Skillingsvise om attentatet på konseilspræsident Estrup 1885

Kilder

Kildeintroduktion:

Nyheden om det mislykkede attentat mod konseilspræsident J.B.S. Estrup d. 21. oktober 1885 spredtes med lynets hast over hele København. Allerede en halv time efter attentatet spredtes løbesedler rundt i byen, og da Estrup senere på aftenen vendte tilbage til sit hjem, blev han mødt med hurraråb af københavnere, der var stimlet sammen ved hans hus.

Foruden løbesedler og aviser var også de såkaldte skillingsviser en populær måde at sprede nyheder på i 1880'erne. Med deres særegne blanding af nyheder, digt og politisk fortolkning var de en billig måde for folk at følge med i aktuelle begivenheder på.

Julius Strandberg var en af Københavns største producenter af trivialpoesi og skillingsviser. Han havde et omfattende distributionsnet og solgte fx viser i bundter til 'visedrenge', der så selv solgte dem videre på gaden.

Nedenfor kan læses Julius Strandbergs vise om Attentatet på Estrup, som var klar allerede få dage efter begivenheden. Visen og andre af Strandbergs viser findes gengivet i Iørn Piø: Viser fra din oldefars tid, Julius Strandbergs forlag 1974.

Der er skudt på Minister Estrup d. 21. Oct.

Mel.: Guds Himmel Var saa mørk og graa
Tekst: Julius Strandberg

Minster Estrup iled tryg
Til Hjemmets Hygge hen
Dog lurede alt bag hans Ryg
En Mand, men ingen Ven,
Der lød et Skud, og lige strax
Derpaa i Lynets Fart
Der kom end et af samme Slags,
Nu stod da Alt ham klart.

En Typograf det var der skjød
De tvende Skud paa Stand,
Man troede, Estrup alt var død,
Dog endnu lever han.
Det ene Skud ham strejfed kun,
Det andet gik forbi,
Den Typograf i samme Stund
Blev greben strax deri.

I Byen blev der Røre nu,
Her i vort lille Land
Er det betragtet for en Gru
At skyde paa en Mand.
Den Politik kan føre vild,
Den vækker ofte Had,
Og tænder Lidenskabens Ild
I Hytte som i Stad.

Vi høre ikke til Parti,
Vi staa imellem dem,
Men bedst var det, om vi blev fri
For sligt her i vort Hjem.
Thi hvordan skal det ende, naar
Først Vaaben ta's i Haand,
Og hvordan gaar det, naar vi faar
En saadan Tvedragts Aand.

Nu sidder Gjerningsmanden gjemt,
Hans Ungdom er forspildt,
Hver Fredens Mand er ilde stemt,
Nu raser Hadet vildt.
Revolveren er fundet, den
Beviser Daaden klart,
Gid Striden snart maa falde hen,
Til Endragt i en Fart.