Socialreformen af 1933

Artikler

Den store danske socialreform fra 1933 blev vedtaget som en del af Kanslergadeforliget. Reformen samlede de mange eksisterende love og regler på det sociale område i fire love og forenklede administrationen af offentlige ydelser. Med Socialreformen blev kriterierne for at modtage sociale ydelser mere objektive og ensrettede. De gik dermed fra at minde om almisser til i højere grad at være baseret på rettighedsprincippet. Mange ser i dag socialreformen fra 1933 som en af grundstenene i opbyggelsen af velfærdsstaten.

Fra almisse til retsprincip

Indtil 1933 var sociallovgivningen et indviklet kludetæppe af love, der blev forvaltet forskelligt i de enkelte kommuner. Hvis man fik hjælp, kunne det medføre, at man mistede muligheden for at stemme eller andre rettigheder. De enkelte kommuner skulle vurdere, hvor meget socialhjælp en person havde brug for, og hvilke rettigheder han skulle give afkald på.

Socialreformen af 1933 indførte et rettighedsprincip, der betød, at hvis man opfyldte bestemte kriterier, skulle man have ret til at modtage fastsatte ydelser uden at miste nogle rettigheder. Man fik som borger således krav på ydelserne, hvis man opfyldte kriterierne. Desuden var ydelsernes størrelse fastsat efter objektive kriterier og ikke på subjektive skøn. Selvom hjælpen nu blev en rettighed, betød de objektive kriterier dog reel indkomstnedgang for nogle modtagere af hjælp.

Et andet væsentligt princip i reformen var hjælp til selvhjælp. Store dele af reformen byggede på forsikring, og ens ret til hjælp på disse områder var afhængig af, om man havde forsikret sig.

Med princippet om ret til fastsatte ydelser uden tab af rettigheder tog sociallovgivningen i Danmark et skridt i retning af nutidens velfærdsstat. Man havde nu fået krav på hjælp og skulle ikke længere gennem en ydmygende vurdering af, om man var tilstrækkeligt trængende.

Socialreformens fire love

Socialreformen bestod af fire love, hvoraf loven om offentlig forsorg og loven om folkeforsikring var de to, der fik størst betydning. Loven om offentlig forsorg erstattede fattigloven fra 1891, der var blevet redigeret mange gange. Inden for offentlig forsorg var reglerne blevet meget indviklede og blev tolket meget forskelligt i de forskellige kommuner, hvilket der, med loven om offentlig forsorg, blev lavet om på. Loven gjorde, at man ikke længere mistede rettigheder ved at modtage offentlig hjælp. Tidligere kunne man blandt andet miste sin mulighed for at stemme ved kommunalvalg. Nu kunne man kun miste sine rettigheder, hvis kommunens sociale udvalg mente, at ens nød var selvforskyldt, og det skete kun for en lille gruppe af befolkningen.

Loven om folkeforsikring indeholdt ikke meget nyt, men betød, at staten gav flere penge til sygekasserne, og at muligheden for at få hjælp fra sygekasser blev bestemt af ens indtægt. Ydelserne blev pristalsreguleret, hvilket i første omgang betød, at ydelserne faldt, men kort tid efter gik det den anden vej.

Loven om ulykkesforsikring gjorde, at arbejdsgiverne skulle forsikre de ansatte mod arbejdsulykker. Loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring var allerede blevet vedtaget af de fire store partier: Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre og Konservative i 1932. Det var da blevet muligt at modtage dagpenge i 200 dage, hvorefter man var henvist til offentlig forsorg.

Der skete også en forenkling i selve administrationen af den offentlige støtte. Det blev nu kun den kommune, man boede i, der skulle tildele støtte, og dermed ikke længere også den kommune, hvor man tidligere havde boet, eller staten. Staten skulle nu kun sørge for at give penge til kommunerne. De enkelte instanser blev også samlet inden for kommunen, så man ikke skulle henvende sig mange forskellige steder for at få støtte.

Socialreformens vedtagelse

Siden 1929 havde Socialdemokratiet og De Radikale haft flertal i folketinget, men ikke i landstinget. Derfor skulle de indgå forlig med et parti fra oppositionen for at få vedtaget deres love, herunder socialreformen, som længe havde været på tegnebrættet for Socialdemokratiet.

Det store kriseforlig, Kanslergadeforliget, var et kompromis mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre. Det blev forhandlet på plads i slutningen af januar 1933. Som følge af de indrømmelser, Venstre fik ved Kanslergadeforliget, accepterede partiet at lade socialreformen passere gennem landstinget, ved at undlade at stemme. På denne måde var der flertal for forslaget, samtidig med at Venstre kunne undgå at tage ansvar for forslagets konsekvenser.

Socialreformens betydning

Under forhandlingerne om Socialreformen fik Venstre forhandlet sig frem til, at taksterne for de sociale ydelser skulle pristalsreguleres. Dette betød i første omgang en reel nedsættelse af taksterne. Derfor fik Socialreformen ikke stor betydning for de penge den enkelte fik udbetalt, lige da den blev indført, men pristalsreguleringen sikrede at taksterne ville stige i takt med prisudviklingen. Forenklingen af de sociale love betød imidlertid, at de sociale ydelser blev samlet, og at man kun skulle gå et sted hen for at få social hjælp. Det blev dermed mere overskueligt, hvor man kunne få de sociale ydelser, man nu havde ret til.

På det principielle plan betød socialreformen, at det blev mindre ydmygende at modtage social hjælp. Det havde ikke længere nogen betydning for ens rettigheder, og der var ikke længere tale om skøn, men om objektive krav og fastsatte takster.

Europa var i starten af 1930'erne ramt af økonomisk krise og stor arbejdsløshed. I lande som Tyskland og Italien formåede det politiske system ikke at håndtere krisen. Her fik yderligtgående politiske ledere stor opbakning, da man troede på, de kunne håndtere krisen bedre end de demokratiske politikere. I Danmark er Socialreformen og Kanslergadeforliget imidlertid et udtryk for det danske politiske systems evne til at tackle 1930’ernes krise indenfor det demokratiske politiske system.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Würtz Yde, Michael G. D. Jensen
Tidsafgrænsning
1891 - 1939
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. oktober 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: 13 reformer af den danske velfærdsstat (2005)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Emneord

fattigforsorg og socialpolitik Jonas Würtz Yde Kanslergadeforliget Kernestof velfærdsstaten Michael G.D. Jensen

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Würtz Yde, Michael G. D. Jensen
Tidsafgrænsning
1891 - 1939
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. oktober 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: 13 reformer af den danske velfærdsstat (2005)

Udgiver
danmarkshistorien.dk