Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Snaphaner

Artikler

De såkaldte 'snaphaner' kæmpede under de svensk-danske krige i 1600-tallet på dansk side i de skånelandske provinser.

Snaphaner: Hvervede partisaner

Snaphaner var oprindelig en nordisk benævnelse på landevejsrøvere og fredløse. Imidlertid brugtes ordet af svenskerne om alle, der kæmpede på danskernes side uden at tilhøre den regulære danske krigsmagt. Dermed kom ordet til at betegne ikke kun de egentlige snaphaner, men også – og især – friskytterne. Friskytter var frivillige soldater, som samarbejdede med den regulære hær. De var militært organiserede i kompagnier, der som regel blev ledet af kap­tajner og indeholdt både dragoner og officerer som kvarter­mestre, vagtmestre, kor­netter og løjtnanter. En tredje kategori, som også kaldtes snaphaner, var deltagere i lokale bondeop­bud, som mobiliseredes for at forsvare en hjemegn mod svenske invasionstrupper. Den svenske side betragtede ikke friskytterne som legitime modstandere, men som røvere og ban­ditter. De behandledes også som fredløse og blev henrettet uden rettergang, hvis de blev pågrebet, ofte ved at blive spiddet på pæle.

Der er forskellige teorier om oprindelsen af ordet ’snaphane’. Nogle formoder, at udtrykket stammer  fra en bøsse med en særlig låshane, som bevægede sig hurtigt. Bøssen skal derfor være blevet kaldet ”snapha­ne”, og  benævnelsen skal siden være blevet overført til skytterne. Den almindelige teori er dog, at ordet kommer fra det tyske schnappen (at snappe eller at røve).

Dannelse og organisation

Snaphanebevægelsen fik første gang fast struktur under Torstenssonkrigen, den svensk-danske krig i 1643-1645, hvor der organiseredes friskyttedelinger og bondeværn for at forstyrre de svenske for­bindelsesled. I Karl Gustav-krigene 1657-1658 og 1658-1660 formedes på ny frivillige trupper, som førte guerillakrig mod svenskerne. Bedst kendte er snaphanerne dog måske fra Den Skånske Krig 1675-1679. Selv om Skåne var svensk fra 1658, livede friskyttebevægelsen op igen ef­ter den dan­ske invasion i Skåne i 1676. Det er beregnet, at der var omtrent 2000 friskytter i Den Skån­ske Krig, måske flere.

Ved den sidste danske invasion af Skåne, som fandt sted i 1709-1710 under den Store Nor­diske Krig, dannedes ingen snaphanebevægelse. Helsingborg tilsluttede sig danskerne, men  de øvrige skånske byer forholdt sig afventende. Det samme gjaldt bønderne: Nogle hjalp danskerne med proviant og vejvisning, men flertallet forholdt sig neutralt. Dette er blevet set som et bevis for, at forsvenskningspolitikken  i de skånske provinser havde båret frugt.

Hvem var snaphanerne?

Geografisk fandtes snaphanerne i næsten hele Skåne, i Blekinge, i det sydlige Halland og i Bohuslen. Deres stærkeste støttepunkt var i det nordlige Skånes skovområder, særligt Gønge (svensk: Göinge). Det er blevet forklaret med, at Gønge under den danske tid som en svært tilgængelig grænseegn havde nydt flere privilegier og relativt stor frihed fra ydre indblandning. Dette forandredes under det svenske styre. Det er også blevet påpeget, at svenske plyndringer under de mange dansk-sven­ske krige kan have skabt et særligt had mod svenskerne i disse egne.

Forskerne er ikke enige, om hvilke grupper der udgjorde basen for rekrutteringen af snap­hanerne. Ifølge den svenske historiker Alf Åberg (1916-2011) kom snaphanerne i hovedsagen fra grup­per uden for bondesamfundet – gårdskarle uden tjeneste, vagabonder, rømmede sol­dater og skovrøvere. Bønderne var nemlig uvillige til at forlade deres gårde. De få bønder, som blev snaphaner, var dem, som var blevet meget fattige og dermed nødt at gå fra deres går­de.

Friskytter­ne opførte sig ikke bedre over for bondebefolkningen end skovrøverne, men udøvede alt fra sim­pel afpresning til røverier og mord. På den måde er der ingen grund til at skelne mel­lem friskytterne og de egentlige snaphaner. I den første tid efter den danske hær var gået i land i Skåne i 1676, meldte mange bønder sig frivilligt til dansk krigstjeneste, og bønder og skovfolk samarbejdede i kampen mod svenskerne. Her var der også et eksempel på en bonderejsning mod øv­righeden af samme slags som den svenske Dackefejde i 1543 og de middelalderlige bondeop­rør. Men fra 1677 opstod et stærkt fjendskab mel­lem snaphanerne og den bosiddende befolk­ning i Skåneland.

Den danske historiker Knud Fabricius (1875-1967), som har skrevet det klassiske værk om Skånes over­gang fra Danmark til Sverige, mener tværtimod, at friskytterne først og fremmest rekrutteredes blandt bøn­der­ne. De svenske forfattere og populærhistorikere K. Arne Blom (1946-) og Jan Moen (1933-1995) hævder også, at friskyttekom­pagniernes lægdsruller viser, at det først og fremmest var bønder, bondesønner og håndværkere som blev fri­skytter og ikke det fredløse skovfolk.

Historikerne er dog enige om, at bønderne under Den Skånske Krig deltog mere i snaphane­styrkerne og i kampen mod svenskerne i begyndel­sen af krigen end senere. Bondeop­bud mo­biliseredes også i krigens første år, men forekom ikke i så stor ud­strækning senere. En kløft mellem bønder og friskytter kan være vokset frem. Friskyt­terne fik understøt­telse fra danskerne om vin­teren, men om sommeren måtte de selve forsørge sig. Det­te gik ud over bønderne, og efterhånden som krigen forvandle­des til en udmattelseskrig fra midten af 1677, blev snaphaner­ne mere desperate og bru­tale. Man­ge af dem benytte­de sig i vinteren 1677-1678 af et svensk tilbud  om amnesti til dem, som nedlagde våben. Til­bage blandt friskytterne herefter var ofte de, som stod længst fra bondesamfun­det.

Løsholtskuppet 1676

En af de mest berømte begivenheder i forbindelse med snaphanerne er det så kaldte Løs­holtskup (svensk: Los­hult) i juli 1676. Cirka 250 vogne, læsset med den svenske krigskasse på omkring 50.000 rigsdaler, var blevet tilbage i landsbyen Løs­holt på grænsen mellem Skåne og Småland under den svenske armés hurtige retræte fra Skåne. De bevogtedes kun af få soldater, og de lokale bøn­der overfaldt dem sam­men med nogle ryttere fra den danske hær, som dog hand­lede på egen hånd. Ifølge traditio­nen udfør­tes Løsholtskuppet af snaphaner, og flere af de gønger som deltog, blev også senere friskytter. Men flere forskere mener, at man ikke skal se kuppet som en del af modstandskam­pen , men snarere som et røveri. Den trompe­ter, som ledede de danske ryttere, blev senere henrettet for at have brudt den danske konges forbud mod private plyndringer.

Berømte snaphaner

Der var en række snaphaneledere, hvis navne har levet videre: Aage Monsen Harloff, Niels Andersen, Eskild Nielsen, Simon Andersen, Hendrik Frederik Dreyer, Jens Jensen, Hans Se­verin, Nicolaus Hermansen, ”Lille Mads” og andre. Mest berømt i eftertiden er formodentligt Svend Poulsen Gønge, også kaldt ”Gøngehøvdingen” (se artikel). Han spillede imidlertid ikke nogen stor rolle i Den Skånske Krig, men er først og fremmest kendt for sine indsatser i Karl Gustav-krigene 1657-1660. Nogle af fri­skyttekaptajnerne faldt i kamp, og nogle blev fang­e­t og henrettet. De øvrige levede efter Den Skån­ske Krig resten af deres liv i Danmark.

 

"Snapphanen" fra 1934 af kunstneren Axel Ebbe. Statuen, som
forestiller snaphanen "Lille Mads", står i Hembygdsparken i
Hässleholm. Foto af David Castor, fra Wikimedia Commons.

 

Historiebrug i Danmark og Sverige

Det findes mange lokale legender og fortællinger i Skåneland om snaphanerne. I mange – men ikke alle – tilfælde fremstiller de snaphanerne som farlige røvere og skovfolk. Der findes navne på steder og sammenslutninger i det nordøstlige Skåne, som knytter an til snaphanerne.

I løbet af 1800-tallet opstod en romantisering af forestillingerne om Den Skånske Krig og snaphanerne. Den før­ste kendte snaphaneroman synes at være den svenske roman Snappha­narna, udgivet i 1831 af pseudonymet O. K. Det som først og fremmest har præget den nyere opfattelsee af snaphanerne er imidlertid den danske roman Gjøngehøvdingen (1853), skrevet af forfat­teren og bibliotekaren Carl Brosbøll (1816-1900) under pseudonymet Carit Etlar, og tre svenske romaner af forfatteren og journa­listen Carl August Cederborg (1849-1933): Gö­ingehöv­dingen (1899), Den siste snapp­hanen (1900) og Snapphaneblod (1913).

Carit Etlar skildrer ”Gøngehøvdingen” Svend Poulsen som en romantisk helt og hans gønger som tapre friheds­kæmpere. Hans bog er præget af 1800-tallets danske nationalisme og giver frem for alt et ne­gativt billede af svenskernes tyske lejesoldater. Bogen blev filmatiseret i 1961 og dannede forlæg for en TV-serie i 1992.

Cederborg beskriver også Gøngehøvdingen som en beundringsværdig skikkelse, men viderefører ellers hovedsageligt det traditionelle negative svenske syn på snaphanerne.  Nogle få snaphaner beskrives som ærlige danske patrioter, først og fremmest Gøngehøvdingen selv, men det store flertal var kriminelle løsgængere og røvere, som terroriserede den skånske bon­debefolkning. Da Skåne var en ’natur­lig’ del af Sverige, var snaphanernes kamp desuden  ifølge Cederborg forfejlet fra be­gyndelsen. Cederborgs Göingehövdingen blev filmatiseret i 1953.

Senere har andre svenske forfattere skrevet romaner, hvor civilbefolkningens lidelser un­der det nye svenske herredømme er i fokus: Sven Edvin Saljes Man ur huse (1958), Kustridaren (1960) og Natten och brödet (1968), og Artur Lundkvists Snapphanens liv och död (1968), hvor den sidste også er et udtryk for Lundkvists radikale politiske engagement.  Der er også skrevet ungdomsbøger om snaphanerne, som Gunilla Kihlgrens I snapphaneland (1985) og Fiendeland (1986). Disse værker følger en moderne tendens til at fremvise krigens bagside og beskæftige sig med humanitære forhold. De afspejler også den voksende interesse for almin­delige mennesker og deres livsvilkår, der siden 1960’erne har vundet indpas i historie­skrivningen.

Under 2. verdenskrig lavede man i Sverige filmen Snapphanar (1941), med den kendte skånske skuespiller Edvard Persson i en hovedrolle. Den var inspireret af den tyske besættelse af Danmark og Norge og skildrer snaphanerne som en modstandsbevægelse, rettet mod en fremmed besættelsesmagt. Filmen slutter dog med forsoning, hvor snaphanerne benådes, mod at de til gengæld anerkender det svenske herredømme. Filmen blev alligevel forbudt af de ty­ske be­sættelsesmyndigheder i Norge. I 2006 sendtes på svensk fjernsyn miniserien Snappha­nar, hvor snaphanerne blev associeret med senere tiders nationale befrielsesbevægelser og med skånsk regionalisme. Serien blev kritiseret for at være uhistorisk i denne sammenligning, og den afveg des­uden fra kend­te historiske fakta på vigtige punkter. Også denne serie slutter med en form for forsoning mel­lem snaphanerne og svenskerne, skønt den er mindre udtalt end i den ældre svenske film fra 1941.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015