Socialistisk Folkeparti (SF) 1959-

Artikler

Socialistisk Folkeparti (SF) blev stiftet i 1959 af den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen. SF ønskede dansk neutralitet i den kolde krig og ville indføre socialismen i Danmark med demokratiske midler. De følgende årtier formåede SF at etablere sig som en fast bestanddel af det danske partipolitiske system som det største og mest moderate af partierne til venstre for Socialdemokratiet.

Partiet arbejdede tæt sammen med fredsbevægelserne under den kolde krig og var modstander af NATO og EF/EU. Ikke mindst efter murens fald blev den socialistiske profil gradvist opblødt, holdningen til EU blev mere imødekommende og partiet fik en markant miljøprofil. SF har været parlamentarisk grundlag for flere socialdemokratisk ledede regeringer, og kom for første gang i regering i 2011. Dets vælgertilslutning har ved de fleste valg ligget mellem 6 og 13 %.

Baggrund og stiftelse

I kølvandet på Stalins død 1953 skete der et opbrud på den yderste europæiske venstrefløj. I 1956 påbegyndte den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov et gradvist opgør med stalinismens forbrydelser. Samme år slog Sovjetunionen hårdt ned på den folkelige opstand mod det kommunistiske styre i Ungarn, dræbte tusinder og jog hundredtusindvis af mennesker på flugt. Begge begivenheder fik mange vesteuropæiske kommunister til at stille spørgsmålstegn ved den Moskva-tro, dogmatiske linje, kommunistpartierne hidtil havde fulgt.

I Danmark hørte DKP’s formand Aksel Larsen til den gruppe inden for partiet, som efter 1956 ønskede en mere selvstændig linje for partiet i forhold til Sovjetunionen. Den Moskva-tro fløj i partiet var imidlertid for stærk, og i 1958 blev Aksel Larsen ekskluderet. Året efter stiftede han SF som et uafhængigt socialistisk parti, der anerkendte det pluralistiske demokrati og ønskede at indføre socialismen med demokratiske midler. Ved valget i 1960 fik SF stor succes og blev indvalgt med 11 mandater. Samtidig røg DKP helt ud af Folketinget.

 


Aksel Larsen. Fra Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket.

1960'erne

SF viste sig at kunne udfylde et hul i det politiske spektrum mellem det dogmatiske DKP og Socialdemokratiet, der gennem mange år ved regeringsmagten gradvist havde bevæget sig mod midten i dansk politik og derved blottet sin venstre flanke. SF leverede for mange danskere et nyt ståsted, hvor man kunne markere et venstreorienteret synspunkt uden at være kommunist. Med sin modstand mod dansk NATO-medlemskab og sin samtidige kritik af både amerikansk og sovjetisk magtpolitik talte SF også til fredsbevægelserne og de mange græsrodsbevægelser og folkelige initiativer, der voksede frem i 1960’erne, vendt mod blandt andet oprustning, atomkraft og undertrykkelse af folk i Den tredje verden.

Parlamentarisk set var SF indflydelse i de første år begrænset af den store skepsis, partiet og formanden, Aksel Larsen, blev mødt med fra det etablerede politiske system. Ikke mindst i Socialdemokratiet var mange skeptiske over for de tilsyneladende omvendte kommunister, der stadig dominerede partiet. Den generelle politiske venstredrejning i 1960'erne gav imidlertid SF hele 20 mandater og flertal sammen med Socialdemokratiet ved valget i 1966. For første gang var der et såkaldt "rødt" flertal i det danske Folketing, og selvom Socialdemokratiets højrefløj og ikke mindst SF's venstrefløj fik forpurret planerne om en fælles S-SF regering, dannede Jens Otto Krag efterfølgende en S-regering baseret på de to partiers flertal. Til at afklare de to partiers uenigheder blev der nedsat et lille udvalg, der i befolkningen hurtigt blev døbt 'det røde kabinet'.

Regeringen fik dog en kort levetid. Det spirende ungdomsoprør i midten af 1960'erne skabte en ny, yngre, mere idealistisk og antiautoritær venstrefløj, hvis repræsentanter i SF havde svært ved at acceptere de politiske kompromisser, som samarbejdet med Socialdemokratiet krævede. Samtidig kritiserede de den partiformandsdominans Aksel Larsen havde bragt med sig fra sin DKP-tid. Allerede i november 1967 faldt S-SF samarbejdet fra hinanden, da seks medlemmer af SF trådte ud og dannede partiet Venstresocialisterne (VS). Ved det efterfølgende folketingsvalg i januar gik både S og SF tilbage, og regeringsmagten overgik til en borgerlig koalitionsregering.

1970'erne og 1980'erne

SF etablerede sig i 1970'erne som det største og mest moderate af det store antal venstreorienterede partier og bevægelser, som voksede frem i og uden for Folketinget. I 1974 blev Gert Petersen valgt til formand og blev med sin politiske dygtighed og ikke mindst store udenrigspolitiske ekspertise partiets markante frontfigur i næsten to årtier. Forholdet til Socialdemokratiet forblev dog problematisk. De fleste SF'ere ønskede ikke at indgå i et tættere samarbejde med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, som også selv havde deres reservationer. Erhard Jacobsens udmelding af Socialdemokratiet og stiftelse af Centrum Demokraterne i 1973 skete blandt andet som en protest mod et for tæt samarbejde med SF, og efter jordskredsvalget samme år syntes muligheden for et nyt rent S-SF flertal at være forsvundet.

SF engagerede sig aktivt i EF-spørgsmålet som udtalt modstander af det europæiske samarbejde. I stedet advokerede partiet for et tættere nordisk samarbejde. Det bevarede en tæt tilknytning til fredsbevægelserne og var i 1980'erne med Gert Petersen i spidsen en fast bestanddel af det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal, som sammen med S, VS og Det Radikale Venstre pålagde Schlüter-regeringerne en langt mere NATO-kritisk politik, end de selv ønskede at føre. I 1980’erne blev partiets erklærede socialistiske politik dog gradvist udvandet, og der kom forøget fokus på blødere værdipolitiske emner såsom miljøpolitik. Hvad angår vælgertilslutning oplevede SF en krise i anden halvdel af 1970’erne, som kulminerede i 1977 hvor partiet kun opnåede syv mandater. Gennem 1980’erne lå partiet dog konstant på over 20 mandater.

Efter den kolde krig

Afslutningen på den kolde krig betød en yderligere bevægelse mod midten i dansk politik for SF. I EF/EU-spørgsmålet opblødtes modstanden gradvist, og SF's nye formand fra 1991, Holger K. Nielsen, var en af hovedarkitekterne bag det nationale kompromis, hvor SF indvilligede i at anbefale et dansk ja til Maastricht-traktaten til gengæld for introduktionen af de fire danske forbehold på EU-området. Allerede i 1987 havde SF accepteret tanken om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og havde i denne anledning opblødt sin absolutte modstand mod det danske NATO-medlemskab. SF blev en mere eller mindre fast bestanddel af Nyrup Rasmussen-regeringernes parlamentariske grundlag i 1990'erne, men fik, grundet modstand fra midterpartierne, ikke opfyldt ønsket om regeringsdeltagelse.

Trods den politiske indflydelse, som partiet hermed opnåede i 1990'erne, var vælgertilslutningen til partiet konstant dalende under Holger K. Nielsens formandskab. Det ændrede sig efter 2005, da han blev afløst af det mangeårige folketingsmedlem Villy Søvndal. SF slog herefter ind på en mere selvstændig oppositionspolitik mod VK-regeringen, der kom til magten i 2001. Søvndal formåede at give partiet en mere markant og populær profil, men signalerede samtidig vilje til pragmatisk samarbejde og regeringsdeltagelse med Socialdemokratiet og eventuelt også Det Radikale Venstre. Kursskiftet gav succes hos vælgerne og ved valget i 2007 fordoblede SF næsten sin størrelse med 13 % af stemmerne. Ved valget i 2011 gik partiet tilbage til 9 %, men det lykkedes samtidig SF for første gang i sin historie at blive et regeringsparti, da det dannede regering sammen med Socialdemokratiet og De radikale.

Som parti oplevede SF imidlertid vanskeligheder som følge af sin regeringsdeltagelse fra 2011 og frem. De mange kompromisser som regeringssamarbejdet krævede, sled på tilslutningen til partiet og i 2012 valgte Villy Søvndal at træde tilbage som formand på grund af partiets krise. I det efterfølgende valg til formandsposten kom det som en overraskelse for de fleste, at den relativt ukendte Annette Vilhelmsen, vandt en overbevisende sejr, over forhåndsfavoritten Astrid Krag. Annette Wilhelmsen var formand for partiet til januar 2014, hvor hun trådte tilbage som formand, og SF trådte ud af regeringen. Pia Olsen Dyhr blev efterfølgende valgt som partiets formand uden modkandidater.

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1959 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. november 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Jacobsen Kurt: ”Aksel Larsen – en politisk biografi” (1996)

Nissen, Henrik S.: "Landet blev til by 1950 - 1970" Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 14 (1991)

Rasmussen, Søren Hein: ”Et land i forvandling - Danmarks historie 1970-2005" (2007)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Peter Yding Brunbech
Tidsafgrænsning
1959 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. november 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Jacobsen Kurt: ”Aksel Larsen – en politisk biografi” (1996)

Nissen, Henrik S.: "Landet blev til by 1950 - 1970" Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 14 (1991)

Rasmussen, Søren Hein: ”Et land i forvandling - Danmarks historie 1970-2005" (2007)

Udgiver
danmarkshistorien.dk