Selvstyre-Partiet: Partiprogram, 1924

Kilder

Kildeintroduktion:

Selvstyrepartiet udsprang af den højreanarkistiske dansk-tyske selvstyrebevægelse, der opstod i 1926 som en reaktion på det sønderjyske landbrugs økonomiske problemer. Under ledelse af den frisiske gårdejer Cornelius Petersen (1882-1935) fra Møgeltønder, rettede den et voldsomt angreb på den danske stat og stillede krav om selvstyre til de enkelte sogne og herreder. Det lykkes aldrig partiet at komme i Folketinget.
I partiprogrammet beskrives, hvordan landet skal styres lokalt og ikke af rigsdagsmænd. Man ønsker at indføre et lokalt selvstyre eller folkestyre, hvor de valgte repræsentanter kun udfører, hvad lokalbefolkningen har besluttet. Statens administration skal kun bestå af kongedømme, militærvæsen, politi og udenrigstjeneste.
Partiprogrammet sigtede øjensynligt på hele Danmark, men ved folketingsvalget i 1926 opstillede Selvstyrepartiet kun i Sønderjylland.

Selvstyre-Partiets Program

Udarbejdet af Cornelius Petersen

  1. Landet skal styres af Landets egne Børn.
  2. Statens Administration indskrænkes til:  a) Kongedømmet b) Militærvæsenet c) Politivæsenet d) den udenrigske Tjeneste.
  3. Rigsdagens Medlemmer er ulønnede.
  4. Rigsraadet og dets Funktion.
  5. Vedligeholdelse af Veje og Gader efter Nytteprincippet.
  6. Religion og Undervisning fra Folkeskole til Universitet er en Privatsag.
  7. Undervisningspligt med Hensyn til Skrivning, Læsning og Regning.
  8. Retsvæsenet opbygges efter de ti Bud og de gamle danske Love.
  9. Valgte ulønnede Dommere i de lavere Instanser.
  10. Indførelse af et hæderligt Møntvæsen.

Støt Selvstyre-Partiet og Du støtter Dig selv!

Hjælp at sætte det standsede Samfunds hjul i Gang! Stem Selvstyre!
Statens Administration koster 500 Millioner aarligt!

Partiet vil afskaffe den nu bestaaende Form for Parlamentarismen og indføre Selvstyre eller Folkestyre.
Det bærende Princip i Parlamentarismen er dette, at 150 Rigsdagsmænd vælger sig selv og faar dette Valg stadfæstet med et Kryds, hvorved de faar den samme Magt som Enevælde. Denne Magt har givet følgende Resultat:
1. Hele Landet er igennem Statslaan, Kommunelaan og Enkeltmandslaan pantsat til Udlandet.
2. Skatterne tynger Folket saadan, at disse maa betragtes som en Udplyndring, og tiltrods for disse høje Skatter maa der laanes vedvarende, for at faa de nødvendige Penge til Administrationen.
3. Disse Skatter ødelægger Produktionen, fordi der opstaar en fejlagtig Prisdannelse. Landbrugets priser skal rette sig efter Udlandets Priser, først og fremmest Amerikas. De er altsaa afhængige af det store Verdensmarked.
Haandværks-, Industri- og Handelspriserne bygger paa Verdenspriser plus Skatter plus Told plus Fagforeningsbidrag plus Trustbidrag. Fordi disse sidste 4 Faktorer flere Gange gaar gennem den samme Vare ifølge Arbejdsdelingen i Produktioen, faar vi den store Forskel imellem begge Priser. Pristallet giver et tydeligt Billede: Bypriserne er næsten dobbelt saa høje som Verdenshandelsprisen paa Landbrugsprodukterne.
Denne Forskel bevirker, at Landbruget ikke kan købe Byens Produkter, uden at ødelægge sin Rentabilitet, og køber Landbruget alligevel, bliver det forgældet, saadan at den svigtende Kredit tvinger Landbruget til at indrette sig med en extensiv Driftsform.

Den bevirker samtidig, at Jorden omsider maa betale alle Skatter, naar Bymanden ikke mere kan nedsætte sit Privatforbrug. Derfor bliver alle Staten Skatter og Afgifter indkalkuleret i Prisen, og Landbruget maa betale alle disse Skatter, saa længe det køber Byens Varer. Landbruget har derimod ingen Mulighed for, at lægge den paa de Varer, det skal sælge til Udlandet og underbyde andre Lande. Disse producerer billigt, fordi de har lave eller ingen Skatter.

Derfor hviler der en Forbandelse paa Jorden, og derfor flygter Folk Jorden ind i Byerne, og jo mere Systemet udvikler sig, danner disse den store Flok arbejdsløse Arbejdere, ødelagte Haandværkere og Næringsdrivende. Deres Skarer bliver større og større, og omsider skal de sulte, fordi Pengemidlerne mangler til at skaffe Understøttelse og Fattighjælp, og dermed faar vi Uroligheder, Borgerkrig og omsider Udslettelse af alle Eksistensmuligheder.

Vi vil derfor have en Statsform. som beror paa de modsatte Principper.
Landet skal styres af alle Landets Børn, og disse beskikker deres Udvalgte til at udføre de beslutninger Folket har taget. For at opnaa dette, indskrænkes Statens Administration til 1. Kongedømmet, 2. Militærvæsenet, 3. Politivæsenet og 4. den udenrigske Tjeneste.
Det er enhver Statsborgers Opgave, at bestemme over Statens Forvaltning og betale den.
Befolkningen vælger sin Sogneformand.
Samme har at udføre de Beslutninger, Sognebeboerne tager efter Stemmeflerhed. Sogneformændene kommer sammen og danner Herredsbestyrelsen og vælger ud af deres Midte Herredsformanden. Disse er i deres Handlinger bundet af Sogneraadsformændenes Flertalsbeslutninger. Alle Herredsformænd sammen med Borgmestrene i de større Købstæder danner Herredstinget. Herredstingets Medlemmer faar ingen Løn, kun Diæter. De har at udføre Flertalsbeslutninger, som Herredsbestyrelsen har vedtaget, og hæfter med Person og Ejendom for dette. Kun i Nødstilfælde kan de handle selvstændigt, men har ufortøvet at indhente Godkendelse. Herredstingets Medlemmer vælger ud af deres Midte Rigsraadet, bestaaende af 6-10 Medlemmer. Rigsraadet har at holde sig til Herredstingets Instrukser. Medlemmerne er lønnede, Forsædet i Rigsraadet har Kongen. Rigsraadets Medlemmer maa ikke være i Ledelsen af Aktieselskaber eller Banker, de maa ikke være i en lønnet Stilling i de statslige Foretagender.

Parlamentarismen er Skyld i, at der i Aarets bedste Maaneder gaar 50000 Arbejdsløse!

Rigsraadet har at forvalte Statens Ejendom saasom Jernbane, Post, Telegraf, Skove og Havne, efter forretningsmæssige Principper. Det har at sørge for Militærvæsenet, den udenrigske Tjeneste og Politivæsenet indenfor de Rammer og med de Midler, Folket har vedtaget og bevilliget gennem Sognet og Herredet. Disse Midler bliver at opkræve hos Ejendomsbesidderne. Under fornuftig Administration er det forøvrigt at antage, at Statens Virksomheder kan indtjene de Beløb, som hele Statsforvaltningen og Militæret koster.
Naar Statsstyret kun har med disse fire Funktioner at gøre, følger deraf, at alt det andet med Undtagelse af Retsvæsenet, som er en selvstændig Indretning, tilfalder den enkelte Mand eller frie Sammenslutninger. Kommuneveje er at vedligeholde af Brugerne, altsaa Jordejerne. De store Landeveje er at vedligeholde af Automobilejerne. Gaderne i Byerne er at vedligeholde af Husejerne. Alt efter Nytteprincippet.
Undervisningsinstitutterne fra Folkeskole til Universitet er Privatsag, det samme gælder Religionsbekendelsen. Forældrene har at opdrage deres Børn og sørge for Undervisning. Der er Undervisningspligt med Hensyn til Skrivning, Læsning og Regning. Da alle bliver næsten skattefrie og de Ejendomsløse helt skattefrie, og indirekte Skatter falder bort, kan ogsaa Arbejderen ofre de Penge, som skal til en Undervisning i Fællesskab. Har han ikke saa megen Kærlighed til sine Børn, at han vil sørge for Opdragelse og Undervisning, maa han selv bære Følgerne, eller Børnene er henvist til gode Menneskers Hjælp.
Retsvæsenet opbygges paa Retsgrundsætningerne i de 10 Bud og de gamle Love. Dommerne bliver valgt. Hver Mand, som ikke har været straffet og er 25 Aar gammel, har Ret til at vælge en Dommer i Sognet. For hvert Herred dannes to Retskredse, som dømmer i alle private og juridiske Sager. Dommen kan appelleres fra det ene Herreds Retskreds til den anden Retskreds og videre til Landsretten. Den, som taber sin Sag, har at betale Omkostningerne. Dommerne i de to lavere Instanser faar ingen løn, kun Dagpenge. Dømte Forbrydere har at afsone Straffen med Tvangsarbejde. I Overgangstiden faar Herredsrettene en Jurist til Hjælp.

De danske Bønder betaler aarligt 1 Million Kroner til det kongelige Teater!

Alle Sammenslutninger, som fastsætter Priser paa en Vare eller et Arbejde, eller som hindrer andre i at sælge en Vare, eller komme til at arbejde, falder under Straffeansvar som Forbrydere mod Ejendomsretten, Ran eller Vold. Det samme gælder, naar man har maattet betale Told, for at faa en Vare solgt til Udlandet. Statspolitivæsenet har at sørge for, at dette Toldbeløb bliver tilbagebetalt, idet et tilsvarende Beløb bliver lagt paa de Varer, Som kommer ind fra det paagældende Udland.
Møntloven fastsætter, at hver 10 Kr. Papir er dækket med 5 Kr. Guld, da dette er en matematisk Umulighed, som ogsaa er statslig anerkendt, idet Indløsningspligten blev ophævet og fordi den danske Statsborger ikke er pligtig til at hæfte for eller indløse de manglende 5 Kr., og der altsaa faktisk for enhver Papirskrone kun er 50 Øre Dækning, har vort Møntvæsen kun en Basis af en 50 Øres Krone. Paa denne Basis maa et Møntvæsen opbygges, altsaa 10 Kroner Papir er lig 10 halve Kroner Guld.  Disse halve Kroner kan kun være Møntvæsenets fremtidige Basis, skal ikke uvedkommende bedrages og belastes med den halve Dækning, Møntvæsenet mangler. At Modtageren af Papir penge er bleven narret med: ”Vexle paa Aafordring med Guld”, maa være Modtagerens Sag, for samme vidste godt nok, eller han kunde se det i Møntloven, at der kun var 50 pCt. Dækning. Er han bleven bedraget, saa er det Nationalbanken, som har forset sig imod ham, ikke uvedkommende Trediemand. En saadan Ordning bygger op paa den bestaaende Møntlov og de Erfaringer, der er gjort. Den bevirker, at Pengene faar den halve Værdi. Dermed stiger Landbrugsprodukterne til den Basis, Bypriserne nu har, og samtidig bliver Bypriserne staaende, som de engang er, fordi enhver kunstig Fordyrelse med Told, Skatter og Prisaftaler falder bort.
En saadan Statsordning har til Følge, at Landbruget bliver rentabelt, dermed ophører Bortvandringen, et mindre Stykke Jord kan give en Familie Eksistens, Gaardene bliver delt, Jordbenyttelsen bliver intensivere, Slid og Forbrug bliver større, og dermed kommer Haandværk og Industri i Arbejde.
Det er nu engang Naturlov, at alting skal ud af Jorden, og derfor maa alt indstille sig efter Jordens Produkters Mængde og Pris. Gør et Samfund dette, kan alle faa Arbejde og rigeligt Brød, for der er ingen Ende paa, hvad Jorden kan frembringe med Arbejde. Men skal Jordbrugeren arbejde paa en Prisbasis af 100 pCt., medens Bymanden arbejder paa en Basis af 200 pCt., altsaa Jordbrugeren skal yde dobbelt saa meget som Bymanden, naar han vil bytte Produkter med ham, saa standser Bytningen af sig selv, som de Tilstande beviser, vi nu har.

Du skylder dig selv og din Familie at kunne være dit land bekendt! Stem Selvstyre!

Om kilden

Dateret
1924
Oprindelse
Det Kongelige Biblioteks partiprogram samling
Kildetype
Partiprogram
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. januar 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

arbejdsløshed arbejdsmarkedsforhold Kernestof dansk demokrati mellemkrigstiden Partiprogram økonomisk politik

Om kilden

Dateret
1924
Oprindelse
Det Kongelige Biblioteks partiprogram samling
Kildetype
Partiprogram
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. januar 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk