Seksuallovgivning før 1849

Artikler

Social regulering af seksualitet er centralt, for at et samfund kan fungere og opretholdes. I Danmark er seksualitet blevet reguleret ud fra to hensyn – religion og reproduktion. Både slægtens interesse og religionens vægtning af ægteskabet afspejles i reguleringen af seksualitet fra middelalderens landskabslove til grundlovens indførelse i 1849. Det betyder også at seksuelle forhold, der i dag betragtes som kriminelle, fx pædofili, ikke blev kriminaliseret ud fra ideen om overgreb på et barn, men kun i det omfang det krænkede slægtens interesser eller religionens normer.

Førægteskabelig seksualitet

Seksuelle forhold mellem ugifte blev betragtet som en krænkelse af samfundets orden, dvs. ægteskabet, og var kriminaliserede frem til 1800-tallet. I landskabslovene blev kun den mandlige part i et førægteskabeligt forhold regnet for ansvarlig og straffet for forholdet, mens kvinden blev betragtet som forført og derfor ikke skyldig i retslig forstand. Forholdet blev betegnet jomfrukrænkelse, hvilket viser, at kvindens ære blev krænket af forholdet, og en del af mandens straf var erstatning til kvindens slægt.

Reformationen i 1536 betød en vægtning af det kristne ideal om jomfrudom ved ægteskabets indgåelse, og den førægteskabelige seksualitet blev derefter i højere grad reguleret ud fra kristne motiver frem for slægtsinteresser. Hvor mandens egen civilstand, dvs. om han var gift eller ugift, tidligere havde været uden betydning, idet hans straf blev udmålt efter civilstanden for den kvinde han krænkede, blev mandens jomfrudom ved ægteskabets indgåelse nu også central, samtidig med at kvinden med det kristne begreb om skyld blev tildelt sin del af ansvaret for den førægteskabelige seksualitet, nu kaldet lejermål.

En forordning i 1617 fastsatte straf for lejermål ud fra de efter-reformatoriske idealer for sædelighed. Ifølge denne forordning blev både den ugifte kvinde og manden straffet med bøder og offentligt skriftemål i kirken ved første og andet seksuelle forhold. Tredje gang kunne manden straffes på kroppen eller med fængsel, mens kvinden blev udsat for en offentlig og æreskrænkende piskestraf, der efterfølgende gjorde hende udstødt af samfundet. Disse bestemmelser om ugiftes seksuelle lejermål blev optaget i enevældens lovgivning med Danske Lov af 1683 og var i princippet gyldige, indtil straffen for første og andet lejermål blev ophævet i 1812, mens straffen for tredje lejermål først blev ophævet med den nye straffelov i 1866. Legaliseringen af den førægteskabelige seksualitet havde været en gradvis proces i 1700-tallets anden halvdel. Den vanærende piskestraf blev i 1751 omdannet til en tugthusstraf, og det åbenbare skriftemål blev ophævet i 1767. Samtidig blev ingen henrettet for lejermål, men en eventuelt idømt dødsstraf omdannet til tugthus og strafarbejde ved kongelig benådning.

Ægteskabsbrud

Gifte personers seksuelle forhold med andre end deres ægtefælle blev betegnet hor og var en alvorligere krænkelse af den hellige samfundsorden end den førægteskabelige seksualitet. I middelalderens landskabslove var det op til den krænkede ægtemand selv at rejse sag mod sin hustru og hendes elsker, hvis hun begik ægteskabsbrud, mens kvinden ikke havde nogen mulighed for at sanktionere sin mands ægteskabsbrud. Ifølge Jyske Lov fra 1241 havde en ægtemand ret til at dræbe den mand han fandt i seng med sin hustru, blot han efterfølgende kunne fremvise de blodige lagner på tinge. Det var ikke op til tredje part at rejse tiltale for hor, dvs. at ægteskabsbrud var et internt anliggende, der kun angik kvinden, der kunne producere illegitime arvinger.

Reformationen i 1536 betød ud over en vægtning af jomfrudom ved ægteskabets indgåelse også en vægtning af monogami i ægteskab for både mænd og kvinder. Allerede i 1537 kom Anden københavnske reces, ifølge hvilken en ægtemand, der begik hor, skulle miste hovedet og en ægtekvinde druknes. Dødsstraffen for ægteskabsbrud blev bevaret i en modereret form i Danske Lov (1683). Her blev hor straffet første gang med høje bøder og åbenbart skrifte, anden gang både økonomisk og med landsforvisning, og først tredje gang med dødsstraf. Som med de førægteskabelige forhold kendes ingen eksempler på effektuerede dødsstraffe for hor efter Danske Lovs indførelse, men en del idømte straffe blev benådet af kongen, ligesom han også ofte benådede for landsforvisningen af hensyn til den skyldiges familie og deres forsørgelse.

Voldtægt

Både landskabslovene og Danske Lov skelner mellem uægteskabelige forhold, som kvinden frivilligt indgik i, og de der fandt sted mod hendes vilje, dvs. voldtægt. I Skånske Lov blev kvindens manglende samtykke afspejlet i størrelsen på den bøde, som manden skulle betale til hendes værge, mens voldtægtsmanden ifølge Jyske Lov blev fredløs. I Danske Lov var straffen for voldtægt skærpet, således at manden blev dømt til døden for både voldtægt og voldtægtsforsøg. Der var mulighed for benådning fra dødsstraffen, hvorefter gerningsmanden enten skulle gifte sig med pigen eller betale hende erstatning. Det var dog op til pigen selv, hvorvidt hun ville indgå i ægteskabet, men bestemmelsen viser, at hendes ære var krænket af voldtægten.

Forbrydelser mod naturen

To former for seksualitet blev ikke alene ses som en forbrydelse mod ægteskabet og samfundsordenen, men blev straffet ekstra hårdt, fordi de blev betragtet som omgang mod naturens orden. Det drejede sig dels om sodomi, dvs. mænds seksuelle forhold til andre mænd eller dyr, og dels om blodskam, dvs. seksuelle forhold mellem personer, der var tæt beslægtede. I en religiøs tolkning var personer beslægtet ud til syvende led (efter 1215 fjerde led, dvs. næstsøskendebarn) for tæt beslægtet til at måtte indgå ægteskab, men kun personers seksuelle forhold mellem beslægtede i direkte op- og nedstigende linie, dvs. forældre og børn, samt stedforældre og stedbørn, blev betragtet som omgang mod naturen. Både sodomi og blodskam blev med Danske Lov straffet med døden, og efterfølgende blev synderen brændt på bålet for at slette synden helt.

Afrunding

Reguleringen af seksualitet med udgangspunkt i beskyttelse af ægteskabet som samfundsnorm blev særligt fremtrædende efter reformationen, hvilket bevirkede at denne meget strenge regulering hovedsageligt blev set i de nordeuropæiske protestantiske lande. En del af de protestantiske fyrsters legitimering var deres forpligtelse til at sikre, at befolkningen efterlevede De Ti Bud, herunder det sjette bud: "du må ikke bedrive hor", der blev tolket bredt som forbud mod enhver krænkelse af ægteskabet. Under påvirkning af bl.a. oplysningstiden kom sociale hensyn til den ugifte mor og især hendes uægte barn mere i fokus for reguleringen og bevirkede sammen med borgerliggørelsen af samfundet, at voksne mænds og kvinders frivillige seksuelle forhold uden for ægteskab blev et privat forhold.

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1200 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Koefoed, Nina Javette: Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark. (2008).

Nielsen, Beth Grothe: Letfærdige qvindfolk (1999).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1200 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Koefoed, Nina Javette: Besovede kvindfolk og ukærlige barnefædre. Køn, ret og sædelighed i 1700-tallets Danmark. (2008).

Nielsen, Beth Grothe: Letfærdige qvindfolk (1999).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk