Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Slavehandel i den dansk-indiske kolonihistorie

Artikler

Det er almindeligt kendt, at Danmark deltog i den transatlantiske slavehandel i Afrika og Caribien ved at afskibe slaver fra forter på Guldkysten i det nuværende Ghana, og ved at opbygge kolonisamfund baseret på slavedrevne plantager i Dansk Vestindien. Igennem flere årtier har dette slaveri udgjort en kontroversiel og omdiskuteret del af Danmarks kolonihistorie. Færre ved til gengæld, at danskerne også var involveret i slavehandel i de danske besiddelser i Indien, hvor Danmark i perioden 1620-1845 drev handel med udgangspunkt i Trankebar og Serampore. Besiddelserne blev forvaltet gennem handelskompagnier (Ostindisk Kompagni (1616-1729) og Asiatisk Kompagni (1732-1844)).

Slaveri i Indien

Slaveri kendes i forskellige former fra mange dele af verden, således også i Indien, hvor slaveri fandtes også inden europæerne gjorde deres indtog. Man kunne blive slave enten på baggrund af tilfangetagelse i krig eller på grund af fattigdom. I perioder med hungersnød kunne fattige bønder for eksempel være nødt til at sælge sig selv eller familiemedlemmer som slaver for at overleve. På den baggrund var slaveriet i Indien også i høj grad konjunkturbestemt: Dårlige tider medførte, at flere mennesker blev slaver.

Man kunne også blive slave ved at være født som barn af en slave, men slaveri var ikke nødvendigvis permanent. For eksempel kunne folk give familiemedlemmer i pant, hvis de skyldte penge væk og ikke kunne betale straks.

Slaver kunne skifte ejer på forskellig vis: som betaling af tribut[1], som gave, og for kontant betaling. Med europæernes indtog i Indien blev indiske slaver også en af de varer, som europæerne drev handel med.

Dansk handel med indiske slaver

Danskerne førte ikke bare asiatiske varer til Danmark via deres indiske besiddelser. Et vigtigt led i de dansk-indiske koloniers økonomi var også regional handel i Sydøstasien. En af de varer, som kom til at indgå i danskernes handel på lokaliteter i Malaysia og Indonesien, var indiske slaver fra Coromandel-kysten, som blev afskibet fra Trankebar.

Denne handel med slaver var uregelmæssig og gav et svingende udbytte, da dårlige høstår med høje fødevarepriser tvang flere til at sælge sig selv eller til at blive solgt af deres kreditorer, mens gode høstår betød et mindre udbud af slaver. Således meldtes skiftevis om dårlig og indtægtsgivende slavehandel fra Trankebar. God gevinst havde man for eksempel i perioden fra 14. marts 1688 til 1. april 1690, hvor slavehandelen indbragte Trankebar 46.071 rigsdaler og 4 skilling.

Den danske soldat Mourids Christensen, som gjorde tjeneste i Trankebar fra 1671, har nedskrevet sine indtryk fra byen og oplyser heri, at prisen for slaver på Coromandel-kysten var 20 rigsdaler for ”1 frisk karl” og 14-16 rigsdaler for ”1 smukt kvindfolk”, mens ”1 gammelt kvindfolk” kunne erhverves for 8-9 rigsdaler. De tilsvarende priser ved eksport af indiske slaver til Bantam på den indonesiske ø Java var noget højere. Her stod for eksempel en frisk karl i 40-60 rigsdaler.

Slaver blev ikke kun erhvervet som handelsobjekter, men også som tjenestefolk og som samleversker for de ansatte i et kolonisamfund, som havde et underskud af europæiske kvinder. Det var således ikke kun handelskompagniet, som købte og solgte slaver, men også en bredere skare blandt de danske besiddelsers indbyggere.

For kompagniets ansatte kunne handel med slaver også være en indbringende privat forretning. I 1732 forsøgte kompagniet at forbyde den private slavehandel og gjorde selv krav på slavehandlen og den deraf følgende profit. Det initiativ var dog ikke synderligt populært blandt kompagniets betjente, som havde haft biindtægter ved slavehandlen, og det blev opgivet igen.

Slavehandelen i miskredit

Poul Krisk Panck, som var guvernør i Trankebar i 1733-1741, rådede kompagniet til ikke at fortsætte slavehandelen. Han gav som begrundelse, at ”det er ikke velset her i Asia at være slavehandlere, og der er stor forskel på, om fattige betjente tjener lidt derved, og om herskabet selv er slavehandler”. Kompagniet opgav slavehandelen, men den private handel med slaver fortsatte. Den gav dog anledning til kontroverser med de lokale.

Fødevaresituationen var i disse år god, og der var ikke mange, som var nødstedte nok til frivilligt at indgive sig på slaveri. Til gengæld var det ikke ualmindeligt, at folk blev bortført af slavehandlere, som af samme årsag blev genstand for had. På den baggrund henvendte de bortførtes pårørende sig til Trankebars øvrighed, som måtte foranstalte undersøgelser og noterede sig, at slavehandelen ikke just bidrog til koloniens anseelse blandt de lokale.

Det blev fundet utilstrækkeligt, at kompagniet selv havde opgivet slavehandelen, og kompagniets direktion blev anmodet om at forbyde slavehandel på kompagniets grund ”undtagen hvad enhver behøver at købe til brug i sit eget hus”. I 1753 blev det kompagniets betjente forbudt at drive privat slavehandel.

En underudforsket historie

Man kan finde spredte oplysninger om danskernes omgang og handel med indiske slaver i de værker, som er udgivet om de dansk-indiske koloniers historie. En samlet historisk undersøgelse af slaveri og slavehandel i Indien og Danmarks rolle heri findes dog ikke. For eksempel findes der ingen undersøgelser, som kan fortælle om det samlede omfang af handlen med slaver i de dansk-indiske besiddelser.

I det omfang danske historikere har fokuseret på slaveri, er det det transatlantiske slaveri der har påkaldt sig interesse. En af baggrundene er, at slaver var den vigtigste handelsvare som afskibedes af danskerne i Ghana, og slaveri var et afgørende eksistensgrundlag for plantageøkonomien i Dansk Vestindien. Det var andre varer, som først og fremmest motiverede danskerne til at etablere sig i Indien. Her samlede interessen sig især om at få del i den fordelagtige handel med krydderier og bomuldsstoffer. Dermed var slaverne i Indien én blandt flere varer, og de var ikke som i de andre danske tropekolonier et afgørende grundlag for etableringen af de danske besiddelser i Indien.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015