en gang imellem, saa mødtes vi paa herberget. Han sagde: sig til, hvis du ingen penge har, saa skal jeg betale for dig. Han kunne til enhver tid faa arbejde. Til tider var der danskere paa herbergerne, som var saa uforskammede i deres optræden, at jeg skammede mig paa deres vegne. Det var mest ganske unge mennesker, og jeg ville ikke have med dem at gøre. Tyskeren sagde til mig, at saa længe han havde penge, havde jeg ogsaa. Jeg kom nu til Leipzig, og skrev hjem paa blade af en lommebog og sendte brevet afsted uden frimærker. En af mine brødre var hjemme, og da han saa brevet, sagde han: nu er det vist galt med Søren, og han sendte 50 kr. til mig, poste restante Leipzig[31] og skrev samtidig, at jeg hellere maatte komme hjem en tur. Jeg rejste med toget til Berlin og var der nogle dage, paa herberget maatte vi af med alt tøjet og i bad, og vi fik hvidt tøj paa. Vort egen kom i en ovn. Det trængte det til. Jeg talte nu mine penge og saa efter, hvad rejsen kostede hjem. Jeg sagde til mig selv: skal – skal ikke, men jeg besluttede mig alligevel til at rejse. Jeg købte nu et franskbrød og tog billet til Kiel og sejlede til Korsør. Paa damperen spurgte en passager om morgenen, om jeg ingen kaffe skulle have, og da jeg svarede nej, var han klar over hvorfor og bestilte kaffe til mig. Da jeg købte billet i korsør, opdagede jeg, at jeg kunde køre helt hjem til Marslev. Jeg havde regnet med at skulle gaa det sidste stykke. Der blev jo glæde, da jeg kom hjem efter at jeg have været ude et par aar. En broder var lige kommet hjem fra Amerika, saa vi trængte begge to til rekreation. Vi drøftede sagerne i 4 dage, saa havde jeg ingen ro mere men rejste til Kiel, hvor jeg fik arbejde med det samme. Jeg opholdt mig i fritiden i mit værelse i 4 uger for at spare sammen til tøj, hvorefter jeg blev ekviperet[32]fra yderst til inderst. Herefter var jeg nu helt i orden igen. Jeg blev nu i Kiel et halvt aar, og i 1906 rejste jeg til København. I den tid jeg var udenlands, saa jeg ikke en pengeseddel, alt blev betalt med Guld eller Sølv. Der kom imidlertid andre tider. Jeg kan kun sige, at i arbejderkredse blev man behandlet som deres egne, og dersom vi selv ville, saa mærkede man ikke, at vi var fremmede. Vi traf unge mennesker, som vi blev venner med gennem livet.


Ordforklaringer m.m.

[1] Kridtpiben fik de som tegn på, at de nu måtte ryge tobak med de andre svende.

[2] Ridbrædder: vandrette brædder, der spænder mellem de lodrette rejsebomme i et stilads.

[3] ": tegn for længdeenheden tomme (1 tomme = 2,54 cm).

[4] Fuldkantede brædder: brædder, hvor alle kanter er retvinklede.

[5] Bommene: de lodrette søjler i et stilads.

[6] Marketender: bestyreren af et marketenderi, som er en kantine eller købmand på en arbejdsplads eller kaserne.

[7] Femøresdans: offentlig dans, hvor adgangen til hver enkelt tur betales med fem øre. 

[8] Kayserliche Werft Kiel: marineværft for den tyske flåde 1867-1920.

[9] Kielerugen: kapsejlads og byfest i Kiel, der blev afholdt første gang i 1882.

[10] Fempfennigdans: det samme som femøresdans, se note 7.

[11] Højovnene: ovne der bruges til at udvinde jern. Dortmund ligger i det store industriområde i Ruhr-distriktet, hvor der var en stor jern- og stålproduktion.

[12] Krupp: sværindustriforetagende i Essen.

[13] Forskalle: bygge en form, som cementen skulle støbes i.

[14] Herberge zur Heimat: billige herberger for omrejsende håndværkersvende. Herbergene blev drevet efter kristne værdier og tilbød et alternativ til de mere løsslupne rammer på kroer og værtshuse.

[15] Kølner Domen: Kölns domkirke.

[16] Lorelei: høj lodret klippe ved Rhinens bred nær Koblenz i Rheinland-Pfalz.

[17] Niederwalddenkmal: monument ved Rüdesheim i Hessen. Rejst i 1871 som markering af samlingen af det Tyske Rige efter den fransk-preussiske krig.

[18] Spiger: stort søm.

[19] Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) tog på årlig kurrejse til Wiesbaden.

[20] Neckar: biflod til Rhinen.

[21] Saalbænk (sålbænk): Udhæng under vindue, der leder regnvand væk fra muren.

[22] Den præcise betydning kendes ikke, men det må være et byggeudtryk.

[23] Overligger: bjælke over en åbning.

[24] Humpel: kommer af ordet humpe. Betyder i denne sammenhæng et stort drikkekar.

[25] Navere: omrejsende skandinaviske håndværkere.

[26] Thorvaldsens løve: Löwendenkmal (løvemindesmærket) i Luzern i Schweiz er tegnet af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) i 1819 som et mindesmærke over schweizergarden, som  forsvarede Ludvig 16. af Frankrig  under den franske revolution.

[27] Freiburg: formentlig den schweiziske by Fribourg og ikke den tyske by Freiburg.

[28] Genfersøen: Genevesøen.

[29] På skub (tysk: Schub): med tvang.

[30] Svendehjem: et herberg for rejsende håndværkere, der lå i de fleste byer.

[31] Poste restante Leipzig: brev til afhentning på postkontoret i Leipzig.

[32] Ekviperet: udstyret med tøj.

Om kilden

Dateret
1955
Oprindelse
Nationalmuseets Industri-, Håndværker og Arbejdererindringer (NIHA), Mappe: Murere 5, Acc. nr: 1678.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. april 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1955
Oprindelse
Nationalmuseets Industri-, Håndværker og Arbejdererindringer (NIHA), Mappe: Murere 5, Acc. nr: 1678.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. april 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk