Skandinaviske bosættelser i England

Artikler

Fra slutningen af 800-tallet begyndte skandinaviske vikinger, der tidligere havde plyndret og erobret, at bosætte sig i England blandt den lokale angelsaksiske befolkning. Omfanget af bosættelserne er omdiskuteret, men i kraft af deres antal fik de skandinaviske bosættere stor betydning for udviklingen af samfund og kultur i det nordlige og østlige England.

Vikingerne tager land
Ifølge Den angelsaksiske Krønike fandt de første skandinaviske bosættelser sted, da den store hær, som havde hærget, plyndret og erobret tre ud af Englands fire kongeriger, i 874 delte sig. En del af hæren drog nordpå til Northumbria under ledelse af Halfdan, og i 876 meddeler Den angelsaksiske Krønike, at de delte landet mellem sig og begyndte at pløje og sørge for sig selv. Det følgende år bosatte en anden del af den store hær sig i det østlige Mercia, og endelig i 880 slog en sidste del af den store hær sig ned i East Anglia under ledelse af Guthrum. En lille gruppe valgte dog at drage til Frankerriget og forsætte plyndringer der. Omkring samtidig med bosættelsen i East Anglia indgik Guthrum en fred med kong Alfred af Wessex, der fastlagde en grænse mellem de skandinaviske og angelsaksiske kongeriger. Selvom grænsen ændredes flere gange i løbet af det næste århundrede i takt med at angelsakserne gradvist erobrede de skandinaviske områder, bliver den i dag ofte regnet for grænsen mellem England og det skandinavisk kontrollerede Danelagen.

Solur fra St Gregory’s Minster, Kirkdale, Yorkshire. Inskriptionen lyder: "Orm Gamalson købte Sankt Gregory’s Minster, da den var helt ødelagt og faldet sammen, og han lod den opbygge fra grunden for Kristus og Sankt Gregory i kong Edwards dage og i jarl Tostis dage". Både Orm og Gamal er skandinaviske personnavne. Indskriften er på oldengelsk.  

Skandinaviske bosættelser på landet

Den angelsaksiske Krønike beretter dels, at skandinaverne delte jord mellem sig og dels, at de begyndte at pløje og sørge for sig selv – altså, at de slog sig ned i landområderne. Dette støttes af stednavnematerialet, der tilmed peger mod, at større angelsaksiske ejendomme blev splittet op i mindre enheder, da de blev overtaget af skandinaverne. De skandinaviske bosættelsers omfang er uvist. Det store antal stednavne af skandinavisk oprindelse peger mod en massiv indvandring, men på den anden side er der kun fundet få arkæologiske spor efter klart skandinaviske bosættelser på landet. Samtidig tyder meget på, at de skandinaviske bosættere ikke udgjorde en særlig etnisk afgrænset gruppe, men derimod levede side om side med angelsakserne. Dette førte til dannelsen af en angloskandinavisk blandingskultur, som havde både angelsaksiske og skandinaviske elementer i sig, men som også indeholdt nye kulturelle udtryk, der opstod i mødet mellem de to kulturer.

Anglo-skandinavisk broche i Jellingstil. Fra: York Museums Trust (Yorkshire Museum)

Danelagens byer

Den skandinaviske tilstedeværelse i England fik også betydning i de angelsaksiske byer, selvom der på dette tidspunkt ikke fandtes bymæssige bebyggelser af tilsvarende omfang og organisering i Skandinavien. Særligt centralt stod York, hovedbyen i det nordlige England, og de Five Boroughs; Derby, Stamford, Leicester, Nottingham and Lincoln. Her indgik de skandinaviske bosættere i håndværks- og handelsnetværk med vidtrækkende kontakter både til de skandinaviske hjemlande, men også til det europæiske fastland og videre til Mellemøsten og Byzantium.

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
874 - 880
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk