Sønderjyllands kirkehistorie, ca. 800-1953

Artikler

Mødet mellem forskellige åndelige strømninger har været særligt intenst i Sønderjylland. De politiske forhold skabte en kirkelig geografi, der i tidens løb har omfattet ikke mindre end seks overordnede strukturer: Bispedømmerne Slesvig, Ribe, Odense, Als-Ærø og Haderslev samt de kongerigske enklaver med dansk kirkeret. Centralt i Sønderjyllands historie står reformationsårene fra ca. 1520-1539, som i dansk kontekst havde sit udspring i Haderslevegnen, samt spørgsmålet om dansk eller tysk kirkesprog i landsdelen.

Missionstiden og middelalderen

I 800-tallet hørte Slesvig under ærkebispedømmet i Hamborg/Hamborg-Bremen, derefter fra 1104 under ærkebispesædet i Lund, og den kirkelige øvrighed var organiseret omkring de tre bispestole for det sønderjyske område: Slesvig, Ribe og Odense. Messe og liturgi foregik på latin, mens prædiken i reglen var på menighedens modersmål.  I Slesvig Stift var domkapitlet ansvarligt for præsteuddannelsen. Uddannelsen foregik på latin og plattysk, der i 1400-årene havde hævdet sig som kirkesprog. Domkapitlets nordgrænse fulgte en linje nord om Løjt, Ravsted, Hostrup og syd om Tønder. For området nordøst herfor, mellem Løjt og Kongeåen, blev præsteuddannelsen varetaget af kollegiatkapitlet i Haderslev, og for de øvrige områder af domkapitlerne i Ribe og Odense (Als og Ærø). Her blev dansk benyttet som undervisningssprog ved siden af latin.

Reformationsårene

I 1526 oprettede hertug Christian (senere Christian 3.) en luthersk-evangelisk præsteskole i Haderslev, der tiltrak studerende fra både hertugdømmerne og Danmark. I 1528 udfærdigedes de såkaldte Haderslev-artikler, der markerede reformationens gennemførelse i Haderslev og Tørning amter og snart efter i hele hertugdømmet Slesvig. I 1536, efter Christian 3. var blevet konge, gennemførte han Reformationen i Danmark-Norge, og året efter lod han udarbejde en kirkeordinans, dvs. forordning, der skulle gælde hele monarkiet. Men modstand fra det slesvig-holstenske ridderskab bevirkede, at der måtte udarbejdes en særlig kirkeordinans for hertugdømmerne. Den blev i 1542 udformet af Johannes Bugenhagen (1485-1558), som var en nær medarbejder af den tyske reformator Martin Luther. I Bugenhagens kirkeordinans blev det slået fast, at det var fyrstens pligt at sikre den rette lære, sørge for gudstjenester, kirketugt, tros- og skoleundervisning. Pavekirken var blevet til en fyrstekirke, og da hertugdømmerne blev delt mellem flere fyrster, blev kirken og dens indtægter årsag til strid, og kirkestyret blev på nogle punkter forskelligartet i hver hertugs område. Kirkesprogsgrænsen fulgte sydgrænsen for Højer, Møgeltønder, Ubjerg, Burkal, Tinglev og Holbøl sogne. Nord for denne grænse var kirkesproget dansk og latin, syd for var det tysk og latin.

Reformationen medførte ingen ændring af kirkesproget. Udviklingen hen imod plattysk i Aabenraa og Tønder Provstis landsogne blev derimod afbrudt. I byerne blev plattysk i løbet af 1600-tallet afløst af højtysk, fordi ortodoksiens teologer ønskede at hindre fejlfortolkninger af Luthers 'hellige' sprog. Ud fra ønsket om inderlighed og for at sikre, at kirkens budskab rent faktisk slog rod i menighederne, arbejdede pietistiske præster i 1700-tallet for at styrke dansk som kirkesprog i det nordlige Slesvig. Det sydlige Slesvig udviklede sig kirkeligt forskelligt fra Nordslesvig, fordi der i syd var modsætning mellem kirkesprog og folkesprog. Det gav problemer og medvirkede formentlig til, at vækkelserne ikke slog igennem på samme vis i Sydslesvig.

1700-tallet

Efter Store Nordiske Krigs afslutning inkorporerede Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) i 1721 de gottorpske dele af Slesvig under den danske krone. Centraladministrationen forsøgte i denne forbindelse at skabe mere ensartede forhold, og kirkebønnen blev ændret, så der overalt skulle bedes for kongen og ikke for hertugen. I det nordvestlige Slesvig og på Stepping-egnen skete der en pietistisk vækkelse fra 1720’erne, der foregik inden for kirkens rammer. Den var med til at udbrede brugen af danske salmer i gudstjenesten og dermed også styrke det danske sprog i Nordslesvig. Det lykkedes aldrig at skabe ensartede patronatsforhold i hertugdømme og Kongerige. I modsætning til Kongeriget havde sognebeboerne i Slesvig fra 1400-tallet og helt op til nyeste tid forholdsvis stor indflydelse ved præstevalg, og der udvikledes ikke et egentligt privat kirkeejerskab i hertugdømmet, som der gjorde i Kongeriget, hvor kirkerne regulært blev solgt. Der fandtes således kun ganske få patronatskirker i Slesvig.

Et særegent tilskud til kirkelivet blev Brødremenigheden i Christiansfeld, grundlagt i 1773 som en del af det verdensomspændende herrnhutersamfund. I hverdagen levede den som en åndelig enklave, men var dog også til støtte for ligesindede kredse andetsteds i Sønderjylland og indgik i en omfattende ydre missionsvirksomhed. Rationalismen fik omkring 1800 godt fat i bl.a. den slesvigske gejstlighed, hvilket bl.a. førte til den berømte agendestrid, hvor et forsøg på at ændre gudstjenesteordningen efter oplysningstidens kirkesyn mødte voldsom modstand.

Den nationale strid i kirkeligt perspektiv

Efter 1. Slesvigske Krig (1848-1850) blev der som led i fordanskningen indført dansk kirkesprog i 49 sogne i Mellemslesvig. Det førte til stærke protester og ikke kun fra slesvig-holstenske kredse. Efter krigen i 1864 kom hele Slesvig under preussisk styre, Slesvig Stift kom til at dække hele Slesvig, og det danske kirkeliv i Sydslesvig, der var blevet skabt efter 1850, svandt ret hurtigt ind. I Helligåndskirken i Flensborg fortsatte de danske gudstjenester.

Derimod fik det dansksprogede kirkevæsen lov at fortsætte ret uændret nord for kirkesprogsgrænsen med overvejende tyske gudstjenester i byerne og danske på landet. Nogle steder blev der efter ansøgning indført tyske gudstjenester ved siden af de danske, motivet var ofte national-politisk og deltagelsen kun ringe. Nordslesvig blev kirkeligt set en egen verden afgrænset af Kongeåen mod nord og kirkesprogsgrænsen mod syd. Vækkelsesbevægelsen Indre Mission stod stærkt i Nordslesvig og benyttede udelukkende det danske sprog, selvom bevægelsen fastholdt neutralitet i den nationale kamp. I perioden oprettedes dog også flere danske frimenigheder, og ligeledes vandt den katolske kirke atter indpas med kirker bl.a. i Flensborg og Haderslev.

Efter 1920

Ved Genforeningen i 1920 blev kirkesproget i Nordslesvig dansk. Der kunne dog indføres tyske gudstjenester for det tyske mindretals medlemmer. I byerne blev der inden for folkekirken ansat tysksprogede præster for den tyske del af menigheden. På landet oprettede det tyske mindretal egne tyske frimenigheder. For at integrere kirkelivet i Sønderjylland med det danske blev der ikke oprettet et stift for det genforenede område. Det vestlige Sønderjylland vendte tilbage til Ribe Stift, mens det østlige Sønderjylland indgik i det nyoprettede Haderslev Stift, der kom til at strække sig helt op til Horsens Fjord. Der blev nu indledt en gradvis tilpasning af kirkeskikkene til praksis i den danske folkekirke. Dermed forsvandt efterhånden en række historieskabte særtræk i det sønderjyske kirkeliv, fx inden for salmesang, dåbspraksis og liturgi. Indførelsen i 1953 af Den danske Salmebog i Sønderjylland som afløser for Den sønderjyske Salmebog fra 1926 kan opfattes som en afsluttende milepæl i den kirkelige genforeningshistorie. Det danske kirkeliv i Sydslesvig er en del af Danske Sømands- og Udlandskirker.


Artiklen er oprindeligt trykt i ”Sønderjylland A-Å”, Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.), Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Publiceringen på danmarkshistorien.dk finder sted i samarbejde med Grænseforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland.