Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Skoler og undervisning før 1814

Artikler

I almindelighed opfattes skoleloven af 1814 som den første almindelige skolelov i Danmark. Det er dog langt fra tilfældet. Ved den lutherske reformation af den danske kirke i 1536 blev der lagt vægt på, at det enkelte menneske selv skulle kunne tilegne sig kristendommen. Det skulle ske gennem læsning af Bibelen på modersmålet. Dermed blev evnen til at læse en vigtig forudsætning for menneskets salighedssag. Det blev pålagt degnen ved alle sognekirker landet over at påtage sig oplæring af børn og unge ved siden af de øvrige praktiske opgaver ved gudstjenesten. Denne reformatoriske sammenkædning af undervisning og kristendom har haft afgørende betydning for undervisning og skolevæsen i Danmark. Det medførte først og fremmest, at både piger og drenge skulle lære at læse.

Købstæderne

I stort set alle købstæder havde kirken i 1500-tallet indrettet en latinskole, hvor undervisningen for de yngste elever foregik på dansk, mens latin ellers var undervisningsproget. Disse latinskoler var af forskelligt niveau og med et skiftende antal klasser eller lektier. Desuden havde købstadsstyrelserne indrettet danske skoler, hvor sproget hele vejen igennem var dansk. Her blev der undervist i læsning af danske tekster. Eller der eksisterede skrive- og regneskoler, hvor fagene var skrivning og regning. Med fattigforordningen af 1708 blev undervisningen i disse danske skoler gjort gratis for alle fattige børn.

Pietisme

Den omtalte sammenkædning af kristendom og skoleundervisning havde også den effekt, at hver fromhedsbølge i Danmark førte til en intensivering af undervisningssystemet. Pietismen omkring 1700 havde en særlig tyngde i kongehuset, hvilket resulterede i oprettelse af de såkaldte prinsesseskoler i 1701 og rytterskolerne i 1720. De gjaldt fæsternes børn på kongehusets jordejendomme og blev på flere områder forbillede for skolelovene af 23. januar 1739 og 29. april 1740 for hele landet.

Den pietistiske fromhedsbølge forud for skolelovene i 1739 og 1741 havde også resulteret i Forordningen om Konfirmationen af 1736. Der blev nu stillet krav om læsning i Bibelen og tilegnelsen af dens evige sandheder, for at børnene kunne blive overhørt og konfirmeret af præsterne i deres sognekirker. Hvis de ikke blev konfirmeret, ville de ikke kunne aflægge ed – og dermed var de udelukket fra en lang række private og offentlige funktioner i livet. Derfor måtte det eksisterende, men mangelfulde skolevæsen intensiveres. Da skolen var en opgave for både kirken og det verdslige samfund, blev de nye skolelove udarbejdet af Danske Kancelli, men administreret lokalt af biskop og stiftamtmand på øverste niveau i stiftet, af provst og kirkens patron (dvs. godsejeren på proprietærgods eller amtmanden på krongods) på provstiniveau, mens det daglige tilsyn med skole og degn eller skoleholder lå hos sognepræsten.

Undervisningsfag og pædagogik

Da formålet med skolen var at give eleverne hjælp til at forstå og tilegne sig deres kristne børnelærdom, måtte læsning være det væsentligste fag. Det var derfor gratis at lære at læse, mens forældre måtte betale for, at børnene lærte at skrive og regne. Læsebogsmaterialet var salmer og tekster fra Bibelen. Der var desuden behov for en særlig forklaring af de lutherske læresætninger i den lille og store katekismus. Det blev overdraget til hofpræst, senere biskop, Erik Pontoppidan (1698-1764) at udarbejde en særlig lærebog, Sandhed til Gudfrygtighed, der på børnenes niveau stillede spørgsmål og gav svar på de mange vanskeligheder i den lutherske lære. Denne pædagogik med spørgsmål og svar var allerede startet under Luther, da dialogformen også var den anvendte pædagogik i hans katekismus. Pontoppidans lærebog på over 200 sider forelå allerede 1737.

Kravet om forældrebetaling for skrivning og regning medførte, at der var langt færre børn, der modtog undervisning i disse fag. Vi har ingen konkrete tal, men vi ved fra bevarede bondedagbøger, at der blev givet undervisning i disse fag, og at den gav resultater.

Hvem gik i skole og hvor længe?

Alle børn, både drenge og piger, var undervisningspligtige. De behøvede ikke nødvendigvis at gå i skole, men kunne godt blive undervist hjemme enten af en privatlærer eller af familiemedlemmer. Det afgørende var, at de havde lært tilstrækkeligt til at komme igennem konfirmationens nåleøje. De gik heller ikke i skole i et bestemt antal år. Ofte omfattede skoletiden et par år i 6-7 års alderen, hvor de lærte at læse i bog, som det kaldtes. Bøndernes børn og tjenestefolk kunne dog fritages i pløje- og høsttiden, når deres hjælp ikke kunne undværes i landbruget. Derefter gik de ofte i skole igen et par vintre før konfirmationen. Hvis børnene blev væk fra skolen, skulle forældrene eller husbonden, hvor de tjente, pålægges en mulkt eller bøde for at holde dem fra skolen.

Hvem blev lærere?

Der var ingen formaliseret undervisning på et seminarium eller et andet sted, der gav adgang til at undervise i de nye skoler. Læreren skulle kunne læse, men lige så vigtigt var det, at han havde en god moral og levede et gudfrygtigt liv, for sådanne kvaliteter skulle han også indpode eleverne. Den strammere økonomi bag skolen efter 1741-loven nødvendiggjorde, at degnene (kirketjenerne) i kirkebyerne også blev pålagt undervisningen. Kun hvor de var absolut håbløse til opgaven, måtte de ansætte en substitut, en stedfortræder, mod at aflevere en del af deres egen løn til ham. I sognets øvrige byer havde man oprindelig planlagt at ansætte skoleholdere, men måtte af økonomiske grunde ofte nøjes med omgangslærere, som holdt skole hos en af bønderne. Ofte var disse omgangslærere eller løbedegne, som de også kaldtes, selv samtidig elever i en latinskole. Eller de var tidligere underofficerer eller håndværkere, som havde brug for et levebrød eller en ekstra fortjeneste. Mange af de bevarede visitatser, hvor bisper eller provster vurderede elever og lærere ved uanmeldte besøg, viser, at det ofte stod sløjt til både med kundskaber og pædagogik hos de nye skolelærere.

Skolernes antal

Oprindelig havde man i Skoleforordningen af 1739 overdraget det til biskop og stiftamtmand i fællesskab at bestemme, hvor mange nye skoler der var behov for i stifterne. Samtidig blev det pålagt godsejerne at tilvejebringe pengene til skolebyggeri og den del af lærerlønningen, der var fastsat i penge. Til gengæld skulle deres bønder levere det praktiske byggearbejde og lærernes lønninger i naturalier. Det protesterede godsejerne imod. Landbruget var i 1730’erne med stort besvær på vej ud af den største landbrugskrise, hvor de ikke kunne afsætte deres produkter eller få bønderkarlene til at fæste gårde. Og så endnu en byrde! Resultatet blev retræte både på antallet af skoler og på lærerlønningernes højde i den reviderede Skoleforordning af 1741.

Vurdering

Var pietismens skolelove da en fiasko, så 1814-skoleloven i praksis er den første skolelov i Danmark? Vi har ingen undersøgelser, der på mikroniveau er i stand til at godtgøre, hvad der kom ud af de to skolelove i 1737 og 1741. Men spredt bevarede bondedagbøger viser, at bønderne lærte at læse og nogle også at skrive. Flere var i stand til at underskrive med egen hånd på officielle, ofte retlige dokumenter. Og frem for alt viste lovene deres betydning ved at vænne bondebefolkningen til skolens eksistens og til at indse, at de måtte dele børnenes tid med læreren i den nye institution. Erfaringer fra nutidens u-lande har også vist, at denne praksis ikke kommer af sig selv. Det største problem for datidens skolevæsen var kombinationen af lave lærerlønninger og lærernes mangel på uddannelse, som ikke gjorde lærergerningen tiltrækkende. Ved de store landboreformer i slutningen af det 18. århundrede stod det klart, at et bedre kundskabsniveau hos bønderne var væsentligt for de mange nye krav, reformerne stillede til deres selvstændighed. Krongodset i Nordsjælland blev derfor fra 1784 anvendt til forsøgsmark for den nye skole, som resulterede i Skoleloven af 1814 for hele landet.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015